Print artikel

»Egentlig er det ret kikset at gå så meget op i mad«

Kasper Hesselbjerg. Bronze or bread, margarine, romaine salad, pickled cucumbers, wax and rubber bands, 2014
Artikel
20.12.16
Myrer på en stamme af flødeis, østersskum og blæksprutte frappé. Mad har længe balanceret på grænsen til kunst. Nu har maden sneget sig helt ind i kunsten, hvor kunstnere bruger den som materiale og omdrejningspunkt. Maden sender kunsten ned i tarmene og bryder kunstens konservative ramme, lyder det fra kunstnerne.

Midt i lokalet ligger en død blæksprutte. De slimede fangarme klasker ned over hovedet, ud over små skrøbelige stykker porcelæn og de hvide skumkasser, blæksprutten ligger overskrævs på. Lyden af bølger, der kaster sig ind på stranden, strømmer fra højtalerne og blander sig med de talende gæster, der sidder med deres paptallerkner ved langbordene. På væggene hænger malerier malet med blæksprutteblæk. Der lugter af hav, salt, institution og varme mennesker. Vi er til middag på kunstmuseet Charlottenborg i København, og det er fiskeaften.

Middagen er arrangeret af kunstner og kok Søren Aagaard og antropolog Henrik Hedegaard. De er mændene bag mad- og kunstprojektet Okto, der i løbet af oktober, november og december har holdt fire madaftener i Charlottenborgs kantine, hvor samspillet mellem kunst og mad er i fokus. Aagaard og Hedegaard laver maden mens forskellige kunstnere dekorerer rummet. I aften er blæksprutteskulpturen og blækmalerierne lavet af kunstnerne Timothy Furey og Heine Thorhauge Mathiasen. Og menuen står på, ja, blæksprutte, bønner og fermenterede roer og beder, som skylles ned med en havvand og tequila.

Selvom vi befinder os i en af de helt tunge kunst- og kulturinstitutioner i Danmark, og menuen simulerer en fancy Michelin restaurant, var ideen ikke at bidrage til det stigende kulturelitære fokus på mad, der har taget plads i den danske og vestlige kultur de seneste år. Hedegaards og Aagaards mission var at bruge mad til at opbløde den ellers opstyltede måde at omgås kunst, og derfra lade en kritik af vores madbesættelse sive op til overfladen.

»I kunstneriske sammenhænge mangler der et rum, hvor det hele ikke bliver så elitært og stift. Et sted, hvor du ikke står og føler dig kejtet ovre i hjørnet, hvilket ofte sker til ferniseringer,« siger Aagaard. »I den forbindelse kan mad noget meget simpelt – det samler folk og får dem til at snakke,« siger Hedegaard.

»Men egentlig er det ret kikset at gå så meget op i mad. Ved bare at købe bæredygtige råvarer og økogulerødder føler vi, at vi får tilgivet vores synder og lettet samvittigheden over at tjene for mange penge og ikke gøre nok for omverdenen,« forklarer Aagaard.

Mad, en kulturel klassemarkør

I 2012 skriver The New York Times: »Foodism has taken on the sociological characteristics of what used to be known as culture. It is costly. It requires knowledge and connoisseurship, which are themselves costly to develop. It is a badge of membership in the higher classes.«

Mad er blevet et kulturelt tegn og en klassemarkør. Og Aagaard og Hedegaard er ikke alene om at tage emnet op. Okto bruger mad som ramme i en kunstnerisk sammenhæng, mens andre er begyndt at bruge mad som materiale i kunsten. Skulpturer i margarine og Jell-o, malerier malet med banan, og performances i form af et middagsselskab. En af disse kunstnere er danske Kasper Hesselbjerg. I sommer lavede Hesselbjerg eksempelvis en performance i forbindelse med den danske kunstmesse Code, der hed Jeg gav dem østers og lod dem vrøvle. Den bestod af ’østers’, der var lavet af en keramisk skal, en vingummi og sake, som beskueren kunne spise. Den performance var også en ret til en af Okto-arrangementerne på Charlottenborg.

