Print artikel

Ikke alle har ret til et fedt køkken

Maleri af Christian Schmidt-Rasmussen
Feature
25.10.19
Kunstnerbohemen insisterer på leve uden for det etablerede, i opposition til det borgerlige samfunds sociale normer. Men måske er bohemen en romantisk drømmefigur, uendeligt langt fra, hvordan kunstnere rent faktisk lever og arbejder i Danmark i dag?

»Om disse mænd kaldes de forfinede, de utrolige, de smukke, salonløver, dandyer – lige meget; alle har de samme oprindelse; alle har de det særpræg, som kommer af at være i slægt med protest og revolte; alle er de repræsentanter for det, der er bedst i den menneskelige stolthed, denne trang til at bekæmpe og destruere trivialiteten, som man alt for sjældent møder i dag.«

Sådan skriver Charles Baudelaire i essayet Det moderne livs maler, hvor han hylder kunstner-boheme-dandy-typen, som lever uden for det almindelige samfunds borgerlige orden. Bohemen er den, der gør sig fri af alle forpligtelser, og som har det at destruere trivialiteten som sit livsprojekt. Bohemen er den, der har et særligt blik, som adskiller sig fra den almindelige borgers blik, som lader hele sit liv omslutte af kunsten, og så kan der ikke tages hensyn til prosaiske ting som at gå på arbejde og forsørge en familie.

»Begrebet om kunstnerbohemen blev udbredt i slutningen af det 19. århundrede, hvor især parisiske kunstnere identificerede sig selv i modstætning til det borgerlige samfunds sociale normer. I virkeligheden er det et meget romantisk begreb, hvor kunstneren er som en iagttager, der lever et liv i total frihed,« forklarer lektor i litteraturvidenskab på Syddansk Universitet Malene Breunig. Hun har beskæftiget sig indgående med kulturhistoriske strømninger, især i 1800-tallets Frankrig.

Bohemen er altså som figur en idealtype, der ikke findes ”derude” i ren form, lidt som man kender det fra subkulturer, hvor alle er enige om, at der findes noget, der hedder ”hipster”, men hvis man gik ud på gaden på Nørrebro og spurgte sig frem, ville absolut ingen identificere sig selv som en hipster. Bohemen repræsenterer altså en livsstil, man kan stræbe efter, men aldrig leve op til. For hvem kan stå uden for det borgerlige samfunds sociale normer konstant? Nok ikke rigtig nogen. I hvert fald brokkede Baudelaire sig allerede i 1863 over, at den radikale bohemekunstnertype var blevet alt for sjælden, at han alt for sjældent mødte mennesker, som var »i slægt med protest og revolte« og havde en ubændig trang til at »destruere trivialiteten«.

Mennesker med kunstnerens særlige blik, som så det, almindelige mennesker ikke kunne se, og som var i stand til at formidle det sete gennem maleri, skrift, musik eller design af modetøj, som var det sidste skrig inden for kreativ selvudfoldelse dengang, Baudelaire slog sine folder i det 19. århundredes parisiske caféliv. Mennesker, hvis livsstil ud fra normalitetens snævre synsvinkel, må beskrives som afvigende, samfundsundergravende, måske ligefrem depraveret. Dét var for Baudelaire det højeste ideal: At afsværge arbejdet, at gå på tværs af strømmen og insistere på at skabe noget, der ikke kan gøres op i penge eller andre af den slags småborgerlige måleenheder. Penge måtte kun være et middel til at leve det frie bohemeliv, i princippet ville bohemen ifølge Baudelaire være ganske tilfreds med at leve på »uendelig kredit« og gå i graven med en kæmpe gæld – modsat den gode samfundsborger, der arbejder hele livet for at kunne efterlade en arv til sine børn.

