Print artikel

Sorg og Fryd

Foto: Fryd Frydendahl
Reportage
18.08.18
I Hvide Sande mødes forfatter Christina Hagen med fotografen og vennen Fryd Frydendahl. Hun vil finde ud af, hvad det gør ved en som menneske og kunstner, at døden og sorgen har været en trofast følgesvend altid.

Jeg er til loppemarked. Eller Flohmarkt som de kalder det i Ringkøbing. ”Guld og Rod” hedder stedet. Tyskere og danskere tager ting ned fra hylderne, vender og drejer en vase, stiller den tilbage. På vinduet er der et stort klistermærke med teksten ”Kendt fra Skattejægerne”. Katrine Grünfelds Mindre pletter ligger på en af hylderne, Mambo No. 5 spilles i hallen, en tysker i fyrrerne med sporty udseende tager en dans med sig selv imellem reolerne. Jeg er på vej til Hvide Sande for at gå en tur med Fryd Frydendahl, som er en af mine yndlingsfotografer og også min ven. Det mest mystiske ved Fryd er også noget af det bedste: Hun spørger aldrig, hvordan jeg har det.

Først døde Fryds bror. Så døde Fryds søster. Derefter døde Fryds skoleveninde. Hende som Fryd købte det samme tøj som, hende som hun sad i en sofa, og blev fotograferet sammen med. To piger i ens tøj, en sort pige og en hvid pige, det var Fryd. De legede tvillinger, men var det ikke. Susama døde af en kræftsvulst i hjernen. Senere døde Fryds ven. Og så døde Fryds mor. Nu vil Fryd vise mig sorgruten i Hvide Sande. Hun vil vise mig steder, der minder hende om de mennesker, hun har mistet. Og så skal vi spise gulerodskage fra Ejvinds Bageri, som er det, jég forbinder med Hvide Sande. Den skal vi spise i Fryds fars stue. Sidste år fik han konstateret kræft. Hvis nogen ved noget om sorg, så er det Fryd. Vi taler ikke om det, men alligevel er jeg hele tiden bevidst om, at når jeg er sammen med Fryd, så er jeg sammen med et menneske, der ikke dømmer eller vurderer mig. Fryd har aldrig kommenteret mit tøj eller sagt, jeg har taget på eller tabt mig. Hun har aldrig spurgt, om jeg var glad eller vurderet, at jeg ikke var det. Der er ingen analyser, der er kun det, vi taler om, og vi taler som regel om konkrete ting som arbejde, og vi giver hinanden råd. Derefter skilles vi. I Hvide Sande vil jeg finde ud af, hvad det gør ved en, som menneske og kunstner, at døden og sorgen har været en trofast følgesvend altid.

Vi skal mødes uden for Spar-købmanden ved havnen. Jeg går ind og køber en vand og ved på forhånd, at Fryd er derinde. Jeg ringer hende op og siger, at jeg står ved sodavandskøleskabet. Fryd kender butikken; hun er der efter få sekunder. Hendes familie drev butikken, da hun var barn, og hendes bedstemor boede oven på butikken og handlede ind ved at åbne døren, hvor der nu står stativer med slikposer. Med hårnet og slåbrok fandt hun, hvad hun skulle bruge, og forsvandt så igen op i sin lejlighed. Fryds familie ejer stadig lokalerne her og i den anden ende af byen. Frydendahl familien er kendt som købmænd og for Fryds fars firma, der laver fiskenet. Jeg køber en kildevand. Fryd vil vise mig Sydstranden, som er starten på sorgruten. Det er her Fryd har gået efter hendes søsters død i barselssengen og senere, da hendes mor døde af kræft.

Det føles som om Hvide Sande har tusind havne. Tyskerhavnen har alt, hvad jeg elsker ved Udkantsdanmark. Her er ikke ét eneste menneske.

Fryd går på stranden i en stor, løs jakke. Det meste af sit tøj køber hun i genbrugsbutikker, hun har ingen sminke på. Fryd bor i en one bedroom i Brooklyn, New York, når hun er i USA og i Rødovre hos sin mors veninde, på Vesterbro hos sin gallerist og i Hvide Sande hos sin far, når hun er i Danmark. Vi taler om, hvordan det er at være født og opvokset i Hvide Sande og nu være kunstner udstillet i samlingen på Statens Museum for Kunst og socialisere med kunstkøbere fra helt andre miljøer.

