Print artikel

Jeg afviser verden, fordi verden afviser mig

Illustration: Tiril Haug Johne
Interview
01.11.19
Den amerikanske forfatter Halle Butler skriver morsomt sarkastisk om kontorarbejdets ligegyldighed, men hovedpersonens hadefulde kaskader af paranoid tomhed gør hende hverken til heltinde eller skurk. For hun er fanget i en virkelighed, der både er kompleks og smertefuld.

Mennesker, som bruger al deres tid på at hade sig selv, er ofte lige så svære at holde af, som de selv frygter, at de er. Det er i hvert fald den fornemmelse, man får, når man læser den amerikanske forfatter Halle Butlers nye roman The New Me, der udkom i marts i år. Romanens hovedperson Millie føler sig fanget i en ubrydelig cyklus af meningsløse kontorvikarjobs, og hun hader sit job, sine venner, men måske især sig selv, og hendes indre monologer fylder romanens sider med kaskader af paranoid tomhed.

»It’s okay for me to watch TV because I’m aware of what’s really going on,« tænker Millie for sig selv, da hun sætter sig ned for at se TV og kæderyge efter arbejde. »I know that Forensic Files is propaganda for the Justice Department, like all of those crime shows are, and they instill a weird deference to authority and a childish fear of the other, and that TV in general messes with your perception of time and influences your desires and gives you unattainable expectations for life, but I still can’t make it through the night without it.«

Det er på en stejl gade i Oslo, på et fortov skarpt oplyst af solskin fra en blå septembers himmel, og jeg går og taler med Halle Butler om hendes seneste roman. Jeg spørger hende, hvad det er, der sker inde i Millies hoved, når hun retfærdiggør sit elendige liv for sig selv med det faktum, at hun ’i det mindste er bevidst om, at det er elendigt’. Butler griner. »Jeg mener, hvor klar er Millie over, hvor absurd den ide er?« spørger hun og svarer selv: »Det ved jeg ikke. Hun er klar over, at det er absurd og vanvittigt på en sarkastisk måde, men samtidig er hun overhovedet ikke bevidst om det, hvilket er det, hele romanen handler om: Hun er ude af stand til at gøre noget ved det.«

Det er svært at forestille sig noget, der er fjernere fra Halle Butlers kontorromaner med deres sarkastisk-hadske, lugtende, hykleriske karakterers liv, end denne dag, vi tilbringer sammen i Oslo

Butler og jeg er begge i Oslo for at besøge litteraturfestivalen God Natt, Oslo. Det er første gang, nogen af os er i Oslo, og vi er på vej til Vigelandsparken. Butlers ansigt lyste op, da jeg foreslog at gå netop derop, fordi vejret er så godt. Hun nikker ivrigt, mens jeg taler, som om hun skal gøre sig umage for ikke at afbryde mig. »Min mor bliver glad. Det er den ene ting, hun sagde, jeg skulle se, mens jeg er her,« siger hun og griner højt.

Vi går igennem Oslos universitetskvarter, henover kongeslottets park og gennem et mondænt boligkvarter. Luften er sprød, og den dufter ligesådan. Det er tydeligt, at Halle Butler godt kan lide at gå. Hendes brune, bølgede skulderlange hår hopper og ned, og det er som om, rytmen i gangen fodrer hendes lyst til at snakke. Vi skal ikke noget, bortset fra at spadsere og sludre. Senere skal vi ud og spise. Vi skal bare være her lidt, i en by, hvor ingen kender os, og hvor vi i et kort tidsrum ikke har nogen forpligtelser. Butler kommer med et begejstret udbrud, da vi drejer ud på en allé med smukke træer på begge sider, den sidste gade, inden vi når frem til parken. Vi bliver ved med at gå. Men midt på broen i parken med Gustav Vigelands skulpturer til alle sider af os, går vores samtale, der er begyndt at handle om forskellige måder at rejse på, i stå: Vi har glemt at spise og er begge blevet alt for sultne til at fortsætte. Vi skynder os hen i den lille cafe i siden af parken. Der er rigtig skandi-nuttet derinde, hvidmalet og yndigt med flotte kager bag en glasmontre på disken, og i det ene rum står et lille pigekor og synger en a cappella-version af Imogen Heaps Hide and Seek. Det er alt sammen meget sødt, men da vi går udenfor igen med hvert vores stykke appelsinkage, kigger Butler på mig som om, hun håber, hun vil finde bare en lille smule sarkasme i mit ansigt, og hun siger, halvt grinende, halv alvorligt: »Det er næsten for meget det der, er det ikke?«

Det går op for mig, at det er svært at forestille sig noget, der er fjernere fra Halle Butlers kontorromaner med deres sarkastisk-hadske, lugtende, hykleriske karakterers liv, end denne dag, vi tilbringer sammen i Oslo.

