Print artikel

Kritik af den sorte fornuft

Foto: Scanpix
Profil
16.04.17
På baggrund af en kritik af fortiden, må vi skabe fremtiden, siger den camerounske filosof Achille Mbembe om Afrikas og Europas fælles skæbne. Der er behov for mental afkolonisering.

I betragtning af hvor meget vi i Europa hører om Afrika, er det forbavsende lidt vi hører fra Afrika. Og det er ikke fordi, der er stille. Det er snarere fordi, vi ikke lytter. En af dem vi burde lytte til, er den 60-årige camerounske filosof og politolog Achille Mbembe, som siden udgivelsen af On the Postcolony (2000) - et hovedværk i den nyere postkoloniale teori - har været blandt kontinentets skarpeste intellektuelle stemmer. Han er ph.d i historie fra Sorbonne i Paris og har været tilknyttet flere af de fornemmeste universiteter i USA. I dag er han professor ved University of Witwatersrand i Sydafrika.

Den engelske oversættelse af Critique de la raison nègre (2013) - hvis titel åbenlyst spiller på Immanuel Kants erkendelsesfilosofiske klassiker Kritik af den rene fornuft - udkom på engelsk i sidste måned, og den føjer sig til et forfatterskab, som især interesserer sig for behovet for en mental afkolonisering af Afrika. Slaveriet er afskaffet og kolonialismen bragt til ende, men kampen fortsætter, for den Sorte Mand er fortsat udsat for en vestlig stigmatisering, der antager både sproglige, sociale og politiske former. Det er et velkendt tema, som også optog tidligere tiders postkoloniale nøglefigurer som eksempelvis Chinua Achebe, Edward Said og Frantz Fanon. Inspirationen fra disse, særligt sidstnævnte, er bestemt til at få øje på hos Mbembe, der dog for længst har etableret en selvstændig profil.

Både den franske avis Libération og det tyske magasin Der Spiegel har i løbet af det seneste år bragt større portrætinterviews med ham, og i Sydafrika markerer hans tilbagevendende klummer i Mail & Guardian ofte retning for nationens - sågar kontinentets - politiske og filosofiske diskussion. Mens politikerne i Europa diskuterer, hvordan man beskytter sig mod flygtninge og migranter, har Mbembe i netop Johannesburg-avisen gentagne gange argumenteret for et grænsefrit Afrika, et Afrika forenet i et opgør med tidens tiltagende isolationisme. »Afrikas fremtid afhænger ikke af restriktiv immigrationspolitik og militarisering af grænserne. Kontinentet må åbne sig selv for sig selv. Kun sådan kan det blive sit eget centrum i en multipolar verden«, skrev han i marts i essayet med den eksplicitte titel, Scrap the borders that divide Africans.

Essayet er ganske karakteristisk for Mbembes tænkning og forfatterskab. Han er dyster i sin diagnosticering af det 21. århundredes politiske udvikling, The age of humanism is ending lød titlen på et andet af hans essays kort før nytår, men han insisterer samtidig på, at politikken og diskursen kan ændres.

I Critique de la raison nègre bringer Mbembe en ret så brutal kritik af, hvordan man - især i Europa - taler om Afrika. Han skriver tidligt i bogen, at et seismisk skifte er under opsejling, og at Europa inden længe ikke vil være verdens centrum. Ikke desto mindre lader Vestens racistiske delirium til at bestå: selv i vores postkoloniale samtid hersker der en genstridig forestilling om, at det at være sort er en ontologisk defekt. »Når man taler om Afrika, betyder det meget lidt, om der er overensstemmelse mellem ordene, billederne og tingen i sig selv«, bemærker Mbembe.

Om vi vil det eller ej, er samtalen om Afrika helt nede på syntaks-niveau struktureret af en række antagelser med kraftige neokoloniale og racistiske konnotationer. Spørgsmålet bliver dermed, hvordan vi rækker udover en verden, hvor det afrikanske individ stadig er »prototypen på et forgiftet, brændt subjekt«. For Chinua Achebe lå svaret i den realistiske skønlitteratur, mens Frantz Fanon hyldede en frisættende revolutionsvold. Achille Mbembes sigte er noget mere abstrakt.

I epilogen, There is only one world, appellerer han til en farveblind fælles menneskelighed. Der findes kun én verden, og den tilhører os alle. At være sort eller hvid er ingen unik identitet, så hvorfor overhovedet operere med et race-begreb? Ligesom Mbembe vil udviske Afrikas landegrænser, peger han frem mod a world-beyond-race, en verden der ikke forstås eller forklares med et os og et dem. Det kræver først og fremmest en hårdtslående politisk, etisk og sproglig kritik af racismen, og det er netop, hvad Critique de la raison nègre er: »Banen er fri: på baggrund af en kritik af fortiden, må vi skabe en fremtid, der er uadskillelig fra forestillingen om retfærdighed, værdighed og det fælles«, skriver Mbembe i en af bogens afsluttende bemærkninger.

Hvad der mere konkret skal følge denne kritik, uddyber han blandt andet i forelæsningen Decolonizing Knowledge and the Question of the Archive holdt på University of Wits i 2015. Her opfordrer han til en ikonoklastisk genovervejelse af det offentlige rum - en statue af den britiske imperialist Cecil Rhodes har eksempelvis intet at gøre på University of Cape Towns campus - samt en filosofisk nytænkning, der tager afstand fra den vestlige tradition, som i sin forståelse af verden i objekter og subjekter rummer en indlejret racisme.

Mest interessant er hans krav om en afmytologisering af whiteness. Som et korrektiv til Chinua Achebes ambition om at nedbryde og omskrive kolonialismens fortælling om den Sorte Mand som primitiv, peger Mbembe på et tilsvarende behov for en revurdering af det stereotype billede af den Hvide Mand som diskriminerende. For hvordan skal Afrika nogensinde komme videre, hvis alt der udtrykker Vesten, er forbundet med undertrykkelse? Og hvordan skal Vesten nogensinde komme videre, hvis den bilder sig selv ind, at »alt stammer derfra, og at der ikke findes andet«?

Mbembes sprog er ikke altid lige medgørligt, men forfatterskabet er aldeles givende læsning i en tid med alvorlige geopolitiske rystelser. Hans placering af Afrika i centrum bidrager med nye, tiltrængte perspektiver på en verden i opbrud, og opfordringen til at skippe kontinentets landegrænser stiller, hvor utopisk det end må være, sig i en forfriskende opposition til den politiske tendens i Vesten. Mbembe er, som Libération skrev, en paradoksal optimist, der forudser det værste uden at miste håbet for fremtiden.