Print artikel

Marken hvor det gængse samfund lukkes ude

Essay
09.07.14
Roskilde festivalen er på godt og ondt et sted for den frie leg, hvor stofferne og alkoholen flyder tykt, fødderne sidder smukt og løst og kroppens bæres beskidt og bar. For mange mennesker fungerer den som en tiltrængt ventil i et samfund, hvor selvovervågning, kropskalkulering og evaluering er tiltagende. Hvis narkohundene får lov at dominere, bliver det bare endnu et stykke almindeligt samfund.

Her søndag. Hjernen åh. Hjertet tungt. Blødt. Blæst hjem fra marken. Ude af den. Helt høj på strå. På alt. På hundrede påvirkninger. Her søndag. Skræmt. Hjernen åh nej. Hjertet tumlet. Blødende. Blæst hjem af bjæffende hunde. I år var hundene på Roskilde. Narkoen flyder.

Den franske filosof Michel Foucault skrev i essayet Of other Spaces fra 1967 om de rum i vores samfund, der fungerer som reelle fristeder for mennesket. I hans tanker om det overvågede samfund og den selvstraffende disciplin skal disse steder være undtagelser, hvor mennesket har mulighed for at undslippe selvrestriktionen. Foucault skelnede mellem det han kategoriserede som utopien »sites with no real places« og heterotopien – steder der i enhver civilisation reelt eksisterer. Hetereotopien er det ultimative andet sted, det sted, der taler om det homogene samfund og altid er anderledes. Det er krisens og undtagelsens geografi, hvor mennesket, i en ikke defineret udfoldelse, kan være væk fra den dominerende kultur. Foucault brugte selv kolonitidens skib som ærkeeksemplet. Sømændene, altid på vej mod kolonien, væk fra fastlandet eller ind i bordellet, smurt ind i fantasien.

Hetereotopien kræver en adgangsgivende billet, der lukker mennesket ind i rummet, hvor det adskilles abstrakt og konkret fra normaltilstanden. Derfor ses overgangsritualer oftest som gode eksempler på det noget abstrakte begreb. Man undsætter sig sin normale tilværelse for at bevæge sig videre i livet. Billetten er smerten, offeret, villigheden, men Foucault argumenterer også for, at tiden kan have en heterotopisk karakter. Tiden kan antage heterotopisk form når mennesket befinder sig i et absolut brud med den. At træde ind på et geografisk givent område uden sans for tiden, uden sans for disciplinen, uden sans for ingenting er heterotopiens bud. Det er Roskilde Festivalens bud.

Roskilde Festivalen er mange ting, sådan lidt vagt sagt, men den opfylder i opvarmningsdagene forestillingen om et heterotopisk rum. Inden musikken spiller, er mennesket frigivet skemaet og få har tanke for dagen efter. Det er på godt og ondt et sted for den frie leg, hvor stofferne og alkoholen flyder tykt, fødderne sidder smukt og løst og kroppens bæres beskidt og bar. Jeg tror, at det for mange mennesker fungerer som den ventil, der er tiltrængt i et samfund, hvor selvovervågning, kropskalkulering og evalueringer kun er tiltagende. Jeg ved ikke, jeg tror det er et sted mange mennesker vælger frem for feriebyen, billetten splitter tiden og rummet ad. Himlen er høj, tung og blå, alkoholen er blank og varm, røgen ru og hvid. Alt er godt. For Foucault ville Roskilde indtil i år været et eksempel på undtagelsesheterotopien. Marken hvor det gængse samfund lukkes ude.

