Print artikel

Det er glemslen, der fører os ud i katastroferne

Francisco Goyas 'Krigens rædsler'
Essay
05.01.18
Vi må se det smertefulde, ellers glemmer vi. Victor Boy Lindholm ser på krigsfotografier og undersøger menneskets evne til empati i en tid med højteknologisk krigsførsel og omsiggribende informationsteknologi.

Jeg ser en død mand, der ligger smidt blandt plastik, opløst af råddenskab, fordi ingen har haft kræfter til at grave ham ned. Jeg ser en åben mund, et par øjne, der ikke længere er øjne, en hud så gul, så gul og fluerne. Fluerne der æder sig ind i ham, lægger æg i hans kød, maddiker der vil æde ham op, inden nogen får ham gravet ned. For denne mand er begravelsen ikke mulig, sorgen kan ikke undes denne mand. Ingen vil genkende ham, ingen vil vedkende sig ham. Alt menneskeligt er opløst.

Billedet stammer fra den tyske fotograf Christoph Bangerts fotobog War Porn. Her har han samlet upublicerede billeder fra sin tid som fotograf i kriseområder. Perioden dækker 2003-2010, hvor Bangert rejste i Afghanistan, Irak, Palæstina, Indonesien og Libanon. Han dækkede de fleste konflikter og katastrofer i perioden efter angrebet på World Trade Center. Det vi ser på billederne er den verden, der opstod efter deres fald. Det er en verden i asymmetrisk krig. En verden, hvor billedet af katastrofen er nødvendigt ikke for at forstå, men for at føle.

Jeg ser en død mand. En død mand kastet på en bunke af skrald. Han er død d. 21. december 2006 i Bagdad. Hans hals er åben. Hunde har spist af ham, og man kan se fedtmarmoreringen i hans kød. En begyndende betændelse. Han er i bar overkrop. Over hans hoved kan jeg se en dåse flåede tomater. Der er blod på hans beige bukser, de er våde fra skraldets fugt. Jeg har set på dette billede mange gange. Manden kunne være på mine forældres alder. Der er sådan jeg nærmer mig ham. Det er sådan jeg skaber en relation. Uden forbindelser ville jeg ikke kunne se. Hvis jeg ikke føler noget, når jeg ser på denne mand med halsen halvt spist, tvivler jeg. Tvivler jeg på alt. Hvis jeg ikke føler, så er alt menneskeligt opløst.

Vil jeg se dette? Hvad sker med mig, hvis jeg ikke vil? Har jeg ret til at skåne mig selv?

Bangerts bog er et moralsk argument. Billederne er pakket ind mellem to stykker gråt pap. På forsiden er titlen og Bangerts navn presset med sorte bogstaver. War Porn. Intet andet. Bogen starter med et kort essay, der fortæller om Bangerts nazistiske bedstefar, som aldrig brød med sine politiske idealer. Når bedstefaren fortalte om krigen, fortalte han altid om sin elskede hest, der var hans billede på krigens eventyr. Så er tonen slået an. Bangerts ser sine billeder som en slags livsforsikring. Det er alle de billeder, som hans redaktører fandt for voldsomme, for “virkelige”. For Bangert er der en antiæstetik på spil:

»These are not my best pictures. I have beautiful, dramatic, well-composed pictures from war and disaster zones. Landscapes, portraits, details; the boom and the bang. But this book is not about the drama of war or the phony myth of the heroic war photographer. I’m just trying to start a conversation about how we deal with – or don’t deal with – images of horrific events.«

Bangert ser altså på billederne i bogen som grimmere, men sandere end de smukkere billeder, han har fået publiceret i New York Times. Her er døden renere, ikke grim og gennemtygget som manden på skraldebunken. Man kan diskutere Bangerts antiæstetiske sandhedsargument – jeg mener, at man må holde fast i det moralske. Bogen kommer med sider, der ikke er opsprættede. Inde bag disse sider findes billeder, der som de andre i War Porn viser den voldsomme død. Bangert vil have én til at stille spørgsmål til sig selv: Vil jeg se dette? Hvad sker med mig, hvis jeg ikke vil? Har jeg ret til at skåne mig selv? Har jeg ret til ikke at udsætte mig selv for disse billeder? Selvfølgelig har jeg ikke det, men det kræver en bestemt åbenhed for ikke at blive kold.

Det bureaukratiske drab

Jeg ser en død mand i et træ. Han er iført en kappe. Hans bukser hænger nede om knæene. Han har halvlangt pjusket hår. Hans ansigt er fortrukket i smerte. Rebet er bundet fast i et dødt træ. Foran ligger en fransk soldat henslængt. Han har uniform på og hviler hovedet på armen. Han har et stort overskæg. Jeg kan ikke se om han smiler. Hans ansigt har et tilfredst udtryk. Som om han nu har klaret dagens dont. Han har fanget manden, lagt løkken om halsen og hejst manden op i træet. Han har set manden dø, mens han har hvilet sit hoved på armen. Det er døden som underholdning. Ikke noget nyt.

Billedet er i sort hvid udført af den spanske maler Francisco Goya i 1810. Det er en del af hans serie Krigens rædsler, der blev malet som en reaktion på Napoleons indtagelse af Madrid og de efterfølgende blodige krigsår. Det er gnidret, ikke utydeligt, men råt. Ikke grimt, snarere skræmmende og frastødende. Tilfredsheden, der stråler ud af den franske soldat. Det er det, der er uhyggeligt. Goyas billede danner også grundlag for Susan Sontags essay Regarding the Pain of Others. Her skriver hun:

»Someone who is perennially surprised that depravity exists, who continues to feel disillusioned (even incredulous) when confronted with evidence of what humans are capable of inflicting in the way of gruesome, hands-on cruelties upon other humans, has not reached moral or psychological adulthood.«

Sontag mener, at man ikke må glemme det onde, at man ikke må holde det væk fra sig selv. Det er sådan, billeder af det onde skal fungere: som en påmindelse. De fleste vil skubbe det onde væk, de vil alt det gode, og vil kun se det gode, men det gode er kun godt, hvis man ser og husker det onde. Kun sådan undgår man det. Goyas billede af soldaten er frastødende og vigtigt, fordi det viser mennesket i en moralsk kompleks situation. Det er ikke så meget det, soldaten gør. Mennesker slår hinanden ihjel, og har altid gjort det. Det er mere den lille trækning om ansigtet. Drabet som arbejde. Soldaten er tilfreds, fordi han har udført sit job. Det må ses og ikke glemmes. Hvis man tror, at denne form for bureaukratisk ondskab ikke findes, så har man glemt, og er som Sontag nævner ikke moralsk eller psykologisk moden. Man er ikke klar til verden.

Goya gør én klar til verden. Han afviste ideen om heroisk værdighed. Soldaten er en brik i et morbidt spil, han er ingen helt. Den britiske kunsthistoriker Robert Hughes har beskrevet hans billeder som »darkened masses of dead and barely alive bodies«. Det er her, at Goya danner en forbindelse med Bangerts War Porn. Bangert afviser ideen om den heroiske krigsfotograf, selve ideen om krigen som et sted for et heroisk etos. Hans billeder er som Goyas mørke, lidt gnidrede og består præcis af døde eller nærdøde menneskekroppe. Et af de vigtige spørgsmål som disse kunstneres værker rejser er, hvem er vi i stand til sørge over? Hvor langt rækker vores empati, og er billederne i stand til at vække empati?

Det usorgbare liv

Jeg ser en mand i en kasse. Han er rød. Ikke af frisk blod, men af blod, der er trukket op gennem huden efter slag og spark. Hans tunge hænger ud af munden, og hans dødsgrimasse vidner om en smertefuld død. I kassen er der lagt hvidt stof. Det dækker hans kønsdele og pakker ham ind i et blødt lag. Han ser ikke fredfyldt ud, men det bløde stof og den hvide kontrast gør noget ved billedet. Det trækker ham ud af det grufulde. Manden på billedet er Haider Hamin på 22, der blev tortureret og dræbt den 15. april 2005 af sikkerhedsstyrker i Irak. Hans familie er ved at gøre ham i stand til hans begravelse. Det trækker ham ud af det umenneskelige. Han bliver sørget over. Hans liv er sorgbart for at bruge Judith Butlers begreb fra Krigens rammer. Et værk, der beskriver grænsen for, hvornår vi giver et andet menneskes liv værdi. Netop i sorgprocessen og evnen til at sørge over andre tilskriver vi den anden værdi som menneske. Hvis jeg ikke kan sørge over dig er det som, at du ikke har været levende. Det interessant ved Hamins død er, at den ikke var umenneskelig, mennesker gør forfærdelige ting ved hinanden hver dag, men alt menneskeligt udslettes, hvis et liv ikke lader sig sørge over, hvis et liv ikke vækker empati og medfølelse, hvis man ikke møder sin egen død i den andens.

Mennesker slår hinanden ihjel, og har altid gjort det. Det er mere den lille trækning om ansigtet. Drabet som arbejde. Soldaten er tilfreds, fordi han har udført sit job.

