Print artikel

Fire bøger du skal læse, hvis du elsker Mindhunter

Cameron Britton som seriemorderen Ed Kemper over for Jonathan Groffs nytænkende FBI-agent Holden Ford i Mindhunter / Netflix
Kritik
26.10.17
Seriemordere er alle vegne. Seneste eksempel er Netflix-serien Mindhunter. Det er en kærkommen lejlighed til at dykke ned i noget af det bedste, der er skrevet om seriemordere.

D. 13 oktober havde Netflix premiere på tv-serien Mindhunter, som er bygget over den tidligere FBI-agent John Douglas’ bog af samme navn. Douglas var med til at revolutionere måden FBI tænker om forbrydere og særligt seriemordere på. De skal, som Douglas hævder i sin bog, ikke forstås som onde mennesker. Den kategorisering kommer man ikke langt med, hvis man gerne vil forstå dem og i fremtiden forhindre andre seriemordere i at fortsætte med at dræbe. Moderne psykologi skulle der til, og Douglas var manden, der bragte den ind i FBI. For at fange en seriemorder må man forstå ham – ham, fordi de fleste seriemordere er af hankøn. Og for at forstå en seriemorder bliver man nødt til at tale med dem, hvilket Douglas gjorde. I interview efter interview.

Tv-serien skildrer Douglas’ spæde start med interviews, hvor han hen ad vejen lærer at finpudse sin teknik og langsomt trække brugbar viden ud af morderne. Var der noget i deres fortid, der fik dem til at dræbe? Hvorfor dræbte de deres ofre, som de gjorde? Det er spændende sager, godt filmet og fremragende spillet.

Det siger også noget om den tid, vi lever i. Seriemorderen er nemlig her, der og alle vegne. Som myte, fiktiv karakter og selvfølgelig som alt for virkelig person, herude, midt i verden blandt os andre. Et sted, han særligt går igen, er i filmen og tv-seriens verden. Hvem husker ikke Anthony Hopkins i Silence of the Lambs, Kevin Spacey i Seven eller Michael C. Hall i Dexter? Lars von Triers kommende film The House That Jack Built handler også om en seriemorder. De er fascinerende, det har film- og tv-selskaberne længe vidst. Seriemorderen er mainstream, og det er tilladt at vise interesse.

De fleste af de film og tv-serier bygger på bøger. Mange af dem er fremragende, og skulle du være én af dem, der ikke kan få nok af seriemordere efter at have slugt første sæson af Mindhunter, kan du få stillet din tørst i bøgernes verden. Og skulle du tilmed være én af dem, der vil have noget mere og andet end den sædvanlige seriemorderbiografi, så læs med. Vi guider dig til dit næste fix.

Ann Rule – The Stranger Beside Me

Ann Rule er den ukronede dronning inden for ’true crime’, den faglitterære genre, der har virkelighedens kriminalsager som sit omdrejningspunkt. Hun har skrevet om mødre, der myrder deres børn, om stenrige advokater, som næsten slap afsted på mord og om Gary Ridgway, den seriemorder i USA, der har flest ofre på samvittigheden, niogfyrre i alt – hvad man ved af. Rule, der døde i 2015, nåede at udgive mere end tredive titler.

Hendes første bog, The Stranger Beside Me (1980), sikrede hende stjernestatus. Man forstår hvorfor, for det er en vild historie, Rule fortæller. I 70’erne blev Rule venner med Ted Bundy, som hun mødte på en selvmordslinje, hvor de begge arbejdede som frivillige. Det var et ret ironisk sted at møde en af USAs nok mest kendtes seriemordere, som endte med at slå mere end tredive kvinder ihjel mellem 1974 og 1978. I The Stranger Beside Me beskriver Rule, hvordan hun holdt kontakten ved lige med den søde, charmerende og intelligente unge mand, som hun på daværende tidspunkt mente, at Bundy var, helt uvidende om hans myrderier. Selv da Bundy blev anklaget for drabene, tvivlede Rule på anklagernes rigtighed og tog Bundy i forsvar. Det var først sent i retssagen, at det gik op for Rule, at Bundy var skyldig.

Rules bog fortæller ikke kun en sindssyg historie, den er også interessant, fordi den gør op med synet på kriminalreporteren som den kyniske og kolde observatør, der kun holder sig til fakta. I The Stranger Beside Me skildrer Rule ikke kun Bundys drab, men også sin egen angst, tvivl og ængstelser og gør i ægte gonzo-stil forfatteren til et menneske på niveau med morder og ofre. The Stranger Beside Me er velfortjent blevet en klassiker inden for seriemorder-litteraturen.

Robert Kolker – Lost Girls

I 2010 og 2011 fandt man på Long Island i delstaten New York ti lig i et buskads. De var tydeligvis blevet myrdet. Det gik hurtigt op for politiet, at de her havde at gøre med en seriemorder. Han fik øgenavnet »The Long Island Serial Killer«. Det er endnu ikke lykkedes politiet at fange ham, men navnene på flere af de mistænkte er i årenes løb gradvist blevet offentliggjort. Senest en vis John Bittrolff, der måske, måske ikke har mere en blot en tilfældig forbindelse til mordene.