Fryd: Man laver jo sådan en hurtig scanning af, om det er folk, man kan relatere til. Det kan godt være, man er vidt forskellige, men at der er et spændingsfelt, hvor det giver mening.

Mig: Hvad så når du kommer til Hellerup? Møder du de mennesker på samme måde, som du møder mig?

Fryd: Det prøver jeg. Når jeg møder dem, så er det jo oftest igennem mit arbejde.

Mig: De køber dine billeder?

Fryd: Det gør de jo så, ja. Forleden var jeg til et selskab med folk fra en anden social klasse, som det hedder. De vidste meget om mig, og jeg vidste intet om dem. Der kan man let blive et eller andet eksotisk. Der har jeg så trænet mig selv i at vende den om meget hurtigt og få så meget at vide om dem som overhovedet muligt, så vi bliver lige. Ellers får jeg stress. Ellers føler jeg mig som en papegøje i et bur. Det, synes jeg, er ubehageligt.

Foto: Fryd Frydendahl

Vi går på stranden i Hvide Sande. Mågerne skriger. Bag os ligger Sydhavnen. Det er sidst i marts, solen skinner, men her er pissekoldt. En masse små træhuse ligger i klynger og får mig til at tænke på Grønland.

Fryd: Jeg kan huske, at når jeg var på stranden med min søster, så havde hun ingen top på. Hun havde bittesmå bryster og hår under armene. Min mor havde seks børn, jeg er min fars eneste biologiske barn, og derfor den eneste, der ligner Frydendahl-familien med stort, kraftigt hår. Min søster så fransk ud. Hun var meget smuk, klassisk smuk, og alligevel var der noget uklassisk over hende. Jeg tænkte meget over det med min søsters hår under armene, da jeg var barn, fordi hun ikke var radikal. Altså jeg har også selv hår under armene nu.

Mig: Hvorfor har du hår under armene?

Fryd: Jeg har altid syntes, det var ubehageligt at fjerne det.

Mig: Altså selve følelsen af at fjerne det eller udseendet?

Fryd: Begge dele. Altså udseendet af det på mig selv. Andre må gerne fjerne deres hår under armene.

Mig: Kan du huske, vi snakkede om det, da vi var på café? Det med, at køn ikke interesserer dig særligt meget?

Fryd: Den måde, det interesserer mig på, er i erkendelsen af, at jeg ikke er helt almindelig. At jeg ikke har været helt almindelig i forhold til de veninder, jeg havde, da jeg voksede op.

Mig: Hvad betyder det?

Fryd: At det for eksempel føltes grænseoverskridende, da jeg første gang barberede håret under armene af, hvor det virkede som om, det var noget meget naturligt for mine veninder. Den periode jeg helst ikke vil kigge på billeder af mig selv fra, det er den periode, hvor jeg klædte mig utroligt meget som en dreng. Mit hår var helt kort og jeg gik i Adidas-hættetrøjer.

Mig: Jeg ville også gerne have været korthåret, for så kunne jeg bruge sådan noget hårgelé, man kunne købe i supermarkederne, der var lilla og pink.

Fryd: Præcis. Jeg snød mig nærmest til at få briller, hængerøvsbukser og strithår. Jeg tror, jeg havde fornemmelsen af, at jeg kunne gemme mig i det. Og efter det blev jeg ungdomspunker og flipper.

Mig: Men hvordan hænger det så sammen med, at du siger, du ikke interesserer dig for køn, når du har været de der ting igennem?

Fryd: Jeg interesserer mig for køn og kønspolitik, men jeg interesserer mig ikke for selve samtalen om køn og kønspolitik.

Mig: Hvorfor?

Fryd: Fordi jeg synes, det er slidt op. Jeg vil hellere tale om mennesket. Springe en masse ting over og bare tale med det menneske, jeg sidder overfor.

Mig: Tror du, at det vil overraske? Der er jo nogen, der ser en interesse for køn i de billeder, du tager. Hvorfor tror du, de ser det?

Fryd: Jeg tror, der er en uudtalt interesse for køn i mit arbejde, en interesse, der er der implicit, men at samtalen om køn er ophævet for mig. Da jeg var ung punker, og der skulle afholdes 8. marts, var det uhyggeligt forkert at sige, at man ikke kunne se vigtigheden af det arrangement. Jeg kan huske, der var en stor diskussion omkring, om det skulle være kønsopdelt eller ej. Jeg bryder mig ikke om det kønsopdelte. Det betyder ikke, at jeg ikke respekterer kvinder, der har brug for deres eget rum. Men det interesserer ikke mig personligt i mit liv.

