Der brænder en ild

Mine ører måber. Tonen vrider sig vrængende ud og sparker rummet ind. Det er Mats Gustafsson, med sin brølende tenorsoxofon, Johan Berthling på en repetitiv bas og Andreas Werliin på drønende trommesæt. Det er Fire! søndag aften på et spilletsted, der kalder sig Atlas, og det begynder i et simpelt, fremadskridende riff på en pedalkoblet Fender Rhodes, et elektrisk klavertur, bestyret af Gustafsson. En enkel basgang, der gentages og gentages, kører i uendelige, taktfaste cirkler. Werliins pulserende trommer, hans knasende hi-hat. Det er tungt og rytmisk. En gungrende form, der pludseligt afbrydes af en skrigende larm. Mats Gustafsson har kastet sig over nogle elektroniske remedier, der nu frembringer hylende støj, en kontrast til den dybe og forsat pulserende bund, der forsætter, forsætter.

Lidt efter griber Gustafsson sit hovedinstrument, saxofonen, og efter nogle udbrudte tilnærmelser bliver den skreget ud over salen, i vrængende vellyd. Bassen, trommerne forsætter, mere og mere intenst, rytmisk.

Opvarmningen er blevet varetaget af projektet Ghost Flute & Dice, der sidste år udsendte en gennemflot (både i boglig, håndarbejdet indpakning og lydlig, gennemarbejde