Print artikel

Rejse til hadets ende

LE JUIF ET LA FRANCE. Udstilling i Paris i 1941. Organiseret af l’Institut d’étude des questions juives og den tyske ambassade.
Essay
21.08.15
Den franske forfatter Céline var en provokatør. Derfor var det oplagt at tro, at der var tale om en joke, da han i 1930erne udgav en række rasende og rablende antisemitiske pamfletter. Men pamfletterne var ikke for sjov. ATLAS fortæller historien om én af fransk litteraturs største stjerner, der, udover at være anerkendt for sin dybe indsigt i menneskets komplekse natur, også er en af de forfattere fra mellemkrigstiden, der lod sig forføre af en banal racisme.

Det begyndte sådan her. I efteråret 1932 udgav en hidtil ukendt debutant romanen Rejse til nattens ende. Timingen var perfekt – juryen bag l'Académie Goncourt, Frankrigs mest prestigefulde litteraturpris, mødtes kort tid efter udgivelsen og diskuterede, hvem der skulle modtage årets pris og de dertilhørende 500.000 franc. Flere af jurymedlemmerne havde modtaget et brev, hvori en Louis Destouches præsenterede sig som forfatteren bag Rejse til nattens ende: »Jeg er læge i en kommunal lægeklinik, det er én metier blandt tyve andre, født i 1894 i Courbevoie Seine – militærmedalje, en smule invalid – 38 år gammel.« Over for sine nærmeste garderede han sig mod et nederlag. Han kunne ikke vinde, bogen var »for anarkistisk«. Men i brevene til Goncourt-medlemmerne præsenterede han sig som værdig kandidat til prisen, og to af jurymedlemmerne, forfatterne Lucien Descaves og Léon Daudet (som hjalp Proust med at vinde samme pris), var enige med ham – her har vi årets vinder. I slutningen af november fik de ved et forberedende møde overbevist resten af juryen, og den 7. december 1932 blev der afgivet stemmer over en frokost. Vinderen af Goncourt-prisen 1932 blev…

Les Loups! Af Guy Mazeline !

Descaves smed sin serviet på bordet og forlod selskabet i vrede. Til stor medieopstandelse. Forfatteren bag Rejse til nattens ende, der gik under pseudonymet Céline, forvandlede sig med ét fra anonym læge til sensationens hovedperson og blev opsøgt af journalister i sin lægeklinik. Drømmen om anonymitet brast, og efter mindre end tre måneder som publiceret forfatter, blev Célines navn synonymt med skandale.

Men balladen om Goncourt-prisen overskygges i dag af en større og mere langstrakt skandale, der klistrer sig til Célines eftermæle som brændende hvid fosfor. Da det franske kulturministerium i 2011 ville føje Céline til en liste over franskmænd, der fortjente national fejring det år – 50-året for hans død – protesterede en forening for efterkommere af deporterede jøder. Céline var antisemit, og den slags fejrer man ikke. Således blev navnet fjernet, festen aflyst.

For at forstå denne reaktion er man nødt til igen at skrue tiden tilbage til 1930'erne, hvor Céline kun fem år efter skandalen om debutromanen, pludselig stod frem som racistisk tænker: I årene op til og under krigen udgav han en række racistiske pamfletter – Bagatelles pour un massacre (1937), L'École des cadavres (1938)og Les Beaux Draps (1941) – der alle rettede sig mod jøder.

Biografister, venner, bekendte, forskere og læsere har i årtier undret sig over denne chokerende drejning i forfatterskabet. Céline hører til den tvivlsomme gruppe af forfattere og tænkere, der i mellemkrigstidens ideologiske helvede blev radikaliserede og gjorde sig til fortalere for fascismens, racismens, nazismens eller antisemitismens sag – og efterfølgende fandt sig selv på den forkerte side af skellet. Det gælder blandt andre Hamsun og Heidegger, der for tiden begge oplever fornyet granskning og kritik af deres ideologiske forbrydelser. Interessen bunder i det paradoks, at alle disse forfattere hver især var og er anerkendt for dyb indsigt i menneskets komplekse natur og samtidig lod sig forføre af en banal racisme – eller som Jean-Paul Sartre formulerer det, havde »valgt hadet, fordi hadet er en tro.«

