Print artikel

»Sinatra har jo aldrig skrevet en sang«

»Vi er selv med til at definere, hvad det vil sige at være dansker,« siger Nørlund. Foto: Asbjørn Dueholm
At lave musik er et projekt og en gruppe mennesker, der deler en ide om en bestemt slags musik. Foto: Asbjørn Dueholm
Interview
08.07.14
Musik bliver ikke mere ærligt af, at man selv har skrevet det, mener Nikolaj Nørlund, der inviterer danske talenter indenfor – såvel i tekstuniverset som på scenen. Vi mødte ham til en snak om kollektiv sangskrivning og det ikonisk danske over Jens Otto Kraghs skønhed og Kim Malthe-Bruuns modstandskamp.

Nikolaj Nørlund gav lørdag eftermiddag sin ottende Roskilde-koncert. Under hans over to timer lange maraton-koncert på Arena blev man ført igennem et imponerende bagkatalog af dansksproget rock med prominent besøg af danske musiktalenter som Christian Hjelm, Raske Penge, Pernille Rosendahl, Niels Skousen, et strygerorkester ført an af Cæcilie Trier, den mellemblonde Kristoffer Munk Mortensen og Ulige Numres unge Carl-Emil Petersen.

»Jeg tror, det er godt, at ens udtryk ikke er statisk, men at man i stedet presser sig selv og får nogle andre vinkler. Jeg kan godt lide mine egne tekster og mine egne sange, og jeg synes også, jeg spiller meget fed guitar, men derfor kan man godt invitere folk ind og åbne op for, at noget nyt og andet kan ske,« forklarede Nikolaj Nørlund, som vi mødte op til koncerten.

Og det var da heller ikke kun på scenen, Nikolaj Nørlund fik opbakning. På hans seneste album Det naturlige fik han foruden en flok rutinerede musikere og filminstruktøren filminstruktøren Martin de Thurah også hjælp til tekstskriverierne fra forfatterne Naja Marie Aidt, Peter Laugesen og Bjørn Rasmussen.

For Nikolaj Nørlund er ikke kun Nikolaj Nørlund, forklarer han ydmygt. Men også et projekt og en gruppe mennesker, der deler en ide om en bestemt slags musik.

»Det er vel ligesom, det også hedder en Lars von Trier-film, selvom de er 200 om at lave den.«

Nærvær på dansk

Koncerten krævede til tider mere koncentration, end de heftige andendags-tømmermænd kunne bære, men Nørlunds nærvær og de anekdotisk billedskabende sangtekster passede på en eller måde meget godt til den grådlabile sindsstemning. Man måtte da også have et hjerte af sten, hvis ikke man blev rørt til tårer af den følsomme fortolkning af John Mogensens Ensomhedens gade nr. 9.

»Jeg tror, at os, der synger på dansk, har en fordel her på festivalen, fordi vi har en kommunikation, der er mere direkte,« sagde Nørlund, der ikke kan se nogen grund til at synge på engelsk, når man kan dansk.

Det danske sprog havde ellers trange kår under årets Roskilde. Udover Skammens Vogn, Raske Penge og Spids Nøgenhat fandt man ikke meget opbakning til den dansksprogede sangskrivertradition, og det er en skam, mener Nørlund.

»Netop det danske var også omdrejningspunkt for Det naturlige, ikke kun som tekstskriftssprog, men også som knudepunkt for pladens tematikker.

»Jeg ville gerne lave noget, der er meget dansk. Vi er selv med til at definere, hvad det vil sige at være dansker, og det synes jeg generelt, jeg prøver med mine ting. Så jeg spurgte mig selv og de andre, hvad der egentlig er ikonisk dansk?«

At lave musik er et projekt og en gruppe mennesker, der deler en ide om en bestemt slags musik. Foto: Asbjørn Dueholm

 

Ikonisk modstandsmand

Flere af albummets sange tager derfor også udgangspunkt i noget, som han selv og hans samarbejdspartnere synes – eller ønsker - er typisk dansk. Og modstandskampen er stadig noget af det ikonisk danske, som det er værd at dvæle lidt mere ved. Af den grund tog Nørlund fat i modstandsmanden Kim Malthe-Bruun, der blev fængslet af Gestapo i 1944. Malthe-Bruun blev henrettet kort før krigens afslutning og nåede inden da at skrive en bunke breve hjem til sin familie og kæreste.

»Jeg sendte nogle af hans breve til Naja (Marie Aidt). Hun havde aldrig læst dem, men vi skrev så nummeret Sommerbal ud fra hans afskedsbrev til hans kæreste. På den måde fik vi skrevet noget af den her meget danske baggrund, der ligger i krigen, ind på pladen.«

Jens Otto Krag er hovedpersonen i et andet af pladens numre, som de to også skrev sammen. Naja Marie Aidt havde hæftet sig ved, at Nørlund refererede til Jens Otto Krags flotte ydre og skrev så nummeret Smuk mand.

»Det var ikke fordi, jeg ville skrive en Jens Otto Krag-sang som sådan. Jeg synes bare, Jens Otto Krag var en meget ikonisk dansker. En stor dansker. Jeg er ret fascineret af det her med at være på den øverste post overhovedet og så vælge at gå en anden vej.«

Rockmusik er noget, man bliver bedre til

Udover mødet med stærke ikoner fra en svunden dansk tid og et gensyn med Lars von Triers Mary-figur fra Riget, bliver man også taget på en køretur rundt i landet med 12.000 kilometer og gennem et par forhold mellem mand og kvinde. Men der er ikke noget selvbiografisk at spore i nogle af sangene.

»Jeg finder på. Det er sådan, jeg betragter sangskrivning. Jeg ser mig selv som forfatter, og jeg har lov til at finde på.«

Når Nørlund ikke selv finder på, foregår sangskrivningsprocessen i et samspil med forfatternes ord udefra. De bliver rettet til og bundet op på Nørlunds egen ordlyd.

»Nogle af de her typer har nogle andre ord, end jeg har, og det kan jeg sgu godt lide. Der kommer ligesom en anden stemning ind over det. Jeg kan ikke forstå, der ikke er flere, der gør det.«

Og at udtrykket skulle blive mindre autentisk af, at man ikke selv har skrevet musikken, er en decideret misforståelse, mener Nørlund.

»Jeg tror ikke, at et stykke musik nødvendigvis fungerer mere ærligt eller intimt, fordi man selv har skrevet det. Det er lidt af en kæphest for mig. Jeg er meget fascineret af Tin Pan Alley-traditionen, som var amerikansk sangskrivning i 50’erne og 60’erne helt op til Bob Dylan. Det var faktisk Bob Dylan, der ødelagde det.«

Dengang var rollerne skarpt opdelt. Der var en, der skrev teksten, en der skrev musikken og en der sang den.

»Sinatra har jo aldrig skrevet en sang f.eks., og i min bog er det ret rørende, det han lavede. Det er ligesom at forvente, at en skuespilpræstation kun kan være stærk, hvis man selv har skrevet manuskriptet.«

Nørlund solo-debuterede i 1996, da han lagde musik til Strunges digte. Det er 18 år siden, og ballet er langt fra forbi.

»Jeg synes, jeg er bedre end nogensinde. Rockmusik er noget, man rent faktisk kan blive bedre til. Og det ville da også være en skam, hvis det ikke var sådan.«