Print artikel

På moderne bistro i hidsig grøn fleece

Giaconda Dining Room som bygningen så ud i gamle dage. Foto: CC
Anmeldelse
31.01.11
Bespist. The Giaconda Dining Room er udråbt som et af Londons bedste nye spisesteder. De gør det godt, men behøver ikke glemme salt, næste gang de serverer tunge. Dette er anden artikel i serien om ’Albion på menukortet’.

Smukke Jesper var rejst hjem, og jeg var alene i London. Men ikke længe. En gammel ven gjorde stop i byen på vej til maraton-løb et eller andet sted ude i verden. Han tjener til føden som læge – actionlæge med speciale i skudsår og afhuggede lemmer – men sætter allermest pris på at spænde langrendsski på fødderne og mosle hen over polarisen eller løbe bjergløb i Schweiz. Men her var vi stødt sammen i London – vi skulle have noget godt at spise.

The Giaconda Dining Room åbnede forrige år og blev mere eller mindre med det samme udråbt til bedste nye nede-på-jorden-restaurant i London inkl. Bib Gourmand-klistermærke til ruden. Spisestedet hører hjemme i Soho, der trods vedvarende hype er der, alle turister tager hen for at drikke øl og se Løvernes Konge i musical-udgaven. Men kender man skidt fra kanel, og har man gjort sin research, så ligger der gode steder og putter sig inde mellem turistfælderne. På Giaconda er indretningen spartansk, lokalerne små med lavt til loftet, vin i reolerne, hvid dug på de tætsiddende borde og toilet på gangen. Uden i køkkenet og på gulvet huserer de velmenende ejere selv. Det er ”independent” restaurantvirksomhed, helt som det skal være.  

Kortet er a la carte, og let overskueligt – 10 forretter, 10 hovedretter og halvt så mange desserter. Vinkortet er fransk domineret med afstikkere til Italien og Tyskland. Ca. halvdelen af retterne forholder sig til den nye engelske tradition à la St. John, hvor lokale råvarer og ikke så meget andet pjat er i centrum. Den anden halvdel udgøres af europæiske evergreens som dagens risotto og Vitello Tonnato.

Som medspiser er actionlægen egentlig ikke noget oplagt valg. Jeg tror, han kunne leve glad og tilfreds på en diæt udelukkende bestående af havregryn, rosiner og skummetmælk. Som sportsmand drikker han meget lidt, og så synes han fuldstændig at have afviklet sin civile garderobe til fordel for svedtransporterende og super strækbart friluftsgear i demonstrativt friske farver (hidsig grøn var han særlig glad for ved denne lejlighed). Men når det er sagt, kan man godt få skovlen under ham, og han kan nyde et godt måltid i venligt lag så godt som den næste. Det kræver bare, at rammerne er i orden, men så må man jo kridte skoene, når man er den, der insisterer på at gå ud.

Han valgte at lægge ud med en lakse-tatar rørt med tynde agurkeskiver, fennikel og eddike-dressing. Jeg fik rødbeder og porrer i vinaigrette med en gedeostecreme på toppen. Begge dele friske og knasende, fint afstemt og kønt anrettet. Under maden underholdte jeg om min nye matrix for læsning af litteratur : 50 % klassikere, 25 % kvalificeret trash, 25 % aktuelt og så lidt som muligt på dansk. Vores alder taget i betragtning citerede jeg frit efter hukommelsen fra førstnævnte kategori »Thirty – the promise of a decade of loneliness, a thinning list of single men to know, a thinning briefcase of enthusiasm, thining hair«. Han så ud, som om han savnede sin kone og sine ski.

Til hovedret fik actionlægen et skud protein i form af  en stor sirloin steak med løgkompot og stegt præcis som bestilt. Ikke så mange dikkerdarer der, men veludført og god i smagen. Jeg fik pocheret oksetunge med linser fra Puy. Det er i sagens natur en af den slags retter, man skal være voksen nok til at spise, når man nu engang har valgt den på kortet. Men lige her kolliderede bestillingen med en af det nye engelske køkkens idiosynkrasier – frygten for salt. Jeg ved ikke, hvad det er, men i England synes salt at have indtaget pladsen som sundhedens fjende nummer et. Et langt stykke hen ad vejen kan man jo dossere sig ud af den opfattelse direkte ved bordet, men indvolde, deriblandt oksetunger, har brug for salt, som en pind-is har brug for pinden, og den eftersaltning, jeg selv kunne arrangere, fik aldrig for alvor gjort kål på tungens ferskhed. Spild af god tunge, må man tillade sig at mene.

I glassene var der rødvin fra huset l’Hortus, hvis marker har hjemme for foden af Pic St. Loup i Sydfrankrig. Den pic har jeg for ikke så forfærdeligt længe siden besteget, og i et forsøg på at dreje samtalen over på noget fysisk, virkede det som et oplagt valg. Vinen smagte af røde bær på gamle fade og blev serveret for varm, men ikke noget, som den isspand, vi fik hidkaldt, ikke kunne rette op på.

Til sidst to espressoer, ingen dessert og mætte ud af klappen med en regning i baglommen lydende på 80 pund og 25 pence. Det må siges at være billigt for oplevelser af den kvalitet, selv når man trækker fodfejlen med saltkarret fra. Vi lod Soho være Soho og hoppede ind i en klassisk London Taxi og bad chaufføren sætte kursen mod The Nags Head i Westminister. Der indenfor sad tre mænd sidst i 50’erne iklædt deres stiveste puds fra Savile Row og røg fede cigarer under et stort skilt med rygning forbudt, mens de drak pints og klarede verdenssituationen. Det er åbenbart ikke alt, der bliver tyndere, når man har rundet de 30. Vi tog fleecen af og hilste på.

Jeg bilder mig ind, at det var takket være en succesrig aften, at der blev lagt 2 minutter og 45 sekunder til actionlægens berammede tid, da han et par dage senere løb i mål.