Men hvordan kunne det i Célines tilfælde gå til, at han blev poetisk propagandist for antisemitismens hæslige sag? Var han momentant sindssyg? Var det, fordi hans kæreste forlod ham for en jødisk mand? Fordi Hollywood ikke ville filmatisere Rejse til nattens ende? Fordi han var blevet smittet af en slags antisemitisk mikrobe, som en af hans venner senere forklarede, der fandt en særligt receptiv modtager i Célines krop og sind, som var svækket af smerter og kronisk søvnløshed? Eller var det hele bare en stor vittighed? Ved udgivelsen af den første af pamfletterne virkede sidstnævnte måske ikke utænkeligt. Om bogen var der et mavebælte, hvorpå der stod: »For at få et godt grin i skyttegravene.« Selvom pamfletten chokerede de fleste anmeldere, da den udkom, indtog André Gide, forfatter og nobelprisvinder, det ledige standpunkt, at man skulle læse bogen som en vittighed – som en parafrasering af andre racister. Den knap 400 sider lange pamflet var så åbenlyst, rasende og rablende antisemitisk, totalt usammenhængende i sine anklager mod jøder; dette nærmest psykotiske skrift med samme vulgære sprog, argot og stil som de foregående romaner … Hvordan kunne det være andet?

»Når Céline taler om en slags fortielsens konspiration, om en koalition der forhindrer salget af hans bøger, er det indlysende, at han vil grine. Og når han gør Jøden ansvarlig for nedturen, siger det sig selv, at det er en vittighed. Og hvis det ikke var en vittighed, så ville han, Céline, være fuldstændig tosset,« skrev Gide.

Dette kan være svært at tro, når anmelderne i de radikalt højreorienterede aviser tog bogen så alvorligt, at den blev centrum for en slags ritual på redaktionen af fascistbladet Je suis partout: »At sige, at vi har læst den, siger ingenting. Vi reciterer den, vi forkynder den (...) Vi vil alle læse Céline i kor.«

Da Céline blev født på højden af La Belle Époque, begyndte ikke bare hans, men landets rejse mod antisemitismen. Det var en opfindelsernes, kunstens, teknologiens og fredens tid. Epoken som vi kender den fra Marcel Prousts romanprojekt På sporet af den tabte tid (1913-1927): Det franske borgerskab og de uendelige, intrigante middagsselskaber. Men midt i alt dette også en begyndelse på noget andet, en tendens der ikke forbigik Prousts seismiske sanseapparat. Det var en tid, hvor man så begyndelsen på en rædselsfuld ideologi, en folkestemning selv bourgeoisietopfattede mellem serveringerne: Antisemitismen.

Jødehadet voksede med en række offentlige skandaler og affærer i det unge, franske demokrati. I flere tilfælde fik jøder skylden, og som forfatteren Emile Zola formulerede det i sit åbne brev J'accuse: Frankrig var »beskæmmet« af »jagten på ‘beskidte jøder’«.

Antisemitismen forgrenede sig ud i litteraturen, og en racistisk litterær tradition opstod med en af periodens største bestsellere, Édouard Drumonts 1.200-sider lange smædeskrift mod jøder, La France Juive: essai d'histoire contemporaine (1886). Heri tilskrev Drumont epokens mange opfindelser den ariske mand, som den jødiske mand, semitten, lukrerede på som en parasit:»Semitten er merkantil, pengegrisk, intrigant, spidsfindig, snu; Arieren er entusiastisk, heroisk, ridderlig, uselvisk, oprigtig, tillidsfuld indtil det naive (...) Semitten har ingen skabende evner; i modsætning opfinder Arieren; ikke den mindste opfindelse er lavet af en Semit. Denne derimod udnytter, organiserer, producerer på den skabende Ariers opfindelse gevinster, som han ganske naturligt vogter for ham«.

Og midt i alt dette fødtes et helt andet raseri, en lille dreng der senere blev kendt under sit litterære nom de guerre Céline, men indtil videre bare hed Louis-Ferdinand Destouches. Dagen efter hans fødsel blev han døbt og placeret hos en amme i Puteaux i det nordvestlige Paris, hvor han tilbragte de første år af sit liv. Hans far, Fernand Destouches, arbejdede i et forsikringsselskab, og moderen Marguerite Guillou solgte kniplinger og kuriositeter i parrets butik i passage Choiseul, hvor lille Louis efterfølgende tilbragte det meste af sin barndom (fiktionaliseret i romanen Død på kredit (1936)). En af de vigtigste personer i barndommen var den driftige bedstemoder Céline Lesjean (gift Guillou), der tog den unge Louis med i biografen og forsynede ham med illustrerede blade. Da hun døde i december 1904, var det en stor sorg for drengen, og mange år senere, da han debuterede, var det hendes fornavn, han gjorde til sit forfatternavn.

