Print artikel

Manipulation som markedsførings-katalysator

Essay
29.05.18
Advarsel: Følgende essay indeholder diskussioner af race og seksuel vold. Derudover, hvis du er sådan anlagt, Advarsel: advarsel.

Da jeg cyklede hjem en aften, så jeg plakaten for Madame Nielsen og Sort/Hvids (Christian Lollike) seneste samarbejde, nemlig teaterstykket White Nigger/Black Madonna (herefter Black Madonna, stykkets nuværende titel). Det var ikke første gang, jeg blev forfærdet over hvad, der i dansk samtidskunst, formår at få statsstøtte.

Titlen er en rå sammenligning. Sort og hvid er selvfølgelig modsætninger inden for farveteori, men at sidestille et racistisk udtryk, som hovedsageligt blev brugt i U.S.A. til at beskrive de afrikanske slaver og deres efterkommere, med enten Jesus’ mor eller ‘the Queen of Pop’ (selvom musikvideoen til Like a Prayer komplicerer dette) er lidt vanskeligt. Sammenligningen handler snarere om, at farverne hentyder til de social konstruktioner, vi kalder race. Nu er intentionen bag titlen på en og samme tid langt klarere, men også langt mere kompliceret. Hvis n-ordet skal fungere sådan, kræver det et specifikt sæt af historiske og materielle betingelser, for at kunne danne mening. Så, hvordan skal vi forstå, den nu udeladte del af titlen? Hvilke historiske og materielle betingelser skal vi bruge, hvis vi skal kunne afkode den iboende mening? Er der måder at forstå det, som ikke risikerer at reducere racismen til et problem om ‘ringe kår’, eller status som ‘udenforstående’? Eller er plakaten ikke andet end provokerende nonsens, forklædt som markedsføring? For at benytte internet terminologi, så er den eneste måde at beskrive markedsføringsstrategien: “much provocative, v[ery] edgy”.

Følgende essay behandler Black Madonnas markedsføringsstrategi, hvilket er sådan, størstedelen af den danske befolkning kommer til at opleve stykket. Fordi jeg ikke har set stykket, deler jeg dette perspektiv. Derfor vil jeg heller ikke kommentere på selve stykket. Debatten omkring stykket drejer sig ikke om et indhold, de fleste ikke kommer til at se. Debatten handler derimod om, hvorvidt man burde beskytte dem, der mener at have lov til at promovere et stykke, ved at hænge plakater op, der indeholder et racistisk udtryk i en ‘kosmopolitisk’ by. Og heraf udspringer der sig en anden debat, som handler om, hvor højrøstet de, der mener, at det er forkert, bør have lov at være.

Hvad angår den første debat vil jeg sige, at der er visse omstændigheder, hvor brug af n-ordet opnår stor kunstnerisk effekt. Når det så er sagt, og ved at adoptere et distanceret perspektiv, så tror jeg, at det at male byen til i plakater der skildrer en hvid, men ‘blackfaced’ kunstner akkompagneret med n-ordet virker unødigt anstødeligt. Ja, det kan næsten virke som om, at det var tiltænkt at skabe furore. Hele idéen med at være ‘kulturel uansvarlig’, grunden til, at man følgeligt kan opnå et omdømme og karriere er, at man ikke nødvendigvis forbeholder sig retten til at blive gratuleret for det.

Tager man i betragtning, at markedsføringen var “much provocative, v edgy”, så tænker jeg, at reaktionen på provokationen er berettiget. Det indebærer også at rive plakaterne ned (sikke en rædsel…), og endda at ‘anmelde’ det stødende sprog til moderatorerne på Mark Zuckerbergs Facebook. For den slags kan Mark ikke lide at se på sin væg. Man må have in mente, at hvis man træder ind i et offentligt forum og siger noget krænkende, kan det være, at man bliver bedt om at holde mund. Hvis dine krænkende udtalelser træder ind i den gråzone mellem tale og talehandling som virker intimiderende for andre, så er der en mulighed for, at de reagerer kraftigt på det…. de river måske endda dine plakater ned.

På en måde, så handler den første debat om, hvordan man bruger et engelsk ord, og det danske folks manglende evne til at forstå ordet. Den eneste konklusion jeg kan drage er, at det danske folk, på trods af en vrangforestilling af sproglig pragt, endnu ikke har overkommet problemerne ved oversættelsen af et idiom, som Derrida beskriver det i Monolingualism . Noget af essensen ved ordet går tabt i en oversættelse. Noget der allerede uundgåeligt er sket ved at skrive dette essay. Det har som regel noget at gøre med et sprogs poetik, og ikke med den empiriske eller historiske brug af ordet. Det kan sagtens være, at du kan se amerikanske film, hvor karaktererne bruger smædeordet og forstår, at deres motivationer er racistiske, men, selvom det er sandt, rammer det stadigt ved siden af. Det handler ikke om, hvordan et ondt ord bliver brugt. Det handler nærmere om et ords underliggende struktur af meningsdannelse, og hvordan denne struktur har diskrimineret et folk i årtier. Endda med billigelse fra en voldelig statsmagt. Eftermælet af denne vold er stadig tilstede.

