Print artikel

Dårlig sex i Amerika

Foto: Elisa Roupenian Toha
Interview
08.03.19
Hvem har skylden for dårlig sex? Det spørgsmål diskuterede tre millioner læsere, da Kristen Roupenians novelle 'Cat Person' gik viralt. Nu er Roupenian klar med sin første novellesamling. ATLAS har talt med hende om misforståelser, forfladigelse og råt kvindeligt begær.

Da The New Yorker i december 2017 udgav Kristen Roupenians sensationelle novelle Cat Person, skummede den amerikanske litteraturverden allerede med frådende skænderier. Måneden forinden var et anonymt regneark med titlen Shitty Media Men begyndt at cirkulere mellem kvindelige skribenter og forlagsfolk. I farvelagt skemaform oplistede regnearket rygter om en række mænd i medie- og litteraturverdenen, der stod beskyldt for at have begået alt fra voldtægt og sexchikane til mere omdiskutable synder som at være »creepy af in the dms«, hvilket vil sige noget i retning af fucking klam i chatbeskederne.

Fem dage før Cat Person udkom havde regnearket krævet sin hidtil største skalp. Chefredaktøren for Paris Review, Lorin Stein, var blevet drevet ud af sit Chelsea-hjørnekontor efter beskyldninger om at have lårbefamlet kollegaer, overgrebet praktikanter og dyrket sex på det skrivebord, der også fungerede som trone for det gehejmeråd af forfattere, agenter og forlæggere, der fire gange om året stimlede sammen om Stein, tilbagelænet på skrivebordskanten med en whisky og en smøg i hånden, til Paris Reviews fordrukne, forrøgne udgivelsesfester.

Det var på tide at høste, som man så overgrebsagtigt havde sået. Artforums chefredaktør, den monokromt jakkesætbærende og evigt praktikantflirtende Knight Landesman, trådte tilbage efter beskyldninger om sexchikane. Forfatteren Tao Lin måtte igen konfrontere de rygter, han i årevis havde slæbt efter sig som en skygge. Og til oplæsninger og middage bølgede diskussionerne: var det etisk og lovligt at sprede rygter via hemmelige lister? Gav det mening at sidestille voldtægter med lumre chatbeskeder? Og hvad var regnearkets langsigtede effekter? En udskiftning af de værste overgrebsmænd, godt. En udluftning af en rådden machokultur, på tide. Men også starten på en kønslig McCarthyisme, hvor lister cirkulerede og falske rygter snigløb karrierer?

Ridende på denne bølge af vrede, frustration, skyld og krænkbarhed, bragede Kristen Roupenians Cat Person ind på scenen. Novellen fortæller historien om Margot og Robert, der mødes i en biografs slikbod og efter nogle ugers sms-flirt går på en enkelt, dårlig date. Margot er tyve år og universitetsstuderende. Robert er femogtredive, overvægtig, og har to katte. Med en seismografs præcision beskriver Roupenian, hvordan Margots følelser svinger op og ned i løbet af hendes korte kurtisering af Robert. Fra nysgerrighed til tiltrækning til savn, hengivenhed, utilpashed, skuffelse, skam, hjælpeløshed, ømhed, nervøsitet, beruselse, begær, afsky, forfængelighed, ophidselse, væmmelse, fornedrelse, selvhad, forundring, dårlig samvittighed, sådan nogenlunde i den rækkefølge, før Robert får det sidste, skelsættende ord.

»Problemet med os mennesker er, når vores kommunikation bryder sammen,« siger Roupenian. »Så falder vi tilbage i vores indøvede roller og fortællinger. Og de fortællinger er ofte destruktive.«

Det er en skarp novelle, en følelsernes pedantiske kortlægning. Hos mange forfattere kunne sådan en OCD-agtig følelsesdissektion være endt som søvndyssende skolegårdsfnidder, men Roupenian dramatiserer effektivt det komplekse og nuancerede samspil mellem to usikre mennesker, hvis fejltolkninger, fortielser og forestillinger om hinanden gør det umuligt at mødes som de sammensatte mennesker, de i virkeligheden er.