Fryd og jeg forsøger at krydse et sted på stranden, hvor der igennem et stort rør er blevet pumpet vand ud, så sandet er forvandlet til kviksand, der vil sluge vores fødder. Vi må opgive at gå videre, og Fryd vil i stedet vise mig et nyt sted på sorgruten, hvor huse og punkter indeholder minder. Vi går forbi Fryds onkels store hus i klitterne og videre ned ad en sti mod det sted, en ældrebolig, hvor Fryds søster boede alene med sin søn efter, hun gik fra sin mand. I al den tid de to var gift, gik de fra hinanden og fandt sammen igen. Fryd har gode minder fra tiden med ældreboligen.

Jeg interesserer mig for køn og kønspolitik, men jeg interesserer mig ikke for selve samtalen om køn og kønspolitik

Fryd: Her brugte jeg meget tid, når jeg havde det nederen. Jeg ved ikke, hvorfor hun boede i en ældrebolig.

Mig: Hvorfor havde du det nederen?

Fryd: Jeg har altid haft et vanskeligt sind. Jeg passede min nevø hver onsdag, når min søster var til patchwork. Mine forældre var gamle, da de fik mig, så Henriette var lettere at relatere til.

Her var trygt. Så trygt inde i den skodkasse. Ingen dørtærskler nogen steder.

Jeg har lagt mærke til, at Fryd kalder mange for ”min ven”. Det er et udtryk, hun ofte bruger og skriver på sin Instagram. Fryd kender mange mennesker, hun har mange venner, og så er der nogle få, hun betragter som familie. Det er blandt andre sangerinden MØ, som Fryd fotograferer for, og vennen og kunstneren Halfdan Pisket, som også kendte Fryds mor. Hun beskriver Halfdan som værdifuld for hende. Ham har hun kunnet tale om sorgen med.

Foto: Fryd Frydendahl
Foto: Fryd Frydendahl

Vi går langs vejen i nødsporet. Fryd siger, at i Hvide Sande må man godt gå på vejen, ligesom man godt må cykle på fortovet. Vi skal ned på kirkegården, som Fryd har et ambivalent forhold til.

Fryd: Jeg har haft flere år, hvor jeg ikke brugte kirkegården. Min storebror ligger der. Han var spastisk lammet og havde epilepsi. Han blev kvalt under et anfald. Man ved jo ikke, om man kan huske ting eller om man har fået dem fortalt. Mange af de ting, jeg tror, jeg kan huske om Claus, tror jeg, at jeg har fået fortalt. Jeg har fået fortalt, at jeg havde et rigtig godt forhold til ham. Jeg kan huske, jeg var hjemme i hans lejlighed og spiste Matadormix.

Mig: Din mor har haft to børn som døde, mens hun stadig levede. Oplevede hun også, som du, mange sorger?

Jeg tror, jeg har det fra hende, at jeg er nødt til at bruge sorgen som en slags benzin, jeg kan bruge i mit arbejde. Jeg kan ikke være i selvmedlidenheden særlig længe

Fryd: Ja. Min mor blev adopteret til sin farbror. Hendes biologiske mor forlod hendes far, da hun var lille, og hendes biologiske far magtede ikke at passe hende, for han havde tre børn. Min mors adoptivmor døde så også. Så blev min mor gravid som syttenårig og fik som attenårig et handicappet barn sammen med en mand, hvor det ikke fungerede. Derefter fandt hun en ny mand som døde. Men min mor var aldrig bitter og talte stort set aldrig grimt om andre. Hun havde et hårdt liv og mistede for mange mennesker. Jeg tror, jeg har det fra hende, at jeg er nødt til at bruge sorgen som en slags benzin, jeg kan bruge i mit arbejde. Jeg kan ikke være i selvmedlidenheden særlig længe.

Mig: Vi har før talt om din skilsmisse, og du taler om den, som om den fylder lige så meget for dig som dødsfaldene. Hvorfor?

