Print artikel

Der er hele tiden nye spejle

Marie Fisker
Interview
08.10.12
Marie Fisker er mere interesseret i spørgsmål end svar. Det optager hende, hvordan alt det vi oplever, afhænger af vinklen vi ser det fra. På sit nye album ’So, Hoes & Heroes’ har hun blandt andet hentet inspiration ved at læse digte og se film

Der er et blåsort mørke på bunden af Marie Fiskers nye album, ’So, Hoes & Heroes’. En grundklang, der som en konstant melankolsk kraft løber som en understrøm gennem alle numrene. Med sin mere mangfoldige og komplekse instrumentering og et mere stilsikkert og selvstændigt udtryk skiller albummet sig på sin vis ud fra forgængeren, ’Ghost of Love’ fra 2009. Og så er der alligevel tydelige koblinger mellem de to værker. Især når det handler om Marie Fiskers evne til at kombinere den gode sang med sin trofasthed mod den grundtone, der er blevet hendes signatur.

Der er ikke krydret med små opturssange eller radiovenlige numre her og der. Tro mod sit værk bliver hun i det blå og melankolske uden nogensinde at trække lytteren derned, hvor man ikke kan trække vejret. Nedtrykt og opgivende bliver det aldrig, snarere eftertænksomt. Det er ikke nogen nem balance, men Marie Fisker mestrer den. Det beviser hun igen på det nye album.

Ny inspiration

Når noget dør, opstår noget nyt. For eksempel er det sådan, at når sommeren går på hæld, begynder nogle af årets bedste måneder. Efteråret, hvor musikbranchen knopskyder i alle retninger med nye, spændende albums. På en af de sidste sensommerdage i 2012, få dage før albummet udkommer, møder jeg Marie Fisker på Kaffeforsyningen i Møllegade. Hun har valgt stedet, jeg har til gengæld dikteret, at hun skal medbringe nogle bøger, der har gjort en forskel for hende på det seneste.

Hun har nemlig selv givet udtryk for, at hun på det nye album har hentet inspirationen nye steder. Blandt andet er hun begyndt at læse flere digte. Derfor skal litteraturen være afsæt for vores snak om musik – og på den led er det jo meget passende, at vi mødes her på en kaffebar klos op ad to af motorerne i Nørrebros litteraturmiljø, Literaturhaus og Møllegades Boghandel.

Transparent lydbillede

Bøgerne vender vi tilbage til. Først får Marie Fisker mulighed for at sætte lidt ord på det nye album:

»Jeg synes, jeg har givet endnu mere slip på nogle referencer denne gang. Det er en balance, for jeg kan godt lide, at musik har referencer, at man kan høre, hvad kunstneren selv er inspireret af, og at man måske kan kende en snert af en stilart eller en inspiration fra nogle andre. Men værket skal også gerne kunne stå for sig selv, og der er denne plade kommet tættere på noget, der står fuldstændig for sig selv. Vi har arbejdet med, at der er flere lag i musikken. Jeg kan stadig godt lide et lydbillede, der er meget transparent, så på den led minder den om min første. Men der er kommet flere instrumenter med, for eksempel strygere på nogle af numrene, så det giver et anderledes lydbillede.«

Ekkoer og spejle

Det er vanskeligt med ord at beskrive hvordan musik lyder, men når man alligevel forsøger at gøre det med Marie Fiskers musik, bliver man ved med at vende tilbage til ord som ’ekkoer’ og ’spejle’. Det er ikke tilfældigt. Hendes musik er nemlig et aftryk af de ting, der rumsterer i hendes hoved:

»Jeg er meget optaget af tid og forskydninger, og det kommer til udtryk i både musikken og mine tekster. Hukommelse kan føles som en slags science fiction-tidsmaskine. Det, jeg i mit tekstunivers blandt andet forsøger at udforske, er den måde vi tænker frem og tilbage i tid - på samme tid. Den måde et minde, en situation eller en følelse bliver fortolket. Skal man fremkalde et minde, bliver det automatisk fortolket og reflekteret i ens nuværende situation. Og hvis man har oplevet noget, får det en ny vinkel, når man tænker tilbage på det, måske en helt tredje vinkel når man skal fortælle det videre til en anden og en helt fjerde når man om 14 dage tænker tilbage på det igen. Der er hele tiden nye spejle på de ting, vi oplever og føler. Det er ofte min tilgang, når jeg skriver en tekst, og det er også derfor, at mine tekster tit veksler mellem han- og hunkøn og springer i tid og sted. Når jeg arbejder med en tekst i flere dage, flettes der somme tider flere fortolkninger sammen, i flere tider og køn. Det er dér, det relative begynder at snige sig ind, og det relative er en underlig størrelse. Spejle er en slags tidsmaskiner, og det, synes jeg, er meget fascinerende. Der er en befriende skønhed i det relative og en nysgerrighed efter at kigge ind i mellem sprækkerne. Virkeligheder i flere lag er hverdag; som en ostemad til frokost. Det er den cocktail, som rumsterer i mig. Og måske er det det, Bob Dylan hentyder til, når han på ’Trying To Get To Heaven’ fra albummet ’Time Out Of Mind’ synger ”I don't even know what alright even means”«.

Cinnamon scent a camels color

I caravan faces in my memories

You are there, and I drag you through

Each time I tried to give you

Back all the lies that I stole from you then

Words ascent your mouth is moving

Don't remember exact sentences

And you speak, but only motions unfold

I was young and a fool

To think I had my will even if you think I could

- Uddrag fra Marie Fiskers I Caravan Faces på ’So, Hoes & Heroes’.

Han taler om, at musikken og teksterne bliver en form for lagen, han kan kaste over Gud for at give ham form
Hvad er virkeligheden i virkeligheden?

Forskydningerne i tid leder os naturligt frem til at tale om den første af de bøger, Marie Fisker har medbragt. ’The Invention of Morel’ af den argentinske forfatter Adolfo Bioy Casares udkom i 1940 og er en slags science fiction-historie om en ung mand, der i sin flugt fra civilisationen søger skjul på en ø. En kompleks historie, der hele tiden krydser virkelighedens grænser:

»Han arbejder med to verdener på en gang, og man ved ikke rigtig, hvad virkeligheden er. Man kan ikke finde ud af, om hovedpersonen er ved at blive skør. Han er nødt til hele tiden at prøve nye muligheder for at forsøge at afkode den situation, han er havnet i. Gå til den på forskellige måde og se, hvad det fører med sig. Det er en virkelig stærk historie, og den er fortalt på en meget enkel og jordnær måde. Det kan jeg godt lide.  Og så har den den der fuldstændig tydelige billedside, som bare kører inden i hovedet, når man læser den. Hovedpersonen forelsker sig i en kvinde, som viser sig slet ikke at eksistere. Og han finder ud af, at han lever netop på grund af det. Fordi han elsker hende, og fordi hun aldrig vil kunne finde ham, fordi hun ikke findes.«

Sætter en film i gang

På musiksiden læner Marie Fisker sig op ad et dybt traditionelt univers med afsæt i eksempelvis alt-country og folk. Men musikken, og ikke mindst teksterne, er samtidig tilsat nogle få grønne dråber. Det magiske og psykedeliske, som Marie Fisker også udforsker i sit tekstunivers, og som på ’So, Hoes and Heroes’ understreges og omfavnes af en cinematisk lyd i mange lag. Summen er en lyd, der sætter film i gang hos den tålmodige lytter, der vil skrue op og lade musikken tage over, lukke øjnene og give sig hen.

