Print artikel

Der brænder en ild

Fire! på spillestedet Atlas. Foto: Ole Lauritsen
Fire! på spillestedet Atlas. Foto: Ole Lauritsen
Reportage
26.01.12
Modtageren af Nordisk Råds Musikpris 2011, svenske Mats Gustafsson, gæstede søndag aften Århus. Denne gang som en del af trioen Fire! der eksploderede knitrende. ATLAS' Århus-korrespondent var med, og skriver sig tilbage til koncerten – foruden en række andre musikbegivenheder i nyårets første måned.

Mine ører måber. Tonen vrider sig vrængende ud og sparker rummet ind. Det er Mats Gustafsson, med sin brølende tenorsoxofon, Johan Berthling på en repetitiv bas og Andreas Werliin på drønende trommesæt. Det er Fire! søndag aften på et spilletsted, der kalder sig Atlas, og det begynder i et simpelt, fremadskridende riff på en pedalkoblet Fender Rhodes, et elektrisk klavertur, bestyret af Gustafsson. En enkel basgang, der gentages og gentages, kører i uendelige, taktfaste cirkler. Werliins pulserende trommer, hans knasende hi-hat. Det er tungt og rytmisk. En gungrende form, der pludseligt afbrydes af en skrigende larm. Mats Gustafsson har kastet sig over nogle elektroniske remedier, der nu frembringer hylende støj, en kontrast til den dybe og forsat pulserende bund, der forsætter, forsætter.

Lidt efter griber Gustafsson sit hovedinstrument, saxofonen, og efter nogle udbrudte tilnærmelser bliver den skreget ud over salen, i vrængende vellyd. Bassen, trommerne forsætter, mere og mere intenst, rytmisk.

Opvarmningen er blevet varetaget af projektet Ghost Flute & Dice, der sidste år udsendte en gennemflot (både i boglig, håndarbejdet indpakning og lydlig, gennemarbejdet udgydelse) debutudgivelse: Music for Amplified Piano. Musik for forstærket klaver, simpelthen. Et sindrigt system af pedaler og effekter, der farver og (de)formerer klaverets ellers velkendte klang. Syv fine kompositioner, der først og fremmest er interessante i deres forstærkethed. Deres klaverlige vrængen. Fra den velkendt nejende anslåen til pludseligt at bukke både råbende og støjende, i syngende, gyngende ekko.

Ghost Flute & Dice hedder også Mikkel Almholt, og lige nu sidder han bøjet ind over tangenterne med fødder på pedaler, og ved sin højre side en mikserpult til at justere og behandle på. Et enkelt tema spilles. Det vrænges lidt, gennem pedalerne, en knitrende støj hvisker. Støjen stiger i intensitet. Mere og mere larmende larm. Den loopes videre rundt og rundt. Og nu: et lille, fint tema kravler ud, mens støjligheder forsat river. Teamet gentages, nu ramt af støjens knyttede tonenæve. Publikummet klapper. Almholt vender sig og nikker høfligt, siger tak. Det er en enkel kompositionsmusik, der fungerer i sine momentvise kaskader af brøl. Det er fængende temaer, der danser rundt i rummet, for kort derefter at springes. Det er en spændende musik.

Koncerterne i aften er arrangeret af spillestedet i samarbejde med koncertforringen LJUD. LJUD har eksisteret siden 2003, og kendes blandt de (vi) musikinteresserede som en af de fineste koncertarrangører herhjemme. De med det mest grænsesøgende, overraskende udvalg af fremragende arrangementer i boblende stimer. De beskæftiger sig med det gode, det underlige og det skæve. Det free'e i alle dets afskygninger – end også de komponerede. De beskæftiger sig med hele verden, og således er intet for for fjernt. Derudover er det også et lille pladeselskab, der for eksempel har udgivet en opsamlings-cd med titlen Pioneers: The Beginning of Danish Electronic Music. En i øvrigt dybt anbefalelsesværdigt musikhistorisk dokumentation med værker fra ni centrale danske komponister i den elektroniske musiks spæde år.

Det er noget af det bedste danske der findes … det er som om han har fået en eller anden kosmisk indsigt

En onsdag tidligere på måneden arrangerede foreningen koncert nede på Splab – ”Speciallaboratorium for kunst og offentlighed” – der opererer under Det Jyske Kunstakademi i Mejlgade. Musikeren Per Hoier skulle release sin nye popsingle, den storladne undergangshymne ”Windmills of Sorrow,” hvilket ganske givende, og i vanlig utraditionel stil blev gjort med et finsk free-jazz orkester. Horst Quartet. Et yngre band med en heftig bassaxofonist, en voldsom guitarist, en rimeligt tilbagelænet trommeslager og så en overbevisende bassist, der fik det hele til at hænge sammen – eller: falde fra hinanden på en fornuftig måde. De var blevet brændt af, da de skulle spille i Stockholm nogle dage forinden. Saxofonisten bevægede sig ind imellem vildt; spillede liggende på gulvet, stående med benene rundt om instrumentet, ligesom der undervejs blev taget hjemmelavede instrumenter i brug og skruetrækkere blev brugt aktivt i kampen mod stilheden.