At slippe det banale vanvid løs

Butlers første roman, Jillian, udkom i 2015 i et mindre oplag på et Chicago-baseret forlag og handler om Megan, der netop er færdig med college, og som hader sit nye, meningsløse job og desuden alle sine venner og også alt andet. Butlers anden roman, The New Me, blev udgivet af Penguin Random House i 2019. Den handler om, hvad der sker, hvis man ikke holder op med at klage over sit liv, ikke føler sig i kontrol over det, men bare bliver ved med at gøre alt det, der får en til at have det elendigt. Butler selv kalder det millenial burnout i en sidebemærkning. Uanset hvad der er galt med Millie, er det i hvert fald lige dele frastødende og ekstremt genkendeligt at læse, for Butler tager den lille, grimme stemme, vi alle har inde i hovedet engang imellem, og bygger en hel roman op i dens billede.

Ved første øjekast er Millies situation banalt elendig: Hver dag står hun op og udholder den absurde situation det er at sidde i diverse vikarkontorjobs og udføre meningsløse opgaver for firmaer, hun er ligeglad med. Hun er neurotisk bevidst om sin fremtræden og sammenligner sig med andre i en grad, der får hende til at hade andre mennesker. Hun er forgiftet af sarkasme, og det er ikke svært at forestille sig, at Butler, som selv har brugt årevis på at opretholde sin tilværelse som forfatter med kontorvikarjobs, har nydt at slippe hadet løs med sætninger som: »I think I’m drawn to temp work for the slight atmospheric changes. The new offices and coworkers provide a nice illusion of variety. Like how people switch out their cats’ wet food from Chicken and Liver to Sea Bass, but in the end, it’s all just flavored anus.«

Da Millie ser en mulighed for en fast stilling på det kontor, hun ellers hader, begynder hun desperat at forestille sig at ’forbedre sig selv’ og tænker maniske tanker om at dyrke motion, købe nyt tøj og holde op med at bruge al sin tid på at se dårligt tv, kæderyge og drikke. Men Millies tanker om at forbedre sin tilværelse synes at være det, der mere end noget andet forhindrer hende i at gøre det. Hendes hoved er fyldt med tanker, der lammer hende, og det er netop disse tanker, der også gør Butlers roman kompleks og smertefuld midt i al dens nærmest hedonistiske overgivelse til had og sarkasme, som da Millie opgivende rationaliserer: »You can’t ask someone to help you without letting them know you’re different than advertised, that you’ve been thinking and feeling strange things this whole time. That you’re uglier, weaker, more annoying, more basic, less interesting than promised.«

»Det er ikke alle, der orienterer deres passioner eller mening her i livet imod en karriere, og jeg er for eksempel ikke en af de mennesker, der gør det«

Millie svælger i sin egen elendighed og verden er et sted berøvet for egentlig mening i hendes øjne, som da hun er til en eller anden fest og rigtigt skal møde nye mennesker: »I hold out my hand. ”Hey, I’m Millie.” ”Oh, hey, I’m [whatever].” ”How’s it going”« Med andre ord: Millie er faktisk ret svær at holde af, og det giver Butler mig ret i. »Det kan godt være, at der er en interessant, varm, kreativ person dybt begravet inde i det mudder, der er Millie,« siger hun selv og griner. Men så bliver hun alvorlig igen. »Altså, det er der. Jeg tror virkelig på, at hun er klog, varm og sympatisk. Hun skal virkelig bare spules helt ned for at man kan nå derind. I John Gardners roman Grendel, hans fortolkning af monsteret i Beovulfkvadet, siger det her antihelt-monster på et tidspunkt: ’Jeg afviser verden, fordi verden afviser mig’. Og da jeg læste det, da jeg var i 20’erne, tænkte jeg: Cool, det er også sådan, jeg har det. Og jeg synes, at det opsummerer deprimeret vrede meget præcist: Du kan ikke fyre mig, for jeg havde faktisk allerede tænkt mig at sige op.«