»Jeg ser ikke mig selv som en tekstforfatter. Det opfatter jeg ikke mig selv som. Mine tekster bliver til i forbindelse med, at jeg skriver mine sange, og jeg er ikke sikker på hvordan de gebærder sig som tekst i sig selv, hvis man læste dem isoleret fra musikken. For mig handler det meget om at få ordene til at passe med stemningen i sangen, så det kommer til at gå op i en højere enhed. Så kan det komme i den ene eller anden rækkefølge, det er lidt forskelligt. Det hele er meget svømmende og intuitivt. Jeg er så heldig at have mit eget studie sammen med Jakob Høyer, så der kan jeg lade tingene forme sig stille og roligt. Bygge lag på lag og se, hvad det fører til. I mange tilfælde er det sådan, at jeg knytter enkelte sætninger eller vrøvletekst til musikken, og så opstår der et eller andet. Når jeg så kommer hjem, kan jeg skrive mere intenst på teksten, så jeg har noget mere færdigt at arbejde ud fra dagen efter. Der er ikke nogen fast skabelon for, hvordan jeg gør det, men tit er det på den måde,« fortæller hun. 

Skæve digte

Og så er der alle de timer, hun bruger på blot at suge inspiration til sig. Det kan ske gennem oplevelser med film eller kunst, eller det kan ske gennem bøgerne. Hun fortæller, at hun på det seneste har haft stor fornøjelse af at læse de berømte dagbøger af Anaïs Nin.

»Jeg er ikke nået til de saftigste steder endnu, som jo ellers tit er hendes beskrivelser af erotik, man har hørt mest om. Men det, jeg har læst indtil nu, kan jeg rigtig godt lide. Hun har en måde at skrive på, som ind imellem også glider ud i det helt surrealistiske. Det kan jeg også godt lide, når jeg læser digte. Når jeg læser digte, er det slet ikke altid mit mål at prøve at forstå dem. Somme tider tager jeg dem bare ind og smager på sætninger og ordene, som rabler løs. Sådan en som Dylan Thomas har jeg læst, jeg ved ikke hvor mange gange, og hver gang er det dybt inspirerende. Jeg kan ikke sidde her og recitere en eneste ting – det er åbenbart ikke sådan, det lagrer sig hos mig. Den underbevidste strøm, som Gertrude Stein og Ezra Pound arbejder med, hiver én ind og virker netop bevidst på de sanselige planer først som musik. Det er befriende og inspirerende.«

Har du altid læst digte?

”Nej, det er ikke noget, jeg har dyrket så meget. Og i dag er det også sådan, at jeg mest læser dem på engelsk. Jeg befinder mig selv i det sprog, når jeg arbejder med min musik, så når jeg læser digte, virker det også mest naturligt at få det ind på den måde. Jeg kan også godt lide danske digte, men det er som regel det, der er på engelsk, jeg går efter.”

Digte er som jazz

Den næste bog, Marie Fisker finder frem, er også en digtsamling. ’Triumf at være til’ er en samling af den finsk-svenske digter Edith Södergrans bedste digte, udgivet af Kælderbiblioteket i Nansensgade.

»Den fandt jeg lidt tilfældigt en dag, men den har også været virkelig inspirerende læsning for mig. Det er digte fra tiden omkring Første Verdenskrig. Der er meget natur i dem, men der er også den her stemme af en kvinde, der virkelig har ben i næsen. Hun er meget følsom og hård på samme tid, det kan jeg godt lide.«

Hun forstår godt, hvorfor nogle kan være berøringsangste over for poesien. Men hun synes det er vigtigt nogle gange at søge uden for de kunstformer, man er vant til:

»Det er krævende, og det kan vel først og fremmest virke lidt uoverskueligt, hvis man ikke har dyrket det før. Det er vel lidt som, når man har den der meget jazz-interesserede ven, der siger, at man bare må høre det her med Coltrane. Man forsøger, men det er bare for overvældende på en eller anden måde. Fordi man ikke er vant til den verden og det udtryk. Men jeg synes, man skal udfordre sig selv og prøve at tage det ind. Coltrane er stærke sager, men hvor er jeg glad for, at en ven har åbnet dén dør for mig. Selvom jeg måske ikke forstår jazzens koder til bunds, så kan jeg jo sagtens mærke og høre kraften og energien i det. På den måde får man endnu en ”appelsin i sin turban” og kan glæde sig over at være blevet lidt rigere.«

