Print artikel

Provoplagiat i provinsen

Ødipus og Antigone i opsætning på Det NY Kgl Teater. Foto: Henrik Grimbäck
Ødipus og Antigone i Det Kongelige Teaters opsætning. Foto: Natascha Thiara Rydvald
Teatergæster foran Det NY Kgl Teater. Foto: Teater Momentum
Feature
16.10.16
Teater Momentum i Odense har i denne sæson skiftet navn til Det NY Kgl. Teater. Det har de, fordi denne sæsons kunstneriske leder, Henrik Grimbäck, har besluttet, at det lille teater i Danmarks tredjestørste by skal spejle nationalteatret på den anden side af Storebælt. Det ligner en blanding af en drillende imitation og en gravalvorlig kommentar på nationalstatens symboler og deres magt.

Der sidder 18 mennesker omkring det store træbord i kaffestuen på anden sal. Der er produktionsmøde på teater Momentum og fire dage til premieren på Ødipus og Antigone. Midtfor ved bordet sidder teaterleder Marianne Klint og styrer ordet. For enden af bordet sidder kunstnerisk leder Henrik Grimbäck. Denne sæson har han fået lov til at omdøbe Teater Momentum til Det NY Kgl. Teater og lave fortolkninger af alle de ting, der parallelt bliver sendt ud fra Det Kgl. Skuespil i København. Alle forestillinger, rundvisninger, artist talks, alt. For en tiendedel af budgettet og uden at være i nærheden af at have en lignende status, vil det lille teater ’spejle’ Det Kongelige Skuespil på den anden side af Storebælt. Bag mig vil en kvinde gerne vide, hvem der kan hjælpe hende med at puste en hel masse æg ud denne eftermiddag. En ung mand ved siden af mig melder sig. Marianne Klints stemme skærer igennem: »Ja, nu gør vi det sgu lige lidt lækkert for hinanden i de her dage. Og så er vi bare skide hamrende effektive.« Mødet er opløst.

På Teater Momentum arbejder de med en opdeling af de skiftende kunstneriske hold og de fastansatte medarbejdere i huset. Den lille håndfuld fastansatte påtager sig opgaver inden for alt, der har at gøre med projektstyring, økonomi og kommunikation til publikum. Hvert år søger teatret en kunstnerisk leder, der bliver ansat for ét år uden mulighed for genansættelse. Kandidaterne afleverer to A4-ark, det ene med CV, det andet med deres idé. Det eneste krav er to års erfaring med scenekunst. Normalt sætter bestyrelsen så et kunstnerisk benspænd for ideen, et dogme til at udfordre kunstnerens muligheder, men ikke denne sæson: Henrik Grimbäcks projekt er allerede langt mere end hvad det lille teater burde kunne gabe over. Men udover at være ambitiøst for så lille teater, så er der også noget provokerende i hele præmissen. Det er måske en simpel sproglig spejling at kalde sig Det NY Kgl. Teater, men det ligner også andet og mere end det: en symbolsk handling, som peger på en af de mange selvfølgeligheder, der opretholder vores nationalstat.

Jovialt og pisseambitiøst

Teater Momentums model er simpel i sin originalitet: Fyld et lille teaterhus i Odense med en lille flok mennesker, der elsker stedet, publikum og hinanden. Udstyr baren med billige økologiske øl fra lokale bryggerier, nægt at stramme den afslappede atmosfære; vær radikal i åbenheden. Bliv ved med at nægte pure, at det joviale og solidariske ikke kan gå hånd i hånd med stor kunst. Det sidste synes at være det mest gennemgående træk ved dette teater. Teatrets hyggelighed er ikke bare floskler, der bliver digtet af teatrets pressemedarbejdere. Det er et ideologisk udgangspunkt for de rammer, de laver kunst indenfor.

Trods det, at teatret har en flok fastansatte tilknyttede, genopstår teatret på ny hver eneste sæson. For en kunstnerisk leder får kun én sæson til at lave teater her og gror således aldrig fast i sit kunstneriske udtryk. Det betyder også vidt forskellige udtryk og projekter hver sæson og, i bedste fald, kunstnere med store visioner, der fyrer det hele af i én frygtløs bevægelse. Som Momentum Vol. 4 2010-2011, hvor de første af de to forestillinger den sæson var bodegamusicalen, Lad mig dø i faldet fra en barstol. Både teatersalen og teatrets bar var en del af forestillingen, der handlede om en pige, der bliver skudt på en bodega og kommer i himlen. Historien var inspireret af en skudepisode på værtshuset over for teatret få måneder tidligere. Til forestillingen var teatret forvandlet til en bodega, hvor faste medarbejdere, publikummer, skuespillere og endda faste kunder fra Odenses værtshuse befandt sig i samme rum. Kunstnerisk leder Anne Zacho havde vandret fra bodega til bodega i Odenses gader, og havde her blandt andet fundet den mand, der skulle spille rollen som Gud i forestillingen. Han ville i øvrigt kun betales i Albani-øl og taxaboner for sin medvirken i forestillingen. For mange af forestillingens publikummer var det første gang i deres liv, at de var i teatret, og de forlod forestillingen berusede og grædende.

