Print artikel

Man tror, man kender folk

Kristian Bang Foss' fjerde roman vækker mindelser om Hans-Jørgen Nielsens 'Fodboldenglen'
Kritik
21.09.19
Kristian Bang Foss træder skoene ud, og har i ’Frank vender hjem’ skrevet et gedigent bud på en samtidsroman.

»En glimrende, lille debut. Næste gang skriver han måske en rigtig roman«. Sådan lød det patroniserende, og med hvad der lignede et forudindtaget forbehold, i Tue Andersen Nexøs Information-anmeldelse af Kristian Bang Foss’ debut Fiskens vindue fra 2004. Og anmelderen fortsatte ud ad samme tangent. Han gjorde det klart, at hvis man læste efter spændingskurver, fremadskridende handling og opbyggelighed, så var det ikke Kristian Bang Foss’ prosa, man ledte efter. For godt nok var det talentfuldt, men det var ikke ”rigtig” prosa. Både her, men også på mange andre måder, så det ud som om, Nexøs anmeldelse kunne være blevet skrevet på forhånd. Den var som skåret ud af debatten om den litteratur, Forfatterskolens elever fik udgivet; at bøgerne var formbevidste stiløvelser, oftest uden krog i eller forbindelse til den virkelighed, elevernes litteratur skulle ud og være en del af.

Meget vand er løbet ud, løbet til og er blevet forplumret i den litterære andedam siden da. Hvis man troede, Kristian Bang Foss’ forfatterskab skulle forblive stiløvelser og udkast til større romaner – at den skulle blive ved med at leve op til den fordom, der blev skitseret i Nexøs anmeldelse – så tog man fejl. Man tror, man kender folk, og at man kender sin forfatterskolelitteratur på dens rygte. Men ikke denne forfatter; ikke Kristian Bang Foss, der med sin seneste bog Frank vender hjem træder skoene ud, og leverer et kærkomment bud på en samtidsroman – og så endda en roman, der er forsynet med tredjepersonsfortæller!

Fiskens vindue, hvis fine bedrift var at sammenstille en nidkær opmærksomhed på håndværket i fluefiskeriet, blev fulgt af en rastløs aggression hos den navnløse fortæller i Stormen i 99, der kom fire år senere. Bogen er en kollektivroman om en arbejdsplads på Amager, hvor de ansattes skæbner og liv bliver flettet sammen om, og set igennem, den begivenhed, som stormen i 1999 var. Sproget er råt, og vil tæt på karaktererne, der alle kæmper med den tristesse, der synes at være opmålt fra et fælles punkt; arbejdspladsen InWear på Amager. Handlingerne skrives frem mod, hvad titlen afslører: december-orkanen i 1999. Den bliver dermed et – mere eller mindre dramatisk – skæbnefællesskab. Dette fællesskab kan i dansk kontekst spredes videre ud. Ud til samfundet, eller ud til den virkelighed, som Nexø savnede i Fiskens vindue, da orkanen var den første blandt mange, og høj i grad blev en fælles reference for en hel lille nation, der var ved at opleve et skifte i vejret.

Holmbergfamiliens blindhed over for deres egne privilegier, og Franks bondeanger over at være et resultat af en våd aften på Damhuskroen, er konflikten i romanen.

I Døden kører Audi forfinede Kristian Bang Foss sine karakterer, deres samfunds afrundede viljer, deres idiosynkrasier og deres tåbeligheder. Asger, der er en dygtig reklamedreng, bliver fyret efter en copyright-sag og har svært ved at finde job igen. Asger bliver systematisk opløst, og må tage et job som handicapmedhjælper for Waldemar, der spiller Backgammon og ryger hash. Waldemar vil besøge en healer fra Marokko, og efter deres rejseplaner har fået mediebevågenhed, og en rigmand har givet dem penge til rejsen, tager de sammen de på et roadtrip gennem Europa. Døden kører Audi er i særdeleshed en roman, der bliver båret af relationen mellem Asger og Waldemar, men samfundet og virkeligheden skaber betingelser og skubber; for romanen foregår i 2008, krisen er begyndt, og den får Asger til at opleve en deroute fra den høje ende af middelklassen til et prekært liv som handicapmedhjælper på bunden af samfundet.

Denne klassevandring er i særdeleshed den altomfattende tematik i Kristian Bang Foss’ seneste roman Frank vender hjem. Det er en fortælling om Thea og Frank, der bliver forelskede i hinanden, efter de sammen har prøvet at genoplive ”KUA-spøgelset”, en sær evighedsstuderende, der i et årti har forsøgt at færdiggøre sit speciale om Wittgenstein, og som en dag falder om til en fredagsbar. Mens Thea og Frank sidder på hospitalet og våger, falder de for hinanden som det mest naturlige. I tiden efter er de opløst i hinanden. De tager til Andalusien, skåler i hvidvin og dyrker sex i et sært rollespil, hvor Frank spiller en figur, de kalder Manden fra Del Monte, en hvidklædt fremmed med hat. Det er deres historie, og der er kun dem om den. Og i det blussende lys fra de orange appelsiner hvisker Thea til Frank, at hun elsker ham. Men så kommer de hjem, og beslutter sig for at invitere Franks mor på middag.

Frank er søn af kontordamen Ellen og gademusikanten Rock Tage, der blev gift i slutningen af halvfjerdserne, efter de havde fået Frank. Rock Tage var en skikkelse i det københavnske gadebillede, og blev tæsket ihjel af en gruppe mænd på polterabend. Han var en latterlig legende, der imiterede Elvis, og som det blev en sport at kaste mønter efter. Tage var en særling, men forsøgte alligevel at tage et job som autolakerