Print artikel

En legeplads, der tager dramatikken alvorligt

Trine Dyrholm til lydprøven på Josefine Klougarts hørespil BESØG. Fotograf: Jesper Hyuk
Profil
07.03.17
AKT1 producerer radiodrama ud fra dogmer, der stiller en eksperimenterende legeplads til rådighed for den nye dramatik. De tager dramatikken alvorligt ved at fastholde teatrets flygtige rum og ved at flytte litteraturen ud af dens etablerede miljøer.

Vi sidder i Arbejdermuseets festsal, da lysene slukkes. Niels Erling, AKT1s kunstneriske leder indtager scenen og instruerer os: Nu er et rigtig godt tidspunkt at slukke mobiltelefonerne, altså virkelig slukke dem. Og om vi ikke vil passe på, så vi ikke vælter vores ølflasker. Vi skal jo optages lige om lidt. Også vores bifald og væltede ølflasker bliver optaget. De to skuespillere Trine Dyrholm og Lærke Schjærff Engelbrecht træder ind på scenen med alvorlige miner og stiller sig foran mikrofonerne. Foran dem står to stativer med tekster på, og de kigger smilende på hinanden. Salen klapper. Bag dem spiller en ung mand et stykke musik på et flygel. De to kvinder går i gang med at tale.

Vi sidder til AKT1s arrangement til litteraturfestivalen Kbh Læser. Til arrangementet har Josefine Klougart skrevet radiospillet Besøg, og Niels Henning Falk Jensby stykket Reality. Begge er skrevet specifikt til arrangementet i dag, og forfatterne har hver haft en måned til at skrive dem. Sådan er det, når AKT1 slår dørene op for deres radiodrama: Hver gang bliver forfattere eller dramatikere bedt om at skrive et stykke specielt til dette arrangement, og de bliver kun spurgt, hvis de aldrig har skrevet radiodramatik før. Her er der kun plads til debutanter. Desuden bliver AKT1s radiodrama altid optaget live og foran et publikum. Det sættes op mellem en instruktør og skuespillere i løbet af otte timer, følges af en live lydscenografi og bliver så spillet én gang foran et publikum og optaget som podcast. Derfor er det også især foran publikum, som teaterforestilling foran mikrofoner, at det har sin form. Råt, kropsligt og lige nu og her som enhver anden teaterforestilling. Det er altid eksperimenter, og det er aldrig perfekt.

Radiodrama i Danmark har en lang, stolt tradition, der især er blevet båret af Danmarks Radio. De producerer da også stadig radiodramatik, men ifølge AKT1s Niels Erling og Anders Djurslev, som ATLAS møder en morgen på Nørrebro, er der hårdt brug for at udfordre og forholde sig kritisk til, hvilke rum, vi stiller til rådighed for radiodramaet: »Der er sådan et sagnomspundet sted i kælderen på Rosenørns Alle, hvor man i 80’erne lavede radiodrama, og hvor det var sådan nogen som Jens Blendstrup, Line Knutzon og Kirsten Thorup og alle mulige andre, der fik lov til at komme ind og lave radiodrama, og man producerede bare en masse«, fortæller Niels Erling.  »De der forfattere og skuespillere fik virkelig en legeplads dernede, hvor man kunne prøve ting af. Og det eksisterer ikke længere«. Således er AKT1 især et initiativ, der er opstået i en indignation og et behov for at udfylde et tomrum. Der mangler et rum, hvor der bliver skrevet ny dansk dramatik i eksperimenterende rammer, og hvor der er plads til at begå fejl. Og hos AKT1 oplever de en stor interesse for projektet, ligesom anerkendte forfattere og skuespillere med glæde deltager i projektet: »Der ligger en ret stor interesse for at lave ny dansk dramatik, fordi der er noget, der mangler, nye stemmer, nye former. Folk, der ikke aner hvad drama nødvendigvis er, men har skrevet nogle helt vilde digte, og som kommer ind og skriver noget, som lige pludselig bryder med alle rammer for, hvad et godt, gedigent radiodrama skal kunne«, siger Anders Djurslev, men tilføjer: »Vi har også dramatikere inde, der har skrevet dramatik før, men bare ikke radiodramatik. Vi vil gerne vise, hvor smalt og hvor bredt det kan være«. Niels Erling supplerer: »Der eksisterer ret meget ny dramatik, altså det gør der jo. Men der er også nogle ret klare forestillinger om, hvordan dramatik lyder, og hvordan dramatik ser ud, og hvordan man skriver et manuskript. Og der synes jeg, at det vi er så heldige at få er en masse tekster, som slet ikke ligner radiodramatik«.

AKT1 har skabt et rum for dramatikken, hvor der ikke er plads til de etablerede stemmer, men hvor litteraturen og eksperimenterne er i høj kurs. Med den store interesse for deres projekt har det derfor også været muligt for AKT1 at arbejde med indflydelsesrige stemmer på den danske litteraturscene. Fasttømret i de dogmer, de arbejder ud fra, findes der en benhård ambition om at hævde dramatikken som en litterær form, der tidligere har givet Shakespeare og Ibsen en plads i verdenslitteraturen. Radiodramatikken i den form, den har hos AKT1, ligner en slags readings, som er markant forskellig fra meget af den radiodramatik, der produceres i studier af folk hentet ind fra filmens verden. Derfor er afstanden mellem tekstkroppen og dens fysiske krop også altid kort i AKT1s udførelser, og det giver en særlig mulighed for at lægge sig tæt op ad litteraturen og dens position, for som Anders Djurslev siger: »Det er som om alle gerne vil forholde sig til den, at den kan afføde store debatter, som om den faktisk har en rolle at spille, i kulturlivet men også i samfundet generelt. Den har nogle vigtige perspektiver, og det er sjældent det, man hører om ny dramatik. Det er sjældent dramatikken, vi har som udgangspunkt for en offentlig debat«. Det er ikke AKT1s ambition at være en lækker, formidlende instans for svært tilgængelige tekster, men derimod »virkelig et ideal at turde stå ved en smal tekst, at turde lave den lige så tørt, som den er skrevet« med Niels Erlings egne ord. »Men altså, dramatik kan jo også være svært tilgængeligt ligesom alt muligt andet kan det. Det er jo ikke sådan ligetil. Man skal også træne sig op til at læse, se eller forstå dramatik«. AKT1 tager ny dramatik alvorligt, ikke ved at sidestille den med litteraturen eller ved at formidle den lækkert fra et dyrt studie, men ved at fastholde den i teatrets kropslige og flygtige rum.