Teater Momentum i Odense gør med deres åbenhed noget, der langt fra er selvfølgeligt i det danske kulturlandskab. Anders Skovgaard, projekt- og eventansvarlig på teatret, fortæller mig, at det da også var lidt svært at overbevise folk om det i starten: At det solidariske og det dygtige godt kan gå hånd i hånd. »Hvis jeg kunne, så tvang jeg folk til at tage skoene af, når de kom, som om de var derhjemme,«, siger han. I årets sæsonkatalog for Teater Momentum er der da heller intet prætentiøst at spore. I ét opslag står der med store blokbogstaver, at flygtninge får gratis billetter, WELCOME, står der. På et andet, lignende opslag står der med store bogstaver, at det er muligt at skralde billetter til teatret: »Tag chancen i døren. Er der ledige billetter til aftenens forestilling, bliver de givet fri til dig, der ikke har en skid.« Og nederst, med små bogstaver: »*Fattigdom er samfundets skyld.« I sin udarbejdelse af denne sæsons projekt har kunstnerisk leder Henrik Grimbäck også været optaget af projektets umiddelbare interaktion med publikum. »Folk har været virkelig glade, og der er jo nogen, der tager over til København og ser det derovre også,« fortæller han. »Og jeg synes også, der er noget fint ved det projekt. Ved publikumsprojektet. Jeg synes, at fortolkning er så essentielt, og hvis vi skal tænke fremad som teater generelt, så kan man ikke blive ved med at lave den samme forestilling. Man er nødt til at fortolke, for ellers dør det.«

I disse dage op til premieren mærker man under al den hyggelig-hektiske kræsen om de praktiske detaljer, at der inde midt i det hele selvfølgelig er en kærlighed til den kunstform, alle er her for at bevare. Nede ved scenen prøver Grimbäck med skuespillerne eftermiddagen lang, afskåret fra den pragmatiske kontorverden ovenpå. Og når det hele er overstået den aften, tager vi en Arnbitter alle sammen. Men indtil da holder vi vejret.

Det Gamle Kongelige Teater

Inden mit besøg på Momentum har jeg været forbi Skuespilhuset for at se deres opsætning af Ødipus og Antigone. Det er premieren, det er fredag aften, og eventets energi svajer sikkert i luften. Det kommer altid bag på mig, hver gang jeg besøger stedet, hvor overlegent Skuespilhuset er i sin arkitektur og sin symbolik. Det står der, skåret skarpt ud i sorte sten og glas i et kvarter med kongeslot og ambassader midt i gamle København. Der er ikke rigtigt noget, der er overladt til tilfældighederne, og vi ved det alle sammen på en tryg og kollektiv måde: Så var man rigtigt ude i kulturlivet. Det er Danmarks nationalscene, og man kan dårligt være mere midt i det hele. Et glas vin koster 60 kr., og vi skal nå at drikke det på 20 minutter, for man må ikke tage det med ind i salen. Til gengæld er det en fin vin.

Stykket eller rettere stykkerne varer tre timer inklusive pausen, og er iscenesat som ensembleteater med prisvindende Elisa Kragerup i spidsen. Hun er kendt for at lave teater på Det Røde Rum, Skuespilhusets nu nedlagte underscene, der både var velbesøgt og velomtalt, og som udmærkede sig ved netop ensembleteater. I forestillingens program kan man læse, at stykket er kommet til ved langvarige improvisationssessioner. Det er formentlig ikke tilfældigt, at Det Kgl. Teater understreger, hvordan denne forestilling har karakter af at være ensembleteater. Det er nemlig med til at bidrage til en fortælling om, at det kunstneriske vovemod er trådt helt ind på Store Scene. Her laver man ikke gammeldags teater, man laver nyskabende teater.

