Print artikel

Vreden åbner aldrig vinduet

Forfatterportræt: Robin Skjoldborg
Kritik
13.12.19
I Lone Aburas’ første digtsamling ’Den sorte bog (b-sider)’ bliver man mødt af en forvirrende vrede, der banker panden hårdt og selvbevidst mod muren.

Et sted i første del af sin digtsamling Den sorte bog (b-sider) skriver Lone Aburas: »Du troede du var en tikkende bombe / under demokratiet. / At du skulle holdes i kort snor. / At opskriften på opstand / og ild stod i din sorte bog / men alt hvad du fandt / var en afdanket kunstners identitet / siddende halvt liggende / svælgende om ikke i din / så i andres død.« Digtsamlingens jeg henvender sig her selvbevidst til sit raseri og sine samfundsomstyrtende ambitioner, men ser dem samtidig i en slags helikopterperspektiv, og deroppefra kan det godt se, at indignationen ligner en noget affekteret »revolutionsliderlighed«.

Generelt er det i denne forvirrende position – halvt flyvende, halvt jordbunden – mellem topindigneret, fanesvingende fuck-systemet-mentalitet, besindende selvbevidsthed, ren og skær opgivelse og skam over sine holdningers outrerede former, bogen balancerer. Selv bogens opbygning er opmærksom på den balancegang. I bogens første del Sådan taler det europæiske menneske, hvor vreden er mest udtalt, raser jeget ud over den graverende verdenssituation, og låner sin vrede og indignation til det undertrykte os. I bogens anden del Baba manes digtenes kampspytteri til besindelse i en mere jordnær fortælling om sin fars ankomst fra Egypten til Danmark. Det er tekster om faderens integration i det danske samfund og alle de udfordringer, som ligger deri. Man mærker forbindelsen mellem jeget og sit ophav – der er noget i faderens historie, der på sin vis retfærdiggør indignationen. Men det er også en distance. Som når hun skriver om deres forskellig syn på ernæring, er der samtidig en afsmitning og et identitetsfundament: »Da jeg blev vegetar og serverede mine bønner og linser / sagde han: Det spiste soldaterne. / Det spiste vi i de fattige landområder.« Og lidt senere: »Min far lærte ikke at drikke til måltiderne. / Den regel gav han videre til mig. / Det er først nu jeg forstår det: / ikke at drikke sig mæt / ikke at give næring til den falske følelse af mæthed vand giver.«

Begrebet den lille, sorte bog refererer historisk set til de journaler, som autoriteter førte over deres undersåtters forsyndelser, og er senere blevet brugt som betegnelse for en samling lyssky hemmeligheder. Det må være den betydning Aburas gerne vil henføre læsningen til med titlen og den ovenstående passage – en skriftlig ophobning af de kuedes vrede og grimme tanker. Det er den kraft digtene kæmper med at kontrollere. De kuede er dem, hvis »største brøde er at være / for arabisk / for afghansk / for pakistansk / for afrikansk / til at modtage jeres / velsignelser«, og i den sætning er digtsamlingens os og dem tegnet op.

Det skrivende jeg bejler med dette os, men befinder sig selv i en forvirrende suppedas af privilegier, indoktrinering og integration. I et af digtene skriver hun både kritisk og selvkritisk fra sit eget gemmested: »Læste Rankine i sommerhuset. / Solen skinnede hårdt imens jeg blev / stærk i troen på at ingenting bliver bedre. / Alt det jeg vil sige men ikke tør / til venner og redaktører. / I jeres reservater og beskyttede værksteder / er al den freedom of speech / så hvid / og så nem.«

Ligesom det gør sig gældende med sidemænd til formelle middage, bliver heller ikke kunsten mere spændende ved at gøre opmærksom på sin egen viden om sig selv.