På den anden side af arbejdet

Halle Butler griner meget, også når hun taler om sin roman og om Millies trøstesløse liv. Hun artikulerer ivrigt med hænderne, da hun illustrerer relationen mellem hende selv og Millie med en klassisk figur fra folkeskolematematikken: »Hvis min personlighed er sådan et lagkagediagram, så er Millie ligesom en stykke af min personlighed, som jeg blæste op for denne fortællings skyld.«

Butlers bøger bliver ofte læst som skildringer af, hvordan mennesker udbyttes i den globale kapitalisme, og derfor spørger jeg hende også, om hun selv mener, hun har skrevet nogle meget politiske bøger. »Jeg havde ikke en intention om at skrive noget politisk, men jeg er politisk engageret,« siger hun. »Og de ting sniger sig måske ind i romanen på en atmosfærisk måde. Jeg ville bare gerne skrive denne her bog for sjov og for at få en slags afløb. Det var bare virkelig sjovt, du ved, en slags lille hævn. Millie er så uforsonligt grusom over for en verden, som virkelig gjorde mig elendigt til mode i en bestemt periode af mit liv. Men altså, jeg synes romaner er bedre, når de ikke er for selvbevidste om deres egne politiske overbevisninger.«

The New Me er en sær, tvetydig roman, hvor det bliver slået fast, at vi lever i en tid, hvor en ufattelig stor andel af det arbejde, der bliver udført, bogstavelig talt er meningsløst, men hvor Millies hadske indre liv alligevel gør det svært at have rigtigt ondt af hende, som hvis hun havde været et uskyldigt tandhjul i et stort, ondt maskineri. Butler lader os betragte arbejds- og hverdagslivet, som det er for måske langt størstedelen af os lige nu, nemlig slidsomt og i sig selv en smule ligegyldigt, men igennem sin romans absurditet, bliver det muligt at overveje, om ambition og karriere kunne være nogle mere nuancerede og nuancerende fænomener, end vi har kendt dem indtil nu.

»Det er ikke alle, der orienterer deres passioner eller mening her i livet imod en karriere, og jeg er for eksempel ikke en af de mennesker, der gør det,« siger Butler. Vi står og kigger på Gustav Vigelands skulpturer uden rigtigt at se på dem. Butler fortsætter: »For mig var det meningsfulde at tegne og skrive og at hjælpe mine venner med deres kunstprojekter. Og at forsøge at finde et fællesskab af kunstnere i Chicago. Men det kan godt betyde, at man i lang tid arbejder hele dagen, kommer hjem, arbejder på sine egne projekter i et par timer, og så i weekenderne arbejder man hele dagen, og så går man måske også lige til fest og drikker sig fuld. Det betyder bare, at man arbejder uafbrudt, men for en mindsteløn. Og altså, det betyder bare, at man kan blive ret træt.«

Hendes hoved er fyldt med tanker, der lammer hende, og det er netop disse tanker, der også gør Butlers roman kompleks og smertefuld midt i al dens nærmest hedonistiske overgivelse til had og sarkasme

Og det er måske den mest betydningsfulde forskel på Millie og Halle Butler selv: Millie har glemt, eller er måske aldrig kommet i tanke om, hvad der befinder sig på den anden side af det endeløse, ligegyldige arbejde. Butler derimod ved på en måde godt, at der findes en slags diffust ideal om frihed, som hendes tilværelse hele tiden har været rettet hen imod: »Det her er jo en situation, jeg har sat mig selv i på grund af den måde, min hjerne fungerer på. Det er ikke fordi, jeg vil have nogen til at have ondt af mig, for jeg har jo selv skabt denne her situation.«

Mere! Mere! Mere!

På vej tilbage ud af Vigelandsparken under træerne lige før den store port, går vi forbi en mand i vindjakke og praktiske sko, en turist, der er sakket bagud fra sin gruppe. Hans telefon afspiller en generisk rocksang, som blæser ud i den ellers stille park. Han undgår folks stirrende blikke og kigger op mod Vigelands monolit, der står i modlys foran den lavtstående sol. Han ser selvsikker ud, og som om han virkelig nyder sin situation. Da han har passeret med sin rocksang, kigger Butler og jeg på hinanden og griner.

