Print artikel

Brev til min mor som hun aldrig kommer til at læse

Kritik
12.10.19
Ocean Vuongs længe ventede debutroman er en bevægelse hen imod alt det, der får den menneskelige hjerne til at slå hårdknude.

Inden for matematikken beskriver ordet asymptote en bestemt måde, hvorpå en ret linje bevæger sig langs en kurve uden nogensinde at nå den. Afstanden mellem linjen og kurven vil bevæge sig tættere og tættere på nul, men uendeligt, således at de aldrig vil røre ved hinanden. Det er ikke en sammenhæng, der har meget med det menneskelige liv at gøre, for her ender tingene bare: På et tidspunkt bliver afstanden mellem punkterne bare nul. Men noget ved litteraturen ligner denne uendelige bevægelse hen imod ideen om forløsning. Det er umuligt med sproget til fulde at gengive til et andet menneske, hvordan det er være inde sin egen bevidsthed. Hvad det vil sige at være ét specifikt menneske, mig. Men det kan nogle gange lade sig gøre at komme meget, meget tæt på. Og det er længslen efter dén fornemmelse, den uendelige, men umulige, bevægelse hen imod til fulde at forstå den anden, der får folk til at blive ved med at læse.

At læse den amerikanske digter Ocean Vuongs første roman, On Earth We’re Briefly Gorgeous, er som at huske, hvordan det var at opdage, at man elsker at læse. Og måske derfor er den så taknemmelighedsindgydende en ting: Fordi den er ét langt øjeblik, hvor selve det at elske noget, er nok.

Brev til min mor, som hun aldrig vil læse

Ocean Vuong blev født på en risfarm uden for Saigon i 1988, men kom til Connecticut som toårig med sine forældre og fire andre familiemedlemmer. Han udgav sin første digtsamling, Night Sky With Exit Wounds, i 2016, som vandt ham T.S. Eliot prisen. Og mens Vuong i kølvandet på den velmodtagne digtsamling gled ind i den amerikanske bevidsthed som et nyt navn på den litterære stjernehimmel, skrev han i maj 2017 A Letter to My My Mother That She Will Never Read for The New Yorker. I ’brevet’ skriver Vuong om at lære det nye lands sprog, mens hans mor forbliver i tavshed. Hun får arbejde i en neglesalon og kæmper med sproget, mens hendes søn vokser op med mere åbne øjne, der til gengæld får et voldeligt og nådesløst amerikansk samfund at se, hvis maskulinitetsidealer passer meget dårligt på en lille vietnamesisk dreng, der godt kan lide at låne sin mors kjoler.

Præmissen i Vuongs roman er nogenlunde den samme som i The New Yorker-teksten: Hele vejen gennem bogen skriver bogens ’jeg’ til et ’du’, moren, der aldrig vil komme til at læse, hvad han har skrevet. Også selvom det er deres begges historie. Adresseringen fungerer som en ramme for fortællingen, men er også det punkt, hvorfra altings betydning splintres og må samles op igen: Det er kun Vuong, der som teenager rejste fra en fattig forstad i Connecticut til New York og læste litteratur på universitetet, der kan fortælle historien om dem begge to, og det er denne afstand og dermed sprogets frihed og magt, romanen handler om:

»I am writing because they told me to never start a sentence with because. But I wasn’t trying to make a sentence – I was trying to break free. Because freedom, I am told, is nothing but the distance between the hunter and its prey.«

Ocean Vuong er som digter og nu som romanforfatter i kontakt med det mest voldelige og håbløse ved det at være menneske

Således lægger Vuong ud med at indkredse nederlagene. Moren og sønnen drømmer om amerikansk frihed og tror først, den er hvidt brød med mayonnaise købt i butikken. Langsomt opdager de, at Amerika for de fleste immigranter betyder et liv i fattigdom og den usynlighed, der følger med. Imens lærer barnet det nye lands sprog, og sådan kommer mor og barn til at leve i mere og mere adskilte verdener: morens er voldelig, slidsom og uden sprog, mens barnet, i takt med at han lærer at tale og læse engelsk, bliver i stand til at se den relative elendighed, de lever i, og denne nye slags vold, den amerikanske, som de er flygtet til. Det er umuligt at leve både med og imod sine forældre, men det kan godt lade sig gøre at prøve, at forsøge at komme så tæt på som muligt. Og Vuong bruger det eneste, han har, sproget, til at gøre netop det:

»”I am not a monster. I’m a mother”,« siger hans mor. »”You’re not a monster,” I said. But I lied. What I really wanted to say was that a monster is not such a terrible thing to be. From the latin root monstrum, a divine messenger of catastrophe, then adapted by the Old French to mean an animal of myriad origins: centaur, griffin, satyr. To be a monster is to be a hybrid signal, a lighthouse: both shelter and warning at once.«

Lykken som selvforglemmelse

Ocean Vuong er som digter og nu som romanforfatter i kontakt med det mest voldelige og håbløse ved det at være menneske. Romanen kredser på overfladen næsten udelukkende om udelukkelse, ydmygelse og om døden. Derfor er det også chokerende, når romanen lige under overfladen alligevel er ved at flyde over med lykke. Ikke momentan, selvinvolverende lykke, men en renere, større lykke: »What Simone Weil said: Perfect joy excludes even the very feeling of joy, for in the soul filled by the object, no corner is left for saying ”I.”«

Inde i rammefortællingen om moren og sønnen findes en anden fortælling, der driver romanen fremad. Mens drengen er teenager og i hemmelighed arbejder på en tobaksplantage uden for Hartford, møder han sin første kærlighed, Trevor. Og Vuong kan skrive om forelskelsen, så det føles passende smukt og håbløst på samme tid: »What if the body, at its best, is only longing for another body? The blood racing to the heart only to be sent back out, filling the routes, the once empty channels, the miles it takes to take us toward each other.« Men selvom Vuong er optaget af at undersøge kærlighedens væsen, og dermed hvordan mennesker kan nærme sig hinanden, afslører Trevors indtog i historien et forhold, der er langt mere komplekst: For at kunne elske og blive elsket, må man først føle sig virkelig. Og i Vuongs roman må man tilkæmpe sig retten til at være virkelig, før man overhovedet kan være fri, elskelig og måske også lykkelig.

Man må tilkæmpe sig retten til at være virkelig, før man overhovedet kan være fri, elskelig og måske også lykkelig.

Det virkelige hos Vuong er de ’rigtige menneskers’ historier, og Vuong forstår at vise med utrolig klarhed, hvad det vil sige at befinde sig i marginen af, hvad vi som samfund accepterer som virkeligt. For Vuongs fortæller føles store dele af tilværelsen uvirkelige eller usynlige og selve det liv, han lever, bestemt til at befinde sig på et sidespor. I en forstad til Hartford, der befinder sig midt imellem de betydningsfulde byer New York og Boston, og som en vietnamesisk dreng, der i mange mål falder uden for Amerikas idealer om, hvordan en rigtig dreng skal være, er det ikke en selvfølge, at man har indflydelse på sit eget liv. Og de to drenge, der ellers kommer så tæt på hinanden, som to mennesker måske kan, forstår da heller ikke sig selv som elskere. Kun i bakspejlet kan jeg’et betragte øjeblikke med Trevor som led i en egentlig kærlighedshistorie og huske øjeblikke af ’perfekt lykke’, som da han beskriver første gang, de har sex: »The Greeks thought sex was the attempt of two bodies, separated long ago, to return to one life. I don’t know if I believe this but that’s what it felt like: as if we were two people mining one body, and in doing so, merged, until no corner was left saying I.« Sex som kærlighed, som perfekt lykke, som total selvforglemmelse. Som noget, selv Vuong mangler ord for.

Ocean Vuong besidder et blik for menneskelivets lag, og hvilken magt, man skænkes, hvis man er forundt at være i kontakt, ikke bare med sin egen, men med menneskehedens historie, ved hjælp af sit sprog. Og så formår han at komme så tæt som menneskeligt muligt på at se døden lige i øjnene. Det er som om, der nødvendigvis må være et tyndt klæde imellem at vide og ikke at vide, at intet, ikke engang vores egen bevidsthed, vil være her for altid. Ingen kan rigtigt forstå det, men nogen kan måske alligevel forstå det bedre end andre. På den måde er Ocean Vuongs roman en asymptotisk bevægelse hen imod alt det, der ellers får den menneskelige hjerne til at slå hårdknude. Det er de ting, der må være designet sådan, at vi aldrig rigtigt kan forstå dem: Hvordan vi virkelig skal dø en dag. Hvordan de, vi elsker, ikke bare kan, men også vil dø. Men også hvordan lykken virkelig er, også selvom den er flygtig. Vuong foreslår, at vi er prægtige i hele det lange øjeblik, vi er her på jorden, fordi vi hele tiden er på vej til at forstå. Det er asymptotisk, for selvom det måske aldrig vil lykkes at være inde i den allerstørste lykke, og selvom man aldrig rigtigt vil kunne befinde sig inde i et andet menneskes minde, så er det om ikke andet alligevel som om, det er muligt at være på vej derhen.