Print artikel

Arbejderdrengen der ville være en superhelt

Aldrig har en Liverpool-spiller været så populær på Anfield. Foto: Liverpool FC
Karrierens største triumf. Champions League-sejren over AC Milan. Foto: Liverpool FC
Artikel
26.05.15
Steven Gerrard takkede i weekenden af i Liverpool efter 17 års tro tjeneste. Afskedsgaven var et rekordstort nederlag til Stoke på 6-1. Aldrig før har LFC tabt så stort i Premier League. I går var det tiårsdagen for den største succes i Gerrards karriere, Champions League-triumfen i Istanbul. En finale, der på mange måder definerede Gerrard som spiller, og som i dag synes uendeligt langt væk.

Målmand Jerzy Dudek imiterer Bruce Grobbelaars spaghettiben fra finalen imod AS Roma i 1984. Det virker. Ligesom dengang. De bløde knæ og flagrende arme får den ene AC Milan-spiller efter den anden til at afslutte svagt. Efter kun fire spark i straffesparkskonkurrencen er Liverpool FC vindere af Champions League. Miraklet er fuldendt på Atatürk Stadion i Istanbul. Mission impossible made possible. For femte gang i klubbens historie er den største europæiske titel i hus.

Steven Gerrard bliver kåret til kampens spiller. Han har været vital i det vanvittige comeback. Han scorer selv det første mål og fremtvinger det straffespark, som udligner AC Milans 3-0-føring fra første halvleg. Efter finalen udtaler Gerrard, at han ikke kan forlade klubben efter sådan en aften, og i løbet af sommeren underskriver han en kontraktforlængelse. Skiftet til nyrige Chelsea FC med 42-årige Jose Mourinho i spidsen sker ikke.

Premier League-forbandelsen

Det er ti år siden. Den aften, der virkede som begyndelsen på noget endnu større, står i dag tilbage som det absolutte højdepunkt i Steven George Gerrards karriere. Han har spillet sin sidste kamp for LFC og skifter til amerikanske LA Galaxy.

Det er dog ikke fordi, Gerrard ikke har oplevet succes siden Champions League-triumfen. Året efter vandt han FA-cuppen, og det er også blevet til en Ligacup-titel. Men det er den slags titler, som de store spillere for de store hold allernødigst nøjes med. Og for Gerrard gør det især ondt, at han aldrig kommer til at vinde Premier League-trofæet.

Det er som om, at der har hvilet en forbandelse over Gerrard siden finalen i Istanbul. Jo tættere han kom på Premier League-trofæet, jo større har skuffelsen og nedturen været. Og Gerrard har været tæt på. I 08/09-sæsonen sluttede Liverpool FC på andenpladsen– fire point efter ærkerivalerne fra Manchester United.

Nogle måneder senere kæmpede klubben ikke om trofæer, men derimod med en truende konkurs. Finanskrisen kom bag på de nye amerikanske ejere, og en enorm gæld tyngede klubben. I den efterfølgende 09/10-sæson sluttede Liverpool FC på en lidet imponerende syvende plads, og Benítez blev fyret. Gerrard måtte spejde langt efter førstepladsen og Champions League. Konkursen blev afværget, men klubben var ét stort økonomisk og sportsligt rod.

I sidste sæson var Gerrard endnu tættere på. Med tre runder igen kunne Liverpool FC højest overraskende selv afgøre mesterskabskampen. Men imod Chelsea gled Gerrard og sendte Demba Ba alene mod mål. Ba scorede sikkert. Liverpool tabte kampen 2-0 og endte to point efter Manchester City på førstepladsen.

Ingen topspiller

»Steve Gerrard, Gerrard / He slipped on his fucking arse / He gave it to Demba Ba / Steve Gerrard, Gerrard.«

Sådan har det lydt på engelske stadions denne sæson, mens Liverpool forgæves har kæmpet for at nå den uhyre vigtige fjerdeplads, der giver adgang til Champions League og en masse penge. Ydmygelsen har været total og langstrakt for Gerrard, som har virket udbrændt og mørbanket.