Med så radikalt et syn på, hvilken livsførelse der kræves for at skabe kunst, kan man nemt forestille sig, hvad Baudelaire ville sige til situationen i Danmark i dag, hvor kunstnere og deres praksis ofte er så sammenvævede med statens institutioner, at det kan være svært at se, hvornår kunsten begynder, og staten hører op. Man kan kun gisne om, med hvilke hidsige ord Baudelaire ville beskrive et samfund, hvor kunstnere både bliver uddannet, forsørget og præmieret af statslige institutioner, og hvor det stort set ikke er muligt at stå uden for disse institutioner med sit autonome og helt unikke kunstnerjeg, medmindre man er født rig eller aktivt vælger et liv i dyb fattigdom.

Det er en ældgammel diskussion, om livsform og værk hænger sammen som hinandens forudsætninger, eller om et helt almindeligt 8-16-job sagtens kan gå hånd i hånd med en kunstnerisk praksis, der frembringer sublime romaner, malerier, operaer eller symfonier. I den forstand er kunstneren udspændt mellem at være borgerdyr – der ønsker sig borgerdyrets bekvemmeligheder – og at være en fri fugl, med et frit kærlighedsliv, uden økonomiske bånd, men også uden de store indtægter. Kulturhistorien er rig på eksempler på begge ekstremer.

Man kan kun gisne om, med hvilke hidsige ord Baudelaire ville beskrive et samfund, hvor kunstnere både bliver uddannet, forsørget og præmieret af statslige institutioner

Franz Kafka havde det måske mest standard småborgerjob, man kan forestille sig, som kontorfunktionær i et forsikringsselskab – hvorefter han gik hjem og skrev sin geniale verdenslitteratur om natten. Som om hverdagsarbejdets ensformige kedsommelighed satte en endnu mere voldsom fantasi fri, og så kunne mennesker pludselig sagtens forvandle sig til biller og den slags, og bøgerne, ja, de var som bekendt geniale. Omvendt levede Gertrude Stein – muliggjort af afkastet fra hendes fars mange ejendomme – et frit bohemeliv, der i den grad satte datidens borgerlige normer på prøve. Fra sin villa i 1920’ernes Paris virkede hun som både digter, feministisk midtpunkt, kunstsamler, salonværtinde, en slags kunstnerisk god mother for typer som Hemingway, Pound og Matisse.

Men hvor befinder kunstnere i dagens Danmark sig så på kontinuumet mellem Kafka og Stein? Er det muligt at leve det frie bohemeliv, mens man modtager offentlig kunststøtte? Og er det overhovedet vigtigt, om dem, der skaber kunst, lever uden for det etablerede eller ej?

Kunstens lykkeriddere

Ida Marie Hede er skønlitterær forfatter til blandet andet hybridværket Bedårende, der udkom på forlaget Gladiator, og hun modtog i 2015 kunstfondens treårige arbejdslegat. Hun får »en lille smule kuldegysninger ved ordet ’boheme’« fordi det repræsenterer en forestilling om kunsten som noget rent og ubesmittet og kunstneren som en person, der har en særlig indsigt, og som derfor heller ikke bærer det samme ansvar over for det omgivende samfund som de ”almindelige” borgere.

»Ideen om kunstneren som boheme indfører et skel mellem kunsten og samfundet. Den tænkning findes også hos eksempelvis Adorno, der argumenterer for kunstens autonomi, kunsten som noget ophøjet og andet end hverdagen. Det har selvfølgelig været nødvendigt at teoretisere om kunsten på den måde førhen, hvor man forsøgte at selvstændiggøre kunsten og frigøre den fra de bånd, den oprindeligt var underlagt. Jeg mener bare ikke, at den tankegang er så aktuel i dag. Kunsten er ikke adskilt fra samfundet, og man er ikke anderledes end så mange andre, bare fordi man er kunstner, udover at man arbejder på en anden måde. Man er ikke fritaget for ansvar, og man har ikke en vigtigere eller bedre indsigt i verden.«