Butler beskriver det usorgbare liv som det liv, der »ikke kan tabes og ikke kan ødelægges, fordi de allerede bebor en tabt og ødelagt zone.« Man hører ofte argumentet om, at folk ikke kan forholde sig til det, der udspiller sig på billeder eller film af krig og ødelæggelser: At det er “uvirkeligt”. Det er ironisk, at den tidligste modstand mod krigsfotografiet beskrev billeder som »for virkelige.« Man havde aldrig set fotografier af krigens gru, og man blev frastødt af deres “virkelighed.” Med en mere effektiv informationsteknologi steg antallet af billeder og senere videoer fra konflikter, hvilket i mange tilfæde har medført en slags følelsesmæssig stumhed. Man er ikke i stand til at føle noget, fordi man ikke er i stand til at reagere på al den smerte, man konfronteres med i hverdagen. Man er ikke i stand til at sørge over det liv, der tabes langt væk, fordi der findes et brud mellem, hvor ens krop befinder sig, og hvor det man ser findes. Man bliver måske ligefrem ligeglad. Det bliver umuligt at føle noget. Men man bør føle noget, fordi som Butler bemærker er det til den fremmede vi er bundet. Jeg kender ikke Haider Hamin, men jeg er bundet til ham i kraft af, at vi alle er udsat for hinanden. Vi er givet den usikkerhed, at vores liv afhænger af andres handlinger. Det er det første sociale bånd, som ikke dækker viljehandlinger eller nøje overvejelser, men kun det, at vi er forbundet til hinanden.

Det uetiske drab

Jeg ser en hvid plet på billedet. Den dækker næsten hele det sort/hvide fotografi. Den flyder udover sigtekornets grænser, og gør det umuligt at se, hvad der befinder sig på jorden. Billedet er et screenshot fra et angreb af en amerikansk Predator-drone, der befinder sig et sted langt over landjorden i Mellemøsten. Det amerikanske dronekompagnis motto er That others may die, i modsætning til de amerikanske faldskærmstropper, hvis motto er That others may live. Dronepiloternes logo er manden med leen, hvorimod faldskærmstropperne har en engel, der strækker sine arme rundt om en klode. Det er plat, men modsætningerne er tydelige, og viser noget om det skift, der er opstået i det militære etos, og som hænger sammen med det usorgbare liv.

I den franske filosof Grégoire Chamayous A Theory of the Drone skriver han om de etiske udfordringer, som opfindelsen af dronen skaber. Problemet ved dronen som krigsinstrument er, at den tillader, at man kan udøve magt uden at udsætte sig selv for risiko. Det et en forskydning af, hvordan krig er blevet opfattet gennem årtusinder. Krig er grundlæggende at udsætte sig selv for for fare og risikoen for at dø. Chamayou bemærker, at for dronepiloten bliver det: »impossible to die as one kills.« Hele det militære etos falder sammen her. Krigens regler er baseret på, at drabet i en krigssituation ikke er mord, fordi man i samme ombæring sætter sit eget liv på spil. I krigens klassiske filosofi er retfærdiggørelsen af krigen baseret på villigheden til selv at dø, mens man slår ihjel. Alt det tilsidesætter dronen, og kompagniets slogan understreger, at man med dronen går fra krig til ren nedslagtning. That others may die betegner præcis det, at man sidder i en varm container et sted, og udøver en gudslignende vold over individer, der befinder sig tusinder af kilometer væk.

Det er et fænomenologisk skift, som Chamayou skriver. Spørgsmålet rejser sig: Hvordan bliver det virkelige virkeligt, når der mangler enhed mellem tid og sted, hvordan bliver man i stand til at sørge over noget, man ikke er i stand til at se, hvordan giver man mennesket på dronens videokamera værdi? Butler skriver: »En måde at stille spørgsmålet om, hvem “vi” er i disse krigstider, er således at spørge, hvis liv, der betragtes som værdifulde, hvis liv, der sørges over, og hvis liv, der betragtes som usorgbare. Vi kunne måske tænke på krig som noget, der opdeler befolkningen i dem, der er sorgbare, og dem, der ikke er det.« Det er dronens problem, at den ved sin kujonagtige vold undsiger sig selv den asymmetriske krigs grundregler, og opdeler mennesker i grupper, som man kan slå ihjel uden konsekvens. Mennesket, der lever under dronen er allerede døde og allerede dømt af dronens kamera.

Vores evne til at sørge over den anden, til at føle den fremmedes smerte er essentielt for vores følelsesmæssige overlevelse. Den evne er i tider med højteknologisk krigsførsel og omsiggribende informationsteknologi udfordret, fordi mennesket risikerer at blive afstumpet, korrumperet af billedernes historie. Man vil ikke se. Man vil ikke forstå, hvilken verden, man er en del af. Men man må se det smertefulde, ellers glemmer man, og det er glemslen, der fører os ud i katastroferne. Dronen kan ikke redde os. Det er kun os selv der kan, og derfor må man se på døden.

Mest læste