Fryd: Jeg tror aldrig, jeg har følt mig helt fortjent til at blive elsket. Da jeg mødte Myren (Fryds eksmand) var det første gang, jeg mødte et menneske, der insisterede på at være sammen med mig. Jeg kæmpede imod og tog til New York. En aften i København, nede ved søerne, råbte jeg efter ham, at dem jeg elskede, de forsvandt. Og da jeg så gav mig hen til ham og sagde ”Okay, så gør vi det her. Så elsker vi hinanden”, da jeg endelig sagde det efter otte år frem og tilbage, så skred han. Derfor behandler jeg det på samme måde som dødsfaldene.

Kirkegården ligger for enden af en grusvej med udsigt over fjorden. Der er plantet fyrretræer, som indhegner området. Her er mennesketomt. I gruset er parkeret en lille bil foran en murstensbolig, der fungerer som kaffestue, når pårørende skal have arrangeret det praktiske omkring en begravelse. Frydendahl-familien har betalt for at få deres gravsted passet. Fryd siger, at de ikke er praktisk anlagt.

Fryd: Der ligger min morfar, Asger. Der er min bror, Claus. Inger er min mor. Og Henriette. Hun døde på sin egen fødselsdag. Det ser lidt mærkeligt ud på gravstenen. På min mors sten er der plads til min fars navn nederst. Stenen er en spartansk natursten, og jeg valgte den, fordi den mindede mig om hende. Det ville ikke have passet til hende at have en poleret sten.

Vi går igennem gruset hen til det andet Frydendahl-gravsted.

Fryd taler om dødsfaldene i samme toneleje og på samme måde, som hun taler om stranden og arbejdet og skilsmissen. Som om hun har talt om det så mange gange før, at det ikke længere berører hende eller som om, det er det mest naturlige i verden for hende, at døden og sorgen er en del af hendes liv. Jeg håber, hun ikke opdager, hvorfor jeg fokuserer på de fyrretræer, der står på en lille bakke ud imod havet. Jeg synes, det er pinligt, at det er mig, der får tårer i øjnene over hendes families gravsted. Der er noget påklistret sentimentalt over at græde på andres vegne.

Vi går tilbage til vejen. Hos Ejvinds bageri skal vi hente en gulerodskage, som vi skal spise hjemme hos Fryds far. Vi går en omvej igennem det dyre kvarter, hvor Fryds barndomsveninde boede. Fryd synes, vi har talt meget om den store sorg. Barndomsvenindens hus symboliserer den lille sorg, der handlede om, at veninden tog på efterskole. Fryd med punkhår og hullede bukser besøgte hende på efterskolen, men i mellemtiden var hun blevet en anden type. Hun syntes, det var pinligt at vise Fryd frem for de andre på efterskolen, og så sad hun og Fryd på en sten ved vandet gemt væk fra de andre, indtil Fryd igen skulle hjem. Hver gang Fryd går forbi det hus, giver det et stik, og hun bliver mindet om følelsen af ikke at være accepteret og at blive kaldt vild, selvom hun aldrig har set sig selv som vild. Som hun går der på villavejen i afslappet tøj, uden sminke eller synlige smykker, er det også lidt svært at se vildskaben. Jeg ser et menneske i den vestjyske blæst. Et menneske der ikke benytter sig af de kønsmarkører, som jeg er vant til at se hos mig selv og mine veninder. Da Fryds mor fyldte tres år, købte Fryd en sort og feminin kjole, hun kunne have på til festen. Da hun så sig selv i spejlet, begyndte hun at græde. Måske overanalyserer jeg, men det er som om, hun har taget den oplevelse med sig, når hun fotograferer kvinder. Selvom selve samtalen om køn ikke interesserer Fryd, eller måske lige netop derfor, er der i hendes billeder en sjælden interesse for kvinden som individuelt væsen, som andet end et køn; en tidløshed og løsrivelse fra de aktuelle kønsdebatter.

Hvide Sande er lang og uden form. Vi går langs vejen i hvad der føles som timer. Til højre ligger en lille havn med fiskerbåde. Til venstre ligger den anden havn, med Spar-butikken, isboder og souvenirbutikker, hvor de tyske turister om sommeren hiver sild i land i medbragte plasticspande. Fryd fortæller, at hendes far ligger derhjemme på sit værelse. Han har sagt, at vi gerne må spise kage i stuen. Han har influenza lige nu og sidste år fik han konstateret kræft.

Fryd: Jeg sagde til ham, jeg havde sagt til dig, at vi bare mødtes nede i byen. Så sagde han, at du da gerne måtte komme med hjem. Han mente, jeg havde dramatiseret.

