Print artikel

Den nye brigade

Elias Bender Rønneflet fra Iceage. Foto fra bandets hjemmeside
Interview
31.05.11
København er lige nu det kreative centrum for en række bands med rødder i punkkulturen, men med et særegent og energirigt udtryk, der lyder som lige nu. Scenen tiltrækker sig også opmærksomhed fra udlandet, hvor pladesalget går strygende. ATLAS har mødt to af foregangsmændene

I starten af året udgav den unge danske band Iceage deres debutalbum New Brigade. Udgivelsen blev mødt med stor bevågenhed af pressen, rost til skyerne og kaldt den vigtigste danske rockudgivelse i 30 år. Helt usædvanligt for et undergrundsband skete mediedækningen i alt fra de vanlige musikmagasiner, over dagspressen og gratisaviserne, til TV2 Lorry. Nu er det heller ikke hver dag, at punken genopstår, som det så melodramatisk blev fortalt, så en generel folkeoplysning synes på sin plads.

Ironisk nok har dansk punk aldrig haft det bedre end i de forgangne ti år, og Iceage er som sådan blot endnu et band i striben af succesfulde bands fra København. Specielt i tiden fra år 2000 og frem til rydningen af Ungdomshuset, spirrede en københavnsk punkscene under betegnelsen K-Town Hardcore. Siden har den regionalt etablerede infrastruktur og en vedblivende international interesse til stadighed fostret kvalitetspunk fra København.

På den måde er det noget fejlagtigt at tale om en punkmæssig genopstandelse. Alligevel kan man tale om noget nyt, eller i hvert fald om en ny scene, som netop nu har sit momentum.

»I virkeligheden er vi bare én scene ud af en række sameksisterende scener i København netop nu. Vi har bare ikke vanvittigt meget at gøre med de andre«, forklarer Elias Bender Rønneflet, sanger og guitarist i Iceage.

Jeg har sat Elias i stævne sammen med Loke Rahbek, forsanger i scenens andet store band Sexdrome. Loke fortsætter; »Alle de her ting er sket efter Ungdomshuset forsvandt, og den gamle ungdomshusbrigade har ikke så meget at skulle have sagt her. Men der er stadig en idé om, hvad man gør og ikke gør. Modsat tidligere er der bare ikke en ekstern gruppe, der dikterer regelsættet. Det gør vi selv. Men der er stadig en intern etik, den er dog ikke er social-, race-, eller sexualpolitisk, men stadig knyttet op på en eller anden do-it-yourself-ånd«.

Den 2. Oktober 2009 blev der afholdt en samlet releasefest for to debutsingler. Den ene var med Sexdrome, den anden med Iceage. De to singler blev udgivet på hver sit pladeselskab, og selvom de to bands var bekendte med hinandens musik, var det ikke tale om noget decideret venskab bandene mellem. Ej heller et forsøg på at manifestere en scene. Der var rettere tale om tilfældigheder. I stedet kan man tale om, at aftenen blev et startskud for scenen, for der blev hurtigt knyttet bånd mellem de involverede parter.

Der er ellers tale om to meget forskelligt musikalsk udtryk. Iceage spiller en kantet, introvert og mørk rock, hvor en fremhævet stram basgang maler dystre horisonter, tilsat en minimalistisk dissonant guitar, der sammen med sange om fortvivlelse skaber et næsten universelt billede af ungdommelig, klaustrofobisk frustration. Hos Sexdrome er vreden langt mere vendt ud mod verden. Bandet spiller primitivt, hurtigt og forvrænget, vokalen er vrængende, forpint og ekspressiv, og selvom deres melodier oftest er rene pophits, er musikken så hårdt filtreret gennem feedback, distortion og vrede, at den gængse musikelsker for længst er stået af. Sigende for det musikalske udtryk er deres koncerter ofte deciderede slagsmål mellem bandet og deres publikum. Men til trods for den musikalske forskellighed er der alligevel et ånds- og attitudefællesskab mellem Iceage og Sexdrome.

