Print artikel

Med digtningen mod sandheden

Vigdis Hjorth. Foto: Klaudia Lech / Cappelen Damm
Interview
22.05.17
Arv og Miljø af den norske forfatter Vigdis Hjorth skabte en mediestorm i Norge, da den udkom sidste år, fordi flere læser dens incesttema selvbiografisk. Hjorth siger selv, at det er fiktion. ATLAS har mødt hende til en snak om, hvordan digtningen kan afdække og forklare det virkelige liv.

Arv og Miljø af Vigdis Hjorth er nok den mest omtalte bog i Norge i 2016. Den medførte en ophedet debat om, hvilket ansvar romanforfattere har over for deres fiktive karakterer, hvis de har nogen inspiration fra virkeligheden. Det store spørgsmål har været, om Hjorths roman er selvbiografisk, og hvis den er, om det er i orden at udlevere virkelige mennesker på den måde den ville gøre, hvis den var sand.

Arv og Miljø starter i en familiekonflikt om fordeling af arv og overtagelse af familiens to sommerhuse efter farens død. Konflikten udspiller sig mellem moren og de fire søskende, hvoraf de yngste har et godt forhold til forældrene, og de to ældste mere eller mindre har brudt kontakten med dem. Vores hovedperson Bergljot tilhører den sidste af disse kategorier.  Den voldsomme debat om bogen skyldtes årsagerne til det dårlige forhold mellem Bergljot og forældrene Eller forholdet mellem Vigdis Hjorth selv og hendes egen far, hvis man spørger dem, der valgte at læse romanen selvbiografisk. I romanen har Bergljot nemlig brudt med sine forældre efter hun i en voksen alder har indset, at hun, da hun var omkring fem år, blev udsat for gentagne seksuelle overgreb af sin far. I romanen tager både moren og faren afstand fra denne beskyldning, og kampen om sandheden kommer op i forbindelse med arveopgøret.

Vigdis Hjorth har udgivet børnebøger, essays og tyve romaner på norsk siden sin debut i 1983. I tillæg til Arv og Miljø er Hjulskift (2011) og Leve Posthornet! (2014) oversat til dansk. Hjorths forfatterskab kan læses i samme tradition som andre norske forfattere som Karl Ove Knausgård, Tomas Espedal og Geir Gulliksen, der udforsker selvet med en inderlig i modsætning til ironisk tilgang. Mens især Knausgård er blevet hyldet for at skrive om det almene i mennesket, bliver Hjorths forfatterskab ofte læst som (og reduceret til) en udforskning af ”det kvindelige”.

Sandere end det sande

Hjorth har igennem hele sit forfatterskab været åben om, at hun bruger meget af sig selv i skrivningen. Midt i autofiktionens storhedstid er hun blevet fanget i et etisk dilemma, hvor det ikke længere er acceptabelt at spinde virkelige oplevelser ind i fiktionens garn uden at bagefter forklare præcist hvad, der tilhører det virkelige, og hvad der tilhører det fiktive. Dette bliver svært for en forfatter, der netop benytter denne sammenblanding som et værktøj.

Hovedpersonerne i Hjorths bøger er altid kvinder, der minder om Hjorth selv og hinanden. Tredje person entall fra 2008 er den roman, Hjorth selv har refereret til som den mest selvbiografiske, og hovedpersonen Hulda Kråkefjær minder også om Bergljot i Arv og Miljø. Flere scener går også igen i både disse to romaner og i forfatterskabet generelt.

Du har leget med samspillet mellem fiktion og virkelighed i hele dit forfatterskab. En scene, der både er med i Arv og Miljø og Tredje person entall, er også en scene fra dit virkelige liv, hvor du skriver i din dagbog om dit første samleje, som egentlig ikke har fundet sted. Altså er det en form for falsk historie fra virkeligheden. I relation til dette skriver du i Tredje person ental, at »Det som er diktet opp kan ha større betydning enn det som er sant og være sannere.« Hvad mener du med dette?

»Romaner er altid litterære konstruktioner, men de kan frembringe sandheder, der kun kan komme frem i en form for digtning, som Kirkegaard nok ville have sagt. Man kan ikke sætte virkeligheden på system. Det er for mange paradokser og ting, der ikke går op. Wittgenstein siger jo også, at det logiske sprog ikke kan fange virkeligheden, men at det, der kan nærme sig dette uudsigelige, er kunsten. Det er, som om jeg kan ane noget uklart i mig selv, som jeg ikke får greb om, men jeg kan sætte ord på det i en digterisk forstand. Så er det, som om det er blevet sandt, og at der findes en form for sandhed i det. Det er det, jeg mener med, at fiktionen kan være sandere. Det er en sætning, jeg tror på, og det er også noget, jeg har erfaret i mit liv.«

- I relation til det, du kalder det uklare, du vil udforske, så kan man sige, at hovedpersonerne i dine romaner er meget ambivalente eller ikke-samlede. For eksempel er Bergliot i Arv og Miljø et offer i bogen, men også egoistisk, hvilket hun skammer sig over. Tænker du, at skammen er frugtbar som måde at undersøge det, du kalder det uklare på, hvis man forstår skam som en afstand mellem hvordan man skulle ønske man handlet og den måde, man faktisk handler på?