Den antisemitiske tidsånd undgik heller ikke familien Destouches. Louis’ far læste La Patrie, en avis fyldt med antisemitisme, påpeger flere biografister.Henri Godard bemærker i sin biografi fra 2011, at Louis som barn læste mange af de encyklopædiske blade, der var populære på den tid – blade med videnskab og samfundsforhold formidlet i børnehøjde, og en iboende racisme og antisemitisme. Godard citerer en symptomatisk passage fra Je sais tout fra januar 1906: »Japanerne, Englænderne, Jøderne, er de ikke ét og samme folkeslag, eller snarere tre grene, der nedstemmer fra den antikke hebræiske stamme?« Det er samtidig fra disse illustrerede og encyklopædiske blade, at Céline senere hentede illustrationer til genudgivelserne af sine pamfletter under besættelsen: billeder af jøder, afrikanere og russiske kommunister.

Den Store Krig

Da Céline var 18 år gammel, meldte han sig frivilligt i det 12. kyrassérregiment i den franske hær. I første omgang skrev han kontrakt på tre år, men så kom Den Store Krig. Et afgørende punkt i Célines liv og forfatterskab – det er krigens rædsler, der inspirerer til Rejse til nattens ende – men det er også vigtigt at bemærke, at det er med denne krig og disse rædsler i baghovedet, at han senere skrev sine pamfletter – for at undgå, at det slagteri, han havde set, skulle gentage sig.

Igen er det i brevene, vi får det bedste indtryk af, hvordan begivenhederne påvirkede den nu unge kyrassér. Til sine forældre talte han om hele byer, der var utilnærmelige på grund af stanken af død og ligene i byens brønde. Døde soldater, der løbende blev skiftet ud med levende, som stakkene af lig voksede. Krigen som »en meget stor bageovn, hvor man opsluger de levende styrker fra to nationer, og hvor den mindst udasede af de to forbliver herskerinden.«

Som tiden gik, blev brevene til forældrene kun mere grusomme, og omtrent samtidig med, at Cèline selv blev såret, modtog forældrene et brev, der i sig selv rummede hele krigens galskab. Den 26. oktober, 1914 beskrev han et korps bestående af 5.000 indiske dværge, der sov i træerne og myrdede med kniv om natten, og »en familie på 14 personer, civile uden forsvar, er blevet dræbt med lansestød, hvoraf den ældste bedstemor var 78 år, og hvoraf den yngste var 15 dage… For ikke at tælle den gravide moder, som en soldat havde åbnet bugen på.«

Det næste brev, forældrene modtog, var fra en officer, der informerede dem om, at deres søn var blevet såret. Officeren roste i næste brev deres søn for hans mod: »Siden begyndelsen af krigen har man desuden fundet ham overalt, hvor der er fare, det er hans glæde (...)«

Han blev såret, da han havde meldt sig frivilligt og deltaget i en forbindelsesmission mellem to regimenter af infanterister ved Poelkapelle, Belgien. Ifølge Henri Godard var det rent faktisk to skader – den første, da en eksplosion slyngede ham ind i et træ og gav ham hjernerystelse, en granatsplint ramte ham i tindingebenet. Senere blev han ramt af en kugle i højre arm, som splintrede knoglen og voldte den unge soldat voldsomme smerter.

Eftervirkningerne plagede ham resten af livet: støj i det ene øre, delvis lammelse i højre arm, svimmelhed. I 1914 beskrev hans far over for sin bror, hvordan skaden havde påvirket den unge mand psykisk – han sov højst en time her, en time der og vågnede badet i sved. Nærdødsoplevelsen havde manifesteret sig som en surexcitation nerveuse, nervøs overophidselse: »Synet af alle rædslerne, som han har været vidne til, løber konstant gennem hans hjerne.«

Foto: Sofie Amalie Klougart
Foto: Sofie Amalie Klougart

Leningrad tur-retur

1936 lader til at være det afgørende år for opbygningen af Célines racistiske konspirationsteori. Først og fremmest følte han sig mere end nogensinde fast besluttet på at skrive og få opført en ballet. Han forsøgte sig først på l’Opera de Paris. Afslag. Han forsøgte i Monte-Carlo. Ingenting. Han gik endda så langt som til at sende den til Igor Stravinsky. Lige meget nyttede det. Céline kunne simpelthen ikke trænge igennem til balletverden, på trods af hans iver, på trods af hans relative berømmelse, på trods af at han, Céline, var forfatter til Rejse til nattens ende!

Alle disse personlige nederlag samlede sig langsomt til den konspirationsteori, som Gide senere troede var en vittighed. Operaen i Paris, kultursiderne i de store aviser. Det var alt sammen, i Célines optik, styret af jøder, der forsøgte at spærre for ikke-jøders (det vil sige hans) adgang til institutionerne.

