Print artikel

Gaming og glemsel

Kommentar
14.03.19
Gaming er ikke bare venstrehåndsarbejde. Det er et koncentreret og insisterende forsøg på at glemme sig selv. Derfor er det også meningsløst tidsfordriv, når det er allerbedst.

Gaming er — når det er allerbedst — selvforglemmelse.

Det er et argument, der over lang tid har udviklet sig i stuen/soveværelset i min lejlighed, som et mere eller mindre desperat forsøg på at udskyde det tidspunkt, hvor min kæreste ikke kan holde lyden af den konstante klikken fra musen ud længere; det tidspunkt, hvor hun blandt andet vil kræve, at jeg stopper med at svare hende over skulderen på spørgsmål, som jeg ikke rigtigt har hørt, men alligevel forsøge at give hende et svar på; gamerens svar på at fake en orgasme. Min kæreste og jeg lavede en anordning i et forsøg på at imødekomme dette problem, hvor vi satte min computer ind mod væggen ved siden af vores seng, så vi kunne have noget, der mindede om en samtale eller måske øjeblikke af øjenkontakt, når min kæreste sad og læste i sengen om aftenen, mens jeg spillede computer.

Problemet med den anordning var, at det modarbejdede hele idéen med at sidde ved computeren. Gaming er ikke venstrehåndsarbejde. Det er ikke en opvask eller en toiletkumme, der skal tages, mens man tænker på, hvad man skal bagefter. Det er et koncentreret og insisterende forsøg på at glemme sig selv. Det er tidsfordriv af den allermest grundlæggende slags. For at gøre selvforglemmelsen så gnidningsfri som overhovedet muligt investerede jeg da også for nyligt i en gamer-mus med orange lys, der pulserer langsomt, når computeren er tændt og en rigtig musemåtte til at erstatte den computertaske, som jeg have brugt indtil da.

Jeg brugte selvfølgelig alle min konfirmationspenge i en gamer-computer, som enhver anden teenager fra Odder. Jeg er vokset op med en computer, og i forskellige faser af mit liv har jeg været mere eller mindre opslugt af forskellige computerspil. Det første spil, som jeg husker, var Resident Evil til Playstation. Vi mødtes efter skole og rullede persiennerne ned i et af vores teenageværelser for at forstærke den zombie-apokalyptiske uhygge. Senere blev det Diablo II, Diablo III, Counter Strike, Starcraft, Baldur’s Gate, World of Warcraft, Skyrim og nu League of Legends. Hver og én et afgrænset og forestillet univers, hvor mine handliner var konsekvensløse, hvor jeg glemte mig selv lidt, lige meget hvilken fase af mit liv jeg befandt mig i.

Det er ikke en opvask eller en toiletkumme, der skal tages, mens man tænker på, hvad man skal bagefter. Det er et koncentreret og insisterende forsøg på at glemme sig selv.

Når min gaming peaker i dag, udforsker jeg skamløst og konsekvensløst League of Legends-universets afkroge og forfiner min mini map awareness, ward placement og farming skills uden at have blik for mig selv, mine drømme, min dårlige samvittighed, mine bekymringer, mine ambitioner eller konsekvenserne af mine handlinger. Og tydeligvis også min kæreste — og helt almindelig og høflig omgang med mennesker. Det tager gerne en hel dag uden bukser, hvor jeg også næsten kan undlade at spise og drikke, med en dyne elegant slynget rundt om min mave. En teknik jeg har forfinet siden folkeskolen. Det er stort set den eneste ting i min hverdag, jeg gør, som ikke har et formål; Det er ikke en kompetence.

Sport er en af de lege, som længe har været en accepteret form for tidsfordriv, hvor selvforglemmelse er en naturlig del. Samtidig har idéen om en stærk krop og et stærkt sind passet fint ind i konkurrencestatens selvoptimeringslogik. Men i modsætning til sport, så har gaming tit været forbundet med svedlugtende teenagerværelser og mangel på ambitioner for sit liv, en opfattelse som stadig hænger fast. Måske som et forsøg på at skrive gaming ud af fortællingen om teenagedovenskab, har selvoptimeringslogikken også sneget sig ind i gamingen med argumenter om, at det styrker hånd-øje-koordinationen. Det er fint nok. Men glem det. Det vigtigste er, at gamingen skaber et rum, hvor jeg i en halv time eller måske en hel lørdag, løsrevet fra alle idéer om, at det skulle hjælpe på noget som helst, glemmer, hvem jeg er.