Novellens underspillede nuancer gik dog hurtigt op i flammer på #MeToo-debattens skingre bål. Særligt sexscenen, hvor Margot første gang ser Roberts flæskede, behårede mave og mister den sidste illusion om ham — og med den, lysten til at knalde .. opflammede Twitter og Facebook:

»Ikke at hun var bange for, at han ville prøve at tvinge hende til at gøre noget mod sin vilje, det var mere det, at hvis hun insisterede på at stoppe nu, efter at have presset så meget på, ville hun bare virke forkælet og ubeslutsom, ligesom hvis hun havde bestilt noget på en restaurant og så ombestemte sig og sendte maden tilbage, når den kom ind.«

Hvem havde skylden for det elendige samleje? Nogle mente Robert, den forsmåede, misogyne hvide mand. Andre mente smukke Margot, selvoptaget og arrogant. Feminister skød skylden på patriarkatet. Overvægtige på kropsnormativitet. Mandlige læsere kaldte Cat Person navlepillende, bekendelseslitteratur. Kvindelige litterater skrev, at det kunne Phillip Roth og John Updike selv være. Og på få dage var Cat Person den mest læste og delte artikel på The New Yorkers hjemmeside, ikke bare den uge eller måned, men i hele 2017.

Kristen Roupenian, ukendt og uudgivet, havde ramt den litterære jackpot. Allerede før hun havde udgivet sin første bog, var Cat Person læst tre millioner gange med 85,000 kommentarer på Facebook. Og mindre end to måneder efter udgivelsen, kunne Roupenian underskrive en forlagskontrakt med et forskud på 8,4 millioner kroner.

Ti års skriveblokering

På de sociale medier antog mange debattører, at Cat Person var et personligt bekendelsesessay spyttet ud af internettets "first-person industrial complex", og at Roupenian var en heteroseksuel studerende i tyverne.

I virkeligheden er Kristen Roupenian 37 år gammel, homoseksuel og har ikke meget til fælles med novellens Margot. Roupenian skrev godt nok sine første noveller, da hun var på Margots alder, men før Cat Person havde hun kun udgivet én eneste novelle. Og det i et af de litterære tidsskrifter, der samler støv på universiteternes hylder.

»Jeg havde skriveblokering i ti år,« fortæller Roupenian til ATLAS fra sit hjem i Ann Arbor, Michigan. »Jeg sagde til folk, at jeg var skribent. Men jeg skrev stort set ingenting.«

Mens teksterne stod i stampe, ernærede Roupenian sig som forsker og underviser. Først som Ph.d.-studerende på Harvard, siden som skrivestuderende på University of Michigans prestigefyldte MFA i kreativ skrivning. Det var først, da hun vendte sig mod sin ungdoms gyserbøger, at teksterne igen begyndte at flyde.

»Da jeg fyldte tredive, vendte jeg tilbage til skrivningen på en helt anden måde. Jeg færdiggjorde min Ph.D. og så begyndte jeg at skrive genrelitteratur. Horror, science fiction, eventyr. For første gang i mit liv skrev jeg det, der gav mig nydelse.«

Som ung havde Roupenian pløjet sig gennem Stephen King, Shirley Jackson og Ray Bradburys tidlige, gyseragtige noveller. Men på universitetet havde hun forkastet gyserbøger som mindre fin litteratur. Ved at genfinde sine helte, fandt hun sin egen stemme.

»Gysergenren gav mig et stillads at skrive op imod. Læseren har en forventning om, at historien altid ender på den mest skrækkelige måde. Og de forventninger kunne jeg så dumpe ned i virkelighedens mudrede, rodede verden.«

Roupenian arbejdede fire år på novellesamlingen. Da hendes skriveprofessor introducerede hende til en litterær agent fra New York, og Roupenian sendte agenten Cat Person, vidste hun, at det var sidste udkald for at skabe sig et liv som forfatter.

»Jeg var i slutningen af tredverne. Jeg havde ét år tilbage af min MFA. Så det var ligesom, enten bliver det her til noget. Eller også må jeg finde en anden måde at leve mit liv.«

I år udkommer Kattemenneske og andre fortællinger, hendes første bog, i elleve lande. Novellesamlingen bærer tydeligt præg af Roupenians fascination af gysergenren samt af Cat Persons tematikker om magt og begær. I Tændstikæsketegnet forsøger et kærestepar at finde ud af, om kvinden er invaderet af parasitter eller paranoide vrangforestillinger. I Hvad hjertet begærer mishandler en kvinde en mand, hun bogstaveligt har tryllet frem med magi.

