Print artikel

Se mod Østrig

Anmeldelse
23.02.17
Der er masser at komme efter i østrigsk litteratur. Tre nye – og gode – romaner viser spændvidden i den litteratur, der bliver skrevet lige nu.

Tysksproget litteratur finder sjældent vej til de danske kulturspalter. Hvis den gør, er det som regel fordi, en given roman er blevet oversat til dansk, eller fordi en stædig anmelder har kæmpet sig fordi de redaktionelle gatekeepers. Der satses på de sikre valg, dansk og engelsk – sidstnævnte ofte i oversættelse. Endnu mere sjældent er det, at litteratur fra Østrig bliver omtalt.

Men hvad sker der egentlig, da unten? Hvad bliver der skrevet? Og er det overhovedet noget, der er værd at introducere for et dansk publikum? Ja, Østrig sprudler af litterær opfinderlyst, gode historier og sprogligt gåpåmod. Særligt tre romaner fra det forgangne år er værd at læse. Vil man holde sig opdateret på det østrigske litteraturlandskab, er de et oplagt sted at starte. Og skulle de komme i en dansk oversættelse, er man på forkant. Det drejer sig om Teresa Präauers Oh Schimmi, Christoph Ransmayrs Cox oder Der Lauf der Zeit og Friederike Gösweiners Traurige Freiheit.

Den nye pige
Selvom Teresa Präauer (f. 1979) har tre romaner bag sig, er hun stadig den nye pige i klassen og rubriceres ind under den lidt løse betegnelse ’ny østrigsk litteratur’. Oh Schimmi er hendes seneste roman, som allerede inden udgivelsen vakte begejstring. I 2015, da Präauer læste et uddrag af den dengang endnu ufærdige roman op i Klagenfurt til den årlige litteraturkonkurrence, Ingeborg Bachmann-Preis, tog hun både jury og publikum med storm. Den i Østrig husende konkurrence, hvor særligt indbudte forfattere skal læse op af endnu ikke udgivet materiale, er én af det tyske sprogområdes vigtigste priser, og selvom Präauer ikke vandt, blev forventningerne til hendes nye roman skudt godt i vejret. Forventningerne blev indfriet i august 2016, hvor Oh Schimmi landede på hylderne i de tysksprogede lande. Anmelderne var begejstrede, og romanen blev hyldet for sin sproglige opfindsomhed og in-your-face kvaliteter.

Man forstår godt anmelderne syd for grænsen, for Oh Schimmi er på mange måder noget for sig selv. Romanens jeg-fortæller, Jimmy, er ikke en, man støder på mange andre steder i tysksproget litteratur. Jimmy insisterer på at blive kaldt for Schimmi og elsker derudover bogstavet ’I’, som også er grunden til hans kreative ordlege: »Perverses« bliver til »Perversialisches«, »ästhetischer« til »ästheticalischer« og så videre. Det kommer der en noget speciel roman ud af, for Oh Schimmi er udgjort af Schimmis indre monologer.

Schimmi bor på trettende etage i et højhus sammen med sin mor, og selvom man ikke får hans alder at vide, efterlader Schimmis gøren og laden én med indtrykket af, at vi har at gøre med en lidt tilbagestående og forkælet voksenbaby. Han elsker sukker, bruger hele dagen på at se dokumentarer om dyr, stjæler sin mors kreditkort for at bruge det på sexlinjen og stikker, på trods af morens ordre, væk fra hende og lejligheden i tide og utide.

Schimmi er ekstremt liderlig, impulsiv og mest af alt: arrogant, indbildsk og fuldstændig ude af stand til at indtage et helikopterperspektiv. For Schimmi er efter egen overbevisning den bedste i verden til at rappe og danse. Og så har han en »guddommelig krop« og tjener mange Dollars. Eller, sådan ser det i hvert fald ud oppe i hans eget hoved. Realiteten er selvfølgelig en anden, men den eksisterer ikke for Schimmi, der har lagt et slør af »Schimmifikation« ud over verden.

Det er ikke fordi, der sker særlig meget i Präauers roman, men det, der sker, er rimelig langt ude: Schimmi støder på én af sine stedsvise udflugter på Ninni, pigen i hans liv, som han gør alt for at imponere. Men før det store og endegyldige scoreslag skal stå, kidnapper Schimmi som midlertidig trøst en negletekniker. Hende gemmer han under sin seng og holder hende i live ved at fodre hende med cola og skumfiduser.

Selvom det er sjovt, uhyggeligt på den åh-nej-det-gjorde-han-bare-ikke-måde og måske også lidt fjollet, går det mere end godt i spænd med Schimmis indre monologer. Det er nemlig i sidstnævnte, at romanen virkelig vinder. Blandingen af storhedsvanvid, kreative ordkonstruktioner og den store mængde af amerikansk slang, Schimmi løbende spytter ud, er fucked op, temmelig original og tilmed også vanvittig sjovt.

