Print artikel

Kapitallogisk holisme

Pressefoto/Jes Larsen
Kommentar
14.02.19
Morten Albæks kategoriske imperativ er selvoptaget. For det handler om at gøre sig elskbar for de mennesker, man ikke kan klare at undvære.

Tiden er fuld af jagten på det singulære, det essentielle, den ene sætning, der slår hovedet på sømmet: Det er sådan, jeg er. Det er mig. En slags senmoderne, vestlig meningsfuldhedsholisme, fremført af typer som businessfilosoffen Morten Albæk, der sidste år udgav bogen Ét liv, én tid, ét menneske og efterfølgende i adskillige medier begyndte at agitere for, at vi mennesker skal begynde at være hele. Vi skal ikke længere dele arbejde og fritid op inde i vores hoveder, vi skal være ét menneske, hele tiden, på arbejdet, såvel som i sommerhuset med familien. På den måde er alting det samme, du er altid bare dig, og alt, hvad du gør, skal være meningsfuldt for dig, ellers fortryder du den tid, du bruger på det, der ikke er ligeså fedt som at ligge i hængekøjen og drikke drinks.

Det er en filosofi, der er let at omsætte i helstøbte punchlines. Som dette svar, Morten Albæk giver til Euroman på spørgsmålet om, hvad meningen så er med hans eget liv:

»Jeg er et menneske, der forsøger at leve mit liv på en sådan vis i dag, at de mennesker, hvis kærlighed jeg ikke kan leve foruden, har nemt ved at elske mig i morgen.«

Det er vel en slags Albæks kategoriske imperativ, vi har med at gøre her, og måske er det mig, der ikke forstår filosofi, men det lyder altså som et selvoptaget imperativ. Et imperativ, der handler om at gøre sig elskbar for de mennesker, man ikke kan klare at undvære. Det lyder lidt, som om der gemmer sig en slags kapitallogisk reciprocitet inde bag idealismen. En udveksling. Jeg opfører mig pænt mod dig, og grunden til, at jeg gør det, er for at du skal elske mig. Mig, mig, mig. Med andre ord: den kapitalistiske holisme hænger ikke sammen. Man kan ikke koge noget som helst ned til et imperativ. Der vil altid være sprækker. Altid noget, der skurrer. Altid.

Det lyder lidt, som om der gemmer sig en slags kapitallogisk reciprocitet inde bag idealismen.

Udover risikoen for, at man behandler sine nærmeste som midler, der skal opfylde ens helt egen private målsætning om at blive et menneske, andre mennesker hele tiden elsker, rummer Morten Albæks enstrengede livsvisdom en fare for at nivellere alting til ét standardniveau. Jagten på det hele menneske indebærer, at dit arbejde ikke må føles ret meget kedeligere end det, du laver med vennerne i weekenden, og hvis det gør, skal du ændre dig og finde en måde at give alting lige meget mening på. Elske dine kolleger ligeså meget som du elsker din barndomsven eller ægtefælle. Eller i hvert fald næsten.

Det er den slags logik, der får hårene til at rejse sig i min nakke, ikke bare ét hår, men allesammen. Det kan godt være, det lyder som en banal logik, men det virker på mig, som om de, der søger holismen så voldsomt, at alting skal være meningsfuldt og glædesinducerende, kræver, at det skal være juleaften hver dag året rundt. At alting er nødt til at være ferie og fest. Men hvem gider holde ferie altid? Hvem synes, julen er så fed, at den da skal fejres konstant?

Et menneskeliv er mange ting, og selvom det kan lyde sympatisk, at Ét liv, én tid, ét menneske-typerne argumenterer for, at job og fritid skal være lige fede elementer i livet, kan jeg ikke lade være at tænke, at det er noget, man kun kan sige, hvis man arbejder et sted med god frokostordning, fysioterapeut, bordfodboldbord og lønninger pænt over topskattegrænsen. Desuden åbner det en glidebane af potentiel kapitalistisk udnyttelse: Hvornår er nok nok? Hvornår kan man få lov at være knotten på jobbet? Hvad hvis man har brugt al sin emotionelle energi derhjemme på familien og bare gerne vil have lov at lave sine ting og ikke uddele kindkys og krammere kontoret rundt?

Det kan godt være, Morten Albæk prøver at give os en retning i livet ved at foreslå, at vi lukker øjnene og prøver at lappe livets revner sammen. Blive ét menneske. Men livet er en tusindstrenget guitar, der for det meste spiller falsk og lyder som noget værre kattejammer, og indimellem, heldigvis, også rammer tonen rent og derfor lyder desto mere fantastisk og interessant. Vi ved fra Kierkegaard, at eksistentiel usikkerhed, tvetydigheden, tvivlen og angsten er grundvilkår. Hvis man bliver ved at lade som om, det ikke forholder sig sådan, tror jeg aldrig, man oplever at være rigtig lykkelig.