Hoiers lille udgivelse, ”Windmills of Sorrow”,  kan i øvrigt anbefales på det varmeste. Den er i fysisk 12” vinylformat indpakket smukt og håndfoldet. Hoier begyndte i mere avantgardistisk elektroniske udfoldelser, men har efterhånden bevæget sig ind i en melodiøs og følelsesfyldt popmusik, der karakteriseres ved en eminent produktion og en forsat fascinerende detaljerigdom. Man kan næsten leve med, at Hoier siden sin (i øvrigt ligeså anbefalelsesværdige) single-debut ”The Blueprint / I Start Counting” i 2004, kun har udsendt seks numre. I alt. Og at han spiller omtrent én koncert om året.

Til den koncert, på Splab, var vi omkring femten. I aften på Atlas er her nogle og tredive. Cirka. De fleste sidder på stole, omkring borde. Nogle få står. Fire! Der klappes, da det første stykke musik toner ud. Stoppes. Det næste begynder. Et rytmisk lokomotiv, stort og mørkt, gennem i samme nu opskydende bjerge af brølende larm. Vi er et par stykker der danser. Rytmen er insisterende.

Forrige fredag spillede den fremragende, 'cool' trompetist Jakob Buchanan med sin trio BuBo Complex på adressen. Ligeledes gjorde det festlige sømandsorkester Snejegejst og den repetitivt fascinerende, verdensvendte Snöleoparden, i al sin godtgørende rytme. Det er sjældent man hører noget så insisterende rytmisk og livgivende. Robert siger nogle dage efter om Snöleoparden: »Det er noget af det bedste danske der findes … det er som om han har fået en eller anden kosmisk indsigt.« Snöleoparden er Jonas Stampe og i aften en mand på en underlig konstruktion af et slagstøjinstrument. En stomp-maskine. Det er psykedelisk og vildt. En pige får kastet en mikrofon ud til sig og skriger i den. Hun hopper op på scenen. Folk danser, med hænderne i vejret, i snorrende abstrakte bevægelser. Det er fedt, intenst og levende.

Fire! på spillestedet Atlas. Foto: Ole Lauritsen

Koncerterne var en del af festivalen Musik Aarhus. En stort anlagt, gratis begivenhed, med et tilsyneladende imponerende budget (reklamer på alle busstoppesteder og plakatsøjler, bannere i bybilledet). Et veltunet, ambitiøst fremstød for det århusianske musikliv – og et i øvrigt fremragende initiativ taget af de større spillesteder i Århus. Et samarbejde. Festivalen har vist eksisteret et par år, men det er første gang jeg ligger mærke til den. Det er første gang den er så velbesøgt. Gratis indgang for alle og interessante navne i mange velbesøgte genrer. En aften til 'rock', en aften til 'pop', en aften til 'metal', en aften til 'singer/songwriter', en aften til 'jazz', og så fremdeles.

Torsdagen efter er der hiphop på Train. Folk ser meget 'hiphoppede' ud. Det er interessant. Train er en scene, et scenegulv og nogle podier med barer i siderne. Spillestedet har i alt fire barer med dyre drikke. Hiphop er tilsyneladende populært. Der er virkeligt mange mennesker. Over tusinde får jeg senere at vide.

De første, der går på er gruppen Point Blank. De spiller en jazzet og blød hiphop med engelsk tekst. De er syv mand. Den traditionelle rytmegruppe og noget blæs. Jeg ved, at saxofonisten snart skal være far. Han bliver vist præsenteret som 'Daddy'o', eller også hører jeg forkert. En dygtig trompetist i joggingtøj lirer den op og af. Det svinger og fungerer rigtig godt. Rapperen, LouiLou siger: »Vi er Point Blank …  og vi spiller fucking fedt.« Jeg tænker, han har ret. De kan deres ting. Undervejs kommer en sangerinde ind og synger et fængende omkvæd. Publikum er begejstrede. De klapper og jubler.

Derefter er det rapperen Julaw med band. Han rapper på dansk, og er dygtig til det. Gruppen har to korsangere. En ung mand og en ung kvinde. En glimrende diskjockey gør sin ting og laver lyde med plader. De er velspillende, samspillende. Nu kommer en sang, hvor den eneste vokal er 'e'. Det bliver leveret overlegent, det er underholdene på den måde som god hiphop er underholdende på, ligesom da der åbnes med nummeret ”Wildcard Bitches” om hvor fedt livet er når man har et såkaldt DSB Wildcard.

Til sidst går det meget populære Flødeklinikken på. De er vist det varmeste navn lige nu. Det er nogle år siden jeg har hørt dem sidst, og folk stormer ind fra alle døre og åbninger. Jeg møder nogle jeg kender og går. Flødeklinikken skal nok klare sig alligevel.