Det er en vold, som påpeget af den afro-pessimistiske teoretiker Frank Wilderson III ved et foredrag i Folkets hus, overskrider mainstreamdiskursens forståelse. Wilderson nævner som eksempel, sydstaternes systematiske avl af slaver i det 20. århundrede, der resulterede i, at slavebefolkningen eksploderede, fra 300.000 til over 4 millioner. Man kan, argumenterer Wilderson, ikke engang begynde at beskrive grusomhederne som fx voldtægt, da forudsætningen for voldtægt er (mangel på) samtykke og forudsætningen for samtykke er rettigheder. I Wildersons perspektiv er det ikke kun det, at n-ordet indebærer kimen til denne ubegribelige vold, men at denne vold bliver reproduceret i den dominante (hvide) kultur, som nægter at anerkende den. Vælger du dermed at lave plakater med n-ordet skrevet på, så leger du med noget, der er en smule mere voldsomt end bare ‘provokerende’.

den eneste måde at beskrive markedsføringsstrategien er: “much provocative, v[ery] edgy”.

Det modangreb, som den aktivistiske reaktion er blevet mødt med er, og som jeg har hørt fra mange er, at ingen ord burde have den form for magt. Mit svar hertil er todelt. Det sætter først og fremmest en farlig præcedens for al kunstnerisk udtryk. Ord og symboler er magtfulde, derfor gør vi ting med dem, og det er med ord, at vi producerer en del af kulturen. Men udarbejdelsen af dette argument må vente til en anden gang.

Mit andet svar til kritikken lyder på, at selvom jeg er sympatisk indstillet over for de, der ønsker sproglig frihed, så er deres egentlige problem kolonitiden og slaveriet, og at mange stadig lider af arven af dette, snarere end med de, der er uenige med den chikanøse markedsføring. Selvom det langt fra er en perfekt metafor, så kunne vi, som et eksempel på mit ovenstående argument, betragte historien om Kong Knud ved strandkanten, der forsøger at forbyde tidevandet at stige for ikke at få våde fødder; i det mindste hvad angår det ramaskrig, der tilslutter sig til idéen om, at det er acceptabelt at markedsføre et teaterstykke med n-ordet.

For nu at bevæge mig en smule væk fra mit emne, kan vi tale lidt om kunst. Det er som om, at når kunst diskuteres i den danske presse, beskrives det altid som et transcendentalt ‘safe space’. Her tænker jeg på Mette Høegs angreb på Emma Holten og Olga Ravn, hvis argument kan opsummeres: ‘Hold nu op med at besudle kunsten med virkelighedens banaliteter’. Det samme gælder for Mikkel Bruun Zangenbergs kritik af Ravn. En britisk akademiker, som er bosat i Danmark, har endda, i tråd med de førnævntes tænkning udformet en slags manifest. Pointen jeg vil lave er, at det altsammen synes at være baseret på en naiv æstetisk teori som kræver, at kunst på en eller anden måde skal tænkes fuldkommen separat fra de betingelser, under hvilket det formuleres. Som om at selve ideen med kunsten er et privilegeret adgang til ideation. Det synes komisk, da kunst kun eksisterer i verden og er derfor afhængig af dets betingelser. I Josefine Klougarts forsvar af stykket, udgivet i Politiken, stiller hun sig undrende overfor, hvorfor de materielle realiteter som stykket søger at adressere, har en betydning for stykkets forsøg på at adressere disse materielle realiteter. Klougart begræder ligeledes den såkaldte identitetspolitiske fløjs indblanding i et stykke om identitetspolitik. Der findes rent faktisk mennesker, som har noget på spil i denne sfære, som de kunstnere, der som fluer på en lort tiltrækkes af det grænseoverskridende og tabuet, og overser dem, der ikke har lyst til at være månedens emne. Det er alt sammen meget fint, hvis formålet er at gøre kunst til irrelevante eksperimenter med form; så slipper du for at blive tiltalt af de subjekter du anså som objekter. Men hvis objektet for dine kunstneriske undersøgelser er relaterede til den verden du skildrer, så kan det være, at den verden svarer igen. Selv de dele af verden, du aldrig havde tænkt på.

Ja, det at blive kastet ind i en verden, der er så stor en del af forestillingens angivelige emne, gør det svært at anskue markedsføringen som en forseelse. I en kontekst, hvor amerikansk kultur dominerer, og er en kulturel produktion, der længe objektificerede, udnyttede og kapitaliserede på sorte kroppe, så er det svært at forestille sig, at spørgsmålet om markedsføringen ikke er blevet diskuteret. En forestilling der forholder sig til, hvordan denne kulturhegemoni har sneget sig ind i den danske bevidsthed er måske fundamentet for noget interessant, men man forventer, at kunstneren træder varsomt. Det kræver godt håndværk at skabe politisk kunst. Jeg har sympati for Klougarts ønske, som hun udtrykker det i Politiken, for politisk kunst der ikke slår en oven i hovedet med, hvad man burde tænke, hvilket er, hvad Black Madonna på den ene side opnår. Dog kan der på den anden side argumenteres for det modsatte. Hvorom alting er, så stemmer stykket ikke overens med Klougarts ønske om fritænkning.

