Print artikel

Det begynder med et mord

Massemorderen Ted Bundy
Kritik
01.12.17
True crime er bedst, når det ikke kun handler om mord, bedrag og ødelæggelse. Kontekst, psykologisk dybde og selvindsigt er vigtige ingredienser i tre nye bøger, som gør sig bemærket inden for genren.

Vi elsker mord, kryptiske kriminalsager og uforklarlige dødsfald. Sådan ser det i hvert fald ud, når man for eksempel scroller sig gennem udvalget på Netflix og HBO. Kvaliteten kan være svingende, men når det er rigtig godt, som i The Keepers, Making A Murderer og The Jinx, er der tale om regulære seermagneter. De er populære og skaber virak i avisernes kulturspalter og – i endnu større skala – på nettet, hvor serierne lever videre, efter at sidste afsnit er blevet sendt.

Og så er der selvfølgelig litteraturen, dér, hvor det hele startede. I en verden uden streamingtjenester og earbuds var det i avisernes krimisektion, og i særdeleshed i bøgerne, at man fik sit fix. Mange af de bøger blev megasællerter, såsom Truman Capotes In Cold Blood (1966). Capotes bog var med til at kickstarte genren ’true crime’, som er en betegnelse for bøger, der beskæftiger sig med virkelige kriminalsager.

Mord er en central komponent i mange af de bøger, dokumentarserier og andet, der hører til i genren, men også emner som pædofiliringe, narkohandel og finansiel kriminalitet kan høre ind under true crime. Forlagene, ikke mindst de amerikanske, satser stadig stort på genren, og udvalget af nye bøger kan derfor virke uoverskueligt. Men et par af dem stikker ud. De er true crime, når det er bedst.

Samfundsportræt

True Crime Addict af James Renner er én af de bøger. Sagen, den undersøger, er mystisk: Ingen ved, hvad der skete med 21-årige Maura Murray, efter hun kørte galt i den lille by Haverhill i staten New Hampshire d. 9. februar 2004. Hun blev sidst set af en buschauffør, der tilbød hende et lift. Murray takkede nej, og chaufføren kørte hjem. Han ringede efterfølgende til politiet og fortalte om ulykken, men der var ingen Murray at se, da de ankom til ulykkesstedet, kun en smadret bil. Hvor var hun? Var hun gået ind i den nærliggende skov, faret vild og frosset ihjel i vinterkulden? Eller blev hun samlet op af en morder? Sagen er stadig uopklaret, men Renner, der er journalist med speciale i kriminalstof, giver sit bud på en forklaring.

Det er ikke alle i den lille by, der har lyst til at tale med den nysgerrige journalist. De, der åbner sig for ham, leder til gengæld Renner ad nye og uopdagede veje. De fleste er blindgyder, men jo mere han graver, desto mere bliver han opmærksom på de motiver, som indbyggerne i den lille by kan have for at hævde det ene eller det andet. Bogen ender derfor også med at være et portræt af det lille samfund med alle dets særegne regler og normer. Præcis som Capote gjorde det i In Cold Blood. I Capotes bog var skildringen af det lille lokalsamfund nemlig en lige så essentiel del af historien som beretningen om mordet af en familie.

Ad omveje når Renner frem til en konklusion: Murray stak af, og uheldet med bilen var ikke planlagt, det var kun et mindre stop på vejen. En ven samlede hende op og kørte hende formodentligt til Canada, hvor hun nu lever under et nyt navn.

Internetdetektiver

Renner får løbende hjælp af sine følgere, der har fulgt efterforskningen på hans blog, hvor han har opdateret om sine fund – True Crime Addict er en slags udkrystallisering af bloggen. ’Websleuths’ kalder man de amatørdetektiver, hvis hjælp Renner nød godt af. De huserer på hjemmesider som Websleuths.com og Reddit, hvor der bliver nørdet igennem om uopklarede mord. Det kan, erkender Renner, være både godt og skidt. I bedste fald kan det afdække spor, som politiet har overset, i værste fald kan det føre til en heksejagt på uskyldige mennesker. Det så man i forbindelse med terrorangrebet i Boston i 2013, hvor Reddit kogte over i overbevisningen om, at de havde fundet den mistænkte – som siden viste sig at være uskyldig.

