Print artikel

Velbekomme og værsgo at erindre

Reportage
02.02.16
Med udgangspunkt i Marcel Prousts berømte madeleinekage-scene, undersøger forsker- og kunstnerparret Fran Gallardo og Audrey Samson i samarbejde med konditor Nathalie Bonnot, hvilken rolle tungen spiller for erindringen. ATLAS har sendt en reporter til Kunsthal Aarhus for at spise kage.

»Hvor meget skade medfører ordet?« lyder det på dansk fra én ud af seks højtalere placeret på et oktogonisk tæppe i et tilsvarende oktogonisk rum. Og med mig placeret midt på tæppet. Multi-kanal-lydinstallationen med navnet Lektor, er en del af kunstnerkollektivet Slavs and Tatars udstilling Stongue på Kunsthal Aarhus. Som desuden er en del af kunsthallens Collective Making-program. Fra højtalerne, der står i udstillingens galleri 3, formidles – på seks forskellige sprog – det tyrkiske epos Kutadgo Bilig (Visdommen om kongens ære). Jeg har lyst til at blive stående. Jeg har lyst til at sætte mig ned. Træt i øjnene, det er lørdag, jeg har lyst til at lukke dem og lytte til de forskellige stemmer. Ikke sproget eller ordene, bare lyden. Så vidt kan det ingen skade medføre. Der er noget fængende ved rummet, dets farve og dets midlertidige sprog. Sidst jeg stod der, var der fyldt med frø. Det kan ikke ødelægge resten af weekenden, tænker jeg, men måske starte den.

Udstillingen indeholder en række andre gallerier med vidt forskellige materialisering og udformning, men med nogenlunde samme tematik: at undersøge sprogets frigørende kræfter, sproget som politisk, sprog som noget der oversættes, erfares, erindres. Om end det kan være svært helt at få øje på det, før man har læst paratekster og fået indsigt i kollektivets kreative udgangspunkt, ligger der allerede også i titlen et hint til udstillingens samlingspunkt. Tungen som redskab. Med s’et foran er ordet samtidig med at være tunge også det at blive stukket, stung. Jeg forestiller mig som det første et stort stik på netop tungen, der forhindrer denne i at udføre det den egentlig er sat i verden for: At tale. Måske skal det forstås helt anderledes og måske er det okay, at det blot er sådan, jeg forstår det. Om ikke andet er det nok det eneste, jeg rigtig kommer til at forstå denne eftermiddag.

Smagen af andet end Combray

Muligheden for selv at skabe sine egne associationer kunne nemlig samtidig være udgangspunktet for at tilgå den performance som Kunsthal Aarhus har knyttet til udstillingen: SMAGSEVENT: DREAMING IN TONGUES/舌頭/LANGUES/ بألسنة/TUNGER som det både mystisk og nærmest vulgært står skrevet på Facebook og Kunsthallens hjemmeside. At smage, at drømme i tunger, de kapitaliserede bogstaver og de mange sprog. På samme tid uoverskueligt underligt og underligt fængslende. Jeg er ankommet én time tidligere for at – så at sige – varme op med selve udstillingen. For at få tungen på plads.  

Begivenheden tager udgangspunkt i den franske forfatter Marcel Prousts gigantværk i 13 bind På sporet af den tabte tid, der udkom i perioden fra 1913 til 1927, hvori hovedpersonen Marcel i voksen udgave – som værkets nok mest centrale trope –spiser en madeleinekage dyppet i lindeté og dermed sender fortællingens narrativ tilbage til familiens feriested i den opdigtede franske by Combray. Her husker Marcel som barn hver søndag morgen at have spist tante Léonies kage af samme navn. Kagen repræsenterer et stykke af fortiden i værket og fungerer som en art katalysator for minder, drømme og erindringer. På Kunsthal Aarhus vil de undersøge, hvor en sådan kage med andre smage og andre ingredienser, kan lede vores tanker hen.

De lave sanser til tjeneste

Mens smags-, lugte-, og følesansen i den æstetiske tradition altid har været underordnet de større sanser, synet og hørelsen, forsøger forsker- og kunstnerparret Fran Gallardo og Audrey Samson, der er inviteret til lejligheden, at give netop disse lave sanser en æstetisk værdi i samme øjemed som Proust gør det i sit værk. Det skal foregå ved først at introducere tungens rolle som et både politisk og sprogligt redskab. Gallardo, en vel- og sortklædt herre med et velklippet sort skæg og velvalgte briller med sort ramme, begynder sit oplæg med på engelsk med en accent og en distance til mikrofonen, der gør det allerede komplicerede net af røde (i flertal, ja) tråde, ret meget mere kompliceret at følge med i. Ja, lidt som om hans tunge ikke udnytter sit fulde potentiale som sproglig formidler. Ikke desto mindre starter Gallardo med at pointere, at tungen nok er politisk, men også er et legetøj. Tungen vækker hukommelsen, der viser identiteten. Kroppen og tungen er en udvidelse af markedet og kapitalismen. Lader jeg mig forstå. Vi kan i vores produkter, de ting vi smager på, spore en transporthistorie; vi kan spore, hvor produkterne kommer fra. Noget hører til bestemte steder, men det samtidig overleveres og overlever. 