Men hvad vil Präauer fortælle os med Schimmi-figuren? Er Schimmi et billede på mennesket under kapitalismen, kørt ud i et overdrev, optaget som det er af begærstilfredsstillelse og opslugt af sit eget image? Eller skal hans vanvittige opførsel gøre os opmærksom på, hvor tilfælde vores sociale regler og normer egentlig er? Oh Schimmi lever på den flertydighed, og Präauer selv gør i diverse interviews heller ikke meget for at løfte sløret for intentionen med Schimmi-figuren. Lad os derfor give Schimmi det sidste ord: »Her kommer den hotteste blandt de hotte, den mest freshe af de freshe«.

Turen går til Kina
Man kan ikke komme meget længere fra Schimmis selvoptagede triader end i Christoph Ransmayrs (f. 1954) Cox oder Der Lauf der Zeit, der udkom i oktober sidste år. Romanen, som anmelderne har kaldt »fascinerende« og rost for sin »elegante prosa«, foregår i syttenhundredtallets Kina og handler om urmageri. Det lyder umiddelbart ikke som en bestseller, men det er ikke desto mindre det, den er blevet: Romanen har huseret på bestsellerlisterne i flere uger, og skulle man befinde sig foran en tysk boghandel eller lufthavnskiosk, ligger den med garanti pænt repræsenteret på første række.

Den engelske urmager og romanens hovedperson, Alister Cox, inviteres af den kinesiske kejser Qianlong til Kina. Cox i troen på, at han kan åbne en forretningsforbindelse til Kina, kejseren med en bagtanke, der først bliver røbet efter Cox’ ankomst. Og hvilken ankomst:

»Cox nåede det kinesiske fastland med slappe sejl på den oktobermorgen, hvor Qiánlóng, verdens mægtigste mand og kejseren af Kina, fik næserne skåret af syvogtyve skatteinspektører og værdipapirhandlere«

Cox’ møde med Kina er et møde med tyranni, indviklede ritualer og strenge hierarkier. Installeret i Den Forbudte By, sammen med en lille håndfuld af sine ansatte, bliver Cox vidne til lidt af hvert. Selvom strengheden, afstraffelsen og de komplekse sociale koder i starten forekommer fremmede, ser Cox efter kort tid en direkte parallel til det England, han kender hjemmefra. Også dér hænges og halshugges politiske modstandere, og samfundet er delt skarpt op i rige og fattige. Despoti kender ingen kulturelle eller geografiske grænser, og måske er det en skjult kommentar fra Ransmayr om, at vi skal kigge på vores egne utilstrækkeligheder, før vi begynder at kritisere andres.

Og nu til den skjulte dagsorden: Kejseren er ikke interesseret i en ny handelsrute. Han vil i stedet have Cox, »Mesteren fra England«, til at lave tre unikke ure til ham. Tre forskellige ure, der hver især illustrerer tidsfornemmelsen for et barn, en dødsdømt og et elskende par. Men Cox og hans ansatte når kun halvvejs med ur nummer to, før kejseren vil have noget helt fjerde: et ur, der kan løbe i al evighed.

Det kaster Cox ud i et politisk stormvejr, da kejserens undersåtter mener, at konstruktionen af et evighedsur, der vil løbe selv efter kejserens død, er en hån mod kejseren. Enten ved kejseren ikke bedre, eller også leder han bare efter en undskyldning for at slå Cox og co. ihjel. Kejseren er »hersker over tiden« og kan bestemme selve tidens forløb. Et evighedsur er beviset på det modsatte.

Cox tager imod tilbuddet af finansielle og mere dybereliggende, personlige grunde. Måske, tænker han, kan konstruktionen af uret få ham til at komme overens med en tragisk begivenhed: hans datters død og hans kones deraf følgende stumhed og indelukkethed.

Cox oder Der Lauf der Zeit er en roman om tid, erindring og kunst. Tiden kan både være et lægemiddel mod sårene, men også ende som en politisk og religiøs kamplads, hvor der bliver kæmpet om retten til at sige, hvad tid er og ikke er. Erindringen kan man, som i Cox’ tilfælde, være bundet af, men den kan også, som i konstruktionen af evighedsuret, være en katalysator for kreativitet. Med andre ord: Kunst er, og kan kun, være bygget på personlige erfaringer.

Ransmayr formår på elegant fin vis at flette disse overvejelser ind i sin roman, så de ikke fremstår alt for anmassende. Cox oder Der Lauf der Zeit skiller sig med sit temavalg ikke synderligt ud fra størstedelen af Ransmayrs øvrige produktion, hvor emner som tid, kunstens rolle og rejser til fremmede destinationer også er centrale fikspunkter.

Alt det er formidlet i et sprog, som selv fremstår som et forsøg på at indfange tiden: et næsten klassisk tysk med altmodisch swung og lange, lange sætninger. Netop sprogets sære tiltrækningskraft er det, der holder interessen ved lige under læsningen.

