Print artikel

Den lille ø i den store sø

Staffa, Fingal's Cave malet af Turner
Essay
06.06.17
Storbritannien er en ønation, der betvinger verdenshavene. Det er en selvfortælling, der ligger dybt i den britiske kultur, og som måske kan være med til at forklare et fænomen som Brexit. To nye bøger fortæller historien om den britiske fascination af øer og om, hvordan nationalidentitet kan opstå ud af de rørte, mudrede vande mellem virkelighed og fiktion.

»We have the character of an island nation – independent, forthright, passionate in defense of our sovereignty. We can no more change this British sensibility than we can drain the English Channel«

Ordene er tidligere britiske premierminister David Camerons. De stammer fra en tale om Europa i 2013 og afslører en almindelig forestilling i den britiske selvforståelse: nemlig at landet er en ø – ikke bare i geografisk forstand, men helt ind i sin identitets kerne.

Hvis man nogensinde har haft en samtale med en brite om rejseplaner, nationalidentitet eller bare geografi, så har man nok også hørt dem tale om kontinentet som ”Europe.” Terminologien har også sneget sig ind på morgenbordet, hvor britiske hoteller typisk byder på et valg mellem English Breakfast med bacon og æg eller Continental Breakfast med croissanter og diverse amerikanske morgenmadsprodukter. Underforstået i denne diskurs er, at Europa, kontinentet, er noget radikalt andet end Storbritannien.

Mens premierminister Theresa May forsøger at gennemføre en vellykket Brexit, der skal skære de bureaukratiske bånd til kontinentet, virker det oplagt at spørge, om denne selvforståelse kan tilbyde en forklaringsmodel for den politiske udvikling, der langt fra at dræne Den Engelske Kanal synes at grave den stadigt dybere.

Snarere end at handle om virkelige geografiske forhold er Storbritanniens dybtliggende ø-identitet udtryk for det, man kunne kalde en geografisk retorik: en måde at iscenesætte bestemte forestillinger om nation, internationale relationer og identitet på. Historikere har påpeget, at Storbritanniens ”island idea” er en metafor, der styrker ideen om nationen som en afgrænset enhed og som gennem tiden har tjent som legitimering af landets mange imperialistiske aktiviteter: hvad er mere oplagt, end at en ønation skulle betvinge verdenshavene?

Der er bare lige den hage, at Storbritannien ikke er en ø. I hvert fald er landet ikke én ø: De Britiske Øer er et ørige på cirka 5000 store og små øer, som den britiske journalist og forfatter Madeleine Bunting påpeger i sin bog Love of Country: A Hebridean Journey (2016). Og heller ikke England kan kalde sig ønation, da de deler hovedøen med både Skotland og Wales.
Alt dette er naturligvis indlysende for enhver, der måtte finde på at betragte et verdenskort. Men retorik er et stærkt virkemiddel – nogle gange også stærkere end fysisk geografi. »The cherished trope of ’island nation’ reveals how Britain slimmed down both its islands and its nations,« som Madeleine Bunting skriver. Hug en hæl og klip en tå.

En ø eller mange?

I Atlanterhavet nordvest for Skotland ligger Hebriderne, en gruppe af cirka 500 større og mindre klippeøer – langt størstedelen ubeboede. De er en del af den såkaldte Celtic Fringe – den nordvestlige del af Storbritannien, der vender mod Atlanterhavet og væk fra kontinentet. Hebriderne er Storbritanniens periferi, isolerede småøer omringet af et uforudsigeligt hav. Men helt så enkelt er det ikke: gennem historien har de vindomsuste klippeblokke også fungeret som knudepunkter for global udveksling – for pilgrimsrejser, migration og kolonisering. På den måde bliver de ikke bare et billede på Storbritanniens besættelse af øen som selvfortælling – de bliver også eksempler på nogle af dens paradokser.

