Print artikel

Forfatteren, der aldrig var

Artikel
06.08.15
Der er næppe før eller siden foretaget en større spøg på den litterære industri end med bogen I, Libertine. En fiktiv bog af en fiktiv forfatter, som skulle illustrere det amerikanske samfunds overfladiskhed.

»Hvad siger I til, at vi i morgen tidlig går ind i en boghandel og spørger om en bog, som vi ved ikke eksisterer?« Opfordringen kom fra den amerikanske radiovært Jean Shepherd en sen nattetime i 1956. Shepherd var DJ og vært på radiokanalen WOR i New York fra klokken ét om natten til halv seks om morgenen. Det var det eneste ledige tidspunkt, han kunne få som nyansat på kanalen, men det passede Shepherd fint. Han var en natteravn og en del af det, han kaldte natfolket  - ligesom vennen Jack Kerouac og resten af Beat-slænget i New York.

Det skæve tidspunkt gav Shepherd frie hænder til at udfordre det traditionelle radioformat. Han erstattede det instruerede program med lange monologer, hvor han talte om lige netop det, der faldt ham ind. Han foragtede populærkultur og det portræt af Amerika, som Hollywood skiltede med. Shepherd opbyggede hurtigt en fast skare af lyttere. Han indviede dem i et særligt fællesskab, hvor de søvnløse stod hævet over dagsfolkets trivialiteter. Det var om natten, det sande liv fandtes. Natfolket var kreative, frit tænkende individer, som stod uden for systemets normer og doktriner, mens dagsfolket var bundet til det materielle og underlagt andres forventninger.

I, Libertine

Shepherd mente, at folk i New York var besat af lister. Der var bestsellerlister for musik, bøger og film, samt diverse top-ti-lister. Han forholdt sig skeptisk over for disse statistikker, som han tilskrev dagsfolket. Aversionen blev drivkraften i den spøg, som Shepherd tilrettelagde sammen med sine lyttere en sen nattetime. Forinden havde han besøgt en boghandel, men uden at finde den bog, han søgte. Boghandleren mente ikke, at bogen eksisterede, for den stod ikke på nogen forlagslister. Men bogen fandtes, Shepherd vidste det. I sin radioudsendelse harcelerede han over, hvordan forlæggere kunne manipulere med disse lister.

»Er der nogen bedre måde at genskabe status quo på, end ved at ryste dagsfolkets tro på deres organisation? Og er der noget bedre sted at starte end hos boghandlere, som med deres lister er de mest organiserede af alle?«

Over for lytterne fremhævede han en vigtig pointe. Dem, der laver bestsellerlisterne sover i radioprogrammets sendetid. Med andre ord var om natten, plottet mod dagsfolket skulle tilrettelægges. Og det blev det.

Planen var simpel. Shepherd fabrikerede sammen med lytterne en fiktiv roman af en fiktiv forfatter. Herefter gjaldt det om at efterspørge bogen hos boghandlere landet over for at skabe forvirring. Den fiktive forfatter hed Frederick R. Ewing. Han var pensioneret kommandør i den britiske flåde, gift og bosat i Rhodesia. Bogen var den første ud af en trilogi om erotik i 1800-tallet. Shepherd bad lytterne ringe ind med mulige titler og landede på I, Libertine, som havde den perfekte kombination af slibrighed og arrogance. Jo mere lytterne kunne fortælle om I, Libertine og dens forfatter - og vigtigere endnu - jo flere, der efterspurgte bogen, des bedre ville spøgen være. Det handlede om at skabe et buzz.

Bogen måtte naturligvis have et forlag, da alle boghandlerne ville efterspørge dette. I, Libertine udkom derfor på det fiktive forlag Excelsior, en gren af Cambridge University Press. Sidstnævnte fik udgivelsen til at lyde mere officiel, mens ordet Excelsior var en hemmelig kode. »Excelsior, you fathead« var Shepherds natlige hilsen til lytterne og en fast del af programmet. Enhver der lyttede med, ville straks genkende udtrykket og derved kunne gennemskue joken. Men som Shepherd forudsagde, så sov folk i den kommercielle del af bogbranchen om natten, og I, Libertine spøgen greb hurtigt om sig.

Bandlyst

Natfolket morede sig. Lytterne adlød Shepherds anvisning om at sprede efterspørgslen overalt. Der blev spurgt efter I, Libertine i flere dele af USA og sågar Europa. Det virkede. Folk begyndte at tale om I, Libertine – og til endnu større morskab for natfolket begyndte udenforstående at tale med, som om de havde læst bogen. Spøgen udstillede folks angst for at fremstå dumme. Boghandlerne turde ikke længere affeje henvendelserne, for når så mange spurgte efter I, Libertine af Frederick R. Ewing, så måtte bogen jo findes. I Shepherds nattetimer fortalte lytterne om deres oplevelser. Én boghandler skulle efter sigende have besvaret efterspørgslen med »Det er på tide, at folk får øjnene op for ham«. En studerende skrev en ni siders opgave om forfatteren, Frederick R. Ewing: Eclectic Historian, og fik et B+ samt ros for sin research. Det var endelig lykkedes de søvnløse at udstille den overfladiskhed, de hadede ved Amerika.

En del af natfolket arbejde i mediebranchen, hvilket pustede yderligere liv i historien. I, Libertine blev anmeldt i et litterært weekendtillæg, og en kendt sladderjournalist skrev i sin klumme, at han havde spist middag med Frederick R. Ewing og hans kone Marjorie, da de gjorde holdt i New York undervejs på deres rejse til Indien. 

Historien tog endnu en drejning, da bogen blev bandlyst af en kirke i Boston. Det var en lytter, der gennem sit job ved kirken havde sørget for, at I, Libertine kom på listen over bøger, som kirken fordømte. Da først bogen stod på listen, turde ingen andre inden for kirken stille spørgsmålstegn ved det. Hvad der var tænkt som en joke, fik nu karakter af alvor. For episoden udstillede kirkens humbug: den havde fordømt en bog, som ikke eksisterede. Shepherd har senere udtalt, at han på dette tidspunkt blev nervøs for, om de var gået for langt. For hvad hvis præsidenten begyndte at tale om bogen? Så ville den amerikanske overfladiskhed blive udstillet på verdensplan.

Afsløringen

Shepherd var derfor klar til at afsløre spøgen, da en journalist fra The Wall Street Journal ringede og spurgte, om ikke det var på tide. Historien fik dog endnu et tvist. For en forlægger fra Ballantine Books havde forinden indgået en aftale med Shepherd og sci-fi-forfatteren Theodore Sturgeon om at gøre spøg til virkelighed og udgive I, Libertine på tryk. Da The Wall Street Journal afslørede historien den 1. august 1956, var det derfor med nyheden om, at den rigtige bog ville udkomme. Overskriften lød: Night People’s Hoax on Day People Makes Hit With Book Folks.

En måned senere udkom I, Libertine på tryk, stadig med den fiktive Frederick R. Ewing som bogens forfatter, men med et foto af Shepherd på bagsiden. Bogen udkom i 130.000 eksemplarer og omslaget var fyldt med humoristiske indforståetheder og skjulte referencer til Shepherds program.

Europæerne elskede historien, og i Rusland kørte en artikel i Pravda. Alt salg af I, Libertine gik til velgørende formål, og bogen solgte godt. Den kom oveni købet på bestsellerlisten.