Det, der gør True Crime Addict rigtig interessant, er dog det blik, Renner løbende vender indad. Det sker, at true crime-forfattere inddrager sig selv i deres bøger, og et efterhånden klassisk eksempel er Ann Rules The Stranger Beside Me (1980), der med tiden er blevet en nyklassiker inden for genren. Bogen er et portræt af USA's nok mest kendte seriemorder, Ted Bundy, men er samtidig også en skildring af Rules venskab med Bundy, som hun lærte at kende, inden han blev sigtet for mordene. I bogen beskriver Rule kampen med at komme overens med Bundys skyld, og hvordan det har påvirket deres venskab. Noget lignende er på spil i True Crime Addict, hvor Renner fortæller om sin besættelse af Murray-sagen, de personlige konsekvenser, det har haft for ham, og hvorfor han alligevel ikke kunne stoppe. Han gætter selv på, at hans voldelige bedstefar er én af grundene til, at han så gerne vil fange The Bad Guy. Renner er ganske enkelt afhængig af at se retfærdigheden ske fyldest.

Renners blik på sig selv er nådesløst og selvrefleksivt. I True Crime Addict kommer vi bag facaden og bliver mindet om, at skribenten ikke altid er den cool og distancerede observatør, men derimod er styret af kræfter, der kan virke irrationelle.

Mord med historie

Kriminalsager er ikke noget nyt for David Grann, som har skrevet reportager om mord, økonomisk kriminalitet og meget andet for blandt andet The New Yorker. Med Killers of the Flower Moon har Grann viet en hel bog til én enkelt historie, nemlig historien om de mere end tyve mord, der blev begået på indfødte amerikanere i starten af 1900-tallet.

Vi befinder os i Osage County i Oklahoma blandt indfødte amerikanere, der på det tidspunkt var den rigeste befolkningsgruppe i verden målt per indbygger. Det lyder måske lidt vildt, og det er det sådan set også: efter at være blevet fordrevet fra deres oprindelige landområder i slutningen af attenhundredetallet, fik de indfødte amerikanere i Oklahoma tildelt nye landområder, som siden viste sig at indeholde enorme mængder olie. Hvide forretningsmænd lejede landområderne, og det gav et betragteligt afkast til de indfødte amerikanere. Afkastene voksede, og efterhånden blev de forfaldne skure og telte erstattet med palæer, dyre biler og tjenere. Hvide tjenere, i visse tilfælde, og det fik, sammen med ren og skær jalousi og ubegrundet mistanke om svindel, den voldsomme racisme blandt den hvide befolkning til at vokse yderligere.

Racismen blev sat i struktur, da myndighederne insisterede på, at de nyrige indfødte amerikanere blev sat under opsyn. En værge – ’tilfældigvis’ hvid – skulle tage sig af deres pengesager og bestemme, hvornår og hvor meget der måtte blive udbetalt af deres nyvundne rigdom. Det fik nogle af værgerne til at udnytte systemet ved selv at rage store pengebeløb til sig, og generelt voksede der en kultur frem, som tillod tyveri fra de i forvejen marginaliserede indfødte amerikanere.

Der var dog dem, der gik skridtet videre. I 1920’erne mistede den unge indfødte amerikaner Mollie Burkhart alle sine søskende. De blev fundet myrdet eller døde under mystiske omstændigheder, og Mollie endte med at være enearving til familiens store formue. Mollie selv var også døden nær, da FBI nåede at afsløre et komplot mod hende og hendes familie. En lokal forretningsmand ved navn William Hale havde hyret lejemordere til at dræbe Mollies søskende. Det var planen, at alle potentielle arvinger skulle udryddes, så Mollie stod tilbage som enearving. Hvorfor? Fordi Mollies ægtemand Ernest Burkhart ville arve hele familiens formue, hvis Mollie døde. Ernest var Hales nevø og med i planlægningen fra starten. Formuen skulle kanaliseres gennem Mollie og slutteligt hen til Ernest og Hale.

I Killers of the Flower Moon fokuserer Grann på familien Burkhart, men, som Grann konkluderer i bogens slutning, hører deres historie ikke til sjældenhederne. Hale og hans medsammensvorne blev dømt for at have begået mere end tyve mord på indfødte amerikanere. Men der var også andre. Flere end hundrede dødsfald blandt de rige indfødte amerikanere i 1920’erne mistænkes nu af efterforskere snart hundrede år senere, for at være resultatet af samme slags drabelige grådighed.

Fascinationen ved, at andre mennesker kan overskride en grænse, man aldrig selv kunne finde på at overskride, er et evigt nærværende element i næsten al kriminallitteratur. Sådan forholder det sig også med Killers of the Flower Moon. Men til forskel fra så mange andre bøger inden for den genre træder Grann et skridt tilbage og ser mordene i deres kulturelle, sociale og historiske sammenhæng. Killers of the Flower Moon er ikke kun en bog om bestialske mord, men også en bog om racisme og udviklingen i det amerikanske samfund.

