Print artikel

I kærligheden leder vi efter os selv

Den eneste ene
Kritik
23.08.18
To nye bøger behandler den romantiske kærligheds vilkår i den moderne verden. Drømmen om den eneste ene hænger ved, mener både religionshistoriker Katrine Frøkjær Baunvig og den amerikanske parterapeut Esther Perel. Men de er ikke helt enige om, hvad vi skal gøre ved det.

Det var først i midten af tyverne at jeg holdt op med at tro på, at kærligheden ville finde mig af sig selv. Det der med børn og parforhold, tænkte jeg som helt ung, var formentlig noget der ville arbejde i baggrunden, mens jeg passede mine karriereambitioner. Det betød ikke, at jeg ikke var romantisk anlagt. Jeg drømte konstant om den store kærlighed, men jeg troede vel, at han ventede på mig derude og med ham den livsfortælling, som jeg allerede havde set mine ældre søskende gennemspille. Mand/kvinde møder den helt rigtige m/k, forelsker sig, gifter sig, stifter familie (for historien udspiller sig naturligvis i den fødedygtige alder). 28 år ville nok være en god alder at få mit første barn, tænkte jeg.

Sådan gik det ikke helt. I dag er jeg knap 31, bor stadig alene og stiller mig noget mere skeptisk over for romantiske løfter om fremtidens kærlighed. Det må være tid til kompromiser, samtaler og pragmatisme. Men er jeg nu helt ærlig over for mig selv når jeg skriver dette? Drømmer jeg ikke stadig om, at den nyeste kærlighed skal overgå den sidste. At livet skal blive større og jeg skal blive mere mig selv i livet sammen med en mand?

Nogle forventninger til livet er så indgroede i os, at vi ikke har lyst til at give slip på dem, selv når virkeligheden demonstrerer deres utilstrækkelighed. Ikke mindst vores forventninger til kærlighedens mønstre formes af myter, fortællinger og overleverede ideer i en grad, så det bliver svært at skelne mellem fiktionens former og virkelighedens praksis. Ønsker jeg for eksempel virkelig et kirkebryllup eller har jeg forvekslet mig selv med kvindelige hovedpersoner i utallige rom-coms og ægteskabsintriger?

Den romantiske kærlighed har stadig taget i os på godt og ondt, takket være både kulturprodukter og overleverede traditioner. Set fra henholdsvis kulturhistorien og psykologien gør to nye bøger status over tosomhedens ideal i en verden med tårnhøje skilsmisserater.

Til forsvar for drømmene

I bogen Den eneste ene leder religionshistorikeren Katrine Frøkjær Baunvig efter oprindelsen til en af de mest centrale de romantiske forestillinger, der stadig huserer i samtidens kærlighedsliv. Nærmere bestemt forestillingen om, at vi mennesker i løbet af livet oplever én kærlighed der er større og vigtigere end alle de andre.

Fra antikken til i dag følger hun to spor i myten om den eneste ene – to spor, der samtidig udgør to grundlæggende fortællinger om kærlighed. På den ene side findes forestillingen om den eneste ene som et livsvidne – som dét andet menneske, vi drømmer om at bygge vores livsfortælling op omkring og sammen med. Det er en historie, der er tæt forbundet med ægteskabets løfter om troskab ”til døden os skiller”.

Men ingen romantik uden skyggesider. På den anden side tager den eneste ene nemlig form af the one that got away – den sublimerede, tabte kærlighed, der vækker så meget desto større meningsfylde i den elskendes følelsesliv, netop fordi den er uopnåelig. Og det er faktisk i den ulykkelige kærlighed, at Katrine Frøkjær Baunvigs undersøgelse tager sit udgangspunkt. Hendes mor, forklarer hun, døde da Baunvig selv var 19 år. Efter fundet af moderens poesibog spekulerer forfatteren i, hvorvidt hun døde »af et knust hjerte«. »Hun ledte efter sin eneste ene, men hver gang hun troede, at hun havde fundet ham, gik der noget galt,« skriver Baunvig.

Middelalderens troubadourer og romantikkens digtere er blandt dem, der lægger fundament til dyrkelsen af den ulykkelige kærlighed. Ideen om den elskede som en livsledsager vinder til gengæld frem blandt borgerskabet i 1500-tallet, hvor ægteskabet er i fokus. Og det er også her, omkring Reformationen, at skæbnetroen sniger sig ind i vores forventninger til ægteskabet. Trods arrangerede ægteskaber mener man nemlig, at Gud »havde spillet Kirsten Giftekniv i det skjulte«, som Baunvig formulerer det.

