Print artikel

Sort magi og selvmordsbomber

Foto: Waleed Safi
Profil
28.04.18
Et frankensteinsk monster tumler rundt i Bagdads gader, spøgelser svæver over byens tage og en specialenhed under de irakiske myndigheder bruger astrologer til at forhindre de daglige terrorangreb. Imens forsøger en ambitiøs ung journalist at finde hoved og hale i kaosset.

Ahmed Saadawis tredje roman, Frankenstein in Baghdad, er en absurdistisk skildring af terrorens brutale natur i et krigsplaget Irak. I kølvandet på den amerikanske invasion er landet blevet et anarkistisk orgie af vilkårlige voldshandlinger og skruppelløs opportunisme. Alle kæmper mod alle, og ingen ved hvorfor.

Romanen tog Irak med storm ved udgivelsen i 2015. Senere blev den æret med den prestigefyldte International Prize for Arabic Fiction, og romanen er netop udkommet i sin engelsksprogede oversættelse på det hæderkronede forlag Penguin Random House. Alligevel har Saadawi taget sig tid til at besvare et par af de spørgsmål en anmeldelse rejser, om end det måtte være per mail, da internettet i Bagdad kan ikke trække en stabil Skype-forbindelse.

Moralsk udhuling

Saadawis roman er sortmagisk realisme i thrillerformat med skiftende fortællerstemmer, modstridende forklaringer og et finmasket net af plottråde, der væver sig ind i hinanden. Hver blodsudgydelse igangsætter en kædereaktion af hævnaktioner, for uanset hvor ærværdige motiver romanens karakterer end måtte have, forværrer deres indgriben situationen på ny.

Tag eksempelvis skrothandleren Hadi, der søger mod gerningsstederne, hver gang en bombe detonerer i byens gader. Her samler han afrevne legemsdele, som han syer sammen til én krop med henblik på at give ofrene en værdig begravelse. Det noble projekt ender galt, for selvfølgelig (fristes man til at sige) blive de sørgelige menneskelige rester besjælet.

Frankenstein in Baghdad er en moralfilosofisk fortælling, der kombinerer krimiens sans for suspense med kunstværkets fornemmelse for tvetydigheder

Derefter følger en række mystiske hændelser og makabre mord, eftersom skabningen har sat sig for at hævne hver og en af dens kropsdele. Problemet er bare, at den pågældende kropsdel falder af, så snart den er blevet hævnet. Derfor må skabningen uophørligt finde nye stumper med nye hævnmotiver for at kunne fortsætte sin mission. Hvad der starter som en kamp mod selvmordsterroristernes bagmænd, bliver pludseligt en omgang moralsk kluddermor, da skabningen ved en fejl tilegner sig legemsdele fra de iturevne terrorister.

Skal man tro Saadawi selv, er romanen en satirisk samtidskommentar til sekterismen og den moralske udhuling, der fulgte i kølvandet på Saddam Hussein-tyranniets fald og med den amerikanske besættelse.

»Monsteret er en sammensmeltning af de mange forskellige irakiske identiteter. Han repræsenterer således alle, snarere end en enkelt sekt eller gruppe« fortæller Saadawi. »Han er det samlede offer, som i sit legemes dele forener alle ofre. Samtidig er han også forbryderen, som rummer alle aspekter af de forbrydere, der skabte borgerkrigen særligt i Bagdad. Alle irakiske samfundsgrupper, både religiøse og etniske, ser sig selv som ofre, og ingen af dem ønsker at erkende deres medansvar i forbrydelserne. Monsteret symboliserer således alles benægtelse af forbrydelserne og på samme tid alles bidrag til deres frembringelse,« fortæller Saadawi åbenhjertigt.

»Iraks moderne politiske historie kan i nogle af dets faser læses som en vedvarende hævnberetning: kommunisterne hævnede sig på nationalisterne, derefter hævnede nationalisterne sig på kommunisterne. Så fulgte baathisterne (tilhængere af Saddam Husseins parti) for at hævne sig på islamisterne, som så hævnede sig på baathisterne efter besættelsen. Til sidst kom de organiserede baathister tilbage for at hævne sig på islamisterne og så videre, og så videre,« uddyber han.

På den måde er Frankenstein in Baghdad en moralfilosofisk fortælling, der kombinerer krimiens sans for suspense med kunstværkets fornemmelse for tvetydigheder. Når den enes retfærdighed bliver den andens uretfærdighed, er der hverken entydige skurke eller helte. Kun ambivalente karakterer som ved første øjekast synes banale, men som ved nærmere eftersyn antager mere svimlende former, efterhånden som de korrumperes af terrorens logik, hvor frygt avler vold og vice versa.