Forestillingen lægger ud med en naiv og barnligt benægtende Ødipus spillet af Peter Christoffersen. Senere udfoldes Antigone-stykket med Maria Rossing i titelrollen, og hun får masser af tid til at stråle i sine monologer. Opsætningen er båret af et fokus på spørgsmålet om skyld og ret, der er spændt ud imellem skuespillere, publikum og rummets dimensioner. Som da de to enorme mænd, Peter Plaugborg og Mads Rømer Brolin-Tani, i rollerne som henholdsvis Polyneikes og Eteokles, stiller sig forrest på scenen, griner og dasker til hinanden, inden deres fredelige forhold bliver både sprogligt og kropsligt opløst af tragikomisk kamp til døden. Eller som da Antigone stiller sig midt på scenen, kort før hun skal hænges, og med sin kropslige tilstedeværelse og store stemme forsegler Kong Kreons skæbne, fordi hun har folket på sin side. Dog er det hele vejen igennem bemærkelsesværdigt, at man i bearbejdelsen af stykkerne i vid udstrækning har valgt at bevare de oprindelige replikker. Vi får virkelig hele historien. Jeg får fornemmelsen af, at valget om at opføre denne forestilling er bundet i et ønske om at videreføre den litterære arv, vi har fået overdraget fra det antikke Grækenland. Samtidig forsøger forestillingen med den eksperimenterende form og en stærk kropslig dimension at imødekomme mere moderne eller ’yngre’ ideer om, hvad teater skal kunne. .

Skarpt skåret gysertableau

Momentum ligger midt i Odense, i et hus på hjørnet af en lille gade. Der er over 1000 årskortholdere på det lille teater. Heraf er omkring 200 årskortholdere hardcore, hvilket vil sige, at de ser hver eneste produktion – ofte ser de den samme produktion flere gange. De nye besøgende er der også mange af, især denne sæson, hvor teatret har skiftet navn til Det NY Kgl. Teater.  

Henrik Grimbäcks Antigone bliver spillet af den debuterende Katrine Leth klædt i karikeret grønt Lacoste-badmintontøj og hvide sneakers. Stykket begynder ved, at hun i en åbningsmonolog fortæller, at da hun mange år senere hænger og dingler i galgen, så tænker hun bare tilbage på lyden af fjerboldene, der ramte husmuren. Det var dengang, hendes far havde indlogeret sig på et motel for at løse mysteriet om, hvem der havde dræbt Kong Laios, så folket kunne blive reddet fra pestens hærgen. Med andre ord begynder fortællingen i en lille association til en lyd fra barndommen, der binder nutidens og fremtidens Antigone sammen. Bag fjerboldene i forestillingen findes et af svarene på, hvordan Grimbäck går kunstnerisk til værks. »For mig startede fjerboldene med, at det var sjovt med badminton, det var nummer ét,« forklarer han. »Nummer to var, at jeg fandt ud af, at Katrine syntes, det var vildt sjovt med badminton. Og nummer tre var, at jeg fandt ud af, at Katrine har været på landsholdet i badminton. Og så tænkte jeg bare, at vi er nødt til at gøre noget med det. Der var ikke nogen fortolkning. You get what you get.« Fortolkning er i Grimbäcks forestilling altså en proces overladt totalt til publikum.

Scenerummet er en stor, lys kasse af spånplader med et lillebitte motelværelse hævet halvanden meter over jorden midt inde i scenerummet. Jeg registrerer, at skuespillerne umiddelbart taler et nutidigt sprog, hvor sætninger som »Hvad fuck laver du, Ødipus?« og »Nej, Ødipus, du skal altså ikke have sex med din mor,« for eksempel optræder. Men der sker hele tiden også noget andet. Scenerummet kommer til at virke som en udefinerbart uhyggelig inddeling af tid og rum. Det lille motelværelse er Ødipus’ tilflugtsted fra hans ubærlige fortid og den umulige fremtid. Budbringeren fra Korinth kommer rullende ind på rulleskøjter med sin krop formet som et billede af Hermes, så publikum vælter rundt af grin. Forestillingen er defineret af Grimbäck og skuespillernes bevidste valg om, at stykket skal være et lille, skarpt blik ned i Antigones vilkårlige association i henrettelsesøjeblikket. De har ikke blot skåret og fortolket, så fortællingen om Ødipus og Antigone kunne tilpasses det lille ensemble og den lille scene. De har digtet en rammefortælling og gjort stykket til en visuelt båret associationsrække, der lader publikum i stikken med alle spørgsmålene.

At være eller ikke være et nationalteater

Henrik Grimbäcks tidligere projekter taler et tydeligt sprog om hans fascination af at blande medier og genrer. Senest fik han opmærksomhed i medierne som en del af kunstnerkollektivet The Other Eye of the Tiger, der iscenesatte Martyrmuseet. Museet var åbent for besøgende i maj og juni 2016 på Teater Sort/Hvid på Vesterbro i København. En skuespiller klædt ud som museumskustode viste publikum rundt i udstillingen, der bestod af billeder af martyrer som Rosa Luxemburg, kendte Al Qaeda-terrorister og skruer og lignende objekter, der ’lod som om’ de var objekter relateret til martyrer. ’Museet’ viste sig at provokere voldsomt og affødte en mediestorm i både danske og udenlandske medier. Blandt andre Bertel Haarder blev citeret i vendinger som: »Det bør kun fordømmes. Jeg vil ikke sætte mine ben på den udstilling,« mens Katrine Winkel Holm sammenlignede projektet med at lave en udstilling om fremtrædende nazister. Og det er virkelig det farlige, Henrik Grimbäck er tiltrukket af, når han laver teater: »Noget af det bedste, en tidligere uddannelsesleder har sagt til mig er, at hvis du får en ide, men ikke kan mærke noget, så er det ikke noget. Men hvis du tænker: ’Må jeg det? Kan man det, er det ligesom farligt?’ Så laver du noget, der begynder at være spændende at arbejde med. Det var der jeg fandt på denne ide med at plagiere. Altså, må man? Rent juridisk, må man det? Og hvilke begrænsninger er der?«