Forfatter Kristian Bang Foss har netop udgivet romanen Frank vender hjem på forlaget Gyldendal. Selvom hans to seneste bøger, Stormen i 99 og Døden kører Audi, faktisk er bestsellere, og Døden kører Audi solgt til udgivelse i 17 lande, er hans økonomi grundlæggende usikker, og derfor har han i sin evige mangel på penge gennem livet arbejdet med alt muligt. Han har, om man så må sige, virkelig været en del af samfundet, og hans bøger er hverken rene eller ubesmittede. Han har været postbud, arbejdet på lager, indimellem har han måttet lede efter pantflasker i sin lejlighed »for at få råd til en pose spaghetti«. De erfaringer er uvægerligt sivet ind i hans bøger, de har faktisk fungeret som en slags brændstof for dem:

»Jeg har været en turist i de dér forskellige miljøer, hvor jeg har arbejdet, og det har jeg helt klart trukket på i mit forfatterskab. Derudover tror jeg, at det grundlæggende er sundt at få den slags erfaringer, når man som jeg kommer fra en privilegeret baggrund.«

Selvom både Ida Marie Hede og Kristian Bang Foss altså understreger, at de begge som kunstnere er ligeså fedtet ind i samfundet som alle andre medlemmer af det, er de begge enige i, at kunstnere ofte lever på en anderledes måde end de fleste. Kunstnere har et pænt utraditionelt og ofte ujævnt arbejdsliv. Man får et legat i måske tre år, hvor man kan skrive løs, og så udløber det, og man må finde på noget nyt. Finde et almindeligt arbejde. Skrive en bestseller. Nåh nej, selv bestsellerforfatteres økonomi svinger uforudsigeligt, som et pendul, der ikke har forstået tyngdekraften. I grunden temmelig boheme-agtigt, må man sige.

Det kan være svært at se, hvornår kunsten begynder, og staten hører op.

En rapport fra 2016 udarbejdet af et hold CBS-forskere for Kulturministeriets Bog- og litteraturpanel med den meget lidt kunstneriske titel Danske forfatteres og oversætteres økonomiske levevilkår viste da også, at danske forfattere i gennemsnit tjener 267 tusind kroner om året, hvilket mestendendels udgøres af lønindkomst (182 tusind kroner om året i gennemsnit, det kunne være løn fra jobs som postbud, lagermedarbejder, den slags), og desuden dækker over store individuelle forskelle. For eksempel viste undersøgelsen, at lyrikere har en årlig medianindkomst på 25.000, hvilket naturligvis ikke er til at leve af.

Billedkunstner Christian Schmidt-Rasmussen mener ikke, at fattigdom er nødvendig for at skabe kunst, og han køber heller ikke ideen om bohemen som fuldkommen løsrevet fra det omgivende samfund. Og så alligevel: hvis man skal skabe kunst, er det først og fremmest vigtigt ikke at være normal, ifølge Rasmussen. I den forstand må man stå uden for det borgerlige, være lidt excentrisk. Og det indebærer bare ofte, at man som kunstner vælger et liv præget af uforudsigelighed og en privatøkonomi, der svinger:

»For mig ligger der en interessant æstetik i fattigdommen, den har givet mig noget som kunstner. Jeg synes ikke, det er trist, at jeg som kunstner altid har levet fattigt, for mig har det været en fordel. Jeg har det sådan, at hvis man vælger at være kunstner, vælger man også et uforudsigeligt liv, det er vilkårene, og det er ofte også et liv præget af fattigdom. Men det er jo kun trist, hvis man går rundt og drømmer om en villa i Brønshøj og en stationcar, det gør jeg bare ikke. Jeg kan godt lide at formulere det på den her måde: ikke alle har ret til et fedt køkken.«

Egentlig er Christian Schmidt-Rasmussen tilhænger af, at man har en statslig kunststøtte, der kan give kunstnere fred fra emsige bankrådgivere, udlejere og inkassofirmaer. Kunst kræver ro og tid til at gå i dybden og en vilje til ikke at indordne sig alt for meget under samfundets normer. Det kan godt være, Sult er en god roman, men det er ikke mejslet i sten, at den ville have været dårligere, hvis Hamsun havde modtaget kunststøtte. Så ville den først og fremmest have været anderledes.