Det er 17 år siden, at Gerrard fik sin debut for Liverpool. Mange fodboldeksperter har udtalt, at Gerrard nok er den sidste af sin slags. Klubmanden, der fravælger titler og højere løn for at blive i sin hjerteklub, hører fortiden til. Og samtidig er det en udbredt holdning, at Gerrard ikke bør blive betragtet som en af de allerbedste, fordi han ikke formåede at vinde mere med Liverpool FC. Det er ikke bare titler og højere løn, Gerrard fravalgte. Men også anseelse.

»He’s not a top top player.« Ordene er Alex Fergusons. Den mest vindende træner for en af de mest vindende engelske klubber, rivalerne fra Manchester United. Han forlod trænerposten forrige år efter imponerende 27 år i det varme sæde. Ferguson var og er stadig en institution. I bogen My Autobiography, der udkom få måneder efter karrierestoppet, forklarer han, at Gerrard ikke er blandt de allerbedste fodboldspillere i Premier League-æraen.

Fergusons kommentar kan ved første øjekast affejes som endnu en af utallige stikpiller rettet imod Liverpool. Men den har givet næring til en debat, der har stået på lige siden, Gerrard fik sit gennembrud. En debat, der kun er taget til i takt med, at Gerrards sidste kamp for Liverpool har nærmet sig. For hvor god er han egentlig i forhold til andre store spillere i Premier League?

Captain Fantastic

Som det sig hør og bør har roserne stået i kø før Gerrards sidste hjemmebanekamp for hjerteklubben. Men i den stort opstillede parade af verbale skulderklap er der alligevel et par tilkendegivelser, der synes at have mere tyngde end andre.

Den franske maestro Zinedine Zidane har i løbet af hele Gerrards karriere været en stor beundrer. I sin aktive karriere forsøgte han at overtale Real Madrids præsident til at købe Gerrard, og i 2009 efter, at han havde indstillet karrieren, og efter, at Gerrard lige havde været med til at slå Real Madrid 4-1 på Anfield, udtalte Zidane, at Gerrard var på niveau med Lionel Messi og Cristiano Ronaldo. Jose Mourinho har indrømmet, at han af tre omgange forsøgte at købe Gerrard til henholdsvis Chelsea FC, Inter Milan og Real Madrid.

Zidane og Mourinhos ord har helt sikkert vundet genlyd blandt Liverpool FC’s fans. I en afstemning i 2013 over de spillere, der har gjort størst indtryk på Anfields berømte endetribune, The Kop, blev Gerrard stemt ind på førstepladsen. Kenny Dalglish – eller King Kenny, som han er blevet døbt af klubbens fans - der først som spiller og siden som træner var et stort aktiv for klubben i storhedstiden i 80’erne, kom kun på en andenplads. Captain Fantastic er nummer et.

Måske er det fordi, han som midtbanespiller ofte har været afgørende. Gerrard er den eneste spiller, der har scoret i UEFA Cup-finalen (nu Europa League), Champions League-finalen, FA Cup-finalen og Ligacup-finalen. Han er den spiller i Premier League, der flest gange er blevet valgt til årets hold, PFA Team of the Year. Otte gange i alt. Måske er det, fordi han i modsætning til skotten Dalglish er en vaskeægte scouser. Og altid har holdt med Liverpool FC i modsætning til andre scouser-legender som Robbie Fowler og Jamie Carragher, der holdt med de blå bysbørn fra Everton FC, da de var drenge. Måske er det fordi, Gerrard slet og ret er den bedste spiller, The Kop har set.

