Print artikel

Når fire guillotine-romantikere drikker Prins Henriks vin

Brad Pitt og Angelina Jolies provencalske rosé
Kritik
13.07.16
Alle mulige kendisser har sat sig for at lave vin. Angelina Jolie og Brad Pitt laver rosé i Provence og Cliff Richard laver rødvin i Portugal. Gerard Depardieu, Andrés Iniesta og selvfølgelig kongehusets eneste bud på en figur med vinderpersonlighed, er med på bølgen. Men hvad kan de, og kan man smage noget kendis i flaskerne?

Celebrityvine. Det er en ting. En ting, der ligger i direkte forlængelse af celebrity-tøjmærker, celebrity-parfumeserier, og, for nogles vedkommende, celebrityadoptioner af godt og vel halvdelen af Afrika. Det handler jo bare om, at man simpelthen har så meget tid og så meget købestærk goodwill, at det ville være decideret svinsk ikke at kombinere disse til at tjene endnu flere penge.

Men hvor man sagtens kan narre den celebrity-liderlige hord til at synes, at de jeans og de sneaks man har lagt signatur til, er federe end livet selv. Eller hvor man sagtens kan få en familie med 9 børn, hvoraf x-antal kommer fra og omkring Centralafrika, til at ligne den perfekte familie på glittede fotos i ditto magasiner, så er det straks sværere med vin. Eller hvad?

Et til lejligheden nedsat smagepanel uden nogle forudsætninger for at bedømme en vin ud over evnen til at bestemme om den er rød, hvid eller begge dele og har en pæn etiket, og med det eneste udvælgelseskriterie, at man skulle have drukket meget af det i sit liv, mødtes et hemmeligt sted i København for at smage på et bredt udvalg af celebriteters vinøse udgydelser. Okay, enkelte af os havde nok kloget os ønologt på skrift og i tale ved flere lejligheder, men lad os blot slå fast, allerede her, at den videnskabelige tilgang til den fermenterede druesaft, ikke vejede tungt i oplægget til denne smagning. Til lejligheden var samlet Redaktøren, Ungdomsredaktøren, restauratøren og undertegnede. Aftenens første flaske er Miraval 2014, fra Angelina Jolie og Brad Pitts vinslot i Provence. Flasken ligner et vodkamærke for nyrige teenagere. Redaktøren er hurtig på aftrækkeren: »Det er irriterende, at de har tappet det på den her fancy flaske. Det fede ved rosé er jo netop, at det ikke ligner noget som helst og at du kan købe den på en tankstation uden for Antibes til 3 €.«

Og det er da også sandt. Hvis man vil have nyrige hip-hop stjerner til at drikke rosé af flasken på dækket af en båd imens der bliver optaget en pornofilm nedenunder i kabyssen, så laver man sådan en flaske. Ordet er fesen. Men hvordan smager den? Duften er parfumeret. Smagen er blottet for kant. Det er Hollywood på flaske. Man skal ikke udfordre den med noget der smager meget voldsommere end mozzarella. »Måske har vi en euro-centrisk og snobbet tilgang til det med at lave vin…« forsøger redaktøren sig. »Måske er det bare ikke nogen særligt spændende vin«, svarer restauratøren.

Aftenens anden flaske har royalt ophav og er lavet på Prinsegemalens slot i Cahors. Eller Prins, som han kalder sig nu. Det er under alle omstændigheder ham, de kalder Henrik. Alle omkring bordet er erklærede guillotine-romantikere, så kongehuset er lukket land for os. Vi er dog alle enige om, at Prinsen er den eneste fra den familie, vi har veneration for. Hvilket ene og alene skyldes hans ry som levemand. Den slags må man bakke op om.

»Jeg har kun hørt dårligt om hans vine, men det her er ikke skidt.« Siger Restauratøren og slubrer. Det er Malbec og jeg må erkende at jeg sjældent bryder mig om druen, som, hvis den ikke bliver holdt i ave, eksploderer i fløjlede, solmodne brombærtoner, som for mig er ganske kvalme. Det gør den her ikke. Der er en stringens, noget gammeldags i produktionsformen, noget støvet, som klæder druen godt.