I sensommeren 1936 tog han på eget initiativ til Sovjetunionen. Målet for rejsen var dels at indkassere royalties for den russiske oversættelse af Rejsen, der, til Célines store chok, viste sig at være udsat for censur. Céline tog afsted som turist, og vi ved i dag ikke ret meget om, hvad det var, han så og oplevede i sin tid i Sovjetunionen. Men han sendte ét postkort fra Leningrad, og af det fremgår det ret tydeligt, hvad han syntes om kommunismens virkelighed: »Lort! Hvis det er det, der er fremtiden, bør vi nyde vores beskidte forhold. Hvilken rædsel!«

Sovjetterne farserer bæ

Da han kom hjem skrev han en pamflet, en lille sag om kommunismen, som blev skrevet om mindst fire gange, før han i slutningen af året kunne aflevere den til Denoël, som udgav den i et bind sammen med Célines afhandling om lægen Semmelweiss. Mea Culpa (1936) hed pamfletten, som tog sit navn fra en katolsk syndsbekendelse, og som rettede sig mod kommunister og Sovjetunionen (Mea culpa er latin for »min skyld«). Sammenlignet med de antisemitiske murbrokker, der fulgte den, fremstod Mea Culpa ikke umiddelbart af meget med sine 20 sider. Men den fungerer som et præludium til Célines racisme, og modstanden over for kommunismen var for ham – og nazisterne – en vigtig brik i racehadet. Céline mente, at han havde opdaget et mønster: Den kommunistiske centralkomité. Frankrigs venstresnoede regering. Teatrene. Det hele begyndte lige så stille at give mening for Céline. Der var én fællesnævner, tænkte han, for alle disse onder: jøder. For Céline eksisterede der nu »en trussel i form af jødisk overherredømme«, som Godard forklarer det.

I pamfletten lyder det blandt andet, at sovjetterne »forsøger at farsere bæ, at få det til at fremstå som karamel.« Kommunismen er et hyklerisk bluffnummer, som fylder proletariatet – eller »Prolovitch,« som Céline kalder det – med søde løgnehistorier, som dækker over, at kommunisterne er lige så grådige og blodtørstige som det borgerskab, de har erstattet: »Se kæften på store Marx, opsvulmet!« Alt i Sovjetunionen er korrumperet af rasende egoisme, der kommer til udtryk i formen »materialistisk kommunisme,« hvor den herskende til enhver tid er den, der er »den mest kyniske, den mest listige, den mest brutale.« Ifølge Céline har de erstattet gud med mekanik, der i fremskridtets og proletariatets navn forgifter, dødsdømmer og dræber alle, der nærmer sig.

Og da Céline retter blikket mod Frankrig, er det ikke et hak bedre. Prolovitch – det vil sige Front Populaire og dets tilhængere – er en borgerlig dovenlars, der drikker whisky og går i biografen. Det hele er kort sagt en kæmpestor illusion – mennesket er, uanset revolutioner, altid undertrykt; det er dets egen tyran. Og hvad er årsagen til det hele? Katalysatoren bag alle disse rædsler? Lykke, mener Céline. Man kan ikke love arbejderne en lykkelig fremtid, for lykke findes ikke, og det er, når mennesket i sin selvindbildskhed efterstræber den, at det går galt. At døden gør sit indtog.

At Céline var en forandret mand efter at have været i Sovjetunionen, kunne mærkes på forlaget, der på det tidspunkt endnu hed Denoël et Steele og bestod af to mænd: Belgiske Robert Denöel og amerikanske Bernard Steele, der sammen grundlagde det i 1930, og siden da havde fordelt rollerne således, at Denoël stod for det litterære, Steele for økonomien. Steele havde jødisk baggrund, og det var angiveligt takket være hans amerikanske mor, der sendte en check fra USA, at forlaget i 1932 overhovedet havde råd til at udgive Rejsen. Men kort tid efter opstod der spændinger i forholdet mellem de to forlæggere, delvist på grund af Céline. For det første brød Steele sig ikke om Célines personlighed, for det andet ikke om det jødehad, han tog med sig hjem fra Sovjetunionen.

Steele følte, at han var det første mål for dette hjembragte jødehad.

Og det må unægteligt have påvirket relationen mellem de to forlæggere. Et selvforstærkende parløb mellem redaktør og forfatter, der hver især var »oprørere« og »destruktive«, som Steele sagde mange år senere. Da Denoël i 1937 insisterede på at udgive Célines antisemitiske smædeskrift Bagatelles pour un massacre, solgte Steele sin andel af forlaget og forlod Frankrig ved våbenhvilen i 1940.

Denoël havde dermed frit spil til at udgive Célines antisemitiske pamfletter, hvilket sandsynligvis var medvirkende til den brutale og pludselige død, der mødte ham i december 1945, da en ukendt attentatmand skød ham på åben gade.