Hele den sag har journalisten Robert Kolker skrevet en bog om, Lost Girls (2013). Den beskriver ikke kun politiets efterforskning men i særdeleshed også ofrenes liv og levned. I de fleste bøger om seriemordere er fokus næsten altid på selve seriemorderen, i Lost Girls går Robert Kolker den stik modsatte vej og bruger størstedelen af bogen på at kommer under huden på ofrene. I stedet for at bruge utallige sider på at spekulere i mulige motiver og svælge i sammenligninger med andre drabssager. Ofrene bliver ofte glemt eller underbelyst i bøger om seriemordere, men Kolker yder dem retfærdighed ved at gøre dem til mere end blot statister. Kolker viser dem i stedet som mennesker. Flere af ofrene var prostituerede, og meget af pladsen i Lost Girls bruger han også på at undersøge deres arbejdsbetingelser, der i de fleste tilfælde har været horrible.

Jason Moss – The Last Victim

Det startede som et skoleprojekt. Nittenårige Jason Moss ville skrive til en masse seriemordere og se, om han kunne få noget brugbar information ud af dem, som han kunne bruge til sit projekt. Han skrev med Jeffrey Dahmer, der mellem 1978 og 1991 dræbte sytten mennesker, og i enkelte tilfælde spiste han nogle af sine ofre. Det lykkedes også Moss at blive pennevenner med andre tunge navne som Richard Ramirez, Henry Lee Lucas og Charles Manson.

Der er mange ligheder mellem Moss’ bog The Last Victim (1999) og FBI-agentens arbejde med seriemordere i Mindhunter. Som i Mindhunter prøver Moss også at tale seriemordernes sprog. Man kommer ikke ind under huden på dem ved at kaste om sig med moralske domme. De skal nurses, selvom det kan føles ubehageligt. Det gør det for Moss, men langsomt udvikler han teknikker, der det gør det muligt for ham at gemme sig bag en identitet og dermed få uhyrlighederne på afstand og sat ind i en ramme. Skuespil på skrift, kort sagt.

Moss’ tanker omkring sine teknikker er spændende læsning, og det er utroligt hvor langt han vil gå, for at få de rigtige citater i kassen. Selv det at opdigte et seksuelt forhold til sin lillebror, som han gør for at få en anden berygtet seriemorder i tale, John Wayne Gacy. Gacy blev dømt for at have slået treogtredive fortrinsvis unge mænd ihjel i årene mellem 1972 og 1978. For Moss var Gacy den ultimative dræber og det største mål af alle. Skoleprojektet endte med at blive til mere end blot et projekt. Det handlede lige så meget om besættelse og om at få et kick ud af at snyde de kloge seriemordere. Men Gacy viste sig også at være den sværeste at ’overvinde’, og et møde i fængslet med seriemoderen, kun få måneder inden hans henrettelse, endte i noget, der kan kategoriseres som et overgreb. Deraf den sigende titel på Moss’ bog, The Last Victim.

Erik Larson – The Devil in the White City

På trods af at Erik Larsons bog ikke er helt ny – den udkom tilbage i 2003 – figurerer den stadig på Amazons liste over de bedst sælgende true crime-bøger. The Devil in the White City er efterhånden blevet en nyklassiker inden for genren, og bogen har fået godt med vind i sejlene efter, at det blev offentliggjort, at Leonardo DiCaprio har købt filmrettighederne til bogen.

Larson fortæller både historien om seriemorderen H. H. Holmes og arkitekten Daniel H. Burnham, hvis karakteregenskaber på mange måder lignede hinanden, men hvis liv udartede sig på forskellig vis. Begge var de ambitiøse, kyniske og manipulerende. Burnham brugte de egenskaber til at stable verdensudstillingen i Chicago i 1893 på benene. En arkitektonisk og planlægningsmæssig kraftpræstation, der overgik alt, hvad man hidtil havde set i byen. I umiddelbar nærhed af verdensudstillingen byggede Holmes et »Murder Hotel« med hemmelige rum og gasledninger ind til de forskellige værelser. Holmes blev dømt for i alt ni mord i årene 1891-1894, men menes at have mere end tyve mord på samvittigheden. En lige så stor hovedperson i bogen ender med at være byen Chicago, der, i slutningen af attenhundredetallet, hvor historien foregår, er under rivende udvikling, og hvor de to forskellige men dog alligevel meget ens sjæle har deres gang.

Der er en god grund til, at Larsons bog har fået sin klassikerstatus. Som hos Kolker lader Larson seriemorderen træde lidt i baggrunden til fordel for nogle andre ting. Først og fremmest den historiske kontekst, mordene bliver begået i. Det er ikke noget, man ser så tit, men det sker, og nogle forfattere gør det bedre end andre. Det, der imidlertid gør The Devil in the White City særdeles speciel og en klassikerstatus værdig, er blandingen af den historiske kontekst med Larsons insisteren på at fortælle en dobbelthistorie, hvor de to hovedpersoners livsfortælling stort set ikke krydser ind over hinanden. Det bliver kun antydet, at deler de samme karakteregenskaber. Læseren skal på psykologisk og analytisk overarbejde.

Larsons bog er både gys, historieundervisning og dristig fortælleteknik, og man bliver godt og gammeldags klogere af at læse den.