Europa lugter lidt af Afrika
Det er august 2001. Foran et besat hus i en forstad til Paris mødes to mænd fra Guinea. Den ene er Valdes. De går ind. Stanken af varme og skidt giver Valdes brækånde. Han ser at afrikanere ligger halvnøgne på gulvet og sover. Valdes bliver angst og en tanke svirper ham: »Nej, nej, nej. Er det her Europa? I Afrika lever jeg meget bedre end her«.
I et lille septembersolfyldt lokale i Madrid sidder en ulasteligt klædt mand. Den glatte, lyseblå skjorte sidder hverken for tæt eller for løst til hans rektangulære overkrop. Issen er skaldet og de mørke bukser er strøgne. Kun en lille, sort snor, der har forvildet sig op på hans overarm, forstyrrer det rene udtryk.
Adraman Valdes læner sig tilbage i sin arbejdsstol og gør sig klar til at fortælle. Den fyrreårige guineaner har indvilget i at fortælle om sit liv i Europa. Selvom det formentlig er hans første interview nogensinde, står det hurtigt klart, at ord og associationer kommer til at trave afsted med Valdes. Hans fortællelyst får en til at overveje, om han mon har ventet på denne her dag.
»Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle tage til Europa«, fortæller Valdes efter at have nævnt samtlige lande, der