Et billede af en kæmpe edderkop troner op på den hvide væg. Jeg sidder bagerst og må hele tiden rykke min stol mod højre og venstre for at kunne se noget for personen foran mig, der står op og også har besluttet sig for at rykke skiftevis til højre og venstre. Sådan nogle, forklarer Gallardo og peger på edderkoppen, finder man ofte i USA, når man pakker fødevareprodukter ud. Det giver os et billede af, hvor maden er fra. Det viser, hvordan vi lever i en økologisk æra, hvor alt er integreret. Desto mere specifikt vi kigger på livsformer, desto mindre singulære identiteter viser de sig som. Samson overtager med lidt mere gods på stemmen. En rød tråd er nu trukket hen mod flygtningekrisen og de nye hegn i og om Europa. På trods af at alt er integreret, prøver vi stadig at definere hvad en nation er. Vi prøver stadig at skille ting ad, placere ting og mennesker i bokse. Noget hører til, noget gør ikke. Det er også derfor, påpeger Samson (i min reviderede udgave), da et nyt slide med et still af en mand foran Schönbrunn Schloss i Wien vises fra projektoren, at denne mand ikke kan knytte drømmen om Europa, til det Europa han oplever. Slottet ligner det paradis, han havde drømt om; de symmetriske haver og den mængde af plads, der i en grad symboliserer den eftertragtede europæiske frihed. Men det er ikke sådan Europa er. Jeg tænker på slottet, som jeg selv har besøgt et par gange. Hvordan det for mig symboliserer en fortids konservative normer og konventioner. Snarere det modsatte af frihed. For en stund bevæger Samson sig lidt væk fra tungen og ind i en længere neurovidenskabelig udredning om hjernens evne til at gemme kernen af et minde, men som gennem fremkaldelsen bliver en del af et system, der både består af drømme, hukommelse og udvidelser. Derfor vil mindet altid være konstrueret, siger hun. Også ens gestikuleren påvirker den måde, vi husker på. Hvordan vi spiser maden, påvirker måden, vi husker maden på. Og her kommer vi så til den centrale begivenhed, som også er den del, der varede kortest: Madeleinekage-spisningen.  

Fra øllebrød til fjerne fremtider

Tre kager bliver delt ud af konditor Nathalie Bonnot. Først Øllebrødskagen – og herfra tager jeg den nok mest specifikke lærdom, der blev forklaret af Samson under uddelingen og med opskriften på væggen: Rugen har oprindeligt være dyrket i mellemøsten, men har flyttet sig med nord for at blive en slags skandinavisk varemærke. Her begynder nogle linjer at tegne sig. Vi tænker på en bestemt måde om bestemte ting, når vi smager dem, men måske er vi ikke klar over, hvilke associationer de også kan give, hvilke identiteter de også har. Hvilke minder de også kan fremkalde. Anden kage er en Fertile Crescent og var markant pga. dens unsalted pistachios. Her bliver dens transportabelhed koblet til et iransk-amerikansk forhold. På trods af, at pistachien primært har været en persisk eksportvare, boomede pistachie-industrien i Californien efter den iranske revolution i 1979, hvis nye styre vendte sig mod USA og dermed også begrænsede eksporten. Sidste kage, som jeg får tillusket mig et stykke af, bærer navnet Far Futures og har ophav i Hong Kong. Her lader den primære association til at omhandle rismelet, som skulle være den første eksportvare, der blev handlet med i et fremtidsorienteret produktionsperspektiv. Og så, inden jeg mod tungen føler den aflange, mørkebrune kage med sort creme af sesam paste slynget ud som en lille orm på toppen: tak for i dag. 1, 2, 3, velbekomme og værsgo at erindre.

Når jeg går ind til et event eller en udstilling uden forventninger, har jeg paradoksalt nok ofte en forventning om at få indfriet nogle af disse ikke-eksisterende forventninger. Eller at få skabt den undervejs. At – i dette tilfælde – få en æstetisk eller sansende oplevelse eller blot gå nysgerrig derfra. Æstetisk og sansende var performancen i kraft af at være en del af udstillingen, som en udvidelse af at forstå tungen som redskab - men den bliver det aldrig rigtig i sig selv. Det var den for teoretisk iscenesat til at være. Det var som sådan også ok. De indledende oplæg havde deres egen værdi og udgangspunktet og referencepunkterne for hele begivenheden var syret nok i selv til at fremstå som en slags æsteticering af det at smage, og mere specifikt, det at smage på en kage. Og på trods af at være gået ud fra Kunsthallen uden egentlig at føle, at jeg havde forstået særligt mange sammenhænge mellem de mange pointer; på trods af, at jeg ikke egentlig følte, at jeg havde overværet en performance; og på trods af, at jeg gik derfra absolut ikke-sansende og ikke-drømmende, men blot fint tilfreds over kagens velsmagen, skal de have cadeau for at lave den slags ting, der trækker opfattelsen af det æstetiske rum og den æstetiske oplevelse ud af de vante rammer. Jeg gik derfra i stilhed, tænkte lidt på Proust, tyggede lidt i kagen, men sagde ikke et ord. Ingen skade gjort, ingen erindring vundet.