Dinosauren

Men er det bare de manglende titler, der deler vandene? Før Gerrards sidste hjemmekamp gav 6’erens Morten Bruun og Brian Laudrup deres syn på sagen. Bruun mente, at Gerrard netop havde haft muligheden for at vinde et PL-trofæ i sin tid i LFC. At han havde spillet på hold, der var fuldt på højde med mesterholdene, men at Gerrard ikke havde det sidste, der skulle til for at løfte holdet til en PL-titel. Laudrup mente, at Gerrard kunne være blevet en endnu bedre spiller, hvis han var skiftet væk fra LFC. At han kunne have finjusteret nogle ting i sit spil.

At Gerrard ikke er en komplet spiller. At han lige mangler det sidste, er en kritik, der altid har fulgt med i slipstrømmen på de store præstationer. Den engelske sportsjournalist og forfatter til bøger om fodboldtaktikkens udvikling, Jonathan Wilson, giver i en artikel fra 2009 i The Guardian udtryk for, at moderne fodbold handler om specialister, og at Gerrard hører en svunden tid til. Samme år bliver Gerrard af Wilsons kollegaer kåret til årets spiller i Premier League. Under overskriften The Question: is the box-to-box-midfielder dead? kommer Wilson frem til den konklusion, at Gerrard ikke helt passer ind i moderne fodbold, og at det ikke bare skyldes, at han som spillertype er forældet. Han mangler helt grundlæggende en spilforståelse, som de store komplette midtbanespillere som Lothar Matthäus, Bryan Robson, David Platt og Roy Keane havde før ham.

Den sidste del af kritikken lader Wilson trænerlegenden Arrigo Sacchi uddybe. Sacchi mener ikke, at Gerrard ved, hvordan han skal bevæge sig for at gøre holdet bedre. Gerrard er en fantastisk atlet, teknikker, fighter, men ikke en fantastisk fodboldspiller. For Sacchi er det kollektivet og ikke individualisten, der er taktikkens mål. Sacchi er tilhænger af totalfodboldens stræben efter at skabe den universelle fodboldspiller i modsætning til den komplette individualist. Og han er en 4-4-2-fanatiker og en skarp kritiker af 4-2-3-1, da sidstnævnte er en regressiv reaktion på de problemer, som den moderne fodbolds specialisering og fokus på individualisten har medført.

Rafael Benítez, har åbent tilkendegivet, at han er en stor beundrer af Sacchi, og Wilson ser derfor Sacchis kritik af Gerrard gå igen i Benítez’ dispositioner. Og så er vi tilbage ved den skæbnesvangre Champions League-finale. Ifølge Wilson var det Benítez’ indskiftning af den defensive midtbanespiller Dietmar Hamann i pausen, der vendte slagets gang. Det gav Gerrard mulighed for at gå længere frem med færre defensive pligter. Uden Hamann som defensiv skanse var det aldrig lykkedes Gerrard at vende kampen. Det var ikke Gerrard, der løftede sit spil og trådte i karakter. Det var resten af holdet, der lod ham gøre det.

Karrierens største triumf. Champions League-sejren over AC Milan. Foto: Liverpool FC

 

Scouseren

Gerrard blev måske nok kåret til kampens bedste spiller, men finalen afslørede Gerrards taktiske svagheder. Svagheder, der kun er blevet tydeligere i takt med, at Gerrard har mistet noget af sin hurtighed og styrke. Den egentlige forbandelse er Gerrard selv.

Arbejderdrengen, der aldrig drog ud, men forblev tro mod sine rødder og dermed aldrig blev ordentlig skolet eller dannet. Gerrard fandt aldrig sin plads, sin rette hylde. Gerrard flygtede ikke fra andedammen som den grimme ælling og blev til en smuk svane. Der er ikke en opstigningshistorie at berette. Nærmere det modsatte. Gerrard er fodboldens Lykke-Per, der aldrig formåede at løsrive sig fra sine rødder og realisere sig selv. Han er blot en imitation af en spillertype, der hører fortiden til – en del af en forældet tradition og et miljø, som andre engelske spillere må gøre op med og løsrive sig fra, hvis de vil være blandt de allerbedste. Det hjælper ikke noget at have ligget i et ørneæg, hvis man aldrig forlader den lokale andedam.