Havde forestillingen haft en dansk titel, hvor det danske equivalent til n-ordet var blevet brugt i stedet (neger ligesom det engelske “negro”, selvom det stadig er langt fra ideelt), havde der måske været mindre furore. Det skyldes en række ting. Først, fordi der er en kulturel norm i Danmark, der nærer kærlighed til en lille bitte smule god gammeldags politisk ukorrekthed (selvom det danske folk dårligt kan gå over for rødt), som har marginaliseret mange anti-racistiske stemmer når det kommer til, hvad man må sige og ikke sige. For det andet, fordi ‘neger’ i mindre grad er forbundet med slaveri – omend der stadig er en forbindelse – systematisk avl, ‘lynching’, politivold, massefængsling og racediskriminerende politikker. Men problemet er, at Nielsen og Lollike, ved at bruge det engelske ord i en forestilling om at se på amerikanske tilstande fra et dansk synspunkt, trådte ind i en anden debat. En debat hvor adgangsbilletten altså er at arbejde hårdere på ikke at blive misforstået.

I mine øjne er spørgsmålet: Burde jeg ophøje de meninger og ideer fra kunstnere, som, i et forsøg på skabe kunst om et betændt emne, blev overrasket over den stærke modreaktion de fik på deres skældsords-markedsføring? Altså nogen der virker overraskede over, at det betændte emne de udforskede, fordi det er betændt, faktisk viste sig at være betændt? Det virker elementært. Så elementært faktisk, at jeg næsten ikke kan tro at Nielsen og Lollike overså det Og det leder mig til at spekulere over, hvorvidt Nielsen og Lollike ikke vidste nøjagtigt, hvad de havde gang i, og præcist hvilken reaktion de ville fremprovokere, og at de kunne kapitalisere på emnet. “Much provocative, v edgy, so art”. Den måde at arbejde på – at bruge chok fra en privilegeret og beskyttet position – opererer inden for det, der reproducerer racisme. At bruge n-ordet på plakaten i en dårlig sammenligning kræver en racistisk kultur, for at kunne fungere som “much provocative, v edgy” markedsføring for et statsstøttet kunstværk.

Jeg har forsøgt at undgå at bruge ordet “racist” i dette essay. Det skyldes, at jeg på den ene side er ligeglad med indholdet af Nielsen og Lollikes sjæle, men mest af alt fordi bitter erfaring siger mig, at når hvide mennesker bliver anklaget for racisme, så har de en tendens til at lukke ned. Men emnet er uundgåeligt. Den racisme der er på spil her, er ikke nødvendigvis det, der motiverede Nielsen og Lollike (det kan vi aldrig vide). Men deres evne til at handle så uansvarligt og stadig have så stor en effekt, udtrykker en bredere racistisk logik, som gennemsyrer kulturen; en kultur, der i højere grad vægter tilfældige indfald fra de statsstøttede kunstnere, end erfaringerne af de, der er blevet til objekt for de kunstneriske luner.

Det, der irriterer mig allermest ved denne sag er, hvad der virker som en faux naivitet og overraskelse i mødet med den overvældende modreaktion, som både Nielsen og Lollike giver udtryk for i pressen og på de sociale medier. Hvis de ikke havde set den komme, hvilket virker usandsynligt, så vil jeg mene, at de ikke har lavet nok research som kunstnere, til at kunne håndtere deres emne. Hvis modreaktionen var planlagt, hvordan skal vi så forstå deres forstillelse? Er det et udtryk for faren ved en kortslutning mellem kunstværk og virkelighed? Der kunne måske være noget at beundre her, hvis ikke det var så selvfedt. Konsekvenserne af deres stunt får enhver spekulation over eventuelle gode intentioner til at bryde sammen. Hvordan kan det være, at vores tænkning er blevet så opstyltet, at vi leder efter de gode intentioner, som om de vægter højere end handlinger?

I sidste ende er det eneste Nielsen og Lollike har formået at manipulere folks angst for at blive kaldt racister. En manipulation der fungerer som en slags markedsførings-katalysator, hvormed den aktivistiske respons bliver præsenteret i et sådant lys, at de forekommer voldelige, aggressive og som den frygtindgydende anden. Den danske befolkning er blevet tvunget til at være vidne til en debat om en plakat for et teaterstykke, de aldrig kommer til at se. Det er selvfølgelig en fantastisk god måde at sælge billetter på, men det betyder også at alle gode intentioner om at invitere ind til en nuanceret debat om race går tabt.