Print artikel

En rummelig rodebutik

Skammens Vogn i Gloria-teltet. Foto: Asbjørn Dueholm
Popcornsælgeren Julie syntes Omar Souleyman larmede for meget. Foto: Asbjørn Dueholm
Reportage
09.07.14
Roskilde Festivals nøje kuraterede koncertprogram var rummeligt. Både i musikalsk, social og fysisk materiel forstand. ATLAS opsummerer publikumsreaktioner fra koncertoplevelser, der stak i øst og vest: Ambivalent stadion-stemning på Orange, intim hverdags-poesi i Gloria-teltet og et mellemøstligt sted midt imellem på Apollo.

Mick Jagger så ret lille ud på Orange Scene. Han var trukket i lilla pailletter og sprang endimensionelt begejstret rundt på scenen. Men blandt et arbitrært udsnit af publikum ved højre lydtårn var stemningen ikke udelt entusiastisk.

»Jeg har det lidt svært med Stones. Jeg kan godt lide Bob, Cohen og Neil Young, fordi de spiller med en værdighed. Men jeg synes, Stones prøver at spille, som om de var 40 år. De er ikke ældet med værdighed, og det er for mærkeligt for mig,« sagde 42-årige Jeff fra Holstebro, som vi mødte bag lydtårnet.

Forventningerne var ellers tårnhøje til de aldrende rockstjerner. »Det bliver historisk,« kunne man høre folk sige til hinanden opstemt rundt omkring, med papvin og fadøl i bægeret og potjoints i mundvigen.

»Det er verdensklasse,« råbte 65-årige Lars da også under Honkey Tonk Woman. Det er alle pengene værd, mente han. Han havde spyttet i til en endags-billet og havde heldigvis ikke samme problemer med den anakronistiske rock-performance.

De var ellers lovligt længe om at åbne op for posen af et ellers betragteligt bagkatalog, mente andre. Man skulle både igennem nogle lidt tilfældige blues-numre og et par malplacerede Keith Richard-soloer, før forsamlingen endelig kunne blive forløst af en håndfuld greatest hits. Og selv da var der sparet på sagerne.

»Jeg har egentlig ikke lyttet særlig meget til Stones. Alligevel savnede jeg nok 12-13 numre fra deres hitlister,« lød det lidt skuffet fra 34-årige Anders fra København. Og det til trods for den publikumsvenlige afrunding med I Can’t Get No Satisfaction og dyrt festfyrværkeri.

Historisk eller ej - værre var det alligevel nok for dem, der kun kunne overvære det pompøse set-up på lang afstand.

»Jeg var ked af, at min toiletvagt faldt under Rolling Stones. Men det er altid noget, at jeg kan høre lidt af det herfra, og jeg fylder ikke op med toiletpapir under omkvædene,« sagde toiletvagten Martin, der ellers var vokset op med Stones, som var solidt integreret i hans fars pladesamling.

Alligevel alvorligt

Fredag nat, mens Atomic Bomb! Band gav tribute-koncert til den hypede nigerianske synthesizer-guru William Onyeabor og fyrede den af med anmelderroste afrobeats, spillede den danske trio Skammens Vogn i Gloria-teltet. Gloria-teltet er det skæve og afdæmpede rum, »hvor musikkens intimitet skal få dig til at holde vejret tilbage,« som festivalen selv skriver på deres hjemmeside.

Og netop forventningen om den skæve og intime lyd havde formået at samle en trofast fanskare foran scenen med Skammens Vogn, som består af Jakob Millung, Oliver Hoiness og Nikolaj Zeuthen, og til lejligheden også et ungdomskor og Nicklas Sørensen på guitar. Teltet var fyldt op med folk, der havde givet afkald på Atomic Bomb-hypen eller var skredet fra den efter sigende så indtagende Future Island-forsanger. Til et kejtet-charmerende ungdomskor, melodiske lo-fi-rytmer og Nikolaj Zeuthens selvsikre levering af et ellers skrøbeligt virkelighedsnært tekstunivers, fik gæsterne i stedet lov til at dvæle ved sange om asfalt, forstadsminder og forskellige slags køretøjer.

