Print artikel

Med lyrikken som anker

Mathias Winther Kjeldsen insisterer på at skrive på dansk. Foto: Laurids Gissel
Interview
31.10.13
I anledning af Spil Dansk Dagen fortæller Mathias Winther Kjeldsen, forsanger i Maskinvåd, om kærligheden til lyrikken, om Nikolaj Nørlunds studieluner og om et samarbejde, der kan dræne selvtilliden og lysten til at spille musik.

Han virker afslappet, som han sidder her i hjertet af Vesterbro i sine ternede sutsko, tilbagelænet med hænderne i skødet. Bag ham kæmper farverige vinylrygge med Dostojevskij og Bukowski om pladsen på en lav reol. På bordet ligger plektre, bøger og en pose med sten fra hjemstavnen. De er langt væk hjemmefra.

Mathias Winther Kjeldsen kommer, som jeg, fra nordjyske Fjerritslev, hvor vi for 12 år siden drak øl sammen til tonerne af Jeff Buckley og Led Zeppelin. En tid, hvor Mathias dyrkede outsider-rollen.

»Da jeg gik i folkeskole havde jeg rigtigt mange komplekser om alting, tror jeg. Det eneste, der holdt mig kørende, det der var sejt, var at spille musik. Når man så pludselig ikke er den eneste 'seje', der spiller nogenlunde musik, så melder komplekserne sig på ny.«

Mathias smiler og tager en tår øl. I 2009 bliver han optaget på Rytmisk Musikkonservatorium i Aarhus, hvor han møder Peter Skibsted. De starter et samarbejde og indspiller i efteråret 2011 en EP under navnet Louis & Magneten. Den bliver indspillet med en enkelt mikrofon i soveværelset i Peters daværende lejlighed i Aarhus. Resultatet afleverer de sammen med et håndskrevet brev i postkassen ved Nikolaj Nørlunds studie, ’Sauna’. Nørlund er interesseret, men ikke overbevist.

»Vi tog ned til ham i studiet, fordi han syntes det var lidt for flippet. Vi spurgte om vi ikke lige måtte spille en sang for ham og det gjorde vi så.« Mathias griner smørret.

»Jeg ved ikke om det var det, der fik ham til at vende, men efter det sagde han at vi måske skulle prøve at aftale nogle dage, hvor vi kunne komme i studiet hos ham.«

Nikolaj Nørlunds kaffebønner

Således går det til at den duo, som snart omdøbes Maskinvåd en tidlig formiddag i januar 2012, slæber deres instrumenter ind i ’Sauna’ på Frederiksberg i København.

Mathias smiler ved tanken om, hvordan han og Peter i begyndelsen føler sig lidt til ulejlighed i Nikolaj Nørlunds omgivelser.

»Som ung musiker skal man lige ind på ham, men så bliver han også blid som et lam. Jeg kan huske at vi skulle stille op i studiet, og så skulle han jo til at flytte rundt på sine ting så vi kunne være der.« Mathias imiterer trætte bevægelser imens han forklarer.

»Så skulle han flytte nogle forstærkere, for nu kom vi ind i hans studie og vi anede jo ikke hvad det gik ud på. Bare det at lave kaffe var jo en videnskab. Enten var der for få bønner eller for meget vand, eller også havde vandet været for varmt eller kaffen trukket for længe. Det var sgu meget sjovt.« griner han.

Nikolaj Nørlund bliver dog hurtigt begejstret for det udtryk de i fællesskab producerer og foreslår at de laver en hel plade sammen. Peter og Mathias drager derfor i kreativt eksil på en nedlagt skole i Sveriges ødemark.

Erotik og maskiner

Her skriver Mathias Winther Kjeldsen de resterende tekster til debutalbummet Giftige Slanger med Lars H.U.Gs City Slang album som inspirationskilde. Resultatet er et gennemgående maskinelt univers.

Mathias klukker afvæbnende og strækker sig frem for at fange en håndfuld saltede mandler fra en skål på bordet.

»Det er dejligt brutalt at skrive om maskiner overfor eksempelvis noget erotisk eller menneskeligt. Naturen overfor maskinerne. Jeg har haft mine helt egne tanker med alle de her tekster, som bare kører ud ad en tangent.«

Hvad giver det danske sprog dig?

»Jeg ved bare at jeg kan mange flere ord på dansk, så hvorfor ikke gøre det, du er bedst til? Og jeg synes det danske sprog er et fedt sprog, altså…«

»Jeg har mine egne billeder og verdener i de tekster på dansk. Det tror jeg ikke helt jeg ville kunne få på engelsk, for det er meget mere lyd og så snart jeg har fået samlet nogle ord på engelsk, så lyder det som noget, der er blevet sagt 100 gange før. Så er det federe at kunne lave nogle ord på dansk. Som ”Maskinvåd”.«

Det er dejligt brutalt at skrive om maskiner overfor eksempelvis noget erotisk eller menneskeligt

 

Åren til verden

Mathias gumler på nødderne, så det sender en symfoni af knas ud i det lille værelse. Han mindes inspirationskilden til titelnummeret.

