Print artikel

Usammenhængende, men faktisk meget rar

Gustaf Munch-Petersen deltog i den Spanske Borgerkrig, hvor han også faldt 26 år gammel.
Anmeldelse
28.01.15
Verden krymper og bliver tungere, når den betragtes fra bunden af en kiste. ATLAS var til premiere på teaterforestillingen 'Men nu har jeg en hjærne', der er inspireret af den spaniensfrivillige Gustaf Munch-Petersens digte.

»Hvorfor gemmer i jeres drømme? Hvorfor bærer i ansigter foran jeres drømme?«

Sådan skrev Gustaf Munch-Petersen i digtet Og gud talte (1933). Sætningen udtrykker den unge digters særegne optagethed af det ubevidste og det fortrængte. Det direkte og konfronterende toneleje beretter om en ung mand med en mission.

Der er noget på spil i Munch-Petersens digte. Et eksistentielt mellemværende, der hævede ham over det borgerlige ligusterliv, han selv var udklækket i.

Dette ’noget’ blev sat på spil i digterens idealistiske livs valg, der kulminerede, da han, under den Spanske Borgerkrig, meldte sig under De Internationale Brigaders faner i kampen mod fascisterne. De Internationale Brigader bliver ind imellem omtalt som ”de litterære brigader”, da en hel række intellektuelle fra hele Europa (Bl.a. George Orwell og Ernest Hemingway), frivilligt drog dertil for at deltage i krigen, hvor Gustaf Munch-Petersen, som kun 26-årig, mistede livet.

Hans forfatterskab var lige så kort som hans liv og det består mestendels af digte, samt en enkelt roman, hvoraf det mest kendte digt er det underste land (1933). Det er dette liv og dennes værk, som Musikteateret i København har ladet sig inspirere af til forestillingen Men nu har jeg hjærne, som spiller lige nu.

Forestillingen forsøger at skabe levende teater med ånden fra Munch-Petersens digte. Stykket er absurd, surrealistisk og det var konsekvent nedbrydning af ethvert normkodeks, da jeg en tirsdag aften til premiere på forestillingen blev lagt i en kiste af tre sortklædte kvinder, der reciterede underlige vers fra digterens verden.

Scenografien var minimalistisk og firskåren - den bestod af 40 trækister, der alle havde en glødepære hængende over sig. I hvert hjørne var opstillet et underligt sunket klaver, som ingen vidste fandtes.

Udvælgelsesprocessen, der skulle munde ud i at alle fik en kiste, var magisk i starten, men blev en anelse enerverende og langtrukken til sidst. Måske tog det i virkeligheden kun et par minutter, men det føltes som time. Når man ligger i en kiste, krymper verden og bliver tæt og vakuumpakket. Man kan høre sit hjerte banke og bliver opmærksom på rytmen i sit eget åndedræt. Det er ikke for sjov, at vi er i live, syntes man at erkende fra kistens bund. For et liv er relativt hurtigt overstået. Munch ofrede sig i kampen mod Franco, og man fristes til at spørge sig selv; er der noget her i verden, i min tid, der er værd at gå i døden for?

De tre sortklædte englekvinder svævede undervejs rundt i rummet og sang blandt andet en af Munch-Petersen godnat viser til de ensomme kister, og da kvinden i den store, sorte dragt nåede hen til min kiste, blev jeg både rørt og grebet af øjeblikkets melankoli og intimitet.

I situationen håbede jeg, at hun ville blive ved min kiste, synge endnu en sang og ae mig på kinden. Men så skulle hun videre til en anden kiste, og så forførende er skuespil kun, når det er allerbedst.

Kun langsomt kan man vende sig til tilværelsen i kisterummet og nyde en ’Draculas pause’ fra hverdagens slid og slæb. De syngende skuespillere formåede da også at fremføre Gustaf Munchs digte, så de blev både levende og fulde af følelser. Problemet var bare, at kombinationen af de surrealistiske digte, og kistesituationen, der i sig selv var ret så absurd og morbid, gjorde Munchs lyriske land en anelse ufremkommeligt og disharmonisk.

Uanset om man var grebet eller ej af tekstuniverset, mistede forførelsen særligt pusten, da en høj snorken begyndte at tordne ud fra en af kisterne i rummet, hvilket afstedkom sporadisk fnisen fra de andre kister. Måske Munch netop ville have klappet i hænderne over en sådan reaktion.

Men latteren ebbede igen ud, da de unge skuespillerinder begyndte at vække de sovende fra kistens dyb, som hypnotisører der tæller ned fra ti og gradvist hidkalder virkelighedens kolde spand vand, ved at placere en rosmarin urt på brystet af de tilstedeværende.

Jeg ved fortsat ikke om den opkvikkende duft af rosmarin havde nogen særlig forbindelse til Gustaf Munch Petersen, men den velduftende uvished, opsummerer meget godt forestillingen:

Usammenhængende, men faktisk meget rar.

Som modernistisk kunst har det for vane, var jeg sådan en tirsdag aften i Januar, vidne til et absurd og avantgardistisk, levende teater. Der var således intet narrativ, som man kunne støtte sig til fra evighedens sarkofag, kun inciterende sangstemmer og et par symbolske objekter uden betydelig symbolsk værdi, der efterlod én på grænsen til det uundgåelige spørgsmål, når det kommer til både død og teater: Hvorfor?

På den måde lykkedes forestillingen faktisk med at få ’hjærnen’ i gang.