Print artikel

Musik til dit temperament: En psykoanalytisk guide til Roskilde Festival

Temperament-læren kan hjælpe til at navigere mellem de 160 potentielt forløsende musiknavne, der indtager Roskildes otte scener
Ifølge psykoanalysens fader, etablerer musikalske rytmer en sjælden kontakt til vores instinktive kræfter.
Artikel
01.07.14
Musik er katarsis for sjælen. Musikalske oplevelser kan forløse nogle af de undertrykte spændinger, der afholder os fra at udfolde vores potentiale, mente Freud. ATLAS guider til, hvordan man skal gå til musikprogrammet på Roskilde Festival, så man kan komme derfra så forløst som muligt.

Siden 1971 har Roskilde hvert år været samlingspunkt for en uges musikalske udskejelser og ekstatisk samhørighed på tværs af segmenter. Men musikfestivaler rummer potentialer til mere end fest, fællesskab og fuldskab. For ifølge Freud, psykoanalysens fader, etablerer musikalske rytmer nemlig også en sjælden kontakt til de instinktive kræfter, der er direkte forbundet med den libidinale tilfredsstillelse i den del af vores psyke, han kaldte id’et. Når vi går til koncert, kan vi altså opleve forløsning af underbevidsthedens primitive seksuelle spændinger, alt imens vores bevidste opmærksomhed er lødigt rettet mod de rytmiske udfoldelser, der foregår på scenen.

Musik er med andre ord en katarsisk oplevelse, der kan løsne op for alle de undertrykte traumer og drifter, der inficerer vores underbevidsthed og gør hverdagen mere besværlig, end der er grund til. Men Roskilde Festivalens udbud af katarsiske musikoplevelser stikker i mange retninger, og det kan være vanskeligt at navigere mellem de mere end 160 potentielt forløsende musiknavne, der kommer til at indtage de otte scener.

Fra et psykoanalytisk perspektiv må katarsis-oplevelsen afhænge af, hvilke ubevidste forsvarsmekanismer, der skal transcenderes. Her kan læren om temperamenterne, der opstod i antikken hos grækeren Hippokrates omkring 400 f.Kr., være en vigtig rettesnor. Hippokrates mente, at den menneskelige psyke grundlæggende udgøres af fire temperamenter, hvoraf ét vil være særlig dominerende, afhængig af hvem du er: Det melankolske temperament er tungsindigt, det flegmatiske sindigt, sangvinske optimistisk og det koleriske er heftigt. Temperament-læren har siden fundet vej til personlighedstests i dameblade og på anerkendte jobrekrutteringssider. Her vil den i stedet fungere som ramme for en psykoanalytisk guide til årets musik på Roskilde, som kan hjælpe dig til at sammensætte et forløsende festivalprogram.

Melankolikeren

Melankolikeren er den indadvendte, eftertænksomme og tungsindige pessimist, der med sin evige skepsis og grundlæggende mistillid er vanskelig at forløse. Hendes tilgang til Roskildes musikprogram vil være præget af vægelsind, og hun vil allerede på forhånd ærgre sig over de koncerter, hun kommer til at gå glip af.

Den psykoanalytiske forklaring på det melankolske tungsind er, at melankolikeren sejler rundt i et håbløst spændingsfelt mellem en indbildt forestilling om, at den absolutte lykketilstand findes, og en bebrejdelse over at have mistet den. Melankolikeren insisterer altså på at længes efter noget, hun aldrig har oplevet, og straffer samtidig sig selv som ansvarlig for tabet. Herigennem finder melankolikeren en sær form for masochistisk nydelse og aktiverer samtidig en subtil forsvarsmekanisme, mente Freud. Ved at svælge i en resigneret higen efter romantiske utopier og pakke sig selv ind i tvivl og mindreværd, slipper melankolikeren nemlig for at tage ansvar og gå ind i kampen mod livets meningsløshed.

Det er en nærliggende tanke, at melankolikeren vil finde trøst i langsomme molakkorder, performet af fuldskæggede singer-song-writer-figurer, men deres klynkerock vil sjældent stå mål med hendes autentiske sorte galde. Og hvor hun enten risikerer at blive revet med i total opgivelse eller omvendt at harcelere over, at populære indie-bands har taget melankolien som gidsel i banale kærlighedsballader, vil hun dog have mindst lige så svært ved at give sig hen til henrykte afrikanske rytmer eller ureflekteret pop. Derfor må den ideelle musik for melankolikeren balancere på knivsæggen midt i mellem: Optimistiske beats, der vækker flygtige fornemmelser af en generobret tabt lykketilstand, og livskloge tekster, der forliger sig med, at den alligevel ikke findes.