Hvis man dvæler lidt ved Halle Butlers forfatterskab, er det især interessant, hvordan hendes romaner reflekterer over, hvad et meningsfyldt liv kunne bestå i. Eller måske snarere, hvad et meningsfyldt liv i hvert fald ikke er. Millie kan læses som et eksempel på, hvordan det Butler kalder ’nonconformity’ – at leve en slags ’alternativ livsstil’ – efterhånden som ungdommens håbefuldhed damper af, kan skrumpe ind til banal hverdagselendighed. Millies dårlige hygiejne og slidte tøj er ikke længere et forsøg på at være fri og bare sådan helt sig selv. Formålet med eller idealerne bagved den ’alternative livsstil’ er langsomt blevet klemt ud af hende: »Crumbs in the pocket used to be a statement, if I recall, about my nonconformity. Yes, and how perfect all those decisions worked out for me. How blissfully free and off the grid or whatever I am.«

Millie er ikke fri, og hun er ikke lykkelig, og faktisk er hendes tilværelse skrumpet ind til næsten ingenting. Men Butler har en lille hævn i ærmet til de såkaldt lykkelige og normale mennesker, Millie er så bittert misundelig på og hadsk overfor. For hen imod slutningen skildres Millies underboer, Kim og John, et påfaldende usympatisk kærestepar, hvis liv fremstår som én lang, kedelig samtale med hinanden. De sidder i hvert fald bare i deres lejlighed og taler grimt om deres kolleger og også om Millie. De kender hende ikke, men har hørt hende rumstere rundt ovenpå, og de mener, hun kunne være skyld i den dårlige lugt, de nogle gange lægger mærke til i deres egen lejlighed. Lugten minder Kim om hendes college-tid, hvor hun var åben over for en eksperimenterende livsstil. Og det mener hun, hjælper hende nu: »She’d gotten it out of her system, knew what it was about, and no longer needed it – the ”it” being vulgar and desperate ways of living justified by the pretense of nonconformity as a sign of intelligence and authenticity.« Ifølge Kim og nok også ifølge mange virkelige mennesker, der ville identificere sig som ganske ’sunde og normale’ er ikke-konform livsstil netop noget, man kan prøve af i ungdommen, men som man helst skal lægge fra sig igen, når man bliver voksen og klogere. Og hvis man ikke gør det, er det gerne noget, andre mennesker opfatter som lidt trist og desperat.

»Du kan ikke fyre mig, for jeg havde faktisk allerede tænkt mig at sige op.«

Forskellen på Millie og hendes underboere er, at Millie ufrivilligt har mistet sin nysgerrighed af syne, fordi hun er fastlåst i en uendelig mølle af ligegyldigt arbejde. Kim og John derimod har helt selv valgt at sigte efter en endestation, hvor jobs, penge nok og et parforhold er alt det, en tilværelse skal bruge. Et liv med en vis status, med andre ord. Og opretholdelsen af sådan et liv indebærer tilsyneladende, at man må have ondt af de, der lever mere på mindre ’alternative’ måder, for ellers kunne man jo ende med at opdage, at man selv har stillet sig til tåls med at blive stående i stedet for at være på vej.

Så mens Millie er virkelig svær at holde af, er hun alligevel ikke romanens skurk. Men hun har misforstået noget grundlæggende ved tilværelsen: Der er ikke noget endemål, man ivrigt skal sigte efter, for hverken frihed eller lykke er steder, man ender.

Halle Butler ved måske godt, hvordan det er at have det som Millie, men i dag i Oslo ved hun også godt, at det kan lade sig gøre bare at nyde at være på vej: »I USA siger vi bogstavelig talt siger til alle små skolebørn: ’Du kan også blive præsident’,« siger Butler og kigger på mig med store øjne. »Og for det første er det overhovedet ikke sandt. Men det virker også som om, man fuldstændig misser pointen, når man siger det til små børn. Hvad hvis du sagde til en flok børnehavebørn: ’I kan bage jeres eget brød!’. Det er helt bogstaveligt sandt. Du kan bage dit eget brød, og det kommer til at smage godt, og det kommer til at give dig en rigtig god følelse. Så, hvad er det, der giver livet kvalitet? Er det selve den praksis, livet er, oplevelsen ved at være i live? Eller er det at jagte høj status?« Og så punkterer hun igen sin egen alvor og griner: »Men samtidig er jeg afhængig af alle mulige ting. På den måde er jeg meget amerikansk. Der er et lille stykke af min hjerne, der altid bare råber: ’Mere!’«