Soloartist og holdspiller

Siden hun udgav debuten i 2009 har Marie Fisker turneret med Trentemøller, og hun har af flere omgange samarbejdet med så tunge og forskellige navne som Povl Dissing og Steen Jørgensen. Sidstnævnte medvirker også i en duet på det nye album. Hun har også spillet flittigt sammen med Kira Skov. I mange sammenhænge er hun en holdspiller, men solokarrieren har alligevel højeste prioritet:  

»Det er som soloartist, at jeg udvikler mit personlige udtryk. Det er her, jeg kan bestemme alt, og derfor bliver soloudgivelserne også det mest tydelige aftryk af mig. Men jeg ser egentlig de to ting spille sammen, for det udtryk jeg udvikler og raffinerer, når jeg laver ting på egen hånd, er jo også det, der appellerer til eksempelvis Anders Trentemøller, og hvem jeg ellers arbejder sammen med. Så det ene kunne nok ikke stå uden det andet. Og lige så meget jeg holder af at arbejde solo, lige så fantastisk er det så en gang imellem at kunne stille sig lidt mere uden for rampelyset og udfylde en rolle på et hold, der spiller godt sammen. Det er også en stor tilfredsstillelse, bare på en helt anden måde.«

Leder efter spørgsmål

Det nye album er blevet præcist, som hun gerne vil have det. Og alligevel er hun selv en smule overrasket over, hvordan det er endt med at blive:

»Jeg havde faktisk troet, at jeg ville have flere uptempo-numre med denne gang, men nu hvor det ligger færdigt, kan jeg konstatere, at grundtonen er blevet en fortsættelse af det mere stille og indadvendte, som også prægede det første album. Men det er fint. Det er blevet rigtigt, synes jeg.«

Er det fordi, det er det, der naturligt kommer – det mørke og melankolske?

»Det er nok nærmere en eftertænksomhed. Du kan jo selv høre, hvor rundtosset jeg kan blive, når jeg skal forsøge at forklare sådan noget som det med det relative og tidsforskydninger. Jeg har ikke et dystert sind. I virkeligheden er jeg meget selskabelig og glad, men jeg har bare et stort behov for at fordybe mig. Nick Cave har en gang sagt, at han ser hele sin egen sangskrivning som ét langt forsøg på at nærme sig den der kærlighedssang, som han egentlig gerne vil skrive. Han taler om, at musikken og teksterne bliver en form for lagen, han kan kaste over Gud for at give ham form. En virkeliggørelse af Gud gennem kærlighedssangen. Nick Caves kærlighedssang tolker jeg som et kernepunkt for længslen efter at blive forenet - med sig selv, med sin elskede og med livet. Det dét er jo en evig proces som indeholder alt det grimme og det smukke. Det er nok mere sådan, jeg har det. For jeg ser ikke mig selv som dyster. Er der noget, jeg hader her i verden, så er det Weltschmertz. Jeg kan ikke snuppe det. Men jeg kan ikke lade være med at rode rundt dybt ned i den der muld, hvor der muligvis, muligvis ikke, ligger noget, der kan gøre mig klogere.«

Hvad er dit mål? Hvad skal lytteren få ud af din musik?

»Jeg er nok mere interesseret i spørgsmål end i svar. Man skal ikke forvente at finde nogle klare budskaber om, hvad kan skal stille op med sit liv i mine tekster. Hvis jeg har en mission, så er den ikke større end at lave noget, der har en stærk energi, som kan få mig selv til at reflekterer over nogle ting – og måske også andre.«