Alt det demonstrerer Madeleine Bunting i sin bog, som udgør lige dele rejseberetning og idé-historisk afsøgning af, hvordan Hebriderne har påvirket den britiske selvforståelse. Forud går en rejse til Hebriderne, som den intellektuelle oplysningsdigter Samuel Johnson foretog med sin skotske rejsekammerat James Boswell i slutningen af 1700-tallet. Deres fortælling afspejler en længsel efter det tabte i britisk kultur, mener Bunting: Johnson rejste ud for at opdage mere oprindelige kulturer, og ethvert tegn på civilisation var en bekræftelse på, at englænderne havde haft held med at tæmme det vilde nord. For dyrkelsen af tabt autenticitet i britisk kultur er ikke bare nostalgi: man kan forstå landet som en nation bygget »af andre nationers tabte uafhængighed,« som Bunting skriver.

Fra ø til arkipelag

Frits Andersen, der er lektor i litteraturhistorie på Aarhus Universitet, forsker i øers litterære fremstilling og forklarer i telefonen, at øen har været med til at forme selve vores forestilling om, hvad en nation er. Siden 1400-tallet har øer fungeret som »idealtypiske steder« i Europa, forklarer han: »Det ideelle samfund er et øsamfund – lukket, afgrænset, veldefineret. I slutningen af 1800-tallet danner denne tankegang også grundlag for disciplinen antropologi: Øer er praktiske som feltstudie,« siger han. Allerede i starten af 1800-tallet kan man iagttage, hvordan kolonialismen påvirker europæiske landes ideer om nationalstaten. »Idet man opdager en ø, beskriver man den som en nation, fordi den er en sluttet enhed. Ofte tænkte man, at de ikke var i udveksling med andre øer, og det danner en beskrivelsesmodel for nationstanken,« siger Frits Andersen.

Denne tænkning er også på færde i den britiske ø-fascination, men ser man nærmere efter, balancerer landets selvopfattelse mellem enhed og mangfoldighed. »There is a distinctively British uncertainty about belonging which, at its best, makes us curious, tolerant and familiar with multiple identities; at its worst, it is insecure and self-aggrandazing,« skriver Bunting. Samme tvetydighed er på spil i hendes skildring af Hebriderne: som landets stærkeste repræsentant for gælisk sprog og kultur er øerne base for en britisk minoritet. Som sådan minder øerne om mangfoldigheden af lokale identiteter i et land, der må se sin indre splittelse i øjnene i form af Skotlands stadige løsrivelseshåb, politisk uenighed om EU-samarbejdet og multikulturalismen. Samtidig med, at Theresa May stædigt hævder at lede en ”One-Nation”-regering for et samlet Storbritannien.

At øer har sat deres præg på ideer om nation, kultur og identitet, bevidner den voksende forskning inden for island studies – et felt, der samler antropologi, geografi, litteratur- og kulturhistorie. Men som Frits Andersen forklarer, sætter feltet også skred i vores begreber om ø-identitet: ideen om den selvindeholdende, afgrænsede ø erstattes af interessen for det, man med et fint geografisk ord kalder arkipelaget – eller på mere almindeligt dansk: øgruppen. Netop en sådan er Storbritannien, og Frits Andersen understreger, at øgruppen tilbyder en anderledes geografisk metaforik, der måske også kan rokke ved vores forestillinger om nationalstaten: »Når man studerer arkipelager, betoner man konflikter, forskelle og sammenhænge med andre øer – hvor ø-ideen snarere tænker øen som genklang af andre øer efter samme model.« Med lidt god vilje svarer disse ømetaforer til de to sider af den britiske ambivalens over for det at høre til, som Bunting ridser op: den nysgerrige, mangfoldige indstilling er som et ørige af britiske identiteter, mens den selvovervurderende slår på tromme for et land, der som en ø har nok i sig selv. Også selvom den engelske digter John Donne i 1624 mindede os om, at »No man is an island entire of itself.«

Udkantsromantik og nationalisme

Peter Pans ønskeø. Skatteøen. Thomas Mores Utopia. Robinson Crusoes skibbrud på en øde, tropisk ø. Det vrimler med øer i den britiske litteraturhistorie, og skal man tro Madeleine Bunting, er det ikke tilfældigt: øen har en særlig appel til den britiske forestillingsevne.