Foto: Sofie Amalie Klougart
Foto: Sofie Amalie Klougart

De indfødtes genopvågnen

Afslaget er for Céline, hvad madeleine-kagen er for Proust: Den udløsende begivenhed, der åbner for tekstens sluser. Vi ser det i strukturen af Bagatelles: Pamfletten begynder med, at Céline diskuterer litterær kritik med sin ven Gutman, og taler om, hvor brutal kritikken af hans romaner har været. De taler om dans, og Céline siger: »Alt for dansen!« Gutman har en forbindelse i l'Opéra national de Paris og lover at præsentere Célines ballet La Naissance d'une fée på hans vegne i operaen. En anden ballet, Voyou Paul. Brave Virginie forsøger Céline at få opført til Verdensudstillingen 1937 i Paris. I begge tilfælde får Céline afslag, og i begge tilfælde står jøder bag. Da Gutman vender tilbage fra Verdensudstillingen med det sidste afslag, fortæller han mellem sine hulk, at hele verdensudstillingen er fyldt med jøder. Det får Céline til at udbryde: »Åh! du skal se antisemitisme ! (...) Åh! du skal se revolte!… de indfødtes genopvågnen !«

I det følgende veksler han mellem diverse minder med relevans til »jødespørgsmålet«. Først mindes han tiden i London, hvor politiet var korrumperet af jøder, og så raser han igen mod kommunismen. Men nu sidestiller han judaisme og kommunisme og taler om sidstnævnte som noget, man som privilegeret skal fødes ind i, og hvis man ikke er det, kan man glemme alt om at blive intellektuel: »Alle de ikke-jødiske intellektuelle, det vil sige alle dem, som viste sig ikke at være kommunister, jøder og kommunister er for mig synonymer, de er alle blevet jaget i døden…«

Herfra går Céline videre og argumenterer for, at jøderne i virkeligheden styrer hele den offentlige opinion med propaganda, guld, radio, presse og biografer. Denne magt er verdensomspændende, og jøderne sidder således på al offentlighed fra Hollywood til Moskva, det er »samme biks.«

Fortælleren i pamfletten tager herefter til Montmartre for at rekruttere sin ven Popol og derefter sin fætter Gustin i kampen mod jøderne. Den ene afviser af frygt, den anden fordi opgaven simpelthen er for stor. Dette får Céline til at udbrede sin racistiske teori om, at jøder mangler sensibilitet og intelligens, og fordi jøder styrer alt, er overalt, og gennemsyrer alt, så har franskmændene, de jødificerede, mistet sensibiliteten og fornemmelsen for poesi. Resultatet er, at »Den hvide, især Franskmanden, afskyr alt det som minder ham om hans race…« hvilket betyder, at franske »racebrødre« gør hinanden til genstand for et voldsomt had, et gensidigt »forræderi af alle mod alle«, som jøderne fornøjede er tilskuere til. Den jødiske propaganda har ført til en »total inversion af æstetiske instinkter« hos franskmændene, det hele er jødificeret, enjuivé, med det resultat, at franskmændene »fornægter deres særegne rytme«. Og således kommer vi til hjertet af Célines racistisk-æstetiske teori:

»Jøderne er ret dårligt begavede, hvad angår kunst, biologisk set, i roden af deres natur (...) Jøderne mangler på katastrofal vis direkte følelser, spontanitet… De taler i stedet for at føle… De ræsonnerer, inden de mærker… Strengt talt, de føler ikke noget… De brovter sig… Deres nedarvede nervesystemer er som alle afro-asiatere af zink og retarderet, plumpe, vulgære, og meget almindelige for at sige det, til trods for umagen, og enorme prætentioner…«

Teorien om, at jøder invaderer det franske, enten i kunsten eller i form af krigerisk kommunisme, gentager sig og udvides henover pamflettens følgende sider. Céline vender igen og igen tilbage til Sovjetunionen, taler om sin tid i Folkeforbundet og udvider det alenlange, jødiske synderegister, understøttet af diverse kilder og fakta: Jøderne er dekadente og skyld i alkoholismen, der igen er skyld i, at franskmændene ikke læser, men drikker. Jøder inficerer kritikken, der således foretrækker oversat litteratur frem for fransk. Jøder kopierer de franske forfattere. Film er værdiløst, totalt jødificeret, de perverse Hollywood-film især. Jøder styrer teatrene. Jøderne er i ledtog med frimurerne. Etc. Etc.

Radikalisering i rue d'Argenteuil

Bagatelles blev en bestseller. Salgstallet var i omegnen af 76.000 eksemplarer, hvis ikke højere, og det ikke medregnet udlandssalget: Pamfletten blev oversat til tre forskellige sprog og udkom således i tre lande, der alle havde antisemitisk lovgivning på daværende tidspunkt: Tyskland, Italien og Polen. I Tyskland blev pamfletten udgivet i en kraftigt redigeret udgave og under en anden titel (Die Judenverschwörung in Frankreich (Zwinger Verlag, 1938)), der uomtvisteligt indgik i den antisemitiske propaganda i Nazityskland.

