Print artikel

Kvinder og bold

Drenget smil, barsk tattovering, god far, sublime evner og smuk hustru. Messi er rummelig.
Essay
05.06.15
Der er masser af sexisme i fodbold, men det er også et frirum, hvor man må opføre sig ikke-korrekt, dumt og barnligt. Alligevel er der en del at vinde, hvis fodbolden opførte sig bare en lille smule mere inkluderende over for kvinder.

I år falder 100 året for kvindernes stemmeret og Champions League finalen næsten oven i hinanden, henholdsvis den 5 og 6 juni. To ting, der vitterligt intet har med hinanden at gøre. Og mens vi kvinder taler rigtigt meget om, hvilke udfordringer, der er forbundet med at være kvinde i dag, og egentlig også med at være mand i dag, og ikke mindst med at være kvinder og mænd, der skal leve sammen i dag, så taler mænd en del om fodbold. Der er masser af gode grunde til, at det er sådan, det er. Fx at sexisme er pænt udbredt i fodboldverdenen. Problematisk, men samtidig er spillets rå og maskulint ladede energi også en af dets største attraktioner.

Sidste sommers VM bød ikke bare på en brasiliansk ydmygelse, men også på en kortvarig og anstrengende kønsdebat – om noget gammelt, bare i en ny kontekst – nemlig den, der handler om kvindelig kvotering – i bestyrelser, på Roskildes scener fx, og så også i fodboldstudier. Der er nogle, der er sure over, at medierne aldrig benytter sig af kvindelige kommentatorer og eksperter og nogle andre, der på den anden side mener, at det er fordi, der ikke findes kvalificerede kvindelige fodboldeksperter. Og i øvrigt, at de fleste kvinder gerne vil frabede sig at blive ansat på sit køn frem for sine kvalifikationer. Givetvis sandt, blot ikke helt pointen.

For det gode spørgsmål er selvfølgelig, hvordan det kan være, at ikke særligt mange kvinder, ender i bestyrelserne i toppen af dansk erhvervsliv.

Eller hvorfor ikke nær så mange kvinder som mænd har de faglige kvalifikationer til at sidde i et VM-studie og spille klog på kampene (Lad os i denne sammenhæng ikke gå videre ind i en helt anden, men også oplagt vinkel på situationen. Den handler ikke så meget om fodboldeksperternes køn, men det, at kvalifikationskriterierne for at blive inviteret i fx DRs ellers udmærkede TV-fodboldstudie kan synes uklare. Øjensynligt behøver du hverken at have særlige evner inden for analyse eller formidling. Egentlig skal du mest bare være lidt kendt og gerne have spillet bold på et vis niveau på et tidspunkt. Så kan du sagtens lyde som om, du ikke har lavet andet end at sutte bong siden).

Luna og Werge

Under alle omstændigheder er det ærgerligt, at der ikke er flere kvindelige stemmer, der taler højere om tiki-taka 2.0, Messis nye sleeve og Ancelottis fyring. Altså kvinder, der nærer en dyb interesse for og viden om sporten, ikke bare Heidi Frederikke-typen, hyret som pretty face.

Ikke kun ud fra et ligestillingsperspektiv, mere ud fra et formidlingsperspektiv. For hvad er det egentlig, vi kan vinde ved en mere fair kønsfordeling?

Langt det meste sportsjournalistik er lavet af mænd og til mænd og fokuserer indforstået på resultater, teknik og systemer. Til tider kunne du ønske dig en mere sanselig tilgang til fodbolden. Én der tager fat i den palet af store følelser, der udspiller sig på og udenfor banen: Den besynderlige forelskelse, der udvikler sig til et livslangt ægteskab med en klub, du ALDRIG kan søge om skilsmisse fra. Eller personlighederne og de psykologiske drivkrafter. Hvad fanden skete der med Torres? Hvorfor er grænsen mellem uduelig og gal/genial så hårfin for Balotelli? De her mærkelige mænd, som egentlig er drenge. Eller den næsten katarsiske dramaturgi, når Messi ligger den af (ja, det er han jo faktisk begyndt på) til Suárez og tingene går op i en højere æstetisk enhed. Det er da måske nok en kliché, at kvinder er mere tunet ind på den slags end mænd, men sandsynligvis én med sandhed gemt i sig. I må indrømme, at Luna Christofis begejstring er mere til at tage og føle på end Carsten Werges, og at den lige præcis fungerer sublimt som stemnings-indspark i det ellers noget klinisk analyserende Champions League-studie.