Den danske trio Skammens Vogn, der spiller i Gloria-teltet fredag nat, balancerer på en sådan knivsæg. Skammens Vogn byder med lækker lo-fi-lyd på en dansabel og gribende tur gennem asfalterede forstæder, dårlige fødselsdage, eksistentiel angst og akavede cirkusture. Og med sange fra deres seneste album ”Asfalt”, hvor jeg-personen f.eks. vil tage sig tid til at skrive i sin skrivebog, elske som en sol eller bare spise en håndfuld kølige chokoladeknapper i svigermors bil, vil melankolikeren kunne opnå en bizart tilfredsstillende forbrødring med hverdagslivets fremmedgørende absurditet.

https://www.youtube.com/watch?v=uwk-S-U72jA

Damon Albarns kalejdoskopiske musikeksperimenter kan givetvis også være stimulerende for melankolikeren fredag aften på Arena. Albarn udfordrer tilpas med genrebrydende, kreative krumspring, men beroliger på samme tid med sine relativt tilgængelige popmelodier. De skrøbelige tekster om det moderne menneskes isolation og ensomhed vil nok også vække genklang hos den krøllede, melankolske hjerne. Og med lidt held kan Blur-associationerne til 90’erne genaktivere nogle våde, glemte drømme fra teenagetiden.

https://www.youtube.com/watch?v=rjbiUj-FD-o

Endelig vil Kavinskys synth-pop lørdag midnat sende melankolikeren tilbage i tryg 80’er nostalgi og mørk disco-stemning. »I’m gonna show you where it’s dark, but has no fear,« lover maskinstemmen i ”Nightcall”, og det kan måske anspore melankolikeren til at gebærde sig udi sommernatten på mere udadvendte og opløftende vilkår.

https://www.youtube.com/watch?v=MV_3Dpw-BRY

 

Ifølge psykoanalysens fader, etablerer musikalske rytmer en sjælden kontakt til vores instinktive kræfter.

Flegmatikeren

Flegmatikeren er det rolige, venlige og logisk-rationelle tryghedsmenneske. Han er ikke særlig omstillingsparat, og hans musikpræferencer bærer heller ikke præg af store armbevægelser eller nytænkning. Flegmatikeren har årets musikprogram indprentet som et indre excel-ark, der sorterer artisterne i prioriterede rækkefølger, og han vil altid sørge for at komme velforberedt og i god tid til de nøje udvalgte koncerter.

Den psykoanalytiske tilgang til den flegmatiske sindighed går på, at flegmatikeren har en overkompenserende tendens til at rationalisere sig frem til en falsk tilstand af sjælelig tryghed og harmoni. Hans iagttagelser af verdens barske uretfærdighed og skræmmende uforudsigelighed bliver intellektualiseret i en grad, der mod alle odds tillader ham at bibeholde et stabilt og komfortabelt stemningsleje. Og egne pinagtige erfaringer bliver dulmet ved at finde frem til tilsyneladende logiske årsager bag de ubehagelige hændelser.

Flegmatikeren vil sikkert selv føle sig ganske forløst og mæt af koncerter med melodiøs indie-pop i stil med den, Future Islands vil levere fredag nat på Avalon. Future Island er iørefaldende og dansevenligt, og de semi-sørgmodige sange om break ups og alment genkendelig følelsesrod er i den let fordøjelige ende af skalaen. https://www.youtube.com/watch?v=-5Ae-LhMIG0

Men skal flegmatikeren derimod komme i nærheden af en katarsisk oplevelse, der står mål med Freuds løfter om musikkens potentialer, skal han gå efter musik, der kan ruske op i hans ufravigelige, stabile temperament. Han bør derfor opsøge koncerter, der inviterer til tilfældigheder, improvisation og overraskelser.

Så i stedet for at tage til Orange scene lørdag eftermiddag og lade Psyched Up Janis fremkalde ufarlige efterskoleminder, bør han bruge lidt tid på Omar Souleyman, der spiller på Apollo-scenen samtidig. Omar Souleymans syriske danse-techno er en besnærende fusion af europæisk dance-pop og mellemøstlig bryllupstradition. Og hans virvar af simple trommemaskiner, uforståeligt arabisk og skærende synthesizere må kunne ruske lidt i op i den flegmatiske stilstand. https://www.youtube.com/watch?v=lVlgMEFu1PI

Skal man finde et kompromis, vil Nikolaj Nørlund tidligere om lørdagen sikkert kunne ramme flegmatikeren et mere komfortabelt sted midtimellem det outrerede og forudsigelige. Nørlund lover en over to timer lang koncert i Arena-teltet med utallige gæsteoptrædener fra tidens danske musiktalenter. De må tilsammen kunne byde på tilpasse mængder transcenderende overraskelser, der kan forløse det flegmatiske temperament i behørig afstand fra en god plads i græsset.
https://www.youtube.com/watch?v=GRIMb7SEIFc

 

Ifølge psykoanalysens fader, etablerer musikalske rytmer en sjælden kontakt til vores instinktive kræfter.