»Giftige Slanger var om at være ung og fri. Man havde oplevet noget sindssygt og så kunne man skrive det i en tekst og fandeme stå og synge det oppe på scenen mens man vred sig lige så erotisk, som man gjorde dengang man…« Han tænker sig om inden han fortsætter. »Altså, det var sgu en sjov tekst at skrive, fordi det at fremføre den var mega fedt.«

Mathias forklarer at det netop er til koncerterne han finder sin selvbekræftelse.

»Det synes jeg er helt sindssygt og det under jeg mange mennesker at opleve; dét at man står foran et publikum, som bare hujer og klapper af én, for det man selv har skabt.«

»Jeg har set mig lidt sur på hele det dér med at spille musik efterhånden, så jeg er mere drevet af at det her band lige nu er min åre til at få alle de ting jeg skriver ud til folk. Det er kærligheden til mine tekster, der driver det.«

Usikkerheden

Om kærligheden til teksterne er nok til at få Mathias til at blive i musikbranchen på længere sigt, kan han ikke svare på. Én af grundene, er samarbejdet i Maskinvåd.

»Det er et meget farverigt samarbejde jeg har med ham (Peter Skibsted red.). På godt og ondt.«

»Jeg har nogle ”issues”, som godt kan gøre at jeg føler mig meget usikker og til sidst føler mig så usikker at jeg vender det ryggen og siger: ”Jeg kan ikke det her musik længere. Jeg mister min musikalske selvbevidsthed, min musikalske selvtillid.”«

Hertil kommer det at Giftige Slanger ikke har fået den ønskede kommercielle succes.

»Med Giftige Slanger har vi i for høj grad bare lagt albummet over i hænderne på et PR-selskab og det har måske været dumt. Men det er noget man lærer af.«

Har I følt jer negligeret af PR-selskabet?

»Nej, det synes jeg ikke. A:Larm (PR-selskabet red.) har bare nogle kunstnere, som giver dem penge og det er dem de giver flest ressourcer til. Så har de nogle kunstnere, som faktisk måske ikke giver dem en skid og dem lægger de ikke særligt meget energi i. Man er jo ikke andet end et lille indie-band, der prøver at overleve i den store indie-jungle.«

Anti alt

Og det er ikke altid lige nemt at manøvrere igennem denne store indie-jungle. Snakken falder på den foregående aften, hvor en veninde fortæller Mathias at hun er stødt på Mikael Simpson, som i juni interviewede ham til programmet Formiddagen på P6 Beat. Da veninden spørger ind til den korte varighed af interviewet, svarer Mikael Simpson at det ikke er nemt, når dem man interviewer er så ”anti alt”. Mathias drejer uroligt på sin røde kontorstol imens han uddyber.

»På det tidspunkt havde vi lavet en række interviews og man lukkede det samme ligegyldige lort ud hver eneste gang.«

Med udtrykket ”anti alt”, som er hentet fra Charles Bukowski-romanen Kvinder, forsøgte Mathias i interviewet på P6 Beat at forklare, hvordan han med sine tekster hverken er for eller imod, men blander det mekaniske med det organiske.

»Så stopper de hele det her interview, og Carsten Holm (vært på P6 Beat red.) siger: ”Hvad er det så I vil?” Og den havde jeg så måske ikke helt regnet med, for hvis man er anti alt, hvad er det så man vil? Så skulle jeg have været klar til at komme med et eller andet, sparket ham igen«, ærgrer Mathias sig og fortsætter.

»Det slog fandeme hårdt, for det er bare nogle mennesker, som det er vigtigt at komme ind på og nogle mennesker, som det er vigtigt at kende. Har man så sagt ét eller andet de synes var noget lort, så står man lidt: ”Ååh, jamen så forstå mig dog!”«

Mathias puster ud og griber ølglasset.

»Forbandede netværk.«

Alt eller intet

Netop netværket skal Maskinvåd snart gøre brug af. Peter Skibsted og Mathias Winther Kjeldsen er i øjeblikket i færd med at færdiggøre materialet til et nyt album og overvejer nu hvilket pladeselskab de skal søge samarbejde med.

»Haha. Du kan jo tænde for DR fredag aften og se hvor travlt Nørlund har. Han er én mand på et selskab.«

»Der er intet ondt om ham, men det at være businessman synes han måske er knapt så spændende, som at producere plader og lave sin egen musik.«

Hvad kan man forvente af jeres nye materiale?

»Det er som om det på en eller anden måde er mere velovervejet og cool. Nu har vi lidt mere styr på hvem vi er, så nu laver vi det her. Det kan også være, når det kommer ud at folk siger: ”Nå, så blev de dét mere voksne og dét mere kedelige.” Det ved man ikke.«

Hvor er Maskinvåd om et år fra nu?

Mathias roder en hånd igennem det sorte hår og kigger tænksomt frem for sig. »Hvis vi finder den rigtige producer til at producere det næste album, så tror jeg at vi har så tilpas meget opmærksomhed hos nogle folk i radioen og bare generelt ude i den danske musikbranche, at vi ville kunne få rigtigt meget ud af album nummer to.«

»Hvis man brænder sammen undervejs, så tror jeg ikke der er noget der hedder Maskinvåd om et år.«

»Det er sgu lidt alt eller intet.«