Alle par lever i skyggen af den tredje, hvad enten de vil være ved det eller ej

Netop længslen efter at konstruere en skæbnefortælling løber som en understrøm gennem Baunvigs bog. »Det kan godt være, at folk taler om sig selv som ’kærlighedsrealister’, der ikke rigtig kan tro på ’til døden os skiller’,« skriver hun. »Men de kan stadig godt håbe på det. Dette håb om at møde den eneste ene findes derude som aldrig før.« Til trods for den diplomatiske genforhandling af romantisk monogami fra metafysisk sandhed til et ’håb’ – en slags semi-pragmatisk overtro, der dog stadig ligner overtro – kommer Baunvig næsten til at klamre sig til ideen om den eneste ene. Bogen emmer af en trang til at bekræfte eller forsvare den romantiske kærlighed, at »forsvare drømmene« som hun skriver. Det kan synes paradoksalt, eftersom historien om moderen fremstår som et (spekulativt) eksempel på, at alt for faste forventninger til kærligheden kan være en opskrift på fiaskofølelse og mistet livsmod. For når det gælder den tabte kærlighed, kan ”den eneste ene” jo ligeså vel være en ide der slukker håb eller et brændstof til melankoliens blå bål.

Skæbnen - en efterrationalisering?

Hvis der virkelig findes en eneste ene, hvad sker der så hvis vi mister dem? Skal vi vælge enten at gøre den ulykkelige kærlighed til vores livsmening – eller at gå til grunde og/eller i cølibat? Hvad med i stedet at gå ud og møde nogle nye enestående mennesker at gå i seng med? Jo, det sker jo, at man kommer videre selv fra livsomvæltende brud. Man møder en ny, det man aldrig troede muligt. Vi lever nemlig for manges vedkommende i seriel monogami, det vedkender Baunvig. Men her er der en tendens til efterrationalisering hos forfatteren.

Det viste sig f.eks. at hendes børns far ikke var den eneste ene. Det var heller ikke den mand, hun mødte under første ægteskab, selvom han var en stor forelskelse, der føltes »katastrofalt rigtig.« Den nuværende kæreste, til gengæld, han er HAM med versaler. Ikke at det nødvendigvis trækker fra i deres specifikke kærlighed, men denne vished må vel nødvendigvis være en form for selvfortælling, der belejligt fortolker fortidens konsekvenser som skæbnebestemte. Og i et sekulariseret samfund, hvad er skæbne så andet end netop det: en efterrationalisering. En belejlig autofiktion. »Vi forsøger, så godt vi kan, at få forholdet til den elskede til at virke, og vi accepterer overordnet set, hvis det viser sig, at den eneste ene er anden person end den, vi troede, det var i første omgang,« skriver Baunvig, og det lyder unægtelig som lidt af et paradoks.

I vores moderne kærlighedsliv fremstår den eneste ene som et antikveret ideal – ikke dermed sagt, at det ideal ikke spiller en nærværende rolle i måden vi performer vores kærlighedsliv på, og jeg kan heller ikke sige mig fri fra at have mødt mit livs kærlighed endog flere gange.

Da jeg var 17 forelskede jeg mig for første gang og dét voldsomt i en mand, jeg ikke kunne få. Han var min første kærlighed. I hans vilde kreative og erotiske energi så jeg for mig livet udfolde sig som en vifte af uendelige muligheder. Jeg var på mange måder kun et barn, men alt det han var, drømte jeg om at blive. Med bogreoler, kunstplakater og vildt forfinet æstetisk sans. Nårh ja, og så var han optaget. At han gerne ville have mig, men kun halvt, gjorde mig faktisk nærmest vanvittig.

Ikke for ingenting peger Katrine Frøkjær Baunvig på, at den umulige, ulykkelige kærlighed i antikkens myter var knyttet til den følelsesmæssigt forkrøblede ynglingetid, vi i dag kalder teenageårene. Pyramus og Thisbe er de unge star-crossed lovers i Ovids Metamorfoser, der taler gennem en sprække mellem deres to stridende huse, og hvis endeligt danner forbillede for senere tragedier som Romeo og Julie.

Tragisk føltes det også, da mit hjerte blev knust første gang, og jeg havde ingen vished om, at jeg nogensinde ville elske igen. Han var dengang virkelig den eneste ene, der nogensinde havde fundet vej så dybt ind i mit hjerte.

Jeg blev klogere. Men alligevel: Hver eneste gang mit hjerte er blevet knust, er jeg vågnet op om morgenen fra drømme om min første kærlighed – som om alle dem jeg siden har elsket i drømme tager skikkelse af ham. Som om han insisterer på særstatus. Det ved jeg godt, at han ikke har. Nok har han efterladt mig med nogle ar på hjertet, som siden er blevet gravet op et par gange. Men jeg gør mig ingen illusioner om, at han han var den, der slap væk. Det var der heller ingen af de andre, der var. Jo, altså, de slap væk. Og et par stykker af dem kunne jeg nok være blevet lykkelig med i en periode. Men de var ikke de eneste.