 

Man bliver nødt til at sætte et personligt aftryk på tingene, ellers bliver det bare en form for kedsommelig nostalgi

Kort tid efter releasefesten hører Mark McCoy, en New York baseret musiker og pladeskabsindehaver for selskabet Youth Attack, Sexdromes single. McCoy bliver mildest talt begejstret, og fortæller vidt og bredt om det danske bands fortræffeligheder. Heldigt for Sexdrome er McCoy en meget stærk opinionsdanner  inden for forvrænget amerikansk hardcore, hvilket bevirker at singlen, der kun er trykt i 300 eksemplarer, bliver revet væk. I kølvandet på interessen for Sexdrome rettes øjne og ører mod andre projekter relateret til gruppen og dets pladeselskab. På den måde bliver der fornyet interesse for specielt støjende musik fra København. Sexdrome udgiver i 2010 deres debut LP på Youth Attack, hvor oplaget på 1.000 kopier hurtigt bliver udsolgt. Men den nye københavnske scene opnår dets hidtil største succes med Iceage’s debutalbum, som også i udlandet bliver mødt med stor interesse. I skrivende stund er Iceage netop taget på turné i England, og senere på året følger to turnéer i USA, og det er slet ikke utænkeligt år 2011 kan gøre Iceage til et internationalt band, også udenfor punkrockens regi.

 

»De fleste af de her bands fra vores scene er ikke nogen, der prøver at lave noget tilsvarende til, hvad folk gør i udlandet. Vi prøver at definere noget selv. Det er vel det, der gør det musikalsk interessant«, forklare Loke. Her er vi fremme ved én af styrkerne ved den nye bølge, da de fleste bands har et særegent udtryk.

»Det er også lidt ligesom fodbold«, forklarer Elias, »man kan godt beundre et godt mål som andre har lavet, men når det er en fra ens eget hold bliver man vildt begejstret. Sådan har vi det også med hinanden. Det er spændende, hvad andre bands laver i udlandet, men det er noget helt andet, når det er et band fra vores team, der laver noget sejt. Så bliver alle vildt stolte«.

Musikalsk er der masser af forskellige referencer til rock- og punkhistorien, men tilgangen er langt fra bagstræberisk. Elias fortsætter; »Jeg bliver meget irriteret hvis folk siger vi har en 80’er lyd. Det jeg ville hade allermest er, hvis folk ser os som en eller anden form for retro«.

Loke supplerer; »Det allervigtigste er, at lave noget, som sker nu. Man kan godt få indtryk af, at bands tidligere har set bagud og lavet en slags replica af tidligere tiders musik. Det er klart, at alle i scenen har lyttet til en masse af tidligere tiders musik, men det er vigtigt, at når det kommer til at lave vores egen musik, at udtrykket ikke har indlejret en eller anden form for romatik omkring en tid, man aldrig har oplevet. Selvom man selvfølgelig har en masse inspirationskilder, er det vigtigt, at man ikke laver et opkog af tidligere tider, ellers ender man bare på nogle hylder, hvor der i forvejen er fyldt op. Man bliver nødt til at sætte et personligt aftryk på tingene, ellers bliver det bare i en form for kedsommelig nostalgi«.

Kan købe punkæstetikken i H&M

Man kan så spørge, om netop ikke punk er noget af det mest anakronistiske man kan opdrive? Elias svarer »Ja og nej. Det er jo derfor, vi ikke går rundt med hanekam og afrevede Mercedes mærker. Som kultur er det jo noget, man kan købe sig til i H&M. Det er mere ånden i det, selve kraften, og viljen til at skabe noget på egne præmisser. På den måde har der sikkert altid været punk, det fik bare først sit navn i 1970’erne«.

Lige nu er der fart og kreativitet på den lille scene, der også rummer bands som Redflesh, Jackman, Skurv, Pegan Youth, Garrotte, Marching Church med mere. På blogs rundt omkring på nettet er der fuld spot på, hvad det nye fra København er. Men som det er med alting, har enhver scene sin ende. Gassen går af ballonen, folk finder på andre ting at lave, opfindsomheden daler, og tingene går i sig selv.

Loke afslutter med ordene; »Lige nu er der en masse folk ud i verden, der synes København er spændende. Men det går jo over igen. Så bliver det et andet sted, hvor der sker en masse ting. Der er jo heller ingenting, der er statiske. Alting udvikler sig, muterer, og bliver til noget andet. Jeg håber bare, at venskabet og energien imellem os altid vil være der, uanset hvad vi senere laver i livet«.