Sidst jeg var ude at holde foredrag, fik jeg faktisk en klump i halsen. Det overraskede mig. Jeg føler, at min familie hele tiden bliver ramt af slag, så det er en frygt for mig at give mig hen til sorgen

Mig: Jeg lagde mærke til, da vi var på kirkegården, at du ikke blev rørt, da du talte om dødsfaldene.

Fryd: Ja, jeg har lært at distancere mig fra det. At tale om det. Men sidst jeg var ude at holde foredrag, fik jeg faktisk en klump i halsen. Det overraskede mig. Jeg føler, at min familie hele tiden bliver ramt af slag, så det er en frygt for mig at give mig hen til sorgen.

Mig: Du har engang sagt til mig, at du har en endogen depression. Hvad er det? Hvordan føles det?

Fryd: For min familie var det en lettelse, at jeg kom til psykiater og fik forklaret, at jeg har en endogen depression, fordi jeg mangler nogle enzymer, der gør, at man producerer et naturligt antidepressivt stof. Jeg kunne ikke forstå, at man ikke kunne arbejde sig ud af det. Psykiateren tegnede den samme tegning af hjernen igen og igen. Så tog jeg medicin, men det fungerede ikke. Nu arbejder jeg i stedet, som en virkelighedsflugt. Jeg laver det, jeg elsker, og det hjælper. Jeg har ikke længere følelsen af at være forkert og sidde fast. I stedet accepterer jeg, at jeg er ked af det, og ser ikke sorgen som et kontroltab. Jeg er blevet bedre til bare at give mig hen til sorgen.

Til højre ligger Tyskerhavnen, tæt på hvor Fryds far bor. Det føles som om Hvide Sande har tusind havne. Tyskerhavnen har alt, hvad jeg elsker ved Udkantsdanmark. Her er ikke ét eneste menneske. En masse fiskerhuse ligger langs havnen, lyset er slukket bag ruderne. Kitschede lamper og kunstige blomster står i vindueskarmene, fiskenet og –kugler er smidt uden for husene, og i vandet ligger nogle små joller og vugger. Vi går forbi en række nybyggede typehuse. Fryd hader dem, mens hendes far sætter pris på, at byen udvikler sig. Vinden fra fjorden er iskold, og Fryd låner mig de strikkede handsker, hun lige har fået i fødselsdagsgave. Selvom hun kun har en tynd trenchcoat på, fryser hun ikke. Jeg har tre trøjer og en vinterjakke på. Måske er hun vant til blæsten, måske mærker hun den ikke på samme måde, som jeg gør.

Vi går ind igennem Fryds fars varme og hyggelige hus. Fra stuen er der udsigt over fjorden. Et gammelt gyngestativ og et algegrønt legehus, brugt til opbevaring, står i haven; døren er åben. Når man går ud ad hoveddøren i Fryds fars hus, står man ved Ejvinds Bageri efter få sekunder. Vi trækker et nummer og Fryd hilser på en kunde, som hun har gået i skole med. Hun ser næsten ti år ældre ud end Fryd. Ekspeditricen er anderledes end de kvinder, der plejer at ekspedere hos Ejvinds. Hun er kølig og kontant og afviser, at gulerodskagen skulle være bedre end de øvrige kager. Fryd og jeg er enige om, at kagen ikke ligner den gulerodskage, vi kender fra Ejvinds. Den har fået et nyt og moderne udtryk; før var den aflang og simpel, nu er den ottekantet med kunstnerisk pynt.

Hjemme hos Fryd ligger der frosne fisk i vasken. Hun og hendes far har fået stegte skrubber til frokost; det samme skal de have i aften. Fryd sætter gulerodskagen på stuebordet.

Fryd: Hvad gør vi med den her?

Mig: Den er jo ottekantet, så du skal bare forestille dig, at den er rund og skære ned i den som en lagkage. Du skal have marcipanguleroden.

Fryd: Nej, du skal have guleroden. Vi kan dele guleroden.

Mig: Den er god. Man kan mærke, hvordan sukkeret fra glasuren bliver knust inde i munden. Men det var, som om ekspeditricen ikke vidste, at det var en særlig kage.