»Frygt lammer menneskets evne til at sondre, og derfor tiltager faren. Når mennesker bliver bange, overgiver de sig til dem, der forsvarer dem. I lande som lider under fraværet af en regering, der tager ansvar for at beskytte samfundet, investerer militser i offentlighedens frygt ved at påtage sig rollen som forsvarer. Ikke så sjældent ender det med dannelsen af bander, som tilstræber at opretholde deres magt og profit uden hensyn til borgernes sande interesser.«

I Saadawis roman fremstilles de irakiske myndigheder enten som egenrådige karrieremagere, tåbelige astrologer eller frygtlige torturbødler, mens den amerikanske hær kun synes at være tilstede som generende Apache-helikoptere, der summer over byen som fluer over et kadaver. Her er ganske enkelt ingen autoriteter til at håndhæve loven og stoppe den eskalerende vold, hvilket åbenbarer sig med den håbløst inkompetente Tracking and Pursuit Department, hvor astrologer lægger kabaler og læser fremtiden i sandkorn for at afværge terrorangreb.

»I vores praktiske omgang med verden læner vi os op ad midlertidige aftaler, som kan kritiseres og justeres. Disse aftaler udgør den offentlige lov, som vi underkaster os, fordi den repræsenterer vores fælles interesser. I fraværet af en sådan lov, eller når den svækkes, bliver relativismen lovens stedfortræder. Således navigerer hver gruppe eller sekt ud fra nogle flydende og utydelige retsordener. Romanen skildrer disse retsordeners indbyrdes kamp,« forklarer Saadawi.

Sortmagisk realisme

Danske læsere vil af åbenlyse grunde kunne genkende Saadawis prosa fra Mary Shelleys klassiker Frankenstein, som i år fylder 200 år. I stemning og stil minder den irakiske frankenstein-roman dog mere om landsmanden Hassan Blasims afsindige terror-noveller, hvor djinner, selvmordsbombere og desertører tonser rundt i et Irak på randen af vanvid.

Hverken Blasim eller Saadawi forsøger at nedtone den voldelige virkelighed, snarere maksimerer de den med deres sortmagiske realisme og udpenslende beskrivelser af krigens rædsler. Men hvorfra kommer dette behov for at tilfører den brutale virkelighed endnu et makabert og surrealistisk lag? Er virkeligheden ikke slem nok?

»Jeg er overbevist om, at der ikke findes noget mere grusomt, brutalt, meningsløst, absurd og monstrøst end virkeligheden selv,« svarer Saadawi.

»Den irakiske virkelighed er grundlæggende fyldt med surrealistiske væsner og begivenheder. En streng realisme ville, i undersøgelsen af den irakiske virkelighed, lede os hen mod noget i retningen af en sorthumoristisk fantasi,« fortsætter han.

»Mens jeg skriver disse svar, kommer jeg i tanke om noget, jeg så på en vens mobiltelefon i dag. Det var et klip, der var filmet på et hospital i Bagdad. Her var en stålarbejder i gang med at svejse noget stål ved et vindue, mens gnisterne fløj omkring ham. Det overvældende var, at hospitalsrummet ikke var tomt. De syge og sårede lå og sov i deres senge – lige under gnisterne!«

Når det så er sagt, kan Frankenstein in Baghdad hverken reduceres til snuff eller en satirisk nøgleroman til dens irakiske samtid. Saadawi har i grunden ret, når han skriver: »at romanen har formået at skildre, om end en lille del af den irakiske tragedie, uden at synke fuldstændigt ned i den.«

Fortællingen er nemlig også en sørgmodig hyldest til en historisk storby, som i dag lægger i ruiner. Den er en besyngelse af fordums pluralistiske Irak, hvor jøder, kristne og muslimer kunne leve i fred og fordragelighed, før landet blev balkaniseret af magtpolitik, religiøse spændinger og sekterisk vold. Romanen rummer følsomme skildringer, indestængte traumer og morsomme passager om en gudfrygtig gammel kone, der venter på sin forsvundne søn, en journalist med kærestesorger, der må lindres med bordelbesøg og Bloody Marys og den stakkels frankensteinske skabning, der taber sine lemmer i tide og utide.

Det er på alle måder en veludført bedrift – stramt komponeret, økonomisk fortalt og upåklageligt oversat.