Pamfletten var den salgssucces, som forlaget havde brug for. Denoël havde indtil da haft alvorlige økonomiske problemer. Faktisk stod det i denne periode så slemt til, at han ikke havde råd til at betale sine ansatte løn længere.

Bogen var en af de mest voldeligt antisemitiske pamfletter, franskmændene havde set, siden Drumonts La France juive, og den gav Céline status som antisemitisk polemiker. Men det var ikke uden konsekvenser for Céline – både pessimismen og paranoiaen voksede som en knude i ham. I et brev til Évelyne Pollet (januar 1938) skrev han: »Jeg ved ikke så godt, hvad fremtiden (hvis der er nogen fremtid!) bringer mig (...) Men jeg ved af erfaring, at jeg ikke har gode chancer.« I løbet af vinteren 1937/1938 begyndte han for alvor også at føle sig forfulgt i en »klapjagt fra hundrede sider.« Han opgav sin stilling i lægeklinikken i Clichy, hvor »12 jødiske læger straks [blev] installeret – Der er i Frankrig, ser de, en omvendt nazisme«. Han måtte samtidig stoppe sit arbejde i det jødisk-ejede La Biothèrapie. Han følte ikke længere, at han kunne praktisere som læge.

Efter udgivelsen af Bagatelles fik Céline kontakt til det etablerede antisemitiske miljø i Paris. Det skete gennem den militante nationalist og antifrimurer Henry-Robert Petit og hans Centre de documentation et de propagande i rue d'Argenteuil i Paris, hvorfra en række antisemitiske brochurer og pamfletter udkom. Céline tog første gang kontakt til ham i august 1938 med en forespørgsel om fire eksemplarer af Petits »meget bemærkelsesværdige« pamflet Oú va L’´Eglise? Céline spørger ham i brevet, om det kan passe, at pavens rigtige mor er en hollandsk jøde og underskriver sig »en beskeden judeologisk novice«. Senere samme måned skrev Céline igen til Petit. Han udtrykte endnu en gang sin ydmyghed og roste Petits flotte arbejde. Men denne gang så han sig nødsaget til at forklare sig, for da Bagatelles tidligere på året udkom, blev Céline beskyldt for plagiat, blandt andet af Petits arbejde, fordi han brugte citater uden at angive kilder – men Céline har aldrig, siger han, påstået, at bogen indeholder originalt materiale – »Jeg har taget det, hvor jeg kunne. De kender, som jeg, mere end jeg, alle kilderne!« Da han forklarer Petit tankerne bag Bagatelles, ser vi endnu engang, hvordan race og stil er sammenvævet i Célines teori: »Jeg har holdt mig til at vrøvle en smule, meget, for at forblive på det folkelige plan (...) Det er et spørgsmål om rytme, om delikatesse, hvor jøderne helt og holdent er imbecile.«

Få måneder senere ses forvandlingen i deres korrespondance: Céline er gået fra at være en novice til at diskutere »spørgsmål om blod« med Petit som en ligeværdig judeolog, som en del af et »os,« idet han vurderer, at blod »ikke er en særlig gunstig vinkel…ikke særlig habil for os.«

Kort tid efter udnævnte Hitler sig selv som krigsminister og annekterede Østrig. Stalin afsluttede Moskvaprocesserne og henrettede sine modstandere. De vesteuropæiske lande indgik Münchenaftalen med Tyskland, som gav Hitler lov til at indlemme Sudeterland i oktober 1938, med forhåbninger om, at man derved undgik krig i Europa. Francen blev devalueret. Italien indførte antisemitisk lovgivning. Og samme måned som hans næste, antisemitiske projekt udkom, skete et afgørende mord i Paris: En polsk jøde, Hershel Grynszpan, begik den 9. november et attentat mod en tysk ambassaderåd. Og så begyndte Krystalnatten i Tyskland. Europa var, som Céline havde frygtet så længe, på vej i krig.

LE JUIF ET LA FRANCE. Udstilling i Paris i 1941. Organiseret af l’Institut d’étude des questions juives og den tyske ambassade.
LE JUIF ET LA FRANCE. Udstilling i Paris i 1941. Organiseret af l’Institut d’étude des questions juives og den tyske ambassade.

