Print artikel

En slags skrig af fornøjelse

Illustration: Peter Berke
Feature
19.07.17
Humor er en af de faktorer, der er mest afgørende for, om vi har succes som sociale individer. Alligevel taler vi utrolig lidt om, hvorfor ting er sjove og hvad humor egentlig er og gør ved os på godt og ondt. Hvorfor? Fordi det ikke er sjovt.

På scenen taler komikeren om at spise burgere belagt med guldflager. Om at skide en guldbelagt lort og have svært ved at skylle den ud, fordi det jo er en guldbelagt lort, når det kommer til stykket, og dekadencen ved både at indtage guld og skylle det ud igen igennem et kloakrør gør ondt. Latteren ruller ned mod scenen fra en helfyldt sal i halvmørke. Komikeren på scenen driller godmodigt en meget lys ung fyr helt oppe ved scenekanten, som alle dagens komikere åbenbart har besluttet at forfølge. Han laver en hurtig rundspørge ved håndsoprækning om, hvorfra folk kommer. De fleste kommer fra oplandet, færre fra København selv. En håndfuld fra Fyn. Over for os sidder et datepar og iagttager showet lidt hver for sig, han jævnligt storgrinende, slående sig på lårene, hun lidt mere behersket.

»Det er et ret velegnet datested,« konstaterer min kammerat nøgternt analyserende. »Man undgår at snakke alt for meget sammen og slipper for de der akavede tavsheder, men man kommer alligevel herfra med en fornemmelse af, at man har haft en fælles social oplevelse, som man kan snakke om bagefter.«

Vi er til burger + comedy-aften på Comedy Zoo, men er kommet for sent til burgeren og drikker fadøl i stedet. Det er et ret prosaisk afsæt for en søgen efter humorens væsen, men det er nok på en måde tilsigtet. Jeg vil egentlig gerne skuffes. For jeg har et lidt ambivalent forhold til humor, eller til nogle slags humor mere præcist, som fx den her uffeholmske følelse af forløjet fællesskab, som jeg forventer at finde her. Med vittigheder, som egentlig ikke er rigtig sjove, men indbinder folk i et trygt, ufarligt fællesskab. Med billig sarkasme, der kortslutter vigtige samtaler med en distancerende ironi. Jeg har en eller anden modvilje mod de der usagte koder, som gør, at vi er parat til at acceptere ret meget fra venner og bekendte, så længe de er sjove. At folk dybest set kan være nogle røvhuller, hvis de er det på en sjov måde, mens det kræver ret mange gode egenskaber at gøre sig i sociale sammenhænge, hvis ikke man er bare lidt morsom engang i mellem. Det værste, man kan være, er jo dybest set usjov.

Men samtidig ligger jeg lige så meget under for det som alle andre. Jeg kan især lide mennesker, der er morsomme. For humor adler – og nok endnu mere i et rimelig egalitært samfund som vores, hvor man ikke ser op til politikere eller arbejderledere, men i stigende grad til komikere, som mestrer enten et fællesskab eller en slags samfundskommentage, som ikke kan sættes på formel. Den viser, at du mestrer en kode, som ikke er skrevet, men som betyder mere og mere i vores fælles sociale og offentlige rum – nok især, fordi den netop er uhåndgribelig og flygtig. Nutidens vel nok mest fejrede, semieksistentialistiske komiker, amerikaneren Louis CK, formulerede det rimelig klart, da han for et par år siden i en enquete i Vanity Fair blev spurgt, hvilken egenskab, han satte størst pris på hos en mand og svarede: »Just please be fun to talk to.«

Det synspunkt, står han langt fra alene med. Uanset om det er på talerstolen i Folketinget, i privatlivet, som mellemleder i en virksomhed, eller et hvilket som helst andet prominent sted i vores mediedemokrati, er humoristisk sans, om ikke en forudsætning, så i hvert fald en væsentlig kvalifikation for at komme frem i verden. Humor sælger produkter, den sælger fadæser, den sælger farveløse, skemalagte tilværelser – den ville være umulig at leve foruden, humoren.

Alligevel fylder humor som videnskab ikke særlig meget, og det meste af den videnskab er i øvrigt heller ikke særlig morsom. Platon var ikke vild med humor, men så den som ondartet og som en slags undergravning af statens rationalitet, hvis praktiseret i overdreven grad; »Hvis nogen præsenterer mænd af betydning som overvældet af latter, må vi ikke acceptere det, endnu mindre guder,« skrev han med en tankegang, der blev videreført af Aristoteles, der ligesom sin læremester anerkendte humorens eksistensberettigelse, men så den som en underside af samfundet. En tankegang, som igen blev videreført hos kristne teologer, hvor latter i middelalderen ikke var velset og ofte censureret.