Det NY Kgl. Teater i Odense er et selvstændigt kunstnerisk projekt sat i gang af et menneske, der virkelig elsker teater. Og så er det også, i sin natur, et projekt, der råber højt og flabet om en ellers diskret selvfølgelighed i dansk kulturliv, nemlig det faktum, at vi har et nationalteater. I loven om teater og scenekunst, der har til formål »at fremme scenekunst og det kulturliv, der knytter sig hertil i Danmark,« er der udformet kriterier for, hvad dette forventes at indebære. Blandt andet står der, at »Der tages særlige hensyn til danske værker«. Et teater er et symbolsk rum i byen, der demonstrativt holder fast i sin kontinuerlige rituelle fortolkning af og kommentar på verden uden for sig selv. Det skyder op, der hvor det er, og insisterer på at være noget andet, som minder os om hvem og hvor vi er. Og hvis der er noget, Det Kgl. Teater opretholdes for at gøre os opmærksomme på, så er det, at vi er danskere i Danmark. Dets berettigelse er, uanset hvordan man vender og drejer det, en affirmation af nationalstaten som ideologisk konstruktion.

Det er vigtigt for Henrik Grimbäck at understrege, at projektet på Momentum ikke handler om at bevise, at man i virkeligheden sagtens kan lave teater for næsten ingen penge. Faktisk har han frygtet, at man skulle se hen på hans projekt og konkludere netop dette: »Så kommer der en fra Dansk Folkeparti og siger: ’Hvorfor skal vi have det her kongelige teater, hvis du kan lave det for en tyvendedel af prisen i provinsen? Så kan vi bare slash, tage et par hundrede tusinde af Det Kgl. Teaters budget.’ Det vil jeg jo virkelig ikke,« siger han. Der er hos Grimbäck fokus på at understrege, at fasttømrede teaterinstitutioner både kan give store muligheder og være en klods om benet. »Inden for moderne teater taler man meget om, at det skal være vildt spændende, nyskabende, bryde rammer!« siger han. »Men vi har jo de her pladser, og man skal kigge denne her vej, man skal holde prøver i otte uger og sælge billetter, og så kommer hele rammen på. Med det her projekt vil jeg gerne prøve at undersøge muligheden for at gøre noget andet. Måske fejler det. Måske klarer vi den ikke. Eller måske bliver det bare sådan, at vi får dårlige anmeldelser, eller at folk ikke kan lide det, vi laver. Men det er stadigvæk bedre end alternativet.«

Det Gamle Kgl. Teater kan lave fantastisk, bombastisk og virkningsfuldt teater. Men det kan aldrig ikke være sit eget, lange afsnit i loven om teater og scenekunst i Danmark, når det skal producere teater. Sæderne foran Store Scene i Skuespilhuset vender altid én vej, Amalienborg ligger lige om hjørnet, og teatret som institution er hele tiden først og fremmest relevant, fordi det står der i loven, at det skal det være. Med Det NY Kgl. Teater har Henrik Grimbäck med en simpel sproglig spejling gjort opmærksom på netop dette. Måske handler det altid om, hvem der er bedst til at lave teater, og måske vil man som teater bare gerne have de bedste anmeldelser og det gladeste publikum. Men teatre er også institutioner, der har teaterelskende mennesker tilknyttet hele vejen omkring teknikere, fundraisere og billetsælgere. Det er aldrig ligegyldigt, hvor stor pengeposen bliver næste sæson, eller hvor i landet, i byen eller på gaden, ens fysiske teaterhus er placeret. Og slet ikke, hvor i teaterloven, man får lov til at stå. For en kunstart, der altid allerede er udgjort af symbolske handlinger og manifestationer, er der aldrig noget, der ikke betyder noget. Det NY Kgl. Teater kommer også til at gøre os opmærksom på, at det at have et nationalteater er noget, vi vælger. Det er ikke blot den naturlige indretning af scenekunsten i Danmark, men en del af en ideologisk opretholdelse af nationalstaten.