Ransmayr har gentagne gange fået prædikatet ’stor nulevende østrigsk forfatter’ hæftet på sig. Det forstår man, med det hav af priser i ryggen og den store stak af udgivelser på cv’et. Med Cox oder Der Lauf der Zeit har Ransmayr tilføjet endnu et værk til den imponerende samling.

En debut
Friederike Gösweiner (f. 1980) er til gengæld debutant og just trådt ind på den østrigske litteraturscene. Men det er ikke en hvilken som helst entré. Hendes debutroman Traurige Freiheit, der udkom for ét år siden, blev belønnet med prisen for årets bedste debut ved uddelingen af Österreichischer Buchpreis. Det var i november sidste år og samtidig også første gang, at prisen blev uddelt – også en slags debut, kan man sige.

Traurige Freiheit minder hverken om Präauer eller Ransmayr roman. Den er ikke sjov og vanttig som Oh Schimmi, og heller ikke meditativ og sprogligt kringlet som Cox oder Der Lauf der Zeit. Den er noget helt andet: stilfærdig, ligetil og enkel. Det lyder umiddelbart kedeligt, men er det slet ikke.

Hannah, romanens hovedperson, er træt af at arbejde gratis for en avis og vil i stedet til Berlin, hvor hun håber, at lykken venter i form af en fast stilling. De mange jobansøgninger til alskens stillinger og artikelforslag til diverse aviser bærer ikke frugt, og Hannah føler, at hun sidder fast i en nedadgående og endeløs spiral, hvor depressionen lurer lige om hjørnet. Kæresten Jakob nægter at opgive sin lægestilling for at flytte til Berlin, og det resulterer i et brud, kort før Hannah drager mod hovedstaden.

I Berlin bliver Hannah endnu engang mindet om det ubarmhjertige jobmarked, da hun kommer til en jobsamtale på en avis. Konkurrencen er benhård, og snakken mellem ansøgerne i pausen er minimal: »Rivaler prøver ikke på at blive venner«. Selvom Hannah har prøvet det før og også godt ved, at det er sådan, det er, rammer det hende alligevel at blive mindet om, hvor svært det er at få en fod inden for i den journalistiske og kreative branche. Der forventes, at man arbejder gratis, og skulle en fast stilling blive åben, er den enten tidsbegrænset eller ikke så åben alligevel.

»Man kan aldrig sige noget med sikkerhed«, tænker Hannah efter den afsluttede jobsamtale. Det kunne også gælde som et generelt motto for bogen. Intet er sikkert, specielt ikke på det moderne jobmarked, og heller ikke for det, der er blevet døbt ’det kulturelle prekariat’; akademikere, kunstnere, journalister og så videre kan i stigende grad ikke finde fast beskæftigelse og må nøjes med gratis og ’cv-optimerende arbejde’ eller helt skifte branche. Som Hannah, der begynder at arbejde som tjener. Til mindsteløn vel at mærke. Som hos så mange andre går Hannahs drømme ikke i opfyldelse, og hun må derfor leve fra munden til hånden ved hjælp af sit arbejde på en cafe, hvor der heller ikke er mulighed for en ordentlig kontrakt.

For Hannah virker det hele udsigtsløs og deprimerende, og på trods af at jobbet på cafeen har sikret hende en vis form for stabilitet, føler hun sig alligevel »strandet« som »efter et skibsbrud«. Et glimt af håb får hun, da hun falder i snak med Hr. Stein, én af cafeens stamkunder. Stein er, viser det sig, chefredaktør på en stor avis, og Hannah ser straks sit snit til at få en fod inden for i den eftertragtede branche. Men en eventuel relation når aldrig at manifestere sig, og på trods af lidt flirt og forsikringer om det ene og det andet, ender mødet med redaktøren i akavethed og et alt for tidligt farvel.

Forfatteren punkterer på en fin måde ideen – andre ville sige myten – om ’den helt store chance’, der er derude og bare venter på at blive opdaget. Det her er ikke et tilfælde af, at den stakkels kvinde bliver reddet af den stærke mand, og selv lovningen om et erotisk eventyr efter bruddet med kæresten udebliver.

Traurige Freiheit er dog mere end en samfundskritisk kommentar pakket ind i litterære gevandter. Den er også en historie om ambition, kærlighed og moderne storbyliv, og hvordan de tre elementer karambolerer med hinanden. Men det er i skildringen af Hannahs udfordringer med det moderne jobmarked, at romanen står stærkest. Den emmer af nutid og relevans, og selvom den måske lyder lidt kedelig og hvad-har-det-med-mig-at-gøre, siger den ikke kun noget om én bestemt gruppes udfordringer med at finde beskæftigelse, den gør også opmærksom på en samfundstendens, der har indflydelse på rigtig mange mennesker. Og det er vigtigt.

Østrigsk litteratur byder på lidt af hvert. Helt unge stemmer, de lettere øvede og de erfarne. Det afspejler sig også i romanerne, der spænder vidt i tematik og sprog. Og så er de tilmed gode. Det er bare med at komme i gang.