Hebriderne har også dannet ramme for nogle af de sidste århundreders stærkeste litteraturhistoriske begivenheder, fortæller Bunting. George Orwell trak sig i 1940’erne tilbage på øen Jura for at skrive den nu igen så aktuelle dystopi 1984 – øen var med hans egne ord »extremely un-get-at-able«, og dermed åbenbart de perfekte omgivelser at forfatte en roman om massiv overvågning i. Og sidst i 1700-tallet blev øerne centrale i den europæiske romantik. På øen Staffa ligger Fingal’s Cave, hvor naturligt forekommende basaltstolper giver et ruinagtigt udseende. Stedet fik navn efter Kong Fingal, som optrådte i en række digte (1761-65) udgivet af den skotske skolelærer James MacPherson. Digtene var ifølge MacPherson en række glemte mundtlige overleveringer, som kunne tilbagevises til den gæliske troubadour Ossian. Ossian-digtene fra det tågede og vindomsuste nord fik stor indflydelse på den europæiske romantik: både Napoleon og Goethe var fans. Men historien udviklede sig til en skandale: MacPherson blev hængt ud som en bedrager, der havde fabrikeret hele historien. I dag ved man, at der findes dokumenter, som beviser, at mytologien i hvert fald ikke var grebet helt ud af den blå luft.

Ossiandigtenes tvivlsomme autenticitet har ifølge Bunting været skadelig for den gæliske kulturs rygte, men den tjente også til at styrke romantikkens nationalidentitet. Hebriderne blev et centralt motiv i blandt andet Turners malerier og i Mendelssohn-ouverturen Hebriderne (Fingal’s Cave) (1830). »This was the myth of antique origins that the new elites of the British Empire […] needed to bolster pride and purpose;« skriver Bunting. Mens Turners iscenesættelse af Hebriderne betoner stedets ekstreme beliggenhed i en slags udkantsromantik, så understreger Bunting, at den skotske Atlanterhavskyst har været globaliseret i århundreder: Handel fragtede tropiske guldfisk og symaskiner via floden Clyde, som også bragte Hebridernes emigranter ud i verden. Hvis de skotske Atlanterhavsøer befandt sig i periferien af De Britiske Øer, så blev de et knudepunkt i det Britiske Imperium. Da man manglede befolkninger til imperiets udkant, var det Hebridernes indbyggere, man sendte af sted: de var jo vant til øde, isoleret land og havde bedre forudsætninger for at klare sig på Falklands-øerne, New Zealand eller i Patagonien.

Børn af Crusoe

»Until we admit to an oceanic and insular past there can be no intelligent debate about the future, because we are the children of Crusoe,« erklærer historiker Andrew Lambert i begyndelsen af sin bog Crusoe’s Island: A Rich and Curious History of Pirates, Castaways and Madness (2016). Lambert har slået til lyd for den tolkning, at Brexit kan forklares i lyset af Storbritanniens identitet som søfarts- og imperienation. Og skal man forstå, hvorfor nationen orienterer sig ud mod verdenshavene snarere end mod kontinentet, så er besættelsen af øer netop en af forklaringerne, mener Lambert – i både bogstavelig og overført forstand.

I Crusoe’s Island beretter han om øgruppen Juan Fernández i det sydlige Stillehav, som gennem en blanding af søfartseventyr og fiktion kom til at indtage en særlig plads i den britiske selvbevidsthed – selvom øerne faktisk aldrig har været under britisk herredømme. Det var på hovedøen i Juán Fernandez, at den skotske sømand Alexander Selkirk i 1704 lod sig agterudsejle. Der skulle gå fire år, før han igen blev mødt af menneskeblikke. I mellemtiden havde han opbygget en enmandscivilisation, hvor han blandt andet havde øremærket en mængde geder. Angiveligt som tegn på ejerskab, men, spekulerer Lambert, måske snarere som markering af, hvilke geder han allerede havde kopuleret med. For hvorfor markere ejerskab på en øde ø? Måske fordi den øde ø er enhver kolonisators drøm. Det var i hvert fald den forestilling, Alexander Selkirk kom til at indgå i, efter han blev fundet i 1708 og hjemvendt til England fortalte sin historie.