Fodboldverdenen er uanset, en ekstraordinært homogen verden. Der bor generelt meget få kvinder, der er ikke rigtigt nogen offentligt erklærede homoseksuelle, Og i øvrigt her i DK også et meget lille antal spillere af anden etnisk herkomst på højt niveau. En god gammeldags struktur, der bliver ved med at bekræfte sig selv – der er få kvinder, der begynder at interessere sig for fodbold, fordi der ikke er nogen, der gør det i forvejen og så fremdeles, og det er selvfølgelig den cyklus kvotering overvejes som en mulig kæp i hjulet på.

Big titted broads og det røde

Det er en ting. En anden er den deciderede kultur for sexisme, der har været grelle eksempler på fra især England i løbet af det seneste år.

Der er den fra sidste år med Premiere League-bossen og de offentliggjorte e-mails, hvor han fx har en dialog med en anden halvgammel mandlig fodboldchef-type med emnefeltet 'Male Fairy tale', som ender sådan her: »And the Prince lived happily ever after and rode motorcycles and banged skinny big titted broads...« Og så er der de almindelige tilråd fra lægterne - »Get your tits out« til kvindelige fysioterapeuter på vej på banen for at passe deres job, kvindelige TV-reportere, der bliver mødt med 'slut'-chants fra hundredevis af fans. Og de mere alvorlige sager med fodboldspillere anklaget for overgreb eller samkvem med mindreårige piger – fx Sunderlands Adam Johnson, der her i foråret er beskyldt for at have haft sex med en 15-årig, der kvitteres med fuld opbakning til spilleren fra Sunderlands supportere.

Og så er der mit eget lille empiriske erfaringsgrundlag: Der var dengang, jeg skulle skrive en artikel og kontaktede nogle AGF-fans med en seriøs forespørgsel om, hvordan de havde det med den forestående nedrykning til 1. div den sæson, og de spurgte mig tilbage, hvad jeg havde på, og der kom bl.a. et pædagogisk svar, der forsøgte at forklare mig (»Lille Cathrine«) hvordan, GFs nedtur nogenlunde svarede til den skuffelse, der kan opstå, når kællingen har det røde. Som én, der har prøvet at have menstruation, fangede jeg selvfølgelig hurtigt referencen. Og ok, det var også en rigtig træls sæson for dem.

Der findes idioter i alle sammenhænge – kvinder som mænd – og vi skal naturligvis være påpasselige med at drage konklusioner om en større verdensorden baseret på enkelttilfælde. Der er bare en del af dem dér i fodboldverdenen. Og lige nu synes der at være usikkerhed om, hvordan det egentlig skal håndteres, når det foregår på institutionelt plan. Premier League tager afstand fra de e-mails, men ikke fra sexisme generelt. Klubberne tager afstand fra deres spilleres handlinger, men har ingen officiel holdning (eller aktive kampagner) mod eksplicit groft og stødende sprog rettet mod kvinder.

 

Penge og damer

Både klubbers, sponsoreres og forbundenes tilbageholdenhed virker efterhånden mærkeligere og mærkeligere. For om ikke andet, så er fodbold jo en gigantisk pengemaskine. Så hvis vi for et øjeblik glemmer idéen om, at inklusion altid er mere sympatisk end eksklusion – så er der sgu da penge i damer. 25% af Premiere Leagues indtjening på kampdage kommer i dag fra kvindelige fans. Nye seertal fra Champions League peger på, at mindst 25% er kvinder.