Østers er et godt eksempel på den klassemarkør, mad er blevet, forklarer Hesselbjerg. I dag symboliserer østers velstand, men tidligere var det mad for arbejderne i New York.

»Mad er på den ene side personlig og taktil – du mærker den på din egen krop, og du smager den. På den anden side er den kulturelt betinget. Kigger du eksempelvis på palæomad, handler det naturligvis om nogle ernæringsmæssige idealer, men det handler mindst lige så meget om den livsstil, der følger med. Mad er blevet noget kulturelt; noget du definere, dig selv ud fra,« siger Hesselbjerg.

»Bliver maden præsenteret under de ’rigtige’ omstændigheder, æder vi det råt, på trods af at vi måske ikke kunne fordrage det året før. Vi kan efterhånden ikke længere finde uf af at smage selv,« siger Hedegaard. Det ene år er det ramen, det andet år er det new nordic. Madtendenser tager over; vores smagsløg bliver overdøvet af madens kulturelle signaler, forklarer han. Det sætter spørgsmålstegn ved om vi egentlig er interesseret i mad, eller det kun handler om den kulturelle identitet, der følger med. 

Madrutine med mening

Mad har altid været en del af kunsten. Oliemaleriet af den overdådige og næsten erotiske frugtskål. Middagsbordet, hvor familiedynamikker kastes gennem billedet med penselstrøg eller blitz. For ikke at nævne Andy Warhol, hans Soup Cans og indirekte samfundskritik. Nu er der opstået en bølge til, påpeger Aagaard, som ved siden af Okto-projektet også har en kunstpraksis, hvor vores fascination af mad i stor udstrækning bliver kritiseret.

Selvom skyts kan rettes mod vores madbesættelse, er det ikke Hesselbjergs mission at være moraliserende. Hesselbjerg vil hellere ved hjælp af maden undersøge, hvordan vores små hverdags praksisser som middagsselskabet, te-drikning og madrutiner skaber mening i vores liv.

Når du eksempelvis hengiver dig til en madkultur som palæo eller den japanske te-kultur, følger der nogle regler med, forklarer Hesselbjerg. Du kan være nok så uenig med de regler, men overgiver du dig til dem, behøver du ikke at tænke selv; kulturen omkring maden skaber din identitet: »I det sker der en opløsning af selvet, som er destruerende og frigørende på en og samme tid ,« siger han.

Kunst skal mærkes med kroppen

»Jeg tror nogle gange, at madkunst er mere tilgængelig end anden kunst. Madkunst er en umiddelbar sanselige oplevelse,« siger Hesselbjerg. Når du står over for et kunstværk får du mest ud af det, hvis du kan fornemme det med hele kroppen, forklarer han. »Dét sker helt automatisk med kunst, der er lavet af mad. Du får bogstavlig talt kunsten ind i kroppen og ned i maven. Den bliver fysisk en del af dig,« siger Hesselbjerg.

Madkunst eksemplificerer, hvordan man ’bør’ mærke kunsten, noget vi måske ikke er så gode til på egen hånd. Madkunst er en genvej til at mærke kunsten. Men selv om kunsten bliver indtaget og bliver en del af kroppen, skal man stadig tage aktiv stilling til den fortælling, der bliver kommunikeret, hvis den skal ændre og udfordre dig, tilføjer Hesselbjerg.

»Madkunst skal ikke ses som en kunstpille, du bare spiser og så er du oplyst og kunstnerisk stimuleret. Vil du udfordre eller ændre dig selv, skal du engagere dig mere ved blot at spise,”« siger han.

I kantinen på Charlottenborg er menneskene unge og smarte. De andre aftenener var det mere blandet, forklarer Aagaard. »Projektet er blevet lidt mere ’hipt’, end vi havde planlagt,« siger han.

Planen var oprindeligt at holde arrangementet i et kulturhus på Østerbro, men det kunne ikke lade sig gøre på grund af brandsikkerheden. De er nu glade nok for udfaldet på Charlottenborg. Og madkunstprojekter som Okto er på en stille måde med til at opbløde den kulturelitære konservative ramme, der dominerer kunstverdenen.