Dermed var inspirationen grundlagt for et af litteraturhistoriens mest berømte værker, Daniel Defoes roman om The Strange and Surprising Adventures of Robinson Crusoe, Mariner (1719) – en bestseller fra starten. Lamberts bog bygger på den antagelse, at Crusoe var modelleret efter Selkirk og øen efter Juan Fernández, selvom romanen foregår i det caribiske hav – ikke i Stillehavet. Defoe var fortaler for kolonialismen, og Lambert forklarer, hvordan Crusoe blev skabt ikke bare i Selkirks, men også i Kong George I’s billede. Allerede to århundreder før havde Thomas Mores Utopia (1514) cementeret ideen om øen som den britiske idealstat: langt væk fra kontinentets mange krige og konflikter var det nemmere at tænke sig den perfekte nation – især eftersom drømmen om et imperium i kontinental-Europa var slået fejl. Den logik spiller Crusoe-myten også ind i, fortæller Lambert, og Selkirk forblev en inspiration for kolonialisme i litteraturen. William Cowpers digt tilegnet ham (1800) er ophav til disse berømte linjer, der nærmest har fået status af en slags kolonisatorens motto: »I am monarch of all I survey/My right there is none to dispute.« Ikke blot har ø-tanken haft indflydelse på, hvordan vi forstår nationer: overskuelighedens og afgrænsningens magt gør også øen til et særligt velegnet billede på kolonien set fra magtens tinde. »Øer er kolonier og kolonier er øer,« som Frits Andersen siger. Metaforen knopskyder – og det samme gjorde fiktionen i kølvandet på Defoes store roman. Crusoe’s Island følger myten om Juan Fernández tæt og viser, hvordan der opstår forvirrende forskydninger mellem Selkirks virkelige fortælling og Defoes fiktive, der kulminerede, da Más a Tierra i 1966 fik navnet Robinson Crusoe.

Kan man virkelig konkludere noget om samtidens politiske brydninger på baggrund af en geografisk metafor? »Oversat til politiske problemstillinger er det jo vigtigt om man tænker øen som en afgrænset enhed i modsætning til et kontinent, eller en del i et arkipelag, som rummer mange udviklinger og muligheder,« siger Frits Andersen om den britiske situation. Og den spænding synes at være indgroet i Storbritanniens ø-ide, et spørgsmål, der måske er centralt for ethvert imperium: hvordan kan vi være én og mange på samme tid? Spørger man Madeleine Bunting, mangler landet en ny selvfortælling. Med henvisning til tænkeren Benedict Andersons begreb om nationer som forestillede fællesskaber, imagined communities, beskriver hun Storbritannien som »under-imagined,« noget der blev tydeligt ved Skotlands løsrivelsesafstemning i 2014: »Its understanding of itself in story, culture and emotion was thin; without the state project of empire, Britain was limping beyond its sell-by date,« skriver Bunting. Imperiets selvfortælling må altså finde en erstatning. Andrew Lambert fastholder til gengæld stædigt det synspunkt, at Storbritannien har mere til fælles med Commonwealth end med kontinental-Europa: briterne er i de seneste årtier blevet tvangsfodret med eurocentrisme, erklærer han. Aner man en vis nostalgi efter imperiet? I hvert fald peger han på den langvarige konflikt om Falklandsøerne ved Argentina som et nyere eksempel på, hvordan Storbritannien ikke har sluppet sin drøm om at herske over bølgerne, og dommen er ganske klar: »Any culture that sees itself in tiny islands on the other side of the globe is not ready to join the continental project.«