Festivalens sidste aften er lørdag. Der er 'afslutningsbrag'. Populærmusik lige før det bliver populært. Dansevenligt festivitas. Igen er der proppet. Alle mennesker er på Voxhall, og vi står i kø for at komme ind. Første navn er en ganske ung og vældigt velsyngende Asbjørn med velspillende band. Han er 'fremadstormende' siges det. Han bliver en eksportvare, håber man på. Han har 'noget'. Det bliver nævnt, at han danser 'firser-agtigt'. Hele koncertligheden fungerer, popmusikken velkomponeret, kor-arrangementerne gode. Det fænger og virker overbevisende. Det er god og sikker pop. Det fungerer live. Sceneshowet er veludført. Han skal nok blive til noget.

Dernæst er det bandet Kites & Komets. De spiller fint, deres popmusik er lidt mere rocket. De skal nok få et enkelt radiohit, de fænger og er fine at danse til. Vi danser hele tiden. Jeg hører ikke rigtigt efter, det er sikkert ok. Det sidste band er det mest uinteressante, selvfede cirkus jeg har set længe. En duo, der vist har tænkt for længe over konceptet og for lidt over musikken. Noget velklædt, tilbageskuende guitarrock med kvindeskrig. På den ufede måde. Vi skrider. The Echo Vamper er selvfed røv og nøgler. De flytter nok snart til København.

Der er for meget samleje her. Det virker lidt fantasiløst, lidt århusiansk

Derefter er der efterfest på natklubben V58. Jeg har aldrig været på natklub før, kun set dem på film. Stedet fungerer i tre niveauer: En kælder, der mest er bar og ikke så meget klub. En 'stueetage', der vist er stedets hovedattraktion med mellemstort dansegulv i midten, lidt borde, sofaer og stole i siderne. En bar i den ene ende, en scene med diskjockey-pult i den anden. Derudover: En lille overetage, hvor der i aften holdes 'Afskedsfest for Mads og Ida', som det står på en glitrende banner på væggen. Anna kender dem. Hun fortæller, at den ene skal til Barcelona, den anden til København. Jeg tror Ida skal til Barcelona og Mads til København. Idas udlængsel virker mere international. Måske er det fjollet at holde en afskedsfest inde i en efterfest. Ellers er her bare unge og velklædte mennesker. Mange er hærgede på en velplejet måde. Det er 'gennemtænkt'. De har gang i alle mulige spændende projekter og væggene er sorte. Det er simpelt, lo-fi, minimalisme, feng shui, raw food, punk, organic fun. Her er virkeligt mange. Jeg får at vide, at V58 er det smarteste sted i Århus. Jeg ved ikke om det forklarer noget, eller om det er en slags undskyldning. Det undrer mig, at man vil danse så tæt. Så mange på så lidt plads. Jeg tænker: Man kan ikke fortælle gode historier, når man kun kan bevæge sine arme op i luften og sine hofter cirklende rundt. Der er for meget samleje her. Det virker lidt fantasiløst, lidt århusiansk.

Fire! er fra Sverige. Koncerten i aften er afslutningen på en europaturné. Mats Gustafsson modtog sidste år Nordisk Råds Musikpris. Han er utal i et hav af projekter og jeg ved ikke hvor mange album han udgiver om året i forskellige konstellationer. Sidste år blandt andet sammen med en af Danmarks mest særegne og insisterende saxofonister Johannes Lund – eller Johns Lund, som han ofte præsenteres – på 7” Mats Gustafsson & Johns Lund plays baritone saxophone. Nå ja, alle og enhver. Juryens begrundelse for prisen lyder: »Mats fornyer ikke bare saxofonens udtryk, han genopfinder det og skaber nye verdener af musik mellem tonerne og bag støjen. Vi anbefaler, at I åbner jeres hjerter og lader jer begejstre af hans musikalske univers. Med sit nyskabende saxofonspil sprænger Mats Gustafsson konstant rammerne for de musikalske genrer, som vi føler et behov for at tildele al musik, som vi ikke har hørt før.«

Bassisten Johan Berthling er måske kendt fra trioen Tape, der spiller en udefinerbar, grødet varme. Trommeslager Andreas Werliin er måske kendt fra den for nogle år siden vældigt populære og gode duo Wildbirds & Peacedrums. I aften er de bare Fire! og folk klapper, da den massive tilstedeværelse af lyd pludseligt hører op og tiden er gået, danset, pulseret ud af lokalet og nu vendt langt senere tilbage.

Fire! siger tak. Der klappes og hujes. Vi er ikke så mange og bifaldet lyder ikke overbevisende. Men Fire! går alligevel på scenen igen. Tager instrumenterne frem, denne gang Mats på saxofonen, som ellers kun kort har været i brug. En fast og vridende rytmik åbner sig og danser salen farvel.

Fire! er slut. Gustaffson og de andre bukker op og forlader. Vi småsnakker lidt i hjørnerne, kigger på udgivelser ved et bord, hilser farvel og siger på gensyn. Det er stadig søndag, januar og bussen går om lidt. Der render en ild ud i gaderne. Synger byen videre af.