Spørgsmålet er altså ikke så meget, om ’den eneste ene’ stadig spøger i vores kærlighedsbegreber, for det gør den bestemt, og her giver Baunvig en oplyst og velskrevet gennemgang af kulturhistoriens forudsætning for, hvorfor vi stadig dyrker både monogami og ulykkelig kærlighed. Spørgsmålet er snarere, om det virkelig er en idé, der er værd at kæmpe for, håbe og insistere på?

I skyggen af den tredje

En kærlighedsrealist, som dem Baunvig forsøger at korrigere, er netop den amerikanske parterapeut Esther Perel, der i bogen Hvad utroskab kan lære os om kærlighed undersøger hvad der sker, når tosomhed bliver til tresomhed. »Alle par lever i skyggen af den tredje, hvad enten de vil være ved det eller ej,« skriver Perel, »og i visse henseender er det truslen om en potentiel tredjepart, der styrker deres bånd.« I bogen trækker hun på sine mange års erfaring som parterapeut og de forskellige historier om utroskab, hun har mødt og bearbejdet i sin praksis.

I virkeligheden handler bogen dog ikke blot om utroskab, men om ægteskab, kærlighed og familieformer i bredere forstand. I de sidste kapitler vender Perel for eksempel blikket mod forhold, der på forskellige måder har åbnet for en diskussion om – og forhandling af – monogami. En samtale, der ellers paradoksalt nok er ganske tabubelagt, for, som Perel skriver: »[…] for den moderne kærlighedsidealist er alene det at forholde sig til monogami ensbetydende med at rejse tvivl om forestillingen om den eneste ene, som jo er grundstenen i den romantiske drøm.«

Katrine Frøkjær Baunvig – som sikkert ikke ville opponere mod at blive kaldt »en moderne kærlighedsidealist« – åbner samtalen om den eneste ene og strejfer også sin egen private utroskabshistorie i den sammenhæng – så det er ikke fordi, at hendes version af historien fornægter sidespringets appel.

Men hun rejser ikke for alvor tvivl om, hvorvidt ideen om den eneste ene nu faktisk er den bedste kode til samtidens serielle monogami. Denne insisteren på at fæstne den moderne kærlighed i romantisk tosomhed resulterer desværre i et tab af nuancer. Efter gennemgangen af ungdomsoprørets seksuelle eksperimenter konkluderer hun f.eks. sådan her: »Den fri og flydende kærlighed sejrede ikke. Det gjorde den eneste ene.« Hov, hvad blev der af alle de kollektiver og trekanter og polyamorøse relationer som er talk of the town i min vennekreds, tænker jeg bare? Det venstreorienterede universitetsuddannede storbymiljø, jeg færdes i, udgør en snæver cirkel, det ved jeg, men jeg savner alligevel en anerkendelse af, at den fri kærlighed næppe har opgivet kampen.

I forsøget på at få askepotskoen til at passe argumenterer Baunvig for, at drømmen om den eneste ene også er det, der driver den serielle monogami, som vel er den herskende samlivsform i vores del af verden. Det er nok ikke løgn, at den romantiske idealisme og den serielle monogamis praksis sameksisterer hos mange moderne mennesker. I det omfang, det er tilfældet, ser det dog ud til, at det ’håb’, som Baunvig lidt teologisk klamrer sig til, i praksis fungerer som en slags idealistiske skyklapper, vi tager på, når vi i ren og skær fornægtelse indgår ægteskab på ægteskab med et løfte om at blive ’til døden os skiller’. Måske insisterer vi ganske enkelt på at leve i en anden kærligheds virkelighed end den vi faktisk lever? Vi vil helst ikke indrømme over for os selv og vores partner, at enhver given kærlighed kan – og sandsynligvis vil – vise sig at være én i rækken.

Kærlighed er selvudvikling

Ifølge Esther Perel er det netop det, at vi som samfund er blevet mere seksuelt aktive – efterdønningerne af den seksuelle revolution, kunne man mene – der forstærker vores forventninger til monogamien. I dag skal kærlighedsægteskabet bære et fravalg af andre – det er ikke et tilvalg af sex, som det var engang. »Utroskab siger: Du er alligevel ikke noget særligt,« skriver Perel. »Det er enden på den store ambition om kærlighed.« Men for de flestes vedkommende er ægteskabet jo ikke en magisk trylleformular, der fjerner erotisk begær efter andre eller muligheden for at vi forelsker os på ny. Og når det sker, er det så tegn på, at den nuværende partner alligevel ikke var den rette? Er enhver ny kærlighed større, vigtigere, mere metafysisk insisterende end den tidligere? Ikke nødvendigvis, mener Perel, men hun har et andet bud på, hvad der driver os mod nye forelskelser og erotiske eventyr gennem livet.