»Hvis man undersøger skammen, kan man komme til indsigter, så man forstår mere. Og alt som fører til større indsigt tænker jeg, er godt. Selv om indsigterne kan være ubehagelige, så er det at forstå befriende.«

Kan disse indsigter blive for personlige på den måde, at det ikke længere er relevant for andre at læse?

»Jeg bruger skrivningen som en form for udforskning eller forskningsarbejde, når der er noget jeg ikke forstår, men som optager mig meget. Så det kan godt begynde med mig selv, men jeg ville ikke have skrevet om det, hvis jeg ikke troede, at det spillede ind i en form for almen erfaring. Det handler om, på hvilken måde man vender sig mod sig selv, og om man også er henvendt til andre.«

»Nu skal I høre PÅ MIG!«

Fortælleren i Arv og Miljø er en messende, nærmest panisk stemme, der søger efter forståelse og forklaringer. Samtidig med, at Bergljots egen erkendelse kommer krybende, rulles indsigten i familiekonflikten frem for læseren lidt efter lidt. Ting bliver sat i system, men ikke på en systematisk måde. Indsigten bygges snarere op gennem gentagelser og forvirrede passager, hvor situationer og samtaler knyttes sammen. Hjorth fortæller, at nogle har indvendt mod romanen, at stemmen i bogen fanger dem og gør læsningen ubehagelig.

»Det er jo også en del af den norske selvforståelse, at det er typisk norsk at være god«

»Noget af det, jeg stræbte efter, da jeg skrev bogen, var jo netop at finde stemmen til en person, der ikke er blevet hørt.« Hjorth hæver stemmen. »Nu skal I høre på mig! Nu skal I høre PÅ MIG! Hvis du ikke er blevet troet på i en sådan sag, så kan du ikke sidde pænt og forklare dig i fine ord om, hvad der er sket. Så på en eller anden måde tror jeg, at jeg har skrevet en realistisk roman.«

Det kaos, Bergljot oplever, er også en del af det, der gør konflikten i romanen så svær. Dette kommer tydeligst frem i relationen til en af hendes yngre søstre, der arbejder med menneskerettigheder. Søsteren har udråbt sig selv til mægler i familiekonflikten og vil gerne have Bergljot til at deltage i en form for rationel konfliktløsende proces. Men konflikten kan ikke løses ved hjælp af bevis og argumentation, fordi konflikten netop er et grundlæggende uenighed omkring sandheden, og der findes ingen beviser.

»For det første er Arv og Miljø en roman, der prøver at sige noget om, at ord kan afsløre og afdække på samme måde som i en psykoanalyse, der kun foregår via ord. Men ord kan også tildække. Og det er noget af det, søsteren gør ved at bruge det, jeg kalder et ”godhedssprog”. For eksempel, når man siger ”alle kan lave fejl”, hvad siger man så? Man har ikke sagt en fucking skid vel? Det er jo også en del af den norske selvforståelse, at det er typisk norsk at være god,« siger Vigdis Hjorth. At det er typisk norsk at være god, var noget den tidligere norske statsminister Gro Harlem Brundland sagde i sin nytårstale i 1992. Citatet spiller på Norges rolle og selvforståelse som fredsmægler i verden og er siden blevet henvist til med både stolthed og ironi.

»Romanen forsøger at fremvise det umulige i incestsager. Det så uhyre fristende at tage farens parti. For så kan alt fortsætte som før. Det, Bergljots søster ikke forstår, er at ved at stille sig som en neutral part i sagen, så har hun samtidig valgt side og taler forældrenes sag,« siger Vigdis Hjorth.

Der er også flere refleksioner i Arv og Miljø omkring krigen på Balkan og sandhedskommissionen efter Apartheidstyret. Hun spørger, om det er rimeligt, at begge parter, forbryder og offer, skal stå på lige fod i en sådan proces? Er det rimeligt i en incestsag?

Stakkels Regine Olsen

I kritikken af bogen er det også blevet insinueret, at Hjorth har skrevet bogen for at tage hævn på sin familie og ”få det sidste ord”, altså igen under den antagelse, at romanens indhold er selvbiografisk. Hjorth har selv hele tiden refereret til Arv og Miljø som fiktion og har også studset over kritikken, fortæller hun.