Og det er vel at mærke uden, at der er gjort noget som helst for at tale til nogle andre end den klassiske mandlige fodboldseer. Så det kan alligevel undre, at intet øl-brand, intet klub-brand, intet medie-brand, intet sports-brand vælger at tage det her med kvinder og fodbold på sig som en aktiv holdning, der kan laves kampagner over. Kampagner, der i første ende vil skille dem ud og i sidste ende sælge deres produkter. Så når mine veninder påpeger, at jeg har tilsluttet mig the dark side, når jeg har min FC Barcelona nøglering om halsen, så er det nok fordi, de med god grund føler sig fremmedgjorte over for hele den verden. Fordi der ikke bliver tilbudt nogle identifikationsmarkører for intelligente kvinder. Det kan bare være kvinder, der ser tjekkede ud i fodboldtrøjer. Eller drikker Heineken sammen. Eller lægger neglelak, mens de ser bold, det kan sagtens lade sig gøre.

Der kan selvfølgelig være foretaget en kynisk analyse, der går på, at for, at hovedmålgruppen skal føle sig hjemme i fællesskabet, så er der nogle andre, der skal føle sig ude. En effektfuld strategi, der ved den søde grød er set før. Jeg tror bare, det er en fejlanalyse. De fleste mænd er ikke idioter, og mange af dem ser fodbold. Desuden er det håbløst umoderne. Og heldigvis er det blevet mere selvfølgeligt, at det er god business ikke at opføre sig som assholes.

Messis sleeve og store patter

Det handler ikke om, at fodbolden skal feminiseres. Fodbold er en af de mest vidunderlige mash-ups denne her tvivlsomme verden har frembragt: Af penge, fame, dekadence, kynisme, politik, magt – alle de ting, vi alle sammen går rundt i en konstant fare for at blive besudlet af (måske ikke lige berømmelsen, men ellers). Men når først, der er game on, så handler det om rå ubesmittet energi. Om styrke, mandsmod, risikovillighed, at gå efter bolden og nogle gange manden, at være direkte, snu, individualist, overlegen og magtfuld. Det handler om at vinde. Alle de dyder, vi forbinder med klassisk maskulinitet. Og det er jo også derfor, at hele pressen skriver, at Messi er blevet en mand, når han har fået et sleeve. For især i fodbold er tusser en del af den maskulinitetskultur. Det betyder, du giver dig selv og din krop 100%. Men når fodbold er bedst, så virker det – i mangel af et bedre og mindre tidstypisk ord - autentisk på os. Og jeg tror, det er det, der i virkeligheden er spillets eminent store tiltrækningskraft. Og den er næppe kønsbestemt. Muligvis tidsbestemt, men sgu ikke kønsbestemt. Det er alt det udenom, der er det.

Det er trods alt forholdsvis sjældent, at man støder på følelser og fysik, der er totalt blottet for fernis. Når vi endelig gør, så kan det synes som det frirum, den ventil, vi går og længes efter. Det sted dér, hvor din dyriske lidenskab giver dig lov til at opføre dig ikke-korrekt, men dumt og tåbeligt og barnligt. Og samtidig kærligt og jublende. Det er det sted, fodbold kan repræsentere. Og i det rum kan mænd givetvis sagtens råbe store patter (som det efter sigende skulle være tilfældet i omklædningsrummet for det danske landshold), mens de til daglig har det fint og respektfuldt med konens karriere og hendes små naturlige patter.

De små øer med frihed dér, dem skal vi bestemt også huske at passe godt på og lade være. Jeg mener bare sagtens, de kan sameksistere med en mere inkluderende stemning over for kvinder (og andet revl og krat) på stadion, i medierne og hvor fodboldverdenen ellers udfolder sig. Og så drop lige luder-referencerne. I kysser jo trods alt jeres mødre/døtre/koner med den mund.