»De fleste ville vel lave bedre billedkunst, hvis de var sikre på deres egen økonomi. Men rent personligt synes jeg bare, at det er æstetisk mere interessant, hvis man ikke omgiver sig med for meget luksus,« siger Christian Schmidt-Rasmussen.

En måde hvorpå kunstnere, i hvert fald i perioder, kan opnå en vis sikkerhed om deres egen økonomi, er gennem statens kunststøtte. Desværre er måden, kunststøtten bliver uddelt på i dag, ifølge Kristian Bang Foss bare ikke specielt hensigtsmæssig, fordi det, man kunne kalde støttesystemets strukturelle udvikling, ikke ligefrem fordrer en fri kunstnerisk praksis uden kommercielle bagtanker. Kristian Bang Foss:

»I dag skal man sende en projektbeskrivelse ind, og udvalget bliver mere og mere interesseret i at læse ufærdige manuskripter, så de kan se, at man er i gang med noget nyt. Jeg ville ønske, man vurderede de bøger, forfatteren tidligere havde udgivet, og gav støtte på den baggrund. Det er et problem, at kunsten bliver omdannet til projektmageri, for det er ikke sådan, kunst bliver skabt. Når jeg skriver, ved jeg sjældent, hvad det skal blive til.«

Ifølge Christian Schmidt-Rasmussen står det endnu mere grelt til på billedkunstens område, hvor såkaldte artist statements og udførlige pseudointellektuelle projektbeskrivelser hører til dagens orden, hvis man vil modtage støtte som kunstner.

»Jeg har selv siddet i Kunstfondens legatudvalg, så jeg har også været på den anden side af bordet. Som en del af mit arbejde der og som underviser har jeg læst tusindvis af artist statements, og kun få af dem har haft noget som helst på hjerte. Og jeg må bare sige, at det er ren fantasi, det man som kunstner skal sende ind, hvis man skal søge projektstøtte. Projekterne skal beskrives helt ned i mindste detalje, til hvilke skruer og møtrikker, der eksempelvis skal bruges. For det meste er det rene skud i tågen, jeg ved for eksempel aldrig rigtig, hvad jeg vil lave, før jeg er i gang. Så skal man tilegne sig et særligt sprog i de her ansøgninger, som jeg slet og ret vil kalde for et fantasiprojektlingo. Man skal søge med projekter, selv om man ikke har et projekt, og man bare laver værk på værk og ikke rigtig ved, hvad der kommer efterfølgende.«

Når kunstnere på den måde bliver omdannet til projektmagere, der skal fiksfakse sig gennem kunststøttesystemet, tyder noget altså på, at ideen om kunstnerbohemen som reelt eksisterende figur i samfundet er dømt til at tone mere og mere bort som den håbløse og, ja, romantiske drøm, den er. I hvert fald i et samfund, hvor den statslige kunststøtte spiller så central en rolle – og hvor kunststøtten i stigende grad uddeles til projekter og ikke personer, der så kan få arbejdsro til at skrive eller male eller komponere det, de nu når frem til.

Når kunstnere bliver omdannet til projektmagere, der skal fiksfakse sig gennem kunststøttesystemet, tyder noget på, at ideen om kunstnerbohemen som reelt eksisterende figur i samfundet er dømt til at tone mere og mere bort.

»Der findes helt klart kunstnere, der i dagens Danmark identificerer sig med bohemefiguren, som gør en dyd ud af at stå i opposition til det etablerede og ikke ønsker at modtage noget som helst fra det offentlige. Men det bliver hurtigt svært, når vi har så udbredt en offentlig kunststøtte. For man må bare sige, at der ud fra en kulturhistorisk og akademisk betragtning er et indbygget paradoks i at ville gøre op med den borgerlige samfundsorden, samtidig med at man modtager penge fra staten,« siger Malene Breunig fra SDU.