»Jeg forstår ikke, om det hele er for sjov. Men det virker også til at være lidt alvorligt alligevel,« sagde 21-årige Marie fra Slagelse, der kom forbi koncerten tilfældigt.

Sangenes naivistiske skildringer af fremmedgørelse i hverdagen kan måske også forveksles med ironi. Men det var til gengæld mere rørende end ironisk-afvæbnende at høre teltet synge inderligt med på det uudgivede nummer Min far siger, du er psykisk syg, som var det omkvædet på et Thomas Helmig-hit fra 90’erne.

»De kan noget helt særligt, som jeg ikke synes, man ser andre steder i dansk musik. Den gøglede lyd og så de der lidt naive og på samme tid livskloge tekster, de vækker noget uforklarligt hos mig,« sagde 35-årige Lasse fra København under det subtilt socialrealistiske nummer Dårlig fødselsdag, hvor moren f.eks. har rodet hår.

»Jeg forstår det ikke«

Et sted midt imellem den afdankede rock’n’roll og charmerende hverdagspoesi fandt man Omar Souleyman på den oppustelige Apollo-scene lørdag eftermiddag.

Omar Souleyman begyndte sin karriere i 1994 og har udgivet flere hundrede studie- og live-albums, hvoraf 80% dog er private bryllupsoptagelser, solgt i den lokale kiosk.

Den syriske bryllupssangers koncert var hverken ligefrem intim eller decideret pompøs. Men den samlede på en eller anden måde meget godt op på publikums andendags-tømmermænd. Set-uppet var mildest talt minimalistisk, men koncertgæsterne lod over en bred kam til at købe de billige keyboard-programmeringer og dansede højstemt til den mellemøstlige danse-techno, der er krydret med vestlige poprytmer.

Der var dog enkelte, der ikke lod sig rive med af gruppe-euforien, og som så skeptisk og modvilligt til uden for mængden.

»Jeg forstår det ikke. Jeg forstår ikke, hvad han synger, og det synes jeg er irriterende. Jeg synes også, at det larmer ret meget,« sagde Julie, som solgte popcorn under koncerten. Hun var taget til Roskilde for at høre Stevie Wonder og var det ikke for popcornene, havde hun ikke gjort hold ved Souleymans outrerede techno-rytmer.

Mere entusiasme fandt man til gengæld hos John fra Nigeria, som samlede flasker og plasticbægre i menneskemylderet. Han tog til Danmark kun for festivalen, dog ikke for musikken, men for at få adgang til et indbringende supplement til hans mindre indbringende migranttilværelse i Spanien.

»I like it very much. I like the rythms,« lød den præcise dom fra John, der ellers var mere optaget af at fortælle om hans fortid som falleret ejendomsmægler i en finanskriseramt forstad til Madrid.

Komplekst øjebliksbillede

Roskilde Festival tegner hvert år et øjebliksbillede af musikkulturen med deres omhyggeligt tilrettelagte koncertprogram. Det kan være svært at spore den røde tråd i spændingsfeltet mellem anakronistisk gammelmandsrock, virkelighedsnær lo-fi-sensibilitet og mellemøstlige keyboardprogrammeringer. Festivalgæsterne stikker i lige så mange segmentstilistiske retninger som klientellet ved en rund familiefødselsdag, og den lovpriste fællesskabsånd og samhørighed på tværs er nok ikke helt, som den var dengang, Orange scene blev designet til Rolling Stones’ turné i 70’erne. Men det er vel også en del af charmen, at der er et stykke vej fra folkefesten ved højre lydtårn ved Orange til ungdomskoret under Glorias teltdug.