Ungdomsredaktøren er ikke helt så imponeret; »Den lover lidt mere end den holder, ikke?« Siger han efter at have både snuset og smagt, »Men det kan man vel også sige om kongehuset?« Der er samtykkende mumlen om bordet. Den koster 175,- kroner i indkøb. Hvilket er en grotesk høj pris i forhold til kvaliteten. Men sådan nogle guldbroderede monogram-tøfler til badeværelset koster altså også kassen.

»Lad os smage den op mod en anden levemands vin!« siger restauratøren og rækker ud efter en ny flaske Lumiere 2002 fra Gérard Depardieus gård i Marokko. Jeg har aldrig smagt en marrokansk vin før. Men jeg har smagt en del nordafrikansk, hvinesødt sprøjt og forestiller mig det tilsat den fallerede skuespillers vulgarisme og gyser ved tanken. Den dufter dog godt. Den er gammel, bevares. Men der er liv og syre et sted. Gad vide om det også gælder for skuespilleren.

»Den smager mere af Depardieu i Green Card-dagene end i de senere års klovnerier,« siger ungdomsredaktøren. Det er Grenache og det er Syrah. Efter en tid tilter den til den håbløst søde side. »Jeg synes, den er god!« bryder redaktøren ud »Jeg er ikke sikker på at jeg har et specielt kultiveret forhold til vin og man må godt score nogle billige point på mig.« Det er sådan mange filmanmeldere altid har haft det med Depardieus film. »Så hvis den vin var din dansepartner, kunne hun godt score dig på gulvet til noget ABBA? Dancing queen?« spørger restauratøren. »Det var overhovedet ikke det jeg sagde,« mumler redaktøren.

Jeg synes, den sveder. Som en tyk mand i Obelix-kostume.

Der er ikke meget måne over Djema el fna, ikke meget sol på de rødmende Atlasbjerge, ikke meget nordafrikansk mystik at varme sig ved. Det kan man til gengæld ved alkoholprocenten, som rammer de 15,5. Den koster 350,- kroner og det er komplet åndssvagt. Jeg synes, den sveder. Som en tyk mand i Obelix-kostume. Og derfor går vi videre til den næste. Fra en mand der aldrig sveder. Som altid er tør og stram og smilende. Som helt sikkert bruger talkum i bukserne.

Restauratøren åbner Adega do Cantor/Special edition fra Sir Cliff Richards portugisiske getaway. »Jeg så den på tilbud ude i Domus Vista. 3 for 255,-. Det spændende ved Domus Vista«, siger han og stiller flasken fra sig et øjeblik, »…er at der kun bor gamle mennesker derude. Altså, seriøst gamle mennesker. Det er som om man er på en anden planet. Der er ingen p-pladser og når man kommer tættere på forretningen så er det bare gangstativer og tri-let’er. Ældrecrossere, du ved? Tror Domus Vista er et plejecenter,« siger han og ser tænksom ud.

»Men det er en speciel type gamle mennesker,« uddyber redaktøren, der åbenbart også har været på social safari på den anden side af Valby Bakke. »For det er ikke velhavende gamle mennesker. Det er dem der er blevet fordrevet ud af Frederiksberg. Det er den aldrende velfærdsstat og alle de nye DF-vælgere. Sindssygt sted.« Siger han og ser oprigtigt rystet ud. »Nå, men dér ligger en Meny som havde den på tilbud.«

Totalt ukompliceret som manden selv. Kan fylde Royal Albert Hall den ene dag, Boxen i Herning den næste

»Sang han ikke noget om vin engang?« spørger ungdomsredaktøren uden at vente på svaret »Christmas time. Mistletoes and wine…« Jo, det gjorde han. Iklædt stonewashed jeans, gammelrosa rullekrave og uden skyggen af en rynke. For evigt. Jeg prøver at ryste synet af mig mens jeg snuser til hans vin. Stram i næsen med flot salvie. Smagen er både ung og gammel. Det er helt tydeligt en blanding af flere årgange. Igen: totalt ukompliceret som manden selv. Kan fylde Royal Albert Hall den ene dag, Boxen i Herning den næste og på tredjedagen optræde "live" i tysk TV. Uden at svede.