Humor viser, at du mestrer en kode, som ikke er skrevet, men som betyder mere og mere i vores fælles sociale og offentlige rum

Meget mere optimistisk er heller ikke Thomas Hobbes, der om latter sagde, at den »er intet andet end pludselig glæde ved en pludselig erkendelse af en form for overlegenhed i os selv i sammenligning med andres underlegenhed eller vores egen forhenværende.« Dét udgør i sin enkelhed kernen i den såkaldte overlegenhedsteori, der grundlæggende ser humor som en måde at fastslå sociale hierarkier og tromle dem igennem på.

Teorien er en af tre klassiske teorier, der danner basis for det meste teori om latter og humor. Den anden er lettelses-teorien (relief), som den er fremført af Otto Leisner, undskyld, Sigmund Freud, i værket Der Wits und seine Beziehung zum Unbewußten, som, foruden en række lingvistiske analyser af lidt bedagede og oversættelsesudfordrede vittigheder, rummer teorien om latteren og humoren som en trykventil for undertrykte følelser, tanker og tabuer. En tankegang, som den sovjetiske filosof og litteraturteoretiker Mikhail Bakhtin vel på en måde også kan siges at udtrykke på en større skala, når han analyserer middelalderens karnevaller. Karnevallet ophæver normerne, de sociale hierarkier og det velansete i et afgrænset tidsrum, og der opstår et anarki, der for en tid desintegrerer strukturerne og hierarkierne og erstatter dem med kaos, indtil normaliteten igen indtræffer.

Den tredje og sidste teori er modsætningsteorien; ideen om humoren som en uindfriet forventning, som den i forskellige variationer blandt andet anskues af Kant og Schopenhauer. Den »affekt, der opstår af den pludselige forvandling af en anspændt forventning til intet,« med Kants ord.

Det er imidlertid hverken et opgør med tabuer eller burlesk tilsidesættelse af samfundsnormerne, der kendetegner humoriseringen af samfundet og den offentlige debat. Som regel er den ufarlig, nogle gange slår den ud mod grupper længere nede i fødekæden, nogle gange bruges den virkelig til at fastslå et socialt hierarki, men det er grundlæggende ikke velset, at vi kalder det mobning.

I bund og grund bekræfter de fleste typer af humor, at vi har det godt. Hyggeligt. Vi ser sjældent den magtkritiske, undergravende humor, der trives i autoritære samfund, hvor den med sin dobbelttydighed kan være den eneste tolererede måde at udtrykke en kritik på, og som sådan kan være et enormt effektiv værktøj til at undergrave autoriteter. Der lyder ofte en efterlysning af politisk humor herhjemme, af kritisk humor, men sandheden er jo, at den sjældent er sjov, når den kommer. Humor kan ikke dirigeres til at tjene et formål på den måde.

Det meste af det, vi griner af, når vi ser fjernsyn eller konfronteres med humor i det offentlige rum, er vel ret beset den humor, som moderne sociologi beskriver som socially cohesive og socially corrective: Humor, som skal bekræfte og opbygge et fællesskab, og som på en mild måde skal fastslå og udstille anormaliteten, når vi træder udenfor det, der er fastslået som normen. Som ved at spise guldbelagte burgere og skylle dem ud i toilettet bagefter.

Henri Bergson, hvis værk Latter fra år 1900 stadigvæk er udgangspunktet for de fleste reflekterende tekster om humor i dag, skriver om humoren som bekræftelsen af et mekanisk verdensbillede og samtidig som latterliggørelsen af det. Den opstiller en normalitet, et mønster, som vores hverdag og vores liv vil følge – og udstiller den ved at fremvise dens paradokser, ved at levere en anden udvikling end den forventede. Humor er noget, der både overskrider rationaliteten og bekræfter den. Og derfor er den sjov.

»For at en joke skal virke, skal der være en underforstået social kontrakt,« konstaterer den engelske filosof Simon Critchley i en tekst om humor i bogen How to Stop Living and Start Worrying. »En underforstået enighed om, hvordan verden er organiseret, hvordan verden er, og det er den underforståede enighed, som jokes vil lege med eller fucke med.«

Et af de steder, hvor den måske er mest tydelig, er hos den komiker, man til sidst må ankomme til; metahumoristen Jerry Seinfeld. Som i Seinfeld-afsnittet Bizarro Jerry, hvor veninden Elaine finder en ny flok venner, der er komplette genspejlinger af den venneflok, der udgør omdrejningspunktet i Seinfeld – blot uden deres dårlige menneskelige egenskaber. Hun foretrækker naturligvis sine nye venner og forstøder troløst de gamle, blot for selv at blive forstødt af de nye, da hendes utiltalende, og dog menneskeliggørende egenskaber, kommer for dagen.