Mest læste

Frontkommandanten Arnulfo blev indrulleret som 10årig og er nu 40. »Jeg sluttede mig til kampen da militæret begyndte at få folk, inklusiv min far, til at forsvinde i min landsby. Efter så meget kamp og så mange tab håber vi, at våbenhvilen og fredsaftalen vil afslutte krigen mellem colombianerne for evigt. Vores kamp vil fortsætte, men fremover ved stemmeurnen.«
Kommandanten Jessica står tidligt op for at tale til sine folk. Hun blev indrulleret i en tidlig alder på grund af familieforbindelser til guerillaen. Jessica har ledt sine tropper i kamp over hele det sydlige Colombia. Hun kommer ikke til at savne guerillalivet og ser frem til freden. Hun glæder sig til en dag at kunne danse til Barranquilla-karnevallet som civil.
Deres rifler er klar. Forsiden på Yolis avis fortæller om »FRED!« i klare bogstaver. Ved siden af sidder Darwin og studerer FARC's manual. Under forhandlingerne brugte guerillaen den tid, der tidligere blev brugt på øvelser til at forberede dem selv mentalt på overgangen til civilt liv.
En guerillasoldat barberer sig i floden ved lejren. Vandet bliver brugt til alt fra drikkevand til at vaske op i. En FARC-lejr har som regel et køkken og et ryddet sted til øvelser.
Soldater bygger en lade til en civil støtte. Steder hvor FARC har regeret uimodsat, har de ofte støtte fra landmænd, der ser dem som de facto regering og sikkerhed.
William sluttede sig til guerillaen som 12årig, da krigen gjorde ham forældreløs. Han vil gerne være lærer en dag, eller i det mindste lære et fag så han kan åbne en forretning. Men der er ingen tvivl om, at FARC er hans familie. »Hvad der end sker efter vi afleverer vores våben, vil jeg altid være en del af FARC.«
»Jeg vil være forfatter! Eller skuespiller! Jeg vil have, at os guerillaer fortæller vores historie fra vores perspektiv, så ingen misforstår den. Kig på det her spejl, det har Beatriz bagpå. Hun var min mentor, da jeg sluttede mig til. Hun blev martyr under et bombardement. Vi fandt aldrig hendes lig. Jeg lavede spejlet så hun altid er med mig lige meget, hvor jeg er. Så mærkeligt som det lyder, betyder det spejl mere for mig end det meste andet i verden.«
Kommandanter forbereder en tale, der skal annoncere en definitiv våbenhvile. Lejrens chefer følger de ordrer, der bliver givet fra det sekretariat, som forhandler med regeringen. Mange mænd og kvinder i junglen har aldrig kendt til andet end konflikt. Militære forsvindinger, paramilitære massakrer og vold udøvet af guerillaerne selv. Sekretariatet indrømmer, at organisationens overgang kan tage flere år.
Paola øver sig i egnens traditionelle dans med sine kolleger. »For at være ærlig, så er jeg nervøs,« hvisker Paola, der er guerilla og radiospecialist. »At gå tilbage til at være civilist. Vil folk være bange for mig? For os? Jeg har været guerilla, men jeg er bare en kvinde med drømme ligesom resten af verden. Jeg håber at os guerillaer kan genintegreres i samfundet og ikke blive stigmatiseret, eller værre, blive jaget af vores fjender.«
Fodboldturneringer mellem FARC's frontgrupper har været udbredt så længe som guerillaen har eksisteret.
Kommandant Leidy er anerkendt som krigshelt. Hun nævner, at måske fordi hun ikke havde en barndom, kompenserede hun et moderligt lederskab til at lede sin tropper effektivt. Spurgt til hvordan hun føler om sine bedrifter og fiaskoer, begynder hendes øjne uventet at blive våde. Hun kigger over trælinjen som om hun undersøger den umådelige størrelse af en illegalt tilværelse levet i kamp og på flugt. »Jeg føler sorg,« siger hun bevidst vemodigt.
Jeg bliver bedt om at gå på patrulje med Olga omkring lejren, ganske sandsynligt for sidste gand. I baggrunden kan jeg høre kommandant Arnulfo indtage talerstolen. Minutter senere kan FARC's kendingsmelodi høres fra vandskadede højtalere. Mens vi går længere væk drukner junglens lyde larmen fra lejren. Det er lyden af en krigs afslutning.
Billeder
Reportage

De sidste dage i vildnisset

Fotograf Tomas Ayusos fotoserie følger FARC's ”Front 62”, der lever deres sidste dage i vildnisset, Colombias nu tidligere slagmarker...