Spis lort og drik pis

Den næste antisemitiske pamflet, L'École des cadavres, udkom i november 1938. Den er som sin forgænger omsluttet af en rammefortælling og begynder med fortælleren Ferdinand, der går en tur langs Seinen, fordybet i tanker, indtil han møder en beskidt og klistret havfrue, der plasker rundt i det mudrede vand og antaster ham: »Hvor iler De hen så drømmende? Smukke pik!« Havfruen provokerer ham, og efter en længere samtale proklamerer Ferdinand: »Du skal få at se, hvad jeg har at sige…«

Men inden Ferdinand begynder sin tirade, oplever han endnu en provokation, et brev underskrevet af en »Salvador, Jøde«, der har læst Bagatelles: »Smovserne bæskubber dig i røvhullet, og hvis du vil tages ved røven, skal du ikke andet end give os besked.« Ifølge Salvador lever Céline livet efter princippet »spis lort og drik pis, det er den bedste måde at undgå at krepere af sult.«

Herefter følger selve pamflettens argumenter. Han taler om, at krigen nærmer sig, og at folk er ligeglade. Det bliver en krig, der udsletter Frankrig og dræber 25 millioner. De jødificerede demokratiske regeringer vil gerne have denne krig. Der er tale om en universel, jødisk krigsgalskab, som især ses i USA i form af »amerikansk jødegangsteri« og i Storbritannien. Jødisk propaganda (blandt andet via amerikanske biograffilm) er overalt, og USA gør sig klar til krig. Men ikke kun i USA, også i Storbritannien ses en voldsom krigslyst som følge af jødisk agitation. »Alle krige, alle revolutioner, er definitivt ikke andet end ariernes pogromer, organiseret af jøderne (...)«

Netop derfor er der mere end nogensinde behov for judeologi, mener forfatteren: »Judeologien er en videnskab, studiet af den verdensomspændende jødiske sygdom, den jødisk-ariske krydsning (...)« Denne judeologi kommer i løbet af pamfletten til udtryk som et genkommende racistisk-biologisk tema, en inddragelse af antropologisk-biologiske fakta, som vi kender det fra nazistisk propaganda.

Det er et markant skift fra den første pamflet, hvor »det jødiske spørgsmål« primært var et kulturelt problem, og det markerer således den voldsomme radikalisering, som må have fundet sted i Céline i det mellemliggende år. Nu er jødificeringen et biologisk problem, en sygdom, en »parasit.« Flere steder skriver han varianter af budskabet »Jøderne er, racemæssigt, monstre, fejlkrydsninger, spredehagl som bør uddø.«

For at understøtte sin racisme med biologiske argumenter citerer han endda George Montandon, professor i etnologi ved L´École d'Anthropologie de Paris, der bliver præsenteret af Céline som en »dissident« i det videnskabelige miljø, som – selvfølgelig – er gennemjødificeret ligesom alt det andet. I det citerede diskuterer Montandon, om man kan tale om jøder som race eller etnicitet og konkluderer, at der er en række karakteristika, der gør, at man kan »genkende jøder på deres fysik,« heriblandt »den konvekse næse.«

Og hvad mener Céline, franskmændene skal gøre for at bekæmpe de krigeriske jøder? Man bør alliere sig med Hitler og racebrødrene i Nazityskland. »Jeg føler mig som en god ven af Hitler, en god ven af alle tyskere, jeg finder, at det er mine brødre, at de har god grund til at være racister (...) Jeg finder, at vores ægte fjender, det er jøderne og de franske frimurere. At krigen, som kommer, det er jødernes og frimurernes krig, at det aldeles ikke er Vores.« De britiske jøder er ikke ude på andet end at få tyskerne og franskmændene til at bekrige hinanden, og netop derfor bør alliancen med tyskerne være en alliance, der ikke er »for sjov«, men »En sand alliance, solid, kolossal, i kalk og i grus ! I livet! I døden!« Det bedste ville faktisk være, hvis de to lande indgik i en »Konfederation af Ariske Stater i Europa« med én fælles, fransk-tysk hær: »En eneste antijødisk kraft i denne verden, en eneste reel pacifisme: Den fransk-tyske hær. Resten er jødisk pjank, pjat, afledninger, manøvrer.«

Bagvaskelse og retssag

Céline udpegede i sin nye pamflet en lang række indflydelsesrige mennesker ved navns nævnelse og påpegede deres judaisme. Heriblandt bragte han en lang liste over medlemmer af generalstaben i Croix de Feu, en veteranorganisation, der på kort tid voksede til et enormt, fascistisk parti. Ifølge Céline var organisationen styret af jøder, som han oplistede ved navn og titel efterfulgt af en eventuel parantes »(jøde).«

Denne praksis var ikke uden konsekvenser for Céline. Efter bogens udgivelse truede en af disse personer, venstrefløjsjournalisten Léon Treich, med at sagsøge Céline og Denoël for bagvaskelse. I en notits i Le Temps den 8. januar 1939 forklarede hans advokat offentligheden, at Treich var »praktiserende katolik« og ud af »en gammel, fransk familie« og ville derfor kræve 50.000 franc i tort og skade for beskyldningen om jødedom. Céline skrev en undskyldning til Treich, og sagen kom ikke videre.