Dén diskussion synes Ida Marie Hede også er interessant. Men hun har ikke den samme opfattelse af et kunststøttesystem, der snævrer rammerne for kunstneres udfoldelse mere og mere ind, som Kristian Bang Foss og Christian Schmidt-Rasmussen. Hun har netop haft tre år med et arbejdslegat fra kunstfonden, og de år har været uvurderlige for hende som kunstner.

»Jeg er helt klart fortaler for det statslige kunststøttesystem, vi har i dag. For mig har det været virkelig betydningsfuldt at kunne fordybe mig i tre år. Og værdien ligger også i, at der ikke var et produktionskrav, og der var heller intet krav om afrapportering, kun friheden til at fordybe mig og skrive. Selvfølgelig ved jeg godt, at alle penge grundlæggende er beskidte, og der er heller ingen substantiel forskel på at modtage penge fra staten og fra et privat firma, så længe man som kunstner har sin frihed og sin integritet i behold. I dag er det bare sådan, at det er gennem den statslige kunststøtte, man som kunstner kan opnå den frihed.«

Ikke ind i det system

Hvis man skulle opdrive en kunstner i dagens Danmark, der måske alligevel lever op til betegnelsen kunstnerboheme i et ret rent destillat, er Klaus Kjeldsen Hansen, eller bare Klaus Handsome, et godt bud. Han er musiker og maler, og han bor i nederste etage i en nedlagt købmandsgård med bindingsværk og tjæret kampestensfundament og udsigt over Svendborg havn. Her skriver han sine sange og maler sine malerier og er i det hele taget bare. For Klaus Handsome er friheden fra job og forpligtelser en forudsætning for at kunne skabe kunst, men »der er ikke noget intellektuelt overskud forbundet med det. For mig handler det om selvrealisering. Jeg har noget, jeg vil ud med, som jeg er nødt til at forfølge og skabe. I den proces er det vigtigste at have god tid, og så kan jeg bare ikke binde mig ret meget til noget,« siger han.

Det lyder forjættende, men det indebærer også en grundlæggende usikkerhed, de fleste mennesker sandsynligvis ville løbe skrigende bort fra. Klaus Handsome modtager ikke noget fra det offentlige, han lever skrabet og, ja, indimellem ret fattigt:

»Nogle måneder, hvor jeg virkelig ikke har kunnet få det til at hænge sammen, har jeg også tænkt, jamen, er jeg ikke nødt til at gå op og hæve en kontanthjælp. Men jeg kan simpelthen ikke få mig selv til det, jeg skal bare ikke ind i det system«.

I den forstand er Klaus Handsome kompromisløs. Hvis du skal skabe kunst, skal du vælge en bestemt fri, usikker og, ja, bohemeagtig livsform. Du skal være modig. Du skal ikke bare male flotte blomster, når du engang har betalt dit realkreditlån og trukket dig tilbage med en velpolstret bankkonto.

»Man skal virkelig mene, at det, man har at give til verden, er nødvendigt. Du skal gå fuldt ind i det. Det nytter ikke noget at tænke, at, jamen, jeg vil så gerne være kunstner, men jeg vil først gøre de her ting, når jeg har sparet fem millioner op, eller whatever, hele det der sikkerhedsnet. Det er det, jeg gerne vil undslippe, jeg har simpelthen ikke brug for det,« siger Klaus Handsome og skodder sin hjemmerullede cigaret ud af det åbne vindue, der blafrer i vinden nede fra havnen.

Christian Schmidt-Rasmussen er i en vis – og meget ambivalent – forstand en del af det offentlige »system« som Klaus Handsome undviger. Han underviser nemlig på Vera skole for kunst og design, som ligger på Nørrebro og er støttet af Københavns Kommune. »Det at vejlede unge mennesker i forhold til frit kunstnerisk arbejde og dermed lokke dem i uføre på kommunens regning er lidt af et dilemma,« som han formulerer det.