Roupenian har et skarpt blik for komplekse, mudrede kærlighedsrelationer, men som sine selv-destruktive karakter har hun også en trang til at ødelægge de forhold, hun så minutiøst har opbygget. I Sild i tønde sad denne skribent på kanten af stolen for at finde ud af, hvilken nederdrægtighed en 10-årig pige havde udtænkt til sin børnefødselsdag, da novellens sirligt konstruerede persongalleri bogstaveligt talt klumper sammen i en overnaturlig, Gåsehud-agtig afslutning.

»Jeg er interesseret i at fortælle om råt kvindeligt begær,« siger Roupenian. »Den slags udækkede begær, som man alt for sjældent ser i litteraturen.«

Roupenians historier er altid underholdende. I The Good Guy, en rodet men medrivende kortlægning af en mands forkvaklede kærlighedsliv, er den kiksede Ted hemmeligt forelsket i den populære Anna. Han ved, han ikke kan få Anna, så han tager til takke med at give den som hendes ven, og bliver i stedet kærester med den yngre Rachel. Roupenian er bedst, når hun som her dyrker detaljerne af vores komplicerede, modstridende følelsesliv. Som i scenen hvor Ted over en telefonforbindelse onanerer til lyden af en sovende Anna, og siderne klæber til med længsel og bedrag, ømhed og væmmelse.

»Problemet med os mennesker er, når vores kommunikation bryder sammen,« siger Roupenian. »Så falder vi tilbage i vores indøvede roller og fortællinger. Og de fortællinger er ofte destruktive.«

Som mange af Roupenians karakterer er den kiksede Ted fanget i en ond cirkel af usikkerhed og begær, ude af stand til at udtrykke sine følelser. Selv når han prøver, slår det fejl, for bare det at udtrykke sine følelser ændrer hele den komplekse ligning mellem Anna, Rachel og ham selv: »der var også noget Heisenbergs usikkerhedsrelation i spil, hvorved ethvert seriøst forsøg på at fastslå forholdets natur uvægerlig ville forandre det.«

Da Ted gennem mange manipulationer endelig får sin Anna, er hun selvfølgelig ikke den fejlfrie kvinde, han drømte om. Og inden længe er han videre til den næste kvinde. Og så den næste. Og så den næste. En lortemand født til regnearket.

Overgreb, forklarer Roupenian, vokser ofte ud af misforståelser. Vi vil gerne forstå hinanden, men vi ser sjældent mere end vores egne todimensionelle forestillinger. Vi kan eller vil ikke se hele det forkrøblede, uperfekte menneske foran os.

»Problemet er ikke at andre mennesker tænker ting og sager om os. Men at deres tanker om os er så forfladigede, så reducerende i forhold til vores egne komplicerede selvbilleder.«

Kattemenneske og andre fortællinger er en broget og ujævn novellesamling. Gysereksperimenter falder til jorden. Metaforerne ofte upræcise, verberne uinspirerede. Men når Rouepenian er bedst, fører hun sine karakterer rundt i en emotionel tango, hvor den enes begær afføder en reaktion hos den anden, der så igen påvirker den første, og så videre i en håbløs kædedans af misforståelser og overfortolkninger, en følelsestango Roupenian udfører med samme præcision som Hanya Yanagihara i Et Lille Liv.

I tre af novellerne fører Roupenian dansen helt ud i det menneskelige begærs mest kringlede afkroge. I Slemme dreng forsøger et kærestepar at tage sig af deres ulykkelige ven, men ender med at involvere ham i en først polyamorøs, siden sadistisk sexleg. I Dødsønske vil en kvinde have sit Tinder-match til at slå hende i ansigtet, sparke hende i maven, før de kan have sex.

»Jeg er interesseret i at fortælle om råt kvindeligt begær,« siger Roupenian. »Den slags udækkede begær, som man alt for sjældent ser i litteraturen.«

Åh, men al den vold, alle de overgreb! Er der slet ingen vej ud for os mennesker og vores forkvaklede begær; er vi for altid lænkede til vores fantasier, ude af stand til at forstå hinanden som de sammensatte, ødelagte væsener vi egentlig er? Samlingens sidste og sjoveste novelle, Bidt, giver et perverst lille håb. Ellie har hele sit liv elsket at bide, men kan ikke udleve sit skamfulde begær. Indtil den dag en creepy, overgrebsagtig chef bliver ansat på kontoret. Julefrokosten nærmer sig, kopirummet er pyntet med mistelten, #MeToo-hjulet drejer rundt. Men måske kontorets kvinder kan bryde den onde cirkel? Og denne gang bliver det ikke med et regneark.