Print artikel

Alle kategorier lækker

Anmeldelse
23.11.17
Amerikanske Rebecca Solnit har skrevet en ny samling essays, som med isnende overbevisning kradser håb frem under håbløsheden.

»In hope we keep going/with love for the newcomers/and their beautiful noise«. Sådan lyder første del af dedikationen i amerikanske forfatter Rebecca Solnits nye essaysamling, The Mother of All Questions. Og det er netop håbet, og hvordan man finder det frem midt i larmen, der skaber en rød tråd igennem samlingens 12 essays. Men frigørelsen starter ved, at nogen tør stille de ubehagelige, men helt rigtige spørgsmål. Således lægger titelessayet ud med at spørge, hvordan man skal forholde sig til et helt bestemt spørgsmål, man overvejende møder som kvinde: Hvorfor skal du ikke have nogen børn? Om det skriver Solnit: »There is no good answer to how to be a woman; the art may instead lie in how we refuse the question«.

Når en debat om Virginia Woolf pludselig kommer til at handle om, hvorfor hun aldrig fik børn, bygger det på grundlæggende antagelser om, at en kvinde først og fremmest har potentiale for at skabe noget i verden igennem reproduktion. Om hun har dedikeret sit liv til at give os et uforglemmeligt forfatterskab bliver af vores samfunds fascination af børnefamilien som universelt saliggørende sat i anden række: »Other eras and cultures often asked different questions from the ones we ask now: What is the most meaningful thing you can do with your life? What’s your contribution to the world or your community? Do you live according to your principles?«

Det er med udgangspunkt i disse spørgsmål, at Solnit selv begynder at væve håbet for fremtiden. Første del af essaysamlingen, SILENCE IS BROKEN, er i sig selv en slags udfoldelse af den kompleksitet, hvori vores virkelighed består. Her finder man samlingens længste essay, A Short History of Silence, som, om end det også kommer omkring nogle mere eller mindre gennemtærskede pointer om nordamerikansk og europæisk feminisme, bliver et stærkt udgangspunkt for at skrive sig ind i håbet. For Solnit synes dette håb nemlig at dreje sig om en radikal åbenhed over for det kaos, der kommer af, at »all categories are leaky«. På denne måde arbejder Solnit, om end nænsomt og kærligt, også op imod de identitetspolitiske dagsordener, der søger frigørelsen i fastholdelsen af kategorier. Her citerer hun Ursula Le Guin i en næsten poetisk programerklæring for essaysamlingen: »”We are volcanoes,” Ursula Le Guin once remarked. ”When we women offer our experience as our truth, as human truth, all the maps change. There are new mountains.” The new voices that are undersea volcanoes erupt in open water, and new islands are born; it’s a furious business and a startling one.«

Det er netop håbefuldheden og dens mange, tilsyneladende uforenelige komponenter, der gør Rebecca Solnits essays til noget særligt. Ydmygt men uforskrækket forsøger hun at læse sin samtid og kultur som en helhed, hun selv er en del af, hele tiden klar over, at hendes perspektiv, ligesom alle andres, er begrænset og begrænsende. Med en penetrerende humoristisk sensibilitet skriver hun for eksempel i essayet 80 Books No Woman Should Read (som reaktion på magasinet Esquires artikel 80 Books Every Man Should Read): »Ernest Hemingway is also in my no-read zone, because if you learn a lot from Gertrude Stein you shouldn’t be a homophobic, anti-Semitic mysogynist […] Manly sentimental is the worst kind of sentimental, because it’s deluded about itself in a way that, say, honestly emotional Dickens never was«.

Et par essays længere henne bliver det anderledes isnende i essayet The Case of the Missing Perpetrator. Her sætter Solnit sig for at læse nogle kampagneplakater fra det amerikanske Center of Disease Control, som essentielt fortæller, at kvinder skal passe på med at drikke, hvis de ikke vil »udsætte sig selv« for uønsket sex eller graviditet, mens mænd skal passe på med at drikke, hvis de ikke vil »komme til« at udsætte andre for uønsket sex. Især i lyset af den lavine af vidnesbyrd om seksuelle overgreb, der lige nu vælter ud af Hollywood, er én bemærkning i dette essay uhyggeligt præcis: »people get hurt in part because we don’t want to talk about who does the hurting.«