Digtenes position som sympatisør, der giver sig udtryk i en medvrede over omstændighederne, kan ikke selv komme uden om selv at læne sig op ad den kritiserede autoritetsrolle. Den position er ret forvirrende at beskæftige sig med for en kritiker, for det peger på en slags sløret, urent oprør – at den revolution digtene drømmer om, beror på relativisme, og det er jo et lidt karakterløst grundlag for en revolution. Men skal man kritisere værket på den bekostning? Man kunne sige, at den er irrelevant: at kritikken selvsagt ikke behøves at være ren, og man behøves ikke at være fuldstændig afklaret for at bedrive den – anmelderiet er et fremragende eksempel. Og her er det endda en digter, der taler. Man kunne også læse det som en selvkritisk bemærkning ved at pege på aktivismens fare for dobbeltmoral. Men det er samtidig en rimelig utålelig position. Det er kunsten i sin gode ret til at være, men spørgsmålet, man må stille den, er vel, i hvilken udstrækning den kan være utålelig, hvis dens kritik stadig skal tages alvorligt?

Jeg har en anke mod det, der har fået betegnelsen ’politisk kunst’ – altså en kunst, der slår sig op på tydeligt at udtale sin politiske tematik. En digtsamling kan være politisk på sin egen usagte måde, i sit sprog og sin verden, men når poesien gerne selv vil sige ”jeg er politisk”, synes jeg, at det er med fare for, at det bliver for lydhørt over for sin egen beskaffenhed, og at det i den opmærksomhed lukker sig for mangfoldigheden af læsninger. Det er på sin vis en kontrolleren af det åbne, som kunstværkets form bidrager med, og det politiske kan, lige såvel som at være udtalt, befinde sig lurende i værkets æstetiske dimension. Ordene kan sagtens handle uden at gøre det bevidst og voldsomt, og ligesom det gør sig gældende med sidemænd til formelle middage, bliver heller ikke poesien mere spændende ved at gøre opmærksom på sin egen viden om sig selv. Min oplevelse er, at det kan gavne et kunstværk at være usikkert på, hvad det vil sige, og når det ikke er sikkert, er det berigende at opleve det, fordi det så er noget, man selv kan tage stilling til.

Ret beset er Den sorte bog (b-sider) et stykke politisk kunst, som, fuldt forståeligt, vil pege fingre og rase ud over ulighederne, den dårlige behandling af verdens minoriteter og at ingen gør noget ved det. Men digtene er også usikre. Vreden bliver konstant afvejet af skammen over revolutionsliderligheden og jegets generelle opgivelse. Spørgsmålet for mig at se er, hvad den slags vrede bidrager med? Hvad skal man med en vrede, der ikke bevæger sig? Vreden forbliver det her farlige, stillestående dilemma, og det er på en gang det fede og det ufede ved digtsamlingen. Den er opmærksom på sin egen endimensionalitet. Den er opmærksom på den fælde, den politiske kunst kan fanges i ved at overdrive sin selvbevidsthed til det nærmest skrigende. Digtene viser den politiske handling indfedtet i totalt medrivende følelsesfuldhed – det er selvfølgelig ikke uproblematisk, men dog befriende nogle gange. På den anden side bliver teksterne nogle gange så selvbevidste om de etiske implikationer af deres egne ønsker, at de bremser sig selv i nogen form for handling. De er henfaldet i den her opgivende indignation, og det gør skriften statisk. Man kunne indvende, at det er en af afmægtighedens former, at følelserne lammer én, og at vreden kører i tomgang – men hvad gør den så central som poetisk og politisk opråb?

Alt det kan godt stille læseren i en anstrengt position til værket, for den indignerede poesi løfter sig jo kun sløvt op fra sin søbende tilværelse, når den undskylder, viser sine sårbare sider, og er klar over, at det vrængende er en total uproduktiv modus, der også står i modsætning til revolutionsønsket. Men det lader til, at digtsamlingen er opmærksom på den problematik. »Jeg drømmer voldeligt / på et sprog der er dumt og enkelt« skriver Aburas et sted, og det er en ret kendetegnende sætning for bogens udsigelse: en dum og enkel sætning om den uforsonlige voldelighed, teksterne handler om. Et kunstværk behøves selvsagt ikke at være konstruktivt, det kan godt bare være vredt – særligt hvis det åbner et vindue ind til en større forståelse af det at være vred. Men vreden her åbner aldrig rigtig det vindue – den står mere ved siden af og slår panden mod muren.