Hendes fremmeste pointe i Hvad utroskab kan lære os om kærlighed er et opgør med det, hun kalder »symptomteorien«: den antagelse, at utroskab opstår på grund af en svaghed eller en krise i parforholdet. I stedet bør vi forstå, at utroskab i mange tilfælde er et udtryk for en trang til selvopdagelse. Det handler altså ikke nødvendigvis om den bedragede partner, men det handler altid om den utro selv.

Og her finder vi en idé, der går igen hos både Katrine Frøkjær Baunvig og Esther Perel: nemlig den, at kærlighed er selvudvikling. Det er et spejl, hvori vi ser os selv i et lys vi finder klædeligt. At møde kærligheden er også at møde sig selv eller i hvert fald en potentiel version af selvet. Ikke mindst den ulykkelige kærlighed er »karakterdannende«, som Baunvig skriver – det opdagede f.eks. middelalderens troubadourer, ligesom Søren Kierkegaard byggede et helt forfatterskab op omkring det. Myten om den eneste ene trækker da også tråde tilbage til Platons myte om det cirkelformede menneske, der var blevet skåret i to og som måtte møde sin anden halvdel for igen at føle sig hel. Som konsekvens heraf antyder ideen om én livskærlighed også en særlig opfattelse af menneskelig identitet: skal vi kun spejle os i ét menneske hele livet, må det også betyde, at vores egen identitet er – om ikke nødvendigvis statisk – så i hvert fald forholdsvis entydig. Men er det virkelig sådan det forholder sig?

Når jeg elsker at omgive mig med en stor vennekreds er det i hvert fald tydeligt for mig, at hver enkelt bekendtskab oplyser nye sider af min personlighed. Jeg er ganske enkelt ikke helt den samme med alle mennesker. Jeg er lidt mere intellektuel med mine studiekammerater. Lidt mere rolig med min ungdomsveninde, som selv har et roligere temperament end mig. Meget oftere vred når jeg er sammen med min familie (jeg ved de kan tage det). Lidt mere beskidt i munden med min elsker, hvor jeg til gengæld også er mere forfængelig. Det hele er del af mig, men det er ikke hele tiden, at det hele kommer til udtryk. Derfor har jeg brug for mange tætte relationer at være mig selv i.

Så måske er det ikke så underligt at monogami ofte kun er principiel. Utroskab er så almindelig en forekomst, at mange parforhold i praksis leves som ”ikke-aftalt nonmonogami”, som Esther Perel kalder det i sin bog. Men mange parterapeuter (og folk i almindelighed) begår ifølge Perel en fejl, når de antager, at utroskab altid er symptom på problemer i parforholdet. Alle parforhold har udfordringer, men mange af dem der oplever utroskab, er faktisk lykkelige sammen og har måske endda et godt sexliv. Så hvorfor er mennesker utro? Fordi de leder efter nye sider af sig selv.

I afsnittet om åbne forhold forklarer Perel, hvordan nogle par genfinder en erotisk intensitet gennem det hun kalder det triangulære blik: synet af en tredjepart, der begærer ens partner. En slags kaleidoskopisk blik som er et meget fint billede på den nuancerede identitet, der kan opstå, når vi spejler os i mere end ét menneske på én gang.

Skal vi kun spejle os i ét menneske hele livet, må det også betyde, at vores egen identitet er forholdsvis entydig.

Måske skulle vi ikke insistere på begreber som ’den eneste ene’, der kun med huggede hæle og klippede tæer kan mases ind i den moderne kærligheds eventyr. Måske skal vi i stedet tale om kærligheden som det sted hvor vi bliver os selv – i mødet mellem den individualistiske selvfortælling og det sociale fællesskab vi definerer os i samspil med. Den krydsning kan så opstå på mange forskellige måder: som seriel monogami, som varianter af åbne forhold eller mere flydende former for kærlighed.

Den eneste ene kan kun overleve som begreb, hvis vi accepterer en revisionistisk tilgang til skæbnebegrebet i stedet for bare at opgive det: en tilgang, hvor vi genskriver vores historie igen og igen og forkaster tidligere kærlighed til fordel for den nye. Men det kræver ofre: tidligere elskede, der reduceres til fejltagelser, fremtidige forelskelser, der aldrig bliver og sider af os selv, vi aldrig får lejlighed til at opdage. Der kan være noget stort og smukt ved at ofre sig for rene begreber som tro, håb og kærlighed – men også ved at undersøge begærets og følelsernes mere forvirrende kringelkroge. I sidste ende er spørgsmålet måske, om vi vil gå ind i kærligheden med idealismens lyserøde solbriller eller realismens åbne øjne.