Fryd: I Nørregade her var der ikke mange børn. Der var mig og Mads, som er bagerens søn, og så var der Per og Niels som boede tæt på. Jeg legede tit med bagerens søn, men der er det der med at blive kendt for at have en tragisk historie. Mit biologiske navn er Marie Dres. Det blev jeg døbt som. Så når de ser mig nu, dem der bor heromkring, så siger de »Åhh Marie Dres«, fordi de kender min historie.

Mig: Og hvordan er det?

Fryd: Det kan godt være lidt grænseoverskridende. Ligesom jeg tidligere har fortalt dig, at jeg har brug for at blive anerkendt for mit arbejde, så har jeg også brug for at bevise…

Mig: At du ikke er ked af det mere?

Fryd: Ja, at jeg ikke er ked af det mere.

Mig: Hvorfor var det, du tog navneforandring?

Fryd: Det var et kælenavn. Fryd. Det blev jeg kaldt af mine venner, og jeg føler mig mere tilpas i det. Min far kalder mig Marie, og jeg ville aldrig bede ham kalde mig andet. Drengene (Fryds nevøer) kalder mig moster. Min mor begyndte at kalde mig Fryd. Når jeg fik en mail fra hende, så stod der »Kære Fryd«. Min mor gjorde meget for at sætte sig ind i, hvem jeg var.

Foto: Fryd Frydendahl
Foto: Fryd Frydendahl

Jeg spiser to stykker kage, Fryd spiser ét. Jeg tænker over, hvad det betyder, at hun lige har sagt »hvem jeg var« og ikke »hvem jeg er«. Måske en fortalelse, måske en skillelinje. Jeg får lov at se øverste etage i huset, hvor værelserne er. Fryds mors arbejdsværelse ligger for enden, ud mod vejen. Fryds værelse, hvor hun indimellem stadig bor, når hun er i Danmark, ligger som det første, når man kommer op ad trappen. Der er havudsigt fra tagvinduet, men Fryds seng står ud mod vejen. Der ligger et par sorte jeans og et par strømper sammenkrøllet på gulvet. Ellers er der kun et fjernsyn og et bord, hvorpå der står fotobøger og en enkelt skønlitterær bog af Virginia Woolf.

Mig: Der er næsten ingen ting her.

Fryd: Nej. Jeg har flere ting i New York.

Ved siden af morens arbejdsværelse er der et lille rum med en masse indrammede familiebilleder på væggene. De smiler stort set alle, og billederne er meget farverige. Der er en smilende kvindelig politibetjent, der er børn og en ung smuk kvinde med lyst hår.

Fryd: Det er Henriette.

Mig: Hun ligner…Laura Palmer (fra Twin Peaks). Hun er meget smuk.

Fryd: For mig er der noget fransk over hende. Så smuk. Og det der er Liselotte, min ældre søster, hun er politibetjent. Og så er der mig.

Vi går ind i morens arbejdsværelse. Her hænger også et billede af Henriette.

Fryd: Det er Henriette, da hun blev konfirmeret. Jeg fik det af min mor.

Mig: Det ligner næsten et billede, du kunne have taget. Jeg tænker på de douche farver. Hun var virkelig mega smuk. Drengene ligner hende.

Fryd: Ja. Skal vi ikke gå ud igen?

Fryd og jeg går ned i køkkenet, forbi vasken med de frosne fisk og ud til bryggerset, hvor der står antikke, udskårne møbler. Fryd bryder sig ikke meget om den polstrede stol, men ved også, at hun aldrig vil nænne at smide den ud. Sidste år spurgte Fryds far, om hun vil arve huset. Det vil hun gerne. Så vil hun ændre lidt på møbleringen, men ikke for meget. Udsigten over havet, fra stuen og fra Fryds værelse, vil være den samme til den tid. Det gør mig glad, at Fryd skal bo her, hvor hun altid har boet. Her har Henriette også boet og her døde Fryds mor. Jeg tænker på, om det er sorgerne, som Fryd har overlevet, der gør, at hun ser på mig på en anden måde end de fleste. Som om hun slet ikke bemærker ansigtet, håret, tøjet og skoene; alt det uden om hjertet og hjernen. Jeg tænker, at måske kan sorgen andet end at forandre og ødelægge. Måske kan den gøre noget ved mennesker, som de kan give videre; en naturlighed og en menneskelighed, som jeg savner allerede, da jeg siger farvel til Fryd og går ned mod havnen.

 

Se Fryd Frydendahls fotoessay fra turen her