Totalt sceneskift til nordamerikansk sport. Det viser sig, at Wayne Gretzky, ishockeyens svar på Michael Laudrup også har en vingård. Vi smager No.99. Den er voldsomt sød i næsen. Ris a la mande og kirsebærsauce. Det er ingen overraskelse. Vi er i Californien, Central Coast, Cabernet Sauvignon.

Ungdomsredaktøren viser sig at være et sandt leksikon af ishockey-viden; »Gretzky? Har han ikke en meget nydelig datter, som er gift med ham golfspilleren der blev nakket for at tage kokain på PGA-touren sidste år?,« »Må man ikke det da?« spørger redaktøren indigneret. Restauratøren slubrer lidt »Ingen tackling med stokken her,« siger han. »Det skulle da lige være sukkerstokken…« prøver jeg. »Der bliver ikke kaldt icing på den her,« siger ishockeyeksperten. Det kører for os.

Efter en livlig og uforløst diskussion om, hvorvidt det er muligt at være hjemløs i Fredericia, kaster vi os over aftenens sidste vin. Den med mest spænding imødesete af dem. Andrés Iniestas, fodboldens svar på verdens kedeligste og mest perfekt revisor, paradoksalt navngivne El Corazon Loco. En legende let blanding af Syrah, Petit Verdoh og Cabernet Sauvignon. Kostald, er alle dem, der aldrig har været i en kostald helt enige om, er det umiddelbart dominerende i næsen. »Det er i hvert fald ikke en kostald jeg nogensinde har været i,« siger restauratøren, som er den eneste af os som rent faktisk kan udtale sig om, hvordan en kostald lugter. Vi bliver dog enige om noget med vådt græs, hø og den kostald som Iniesta er vokset op i. Komplet uanfægtet, at han er vokset op på en vingård og ikke en almindelig gård. Lige meget!

Revisoren med det vilde hjerte

Det er et godt glas vin. Aftenens bedste. For whats it’s worth. »Men han er jo også den af aftenens kändisser vi bedst kan lide. Et sandt renæssancemenneske« sukker ungdomsredaktøren. Redaktøren skænker lidt mere af det vilde hjerte i sit glas og tager en dyb indånding. »Hedonistisk forventning…« siger han så, »…er kort fortalt et begreb, som dækker over, at hvis du forventer noget er rigtigt, rigtigt godt så sender du også nogle signaler til din hjerne, som gør at den kommer med en tilsvarende dom.«

»Vi har alle læst om de her vinsnobber, som er blevet afsløret i have blåstempet noget, der er rigtigt elendigt. Det er ikke nødvendigvis, fordi de bare er spejlblanke vinsnobber. Det er rent faktisk også fordi, at vores hjerne fungerer på den måde, at hvis vi har høje forventninger til noget, så gratificerer vi også de forventninger. Så altså, jeg kan bedst lide den og den kändis og derfor er dennes vin også den bedste.«

Det er jo genialt, tænker jeg ude på gaden bagefter. Hvis det er sandt, så vil ingen Depardieu-fan, så fremt den person stadig findes, kunne smage, at den fallerede skuespiller ikke kan lave vin. Ingen Cliff-fan vil kunne smage, at vinen, selv på tilbud i Meny i Domus Vista, er optrækkeri. Ingen hockey-fan vil kunne drømme om at købe en anden vin end Gretzkys. Ikke blot fordi det er ham, der har lavet den, men fordi den fan virkeligt synes, at det er en super vin. Og alle os republikanere og fodboldfans omkring bordet i aften, ville aldrig være i stand til at sige noget negativt om vores favorit rebel-royales rødvin og om evigt elegante Iniestas ditto. Celebrity-vine. De er inde i dit hovede. Og de er kommet for at blive.

Vi drak:

Miraval 2014 / Provence – Brad Pitt – Angelina Jolie 13-14€

Chateau de Cayx 2011/ Cahors – Prinsgemalen – kr. 175,-

Guerrouane- ”Lumiere”2002 /Marokko – Gérard Depardieu – kr. 340,-

Adega do Cantor, Special Edition / Portugal – Cliff Richard – 3 for 225,-

No 99, central coast, cabernet sauvignon – Wayne Gretzky – 130,-

Corazón Loco premium, fuentealbilla, - Andres Iniesta,– 170,-