Tilværelsens ulidelige frihed

At stå uden for det normale og vælge kunstnervejen er altså også at bevæge sig ud i et uføre. Man afskriver sig stationcaren og villaen i Brønshøj, man får frihed til gengæld, men også en grundlæggende usikkerhed, som kan være svær at leve med.

»Der ligger en melankoli i at være boheme, for rollen indebærer at være en iagttager af noget, man ikke kan være en del af. Bohemen ser på borgeren med en blanding af afsky over det konventionelle, indrammede liv, og samtidig en misundelse over den trygge familietilværelse med fast indkomst,« siger lektor Malene Breunig.

Sådan har Kristian Bang Foss det også. På den ene side er han ind til benet kunstner, på den anden side kan han »faktisk godt lide det småborgerlige.« Det har nok også noget at gøre med, at han har fået børn. Så er det bare rarest ikke at skulle bekymre sig om en eller anden skattegæld, man ikke vidste, man havde, eller at være nødt til at pante for at skaffe mad. Så bliver lykken ved at stå uden for det etablerede hurtigt alt andet end lykkelig, når de økonomiske realiteter banker på. Når det tilmed viser sig, at man faktisk godt kan skabe kunst, selvom man ikke vender hver halvtredsøre, selvom man har børn og familie at passe, ja, så bliver attraktionen ved at leve som en ægte boheme straks mindre.

»Det er skørt, for jeg vil tro, at forfattere i gennemsnit er venstreorienterede eller i hvert fald betragter sig selv som venstreorienterede. Men samtidig er vores verden jo ekstremt liberal, en slags Det vilde vesten, hvor en masse totalt frie og individualistiske lykkeriddere hele tiden konkurrerer med hinanden,« siger Kristian Bang Foss.

Dermed er kunstneren udspændt mellem et ønske om at være en del af samfundet – og eksempelvis modtage statslig kunststøtte – og et ønske om at være en fri og individualistisk cowboy på kunstens bumlede savanne. Man drømmer om at køre sit eget, libertarianske kunstnershow, samtidig med at man har en drøm om at være en del af samfundet ligesom alle de andre.

Den smertefulde side ved at leve den ensomme kunstnercowboytilværelse, kender forfatteren Preben Major Sørensen alt for godt. Han debuterede i 1965 og var én af de første i Danmark til at modtage det treårige arbejdslegat, som var blevet oprettet ud fra socialdemokraten Julius Bomholts ideer om en samfundsopbyggende, statsstøttet kunst. De ideer var Preben Major Sørensen ikke så optaget af, han var i det hele taget – og er stadig – en stor modstander af ideologi. For ham var kunststøtten en praktisk foranstaltning, der gav ham en mulighed for at skrive og få sig en tålelig tilværelse efter en ungdom, hvor han faldt ud af uddannelsessystemet, havde et anstrengt forhold til sine forældre, følte sig utilpasset og ude af stand til at passe ind i det tilrettelagte liv, der lå og ventede forude. Men det skulle selvfølgelig vise sig, at tilværelsen som forfatter heller ikke tilbød et stabilt og roligt liv, snarere en masse smerte og konflikt.

Selvfølgelig ved jeg godt, at alle penge grundlæggende er beskidte, og der er heller ingen substantiel forskel på at modtage penge fra staten og fra et privat firma, så længe man som kunstner har sin frihed og sin integritet i behold. I dag er det bare sådan, at det er gennem den statslige kunststøtte, man som kunstner kan opnå den frihed.

»Jeg har nu været meget glad for den kunststøtte, jeg har modtaget af staten, det har helt klart hjulpet mig til at skrive mine bøger. For mig har det tvingende ikke været staten, men i højere grad forfattermiljøet. På et tidspunkt blev det så slemt, at hvis jeg stillede mig hen til en gruppe til en af de dér receptioner, ja, så gik folk simpelthen deres vej. Jeg var persona non grata. Men der var selvfølgelig også en ret spydig parodi på et stykke feministisk litteratur i en af mine romaner, uden jeg egentlig havde tænkt så meget over det. Jeg havde bare et stort behov for at gå imod den dér marxistiske ensretning. I grunden tror jeg heller ikke, det var så dårligt for mine bøger. Jeg mener, at modstand er nødvendig, hvis man skal frembringe kunst,« siger han, da ATLAS møder ham i rækkehuset på Nordlangeland, hvor han efter eget udsagn flygtede hen, da forfattermiljøet i København blev for ekskluderende og hårdt at være i for en arg modstander af 1970ernes marxisme.

