Print artikel

Sminkede almindeligheder

Peter Christoffersen som Harald i Stjernefamilien. Foto: Natascha Thiara Rydvald.
Anmeldelse
16.02.17
Stjernefamilien på Det Kongelige Teater lyser i få øjeblikke af vibrerende melankoli, men svømmer ellers over af kønsstereotype pudsigheder og sitcom-æstetik.

Den moderne familie og kærlighed er ved at blive opløst af globaliseringens malstrøm. Ingen mennesker kan rigtigt navigere i internettets faldgruber uden at blive suget ned i snedige blindgyder af narcissisme eller overfladiske identitetspolitiske påfund. Det er i hvert fald sådan, det tager sig ud i forestillingen Stjernefamilien, der spiller på Det Kongelige Teater indtil slutningen af marts. Det er en forestilling skrevet og instrueret af tegner, sceneinstruktør og dramatiker Nikoline Werdelin og er altså et stykke nyt, dansk dramatik, hvori den eneste mulighed, man har for at være et moderne menneske, er ikke rigtigt at være det. 

I Stjernefamiliens kerne møder vi Harald (Peter Christoffersen) med et skrøbeligt sind, altid på grænsen af vrangforestillinger. Vi forstår, at han tidligere har fået en psykose, og nu lever han et liv, der antyder en form for autisme: han ser kun præcis syv mennesker, han har helt faste rutiner, han kan ikke tåle, at de bliver brudt, og han taler på en måde, der overskrider det rationelle sprog, resten af hans familie taler. Hans mor (Karen Lise Mynster) er netop kommet hjem efter at have drevet en økologisk-vegansk deli til konkurs i Flatbush, Brooklyn. Hendes eksmand (Jens Jørn Spottag) er gift for ingen ved hvilken gang, han gifter sig gerne med yngre kvinder, får børn med dem, bliver skilt og ’står så med besværet’. Han har i øvrigt en voksen, tysk datter (Xenia Noetzelmann), en af Haralds tætte fortrolige. Hun har opsagt sin ph.d.-stilling i litteratur og forsøger nu ihærdigt at skaffe 20 iPads til en flygtningelejr, fordi hun ikke ved, hvad hun ellers skal gøre for at hjælpe til med at redde den verden, der synes at styrte i grus omkring hende. Så er der gæve, stærke Turid (Maria Rossing), Haralds fysioterapeut, som har en kvindelig ekskone og en islandsk kæreste ved navn Bjarki, og som for Haralds mor er indbegrebet af en ’frigjort type’. Det er Stjernefamilien. Ingen bor sammen, og ingen har rigtigt noget tilfælles, udover trangen til at beskytte Harald. Ind fra siden kommer så det fremmede element, der sætter begivenhederne i gang: https://www.viagrasansordonnancefr.com/ou-acheter-du-viagra/ Haralds violinlærer, Neda (Lila Nobel), som både Harald og Haralds eksstedfar forelsker sig i.

Nikoline Werdelin, dramatikeren bag forestillingen, er især kendt for sine tegneserier i Politiken, herunder Homo Metropolis, der kørte i 20 år, og som i samling fra 2010-2012 udgivet på Rosinante vandt Pingprisen for Årets Tegneserie i 2014. Hun har også instrueret en række forestillinger, hvoraf to af dem, Mine to søstre og Boblerne i Bækken, vandt hende Reumert-prisen for bedste dramatiker. Sammensmeltningen af hendes bramfrie, satiriske stribeunivers og hendes arbejde som dramatiker er tydeligt i Stjernefamilien. Alle karakterer lægges næsten frem i punktform, til dels med undtagelse af Harald. De er i bedste fald sjove, og i værste fald tangerer de det todimensionelle. Selv når man griner af dem, gør man det på en tør, lidt for genkendelig måde fra et sted inde i sig selv, der ellers skulle være reserveret til årlige familiesammenkomster. Det er den slags grin, der opstår, når Haralds mors eksmand mimer, hvad der ligner en arketypisk krigerisk dans, inden han skal have foretaget en vasektomi, eller når hans tyske datter i en akavet scene i en form for sitcom-æstetik prøver at vriste 20 iPads ud af sin fars forretningsforbindelse ved at smide tøjet foran et webcam. Sådan er Nikoline Werdelins univers desværre gennemsyret af kønsstereotype pudsigheder, men uden en særlig interesse for at gøre andet end at servere dem, som vi kender dem.

Heldigvis er Stjernefamilien ikke uden lyspunkter. Harald, på én gang familiens outsider og den, der binder dem sammen, krænger jævnligt – med vibrerende stemme og med sin karakteristiske vippen – sin melankoli ud i små, afmålte portioner, som hans sind kan rumme. For ham er verden sat i systemer, og der er visse grænser, man ikke træder over. En af disse grænser er porten ud til ’galaksen’ eller ’det uendelige’ som han gerne kalder internettet. Harald er ikke som de andre, for sammenlignet med karakterne omkring ham er han lavet af noget andet end punkter på en liste og små krøller i plottet. I Stjernefamilien opstår de fineste øjeblikke fra hans monologer om verdens kynisme, om dens grænser og om kærligheden. Selvom han er forestillingens afviger, er han den eneste karakter, der er virkeligt tredimensionel, og som man kan spejle sig i. Han er den, der lægger en smuk, sårbar stemning henover scenen i sine alt for få øjeblikke. Hans forelskelse i violinlæreren er genkendeligt intens og helt afmålt på samme tid, som da hun spørger ham, om han virkelig kun har syv mennesker i sit liv, og han svarer: »Ja. Men der er netop plads til en kone og et par børn.«

Nikoline Werdelin viser en stærk sensibilitet i Harald, der oplever en autenticitet hos sin familie, som ikke engang publikum får lov til at opleve. Kun igennem ham kan man næsten mærke hans familie som andet end sprællende tegninger på scenen. Desværre lægger de forudsigelige vittigheder, skrækken for eller fascinationen af teknologi og de lidt kedelige, uberørte kønsskemaer sig udover forestillingen, som kun i få øjeblikke kommer ned under overfladen. Werdelin tør eller vil ikke folde melankolien ud, og i stedet camoufleres den af sminkede almindeligheder.