Da jeg ankom til dyrskuepladsen i år var jeg syg. Det regnede, jeg havde feber, jeg skulle stå otte timer ved en isvogn og sælge is i 14 graders varme til en flok af mennesker, der grundlæggende bare ville være stive for at glemme, at de skulle vente i 30 timer før portene åbnede. Da jeg ankom til festivalpladsen var jeg pessimist. Vi solgte 50 is, og jeg så som det første fem narkohunde i gang med at markere foran en flok 17-årige drenge med bøllehat og woodwood-trøjer. Altså ung-dreng-på-festival-godt-dum-og-stiv-typen, men grundlæggende bare dum og stiv. De fik en bøde, så var det ligesom det. Politiet har altid været der og har udgjort en hypotetisk risiko, men ikke en decideret kontrast til heterotopien. Da jeg startede på festivalen for syv år siden, var politiet en ren charmeoffensiv af unge mænd, hvis hatte jeg forsøgte at stjæle med skiftende held. De var modsætningen til det politi der året før havde ryddet Ungdomshuset, og generelt et godt indslag på festivalen. Jeg tror måske, at jeg har set ti bøder uddelt for ulovlig besiddelse af narkotika mellem 2008 og 2013. Jeg så ti i køen i 2014.

Fra mit perspektiv har politiets rolle på festivalen altid været at skabe et trygt grundlag for festivalen ikke en aggressiv indsats mod gæsterne. Jeg har aldrig før set hundepatruljer på pladsen, og jeg er i høj grad bekymret over udviklingen. Det kan lyde paradoksalt, men altså en alt for omfattende indgriben i festen fra myndighedernes side ødelægger det heterotopiske rum. Sådan er det bare. Så er man ikke væk, så er man i samfundet. Hele tiden. Det er dybt tragisk.

Fredag d. 4. Juli så jeg fire mandskabsvogne og to hundevogne køre ind i camping vest. Her parkede de i den unge del af C, hvor Street city er placeret og røgen generelt er grøn. Derefter lod de hundene systematisk gennemgå lejrene, hvorefter ældre mænd i veste udskrev bøder. Politiet gør bare deres arbejde, ja sådan er det altid, men hvis myndighederne har et bestemt behov for at optrappe indsatsen på Roskilde destrueres meget af den følelse som festivalen selv beskriver som »the Orange feeling.« Ulovligt eller ej.

Jeg må nok se mig mest indigneret over civilbetjentene. De har en plads og en rolle. Jeg rykkede selv fra østområdet sidste år, fordi mængden af tatoverede pushertyper ikke harmonerer med min egen måde at feste på. De er ligesom ikke med på at danse som Beyoncé eller noget. Så betjentene har en plads, men min heteorotpiske tilstand skydes helt i sænk allerede på førstedagen, hvor en meget ung camp sidder og hygger sig med en mand i tyverne, der efter nogen tid afslører sig selv som civilbetjent og uddeler bøder til drengene på den grønne gren. Man ligger som man reder, men seriøst hvad sker der? Alle er lige for loven, men altså det ved alle ikke er rigtigt, så hvorfor skal alle steder hele tiden være absolutte potentielt overvågede steder. Vi er altid under radaren når dronen flyver lavt over festivalspladsen.

Når dronen flyver lavt ødelægges to ting. Forestillingen om Roskilde festivalen som et spatialt og temporalt heterotopisk sted og dermed vores mulighed for at undslippe alt, der hedder registrering, overvågning og selvdisciplinering. Hvis muligheden eksisterer for, at din nye ven er fra politiet, lukker du ikke personen ind i lejren. Hvis du ikke ryger, ryger din ven eller så ryger lejren ved siden af. Når man ikke lukker folk ind forsvinder det Roskilde fra starten har været, et alternativ til det bestående, hvor alt andet end mennesker er helt ligegyldigt. Hvis tingene udvikler sig mod en mere konsekvent indsats fra politiet mister det danske samfund endnu en undtagelsestilstand, som det har mistet både Ungdomshuset og Christiania på få år.

Stofferne har altid været på campingområdet, måske er der flere. Jeg ved det ikke. Jeg accepterer ikke buddet om at røg er sundere væske. Otte dage i sprit er ikke sundt for nogen. Jeg accepterer indsatsen mod pusherne, fordi de skaber en ubehagelig aura af vold, der ikke hører festivalen til. Roskilde har aldrig været vold ligesom den aldrig har været overvågning.

Det synes jeg bare lige politiet eller nogle andre skal vide. Nu skal jeg barberes og i bad og sove og få det helt ohshittungt over, at ni vidunderlige dage under solen er væk. Det runger i øret og tøver i leveren.