»Folk er så optaget af, hvad der er sandt og hvad der ikke er. Men kritikken mod den var på flere måder lidt selvmodsigende. Problematikken, der blev stillet op, var, at hvis det, jeg skrev, var sandt, var det berettiget, at jeg skrev om det. Samtidig blev hele debatten til et slags detektivarbejde, hvor det som stemte med virkeligheden blev brugt mod mig. For hvis det var sandt, mente nogle, at det også var en form for overgreb fra min side at skrive om det.«

Har du gjort dig nogle tanker om, hvorfor bogen fik den reaktion, den gjorde? Tror du, at du har overskredet en grænse i bogen eller har den store opblomstring af det, der bliver defineret som autofiktion rykket ved vores litteraturforståelse?

»Jeg tror, at der er sket noget med læsningen af litteratur. Hvis jeg havde udgivet bogen for ti år siden, tror jeg ikke den var blevet læst som ”virkelighedslitteratur”, for begrebet fandtes ikke på det tidspunkt.«

Hjorth føler heller ikke, at hun med bogen har gået over en etisk grænse. Mange af emnerne og tematikken, med undtagelse af den eksplicitte reference til incest, går igen i hele hendes forfatterskab. »Det kan være autofiktionen er nået til en form for mætningspunkt og folk tænker: nu er vi fandeme trætte af forfattere, der skriver om sig selv!« Men som Hjorth siger, så er det, at forfattere trækker på deres eget liv, ikke noget nyt, og det, der i debatten blev kaldt ”litterære ofre”, har altid fulgt litteraturen: »Altså stakkels Regine Olsen da Forførerens Dagbog kom ud, hvor forføreren brugte kvinden og kastede hende fra sig igen. Det blev jo læst, som var det hendes forhold til Søren Kirkegaard det handlede om, og det kunne hun ikke forsvare sig mod.«

»Der er sådan nogle scener i et liv helt generelt, og når du forstår hvilken sandhed disse scener egentlig har båret på, så vil du tænke: aha! På samme måde som disse scener kan følge et liv, kan de nok også følge et forfatterskab.«

 

Hjorth synes også, at anklagen mod hendes bog er en smule malplaceret, eftersom hun ikke benytter sig af autofiktionens klassiske greb som at anvende virkelige navne, og stå fast på, at det der står er sandt. Både Tomas Espedal og Karl Ove Knausgård, der er blevet knyttet til autofiktionsgenren i Norge, har benyttet sig af disse greb.

»Jeg tror, at der er mange i det litterære Norge, der har mærket grænsen mellem det virkelige og fiktive på egen krop. Jeg har hørt en historie om, da Knausgård var kommet til andet bind af Min Kamp og kom ind på Lorry (en bar i Oslo hvis klientel bl.a. er journalister og litterater, red.), så var der flere, der ikke ville tale med ham, fordi de var bange for at komme med i bogen. Det er nok risikabelt at omgås kunstnere, fordi al kunst forholder sig på en eller anden måde til virkeligheden.«

En vigtig brik

Som tidligere nævnt, går både tematikker og konkrete scener igen i hele Vigdis Hjorths forfatterskab. Hvis man ser forfatterskabet som helhed, udgør Arv og Miljø en vigtig brik.

 – Hvilken funktion har de gentagne scener i dine romaner? Er det en form for indkredsning af en problemstilling?

»Jeg tror, det gælder for et menneskeliv, at der findes nogle centrale scener. Hvis du for eksempel skulle skrive en biografi om de ti sidste år af dit liv og gøre det hvert årti, så ville den tage sig helt anderledes ud, alt efter hvilket årti, det var tale om, fordi ny indsigt får tilbagevirkende kraft. Der er sådan nogle scener i et liv helt generelt, og når du forstår hvilken sandhed disse scener egentlig har båret på, så vil du tænke: aha! På samme måde som disse scener kan følge et liv, kan de nok også følge et forfatterskab.«

På en måde var det også det, litteraturkritikeren Ingunn Økland var inde på i sin kritik af Hjorth i Aftenposten, da hun skrev »Ja, Arv og Miljø kaster http://www.achaten-suisse.com/ et forklarende lys over hele forfatterskabet.« Arv og Miljø er blevet en central brik i Vigdis Hjorths forfatterskab, som det nu er umuligt at læse hendes andre romaner uafhængigt af.

Men Vigdis Hjorth mener ikke, hun er nået til en form for endelig sandhed eller kerne, som hun har søgt efter hele tiden. »Jeg deler ikke Knausgårds tro, og jeg ved ikke om han egentlig selv tror på det, at det er muligt at indfange et liv. Idet du begynder at skrive, har du valgt tusind andre indgange fra. Seks bind er ikke nok. Tusind bind er ikke nok. Det er et umuligt projekt.«