Indtil en ny person gjorde alvor af at forfølge Céline og Denoël juridisk. Denne gang var det lægen Pierre Rouquès, der i kriminalkammeret stævnede forfatteren og forlæggeren for offentlige injurier og bagvaskelse ved at kalde Rouquès jøde. Céline blev forsvaret af André Saudemont (der senere blev anklaget for landsforræderi pga. sin antisemitisme og i et forsvar gav Céline skylden: Han blev »desværre påvirket af Celine på det jødiske spørgsmål.« Dommen mildnedes, og han blev dømt for »d'indignité nationale«). Céline havde i sin pamflet citeret en artikel fra kommunistavisen L'Humanité den 5. november 1938, som indeholdt en liste over læger, inklusive Rouquès, som Céline modificerede og afsluttede med parantesen »(tous Juifs)« – »(allesammen jøder).«

Under selve retssagen var en gruppe af Célines venner og støtter til stede - heriblandt den racistiske antropolog George Montandon.

Den 21. juni 1939 faldt dommen. Ved at tilføje parentesen, gjorde Céline sig skyld i diffamation indirecte. At kalde en anden person for jøde var ikke tilstrækkeligt injurierende, men dommerne lagde vægt på, at Céline over de 300 sider forud for nævnelsen af Rouqués, ophober en lang række negative karakteristika, som i sammenhængen blev tilknyttet prædikatet »jøde«.

Både Céline og Denoël blev idømt bøder og påtvunget at fjerne det pågældende afsnit fra pamfletten. Men i stedet for at redigere pamfletten valgte de i første omgang at trække både Bagatelles og L'École tilbage fra boghandlerne og stoppe salget. Céline følte sig undertrykt, og forklarede det med, at han var blevet tvunget til det som følge af en ny lov, Marchandeau-dekretet. Denne lov trådte i kraft i april samme år, det vil sige et par måneder før domsafsigelse, og gjorde det forbudt for pressen at opildne til had eller skrive injurierende om befolkningsgrupper på grund af deres race, oprindelse eller religion. Men som François Gibault påpeger i sin biografi om Céline, virkede dekretet ikke med tilbagevirkende kraft og omfattede kun pressen. Tilbagetrækningen af bøgerne affødte desuden en notits fra Brasillach, som ellers skrev om Bagatelles, at»den er det første tegn på ’de indfødtes revolte’« i Je suis partout: »Ferdinand, du har tabt pusten.«

Frankrig blev kort tid efter besat og delt i to zoner. Vichy-styret blev indsat, og længe inden tyskerne lagde pres på franskmændene, blev de første antisemitiske love indført. I begyndelsen af besættelsestiden var styrets antisemitisme først og fremmest en kulturel antisemitisme med fremmedfjendske, nationalistiske og katolske rødder. I oktober 1940 blev jøder ekskluderet fra offentlige embeder, advokatvirksomheder, militæret og kulturelle stillinger, og jødiske virksomheder og ejendomme blev sat under administration, mens fremmede jøder blev samlet i franske koncentrationslejre. Året efter blev der indført en kvote på to procent inden for de fleste professioner, hvilket for eksempel betød, at der inden for Célines profession som læge kun måtte være 108 jødiske læger i Paris samtidig med 5.410 ikke-jødiske læger. Således blev den omvendte nazisme, som Céline talte om, da han stoppede i lægeklinikken i Clichy og mente at blive erstattet af 12 jøder, rettet op igen. Nu befandt Céline sig – om han ville det eller ej – blandt de privilegerede.

Denoël og Céline genudgav Bagatelles og L’École i nye udgaver med racistiske illustrationer og fotografier – flere af dem hentet fra de glitrede blade, som Céline læste som barn. En række passager var fjernet fra teksten i L'École, ogen medfølgende lap papir forklarede, at pamfletten var redigeret, og at den ikke var rettet mod bestemte personer, men at »Den angriber en politik.« Faktisk var Céline så langt fra at tabe pusten, som Brasillach påstod, at han under besættelsen udgav endnu en racistisk pamflet, Les Beaux Draps (1941).

I et taknemmeligt brev til en fascistisk anmelder opsummerede Céline sit indtryk af Vichy-styrets nye, absurde virkelighed: »Gud, hvor alt dette ER MORSOMT!« Året efter, i 1942, kom Endlösung til Frankrig, og omkring 76.000 jøder blev deporteret til koncentrationslejrene uden for Frankrig.