Rustbæltet

I American Fire, der er journalisten Monica Hesses første bog inden for genren, er vi lidt tættere på nutiden, nærmere bestemt i 2012 og 2013. I en periode på lidt over fire måneder blev syvogtres bygninger udsat for brandstiftelse i Accomack County i staten Virginia. Det satte det lille samfund på den anden ende. Hvem var det, der gik rundt og satte ild til bygningerne? Det rystede folk sammen i et fællesskab, man ikke havde set længe på de kanter. Det hårdt pressede brandvæsen nød massiv opbakning, der blev oprettet støttegrupper og folk passede generelt lidt bedre på hinanden.

Som Renners True Crime Addict er Hesses American Fire lige så meget en bog om et lokalmiljø, som om en forbrydelse. Hesse går dog skridtet videre og inddrager forskelligt historisk materiale, ligesom Grann gør det i Killers of the Flower Moon. Det skal ikke kun illustrere områdets udvikling, men også USA's udvikling som helhed. For Accomack County er et symptom på en generel tendens, hvor folk flytter væk fra landområderne, gennemsnitsalderen stiger og små, lokale virksomheder bliver erstattet af nationale og internationale mastodonter.

Den udvikling er blevet skildret mange steder. J. D. Vance fortæller i sin bestseller Hillbilly Elegy (2016) om social mobilitet, George Packer giver et journalistisk indblik i det amerikanske rustbælte i The Unwinding (2013) og Phillip Meyer sætter det på litterær form i romanen med den sigende titel Rust (2009). Det er stadig forholdsvist uopdyrket land inden for true crime, men med American Fire gør Hesse et glimrende forsøg. Hun området med sikker pen uden at miste blikket for det levede liv.

Gjorde det af kærlighed

Bogens absolutte hovedkarakterer er Tonya Bundick og Charlie Smith, og tidligt i bogen afslører Hesse, at de er gerningsmændene. Med dét i baghovedet læser man Tonya og Charlies historie sideløbende med fortællingen om områdets udvikling. I beskrivelserne af deres liv, der involverer svigt, stoffer, dumme valg, men også kærlighed, bliver der hverken moraliseret eller peget fingre, og hen ad vejen glemmer man, at Tonya og Charlie er forbrydere, fordi Hesse ønsker, at vi først og fremmest skal se dem som mennesker.

Efter en hård periode med stoffer og småforbrydelser følte Charlie sig lykkeligere end nogensinde, da han endelig fandt sit livs kærlighed, Tonya. Den følelse ville han for alt i verden holde fast i. Da potensen begyndte at svigte, Tonyas barn fra et tidligere forhold pludselig voldte problemer og deres økonomiske situation så skidt ud, ændrede det hele sig, og deres forhold hang i en tynd tråd. Derfor greb Charlie ud efter alt, der kunne opveje dårligdommene – selv at sætte ild til en forladt bygning, som Tonya bad ham om at gøre. Og det virkede. Men kun lidt. Flere brande var nødvendige for at holde den lykkefølelse ved lige, som særligt Tonya fik ud af de stikkende flammer.

Charlie var med på legen, lige indtil de begge blev arresteret og smidt i fængsel. »Jeg gjorde det, fordi, jeg elskede hende« forklarede Charlie, der samtidig forsøgte at minimere Tonyas involvering. Tonya derimod skød skylden på Charlie, men erkendte sig senere skyldig i flere af brandene.

En vild kærlighed

De endte ikke sammen i en regn af kugler som Bonnie og Clyde. Historien om Tonya og Charlie er en vild kærlighedshistorie, der tog en uventet drejning og havde en særegen logik, der gav mening for kun de to. Det endte med at få dem buret inde, og først om lidt over et årti kan de igen gå frit rundt i Accomack County. Historien om Tonya og Charlie er også historien om et USA under forandring og de skæbner, der udspiller sig dér. De to elskende følte konsekvenserne af udviklingen. Det er ingen undskyldning for deres gerninger, men det sætter dem i perspektiv. Med American Fire har Hesse sat en mindesten for netop den slags skæbner.

True crime er en genre, der ofte bliver mødt med skepsis. Men sådan bør det ikke være. True crime, når det er bedst som hos Renner, Grann og Hesse, vil mere end at blotlægge de grufulde detaljer bag en forbrydelse. Den vil have baggrunden med, de historiske forhold og de personlige konsekvenser for forfatteren. Det er interessant, reflekterende, kløgtigt, og en læsning værd.