Sådan kan historien om Gerrard sagtens slutte. Eller tragedien om man vil. Og det gør den nok også for mange.

Men der er noget ved den fortælling, som er svært at forene med en spiller, der på trods af at have repræsenteret den samme klub i 17 år, har spillet over alt på midtbanen og under fem forskellige trænere med vidt forskellige fodboldfilosofier. At tilpasse sig og omstille sig til nye ideer og nye roller har været et grundvilkår for Gerrard. Og at gøre det samtidig med, at de bedste holdkammerater forlod klubben i tide og utide og ofte ikke blev erstattet af spillere af samme kvalitet, er en kontekst, som nok også er værd at tage med.

Billedet af Gerrard som et klubikon og en legende, der i takt med den dalende fysiske formåen har skullet afvikles, er et stiliseret portræt. Et portræt, der måske har mere at gøre med scouseren Gerrard end spilleren Gerrard. Liverpool har aldrig følt sig som en del af England. Liverpudlians er først og fremmest scousere. LFC-fans buher på nationalstadionet Wembley, når de hører nationalsangen. Siden 1980’erne har Liverpool som arbejderby været under afvikling, men i modsætning til en anden arbejderby som Manchester har Liverpool i højere grad forsøgt at kæmpe imod de politiske vinde. Billedet af scousere som et folkefærd, der stædigt sidder fast i fortiden og modvilligt forsøger at følge med, er udtalt, og det er måske i virkeligheden det, der ligger bag opfattelsen af Gerrard som en dinosaur.

Roy of the Rovers

Men selvom kritikken af Gerrard måske har forhindret ham i at få den ultimative anerkendelse, så har det samtidig givet ham en facade, han kan læne sig op af. Portrættet af ham har til tider været så stiliseret og klichefyldt, at vi selv har kunnet færdiggøre det i søvne. Og det er netop disse automatismer, Gerrard også spiller på. Modstanderens billede af Gerrard er en del af Gerrards arsenal.

»Militær styrke er baseret på bedrag.« Citatet stammer fra den kinesiske general og filosof Sun Tzu, der er forfatter til bogen Krigskunsten, som den dag i dag ikke bare inspirerer moderne krigsførelse, men også sportsfolk. I Gerrards tilfælde består bedraget i at få folk til at tro, at han vitterligt er Captain Fantastic, og hvad det medfører af fordomme og fejlvurderinger. Én ting er at kunne gøre noget nær det umulige. At score vanvittige langskudsmål på de allermest tiltrængte tidspunkter. Eller på over 60 meter at spille en medspiller fuldstændig fri i modstanderens straffesparksfelt. Noget andet er at bilde modstanderen ind, at man kan gøre det, hvornår det skal være. Eller at man forsøger konstant at gøre det. At man forsøger at være en superhelt.

Gerrard fik sin debut under Gerard Houllier på et hold, der kunne skabe resultater. Den berømte treble-sæson, hvor Liverpool FC vandt UEFA Cuppen, FA Cuppen og Ligacuppen, viste toppen af Houlliers fodbold. Houllier gav plads til, at unge Gerrard kunne løbe solen sort, tackle gud og hver mand og hamre til bolden, så hårdt han kunne. Det var vilje, vildskab og rå talent, man var vidne til. Men Houlliers kontrafodbold var for begrænset. Det gav plads og frihed til Gerrard, men var for simpelt og rigidt i det lange løb.

Under Rafael Benítez begyndte Gerrards rolle at ændre sig fra den planløse hærgen. Han startede som central midt, blev rykket ud på kanten og endte til sidst på den offensive midtbane. Men det var altid en smule ukonventionelt, når Gerrard indtog en ny position. Kantspilleren Gerrard var ikke en kant som Cristiano Ronaldo eller Arjen Robben. Han var hverken ligeså eksplosiv eller driblestærk. Han var i stedet en dynamo, der tog den direkte vej. Han spillede kanten som en central midtbanespiller, men fandt det lettere at angribe lommen mellem forsvar og midtbane med det rette momentum fra fløjen.