Kunstnerbohemens modstand mod det etablerede kan altså i ligeså høj grad være en modstand mod normer i kunstnermiljøerne selv. Miljøer, der i Danmark er tæt sammenvævet med statslige institutioner, såsom de kunstneriske uddannelser, hvor etablerede kunstnere uddanner nye, samt i de statslige kunststøtteordninger, hvor udøvende kunstnere selv sidder i tildelingsudvalgene. Som Christian Schmidt-Rasmussen har gjort. Dét påvirker naturligvis kunsten og gør det svært for dem, der ikke falder i det siddende udvalgs smag. Ifølge Kristian Bang Foss, der ikke modtog støtte i den seneste uddelingsrunde, skal man ikke klynke over at være blandt dem, der bliver forbigået. Systemet er hårdt, benhårdt, og selvom han er kritisk over for projektmageriet i kunststøttesystemet i dag, er han tilhænger af, at en rimeligt snæver kreds af særligt udvalgte forfattere får lov at uddele støttekronerne. Det er bare vigtigt, at det er de rigtige forfattere:

»Det er vigtigt, at udvalget består af de bedste forfattere, da det er et peer review-system. Hvis udvalget bliver præget af de mindre dygtige, så går pengene ikke til de dygtigste, men smørret bliver spredt for tyndt ud. Det er selvfølgelig noget forfærdelig elitært noget at sige, men jeg har faktisk lyst til at bruge et Steve Jobs-citat her: A players hire A players, B players hire C players.«

Forfatter Ida Marie Hede har som nævnt ikke samme opfattelse af en problematisk udvikling i kunststøttesystemet med indsnævring af den kunstneriske frihed, som Kristian Bang Foss og Christian Schmidt-Rasmussen beskriver. Hendes oplevelse er simpelthen en anden. Og ifølge hende kan man som kunstner sagtens både være en del af samfundet, et fuldgyldigt medlem, om man så må sige, og samtidig stå frit i forhold til det. For hende er det netop sammenfiltringen af kunst og samfund, der eksempelvis gør kunstnere i stand til at behandle politiske spørgsmål. Det centrale er blot, at kunstneren aldrig må blive spændt for nogen anden vogn end sin egen:

»På den ene side ved jeg jo, at kunsten aldrig er ren, den vil altid være filtret ind i samfundet. På den anden side vil man som kunstner gerne kunne stå frit og forholde sig kritisk. For mig er det vigtigste, at man som kunstner kan udøve kritik mod magtfulde systemer og institutioner uden at frygte, at man bliver ekskluderet og mister støttekronerne.«

Ideen om, at man må stå uden for som kunstner, at man må leve i evig opposition, lader altså til at slippe ud af hænderne på én, så snart man prøver. Det er mere mudret end som så. Kunsten lever ikke i et vakuum, det har den aldrig gjort. Kunstner eller ej, man kan ikke leve uden for samfundet, især ikke i et land som Danmark. Og måske er det heller ikke dét, man skal stræbe efter for at frembringe stor kunst. Måske kræver kunsten i højere grad en særlig indstilling, et særligt blik, som også Baudelaire påpegede, frem for en særlig måde at leve på? Måske findes kimen til stor kunst slet ikke i noget så ydre og i grunden overfladisk som livsførelse, men i den måde kreative og ukonventionelt tænkende mennesker behandler verden på? Christian Schmidt-Rasmussen opsummerer:

»Det at leve det frie og fattige liv er mere et vilkår end en nødvendighed for at skabe kunst«.