 Sangvinikeren

Sangvinikeren er den sociale, letsindige og glade livsnyder, der dyrker nuet. Sangvinikeren er rastløs og dvæler ikke ved musik, der er svært tilgængelig eller ikke giver øjeblikkeligt tilfredsstillende afkast. Uanset hvor fængende musikken er, vil en koncert sjældent blive overværet fra ende til anden, idet hun konstant vil blive fristet til at gribe andre, potentielt mere favorable muligheder.

Den psykoanalytiske problematisering af den sangvinske hedonisme går på, at den hviler på et spinkelt grundlag af benhård fornægtelse. Fornægtelse er en særlig form for forsvarsstrategi, der er beslægtet med fortrængning, og som går ud på at lukke øjnene for angstfremkaldende og truende oplevelser af den indre eller ydre virkelighed. Mekanismen er virkelighedsfordrejende og uhensigtsmæssig på den lange bane, og sangvinikeren døjer da også med en ustyrlig trang til konstant at søge anerkendelse og bekræftelse hos andre mennesker.

Sangvinikeren vil helt sikkert finde tilfredsstillende kortsigtet forløsning til Outkast torsdag aften. Outkast er fandenivoldsk party-hiphop, der går hånd i hånd med den sangvinske ekstase-dyrkelse. https://www.youtube.com/watch?v=gWju37TZfo0

Skal sangvinikeren forfølge en mere langsigtet katarsis-oplevelse, bør hun til gengæld gøre ophold ved nogle af de artister, der afkræver indlevelse og nærvær af deres publikum. Hun kan lægge ud med den unge amerikanske rapper Earl Sweatshirt på Avalon torsdag eftermiddag. Earl Sweatshirts hiphop er tilpas iørefaldende til at fange sangvinikerens utålmodige øre, og med socialrealistiske tekster om voldtægt, mord og dengang, faren forlod ham, kan den sangvinske jubeloptimisme og blinde fornægtelsesstrategi få kamp til stregen. https://www.youtube.com/watch?v=FCbWLSZrZfw

Lørdag eftermiddag kan sangvinikeren gå linen ud ved at give sig hen til svenske Jenny Wilsons  lyse stemme og kloge melankoli på Arena. Hendes ærlige og samtidskritiske tekstunivers kunne måske give sangvinikeren anledning til at kaste et tiltrængt blik indad. https://www.youtube.com/watch?v=MTUk07TXbqU

Kolerikeren

Kolerikeren er selvbevidst, kontrolfikseret og målrettet. Han er hardcore konkurrencemenneske og indgyder med sin selvsikre attitude og energi autoritet og respekt. Det er som udgangspunkt svært at påvirke kolerikerens koncert-valg, idet han snarere vil forsøge at manipulere andre til at følge hans præferencer.

Den psykoanalytiske vinkel på det koleriske storhedsvanvid er, at der bag de narcissistiske tilbøjeligheder, som er bagsiden af det koleriske temperament, gemmer sig et ubearbejdet virvar af undertrykt mindreværd, indestængt galde og angst for at miste kontrol.

Kolerikeren er svært overjegs-styret og undviger via heftige fortrængningsmekanismer at kigge indad. I stedet projicerer han behændigt de underbevidste og ukonfronterede følelser af nag og usikkerhed over på sine medmennesker. Musik er da heller ikke et socialt projekt for kolerikeren - han ville helst have stået bag programmet eller midt på scenen.

Kolerikeren vil derfor formentlig navigere efter koncertoplevelser, der ikke giver skyggen af anledning til selvransagelse, idet de kunne risikere at udfordre de forsvarsmekanismer, som fortrængning er så grundlæggende en bestanddel af.

Rolling Stones’ potente rock’n’roll torsdag aften på Orange vil ligge til højrebenet for det koleriske temperament. Her kan kolerikeren spejle sig selvtilfreds i Mick Jaggers magtindgydende figur og synge med på, at »that girl, she’s under my thumb.« https://www.youtube.com/watch?v=HmSYMglUU5U

Lørdag nat ville kolerikeren til gengæld have godt af at give sig hen til den angolansk-portugisiske DJ Nigga Fox, der leverer sexet sydvestafrikansk dansemusik på Apollo-scenen. Den hårde, industrielle og sprøde Afro-house kan måske have held med at løsne op for nogle af de latente seksuelle frustrationer, der får kolerikeren til at fremstå så kold og uigennemtrængelig. https://www.youtube.com/watch?v=NHdgIke_6KI

Og den intense omgang californisk hardcore, som Nails stiller an med søndag aften kl. 21 på Pavilion, kan sikkert fungere som et effektivt middel til at rense luften for noget af den indebrændte raseri, der har hobet sig op i festivaldagene op til. https://www.youtube.com/watch?v=ylUil9YCbso