Seinfelds projekt siden pensioneringen af den skelsættende serie er i stigende grad blevet en udforskning af humorens væsen, både i den tilbagelænede serie af komiker-dialoger Driving in Cars with Comedians, og måske især, og mere personligt afsøgende, i dokumentaren Comedian, hvor han skal prøve at bygge et nyt show op fra bunden uden brug af gammelt materiale – og dermed også bryde sin egen humor ned til dens grundelementer for at kunne bygge den op igen.

Undervejs i den smertefulde proces, optræder han på comedy-klubber rundt om i USA, ledsaget af Charles Mingus-jazz, tilrøgede kælderlokaler og motorvejsafkørsler. »What is this urge to get information we already have,« spørger han på en af klubberne i et typisk retorisk og umiddelbart lidt fjoget Seinfeld-oplæg. »Uanset hvornår jeg kører forbi en bygning med reflekterende vinduer, kigger jeg altid på genspejlingen for at se, om jeg er i bilen. Det er viden, som jeg allerede har,« konstaterer han. »Hvad kigger jeg efter, hvad leder jeg efter,« spørger han. »Og hvad ville jeg gøre, hvis jeg tjekkede og opdagede, at der sad en lille koreansk dame, der kørte min bil? Jeg ved ikke, hvad jeg så skulle stille op. Jeg ville være nødt til at stoppe bilen. Stige ud og vandre op til vinduet. Og hvis jeg stadig så en lille koreansk dame, så konstatere: OK, jeg har taget fejl, jeg er åbenbart en lille koreansk dame!«

Men sagen er jo, at det virkelig ikke er særlig meget humor, der opnår dét. Simon Critchley er heller ikke bange for at tage det svære skridt og konstatere, at man også må anskue humor normativt: at der findes god humor og dårlig humor, og at det afgørende først og fremmest er, om den ændrer noget, og om den udfordrer gældende opfattelser af, hvordan vi agerer som mennesker. Om den får os til at grine af os selv og ikke blot af andre.

»99 procent af al humor er genkendelsens humor: Den afstiver blot eksisterende fordomme og får os til at få det bedre med os selv,« konstaterer Critchley om blandt andet tv-serien Friends:

»Sådanne programmers funktion er blot at afstive sociale skikke og konventioner i det eksisterende samfund. Det er ikke humor,« konstaterer han, for derefter at definere, hvad humor i stedet er: »Enhver vittighed kan skabe afspænding. Men en komikers vittighed, en sand vittighed, er nødt til at gøre mere end det. Den er nødt til at ændre den situation, vi befinder os i. En stor vittighed lader os opleve det familiære ufamiliært, det ordinære ekstraordinært. Og vi ler med et slags skrig af fornøjelse.«

Sker det den her torsdag aften på Comedy Zoo? Et slags skrig af fornøjelse, det familiære ufamiliært? Er det den overraskende, udfordrende variant, eller den trygge, omfavnende og afstivende, konformitetsbekræftende? Jeg ved det ikke rigtig. Der er ret mange vittigheder om at være single, om at være på Tinder. Om sexlegetøj. Om at være i fyrrerne og have en kæreste i tyverne (Lasse Rimmer). Små digressioner fra en vedtaget norm, som ikke er chokerende, men mere hyggelige. Men der er faktisk også en del, der er ægte sjovt, som udfordrer. Ikke kun komikerne på scenen, men også publikum i salen.

En ung fyr på krykker kommer ind på scenen. Han har en spastisk lammelse. Det er lidt ubehageligt lige først, både fordi konfrontationen med et handicap på den måde er voldsom, umulig at vige udenom, og fordi hans vittigheder går på handicappet, det er et værktøj. Det er grove, selvudstillende, krøblingevittigheder. Man svinger et sted mellem at synes, det er alt for meget og så en slags ynkende, og også lidt ubehagelig, sympati. Indtil man indser, at han faktisk virkelig bare er sjov, og at krøblingevittighederne bare er et værktøj til at bringe publikum ud af balance, til at gøre dem lidt mere blottede. At han har magten og har vendt blikket om. Og at han faktisk virkelig er sjov.