FA Cup-finalen i 2006 er indbegrebet af kantspilleren Gerrard. West Ham var både foran 2-0 og 3-2, men Gerrard blev igen finalens helt store spiller. Han udlignede på en flugter til 2-2, og da Wembleys stadionspeaker over højtaleranlægget annoncerer, at overtiden er på fire minutter, klapper Gerrard til bolden fra 40 meter og sender den ned i venstre hjørne af målet. Gerrard har udlignet til 3-3. Liverpool ender med at vinde finalen på straffespark. På endnu et comeback. Ligesom året før i Champions League-finalen. Det er Roy of the Rovers’ stuff, som de siger i England med henvisning til tegneseriestriben om fodboldspilleren Roy Race. Superhelten har slået til igen. Det er hverken taktik, fodboldhjerne eller snuhed, der ligger bag Gerrards udligning. Det er rå vilje, desperation og held. Kampen bliver døbt The Gerrard Final.

Skuespilleren

Men langskudsmålet er ikke symptomatisk for Gerrards finale. Gerrards bidrag er ikke bare naive og umulige langskudsforsøg. Det, Gerrard gør kampen igennem, er at bombardere West Ham-forsvaret med lange afleveringer, der er en mellemting mellem en dyb stikning og et indlæg. Gerrard har slået den slags afleveringer før med stor succes, men aldrig med samme frekvens. Det virker næsten mekanisk. Der er umiddelbart ikke meget flair eller uforudsigelighed over det. Det er slet ikke som at se 00’ernes store kreatører som Deco, Ronaldinho, Nedved og Kaka folde sig ud på den sidste tredjedel af banen. Højest usædvanligt er han holdets chanceskaber langt fra West Hams mål.

Afleveringerne kommer, som var de fra et samlebånd. Gerrard lammer West Hams organisation. De automatismer, som er indbygget i holdet, indeholder ikke et modtræk. West Ham bliver presset tilbage i eget felt. En af afleveringerne finder angriberen Djibril Cisse i feltet ved stillingen 2-0 til West Ham. Cisse reducerer til 2-1. Det, der ligner konstante forsøg på Hollywood-afleveringer, er et strategisk bombardement. Og det, der ligner en spiller, der konstant sætter sig selv over holdet, er i virkeligheden en del af taktikken.

Sæsonen efter spiller Gerrard på den offensive midtbane. De afleveringer, som dominerede FA Cup-finalen, bliver færre. I stedet viser Gerrard sig at være en mester i at bruge så få berøringer som muligt. Der sker en effektivisering i hans spil, hvor alt ubrugeligt sorteres fra. Han forsøger konstant at minimere den tid, han er på bolden. Kun at være i centrum, når det er nødvendigt. Senere viser han næsten med det samme en unik og nærmest telepatisk forståelse for den nye holdkammerat og angriber Fernando Torres. Angreb bliver afviklet med lynets hast. Gerrard er aldrig i tvivl om, hvad han skal gøre med bolden. Han ser ikke engang op.

Med den nye position ændrer Gerrards bluffnummer sig også. Nu spiller han på ikke at have bolden. På hvad der kan ske, hvis han i næste sekund får den. Modstanderen spiller nu overfor to spillere. Den Gerrard, der forsøger at få Benítez’ maskinfodbold til at gå hurtigere og hurtigere, og den Gerrard, der ikke lader en chance forpasse for at forsøge at afgøre kampe. Der er taktikeren Gerrard, der forsøger at optimere holdets ydeevne, og superhelten Gerrard, der har travlt med at kysse kameraer efter en scoring i stedet for pokaler efter en sæson. Han er umulig at gennemskue.

Det er en svær balancegang for Gerrard, og ind imellem går det galt. Nogle gange træder Gerrard utålmodigt ud af sin taktiske rolle og mislykkes med det ekstraordinære. Andre gange har han tænkt så mange træk frem, at han kikser det mest simple og forærer modstanderen store chancer. Men langt det meste af tiden fungerer det.

I sidste sæson undergik Gerrard endnu en forvandling. Efter fyringen af Benítez havde Gerrard virket som en gennemskuet fupmager. Som en skuespiller, der var blevet opslugt af sin glansrolle og forsøgte at holde den kunstigt i live. Skader havde heller ikke gjort det lettere for ham.

Men Brendan Rodgers flytter Gerrard ned som en dybtliggende spilfordeler. En position, Gerrard ikke har spillet fast før i karrieren. Og det bliver en succes. Han scorer 13 PL-mål og står bag ligeså mange oplæg – det højeste antal i karrieren. På mange måder er rollen som dybtliggende spilfordeler modsætningen til rollen som offensiv midtbane under Benítez. Gerrard varmer gladeligt bolden og trækker ofte helt ned mellem de to midterforsvarere for at bygge spillet op. Det er tydeligt, at Gerrard ikke fysisk kan, hvad han kunne tidligere. Når modstanderen får en omstilling, har Gerrard problemer med at følge med, og han placerer sig ikke altid lige godt defensivt.

Men det er heller ikke Gerrards defensive bidrag, der er det vigtigste. Gerrard er på én gang lokkemad og arkitekt. Modstanderne er i syv sind om, hvordan de skal gribe Gerrard an. Det er indbydende at forsøge at stresse ham til fejl, men hvis det mislykkes, kan Gerrard ramme bagrummet med sine dybe stikninger. Og hvis de ikke stresser ham, er det svært at få tag i bolden, og Gerrard får uhindret lov til at diktere. Det er et spil med høje indsatser. Gerrard er lige ved at vinde den helt store jackpot, men glider som bekendt i afgørelsens stund.

Gliddet bekræfter Gerrards kritikkere i, at han er en cirkushest. Uheldet er en selvforskyldt fejl, der skyldes Gerrards trang til at være individualisten. At være stjernen i manegen. Gliddet fuldender billedet af Gerrard som en spiller, der altid har forsøgt at udfylde roller, som han aldrig helt har forstået. Måske har Wilson og Sacchi ret i, at Benítez heller ikke stolede helt på, at Gerrard forstod den kollektive taktik. At det var derfor, han gav ham de udfordrende roller. Captain Fantastic blev måske vitterligt et alter ego og ikke bare et bevidst dække og bedrag.

Gerrards nemesis, Mourinho, lader dog til at være af en anden opfattelse. Mourinho er ligesom Benítez også inspireret kraftigt af Sacchis ideer, men han har aldrig haft den samme skepsis overfor Gerrard. Måske det skyldes et anderledes syn på individualisten kontra kollektivet. Eller måske skyldes det en anderledes erkendelse af vigtigheden af skuespillet i moderne fodbold. Vigtigheden af, at moderne fodboldfolk påtager sig roller. Mourinho er nok den træner, der bedst forstår psykologien i en kamp, og at fodbold ikke bare afgøres af det, spillerne foretager sig på banen. Men også af det, de ikke foretager sig. Det, som foregår i fans og modstanderes hoveder under kampen. Og mediernes rolle i skabelsen af mentale billeder. Mourinho har også et alter ego, The Special One. Træneren, der lægger sig ud med alt og alle og bruger alle de beskidte tricks. Mourinho kender om nogen balancegangen mellem at være tro imod sin rolle og træde ud af den. Alter egoets berusende natur. The Special One er måske den eneste, der til fulde forstår at værdsætte og anerkende Captain Fantastic. Og måske er det meget passende, at superhelten ikke slutter karrieren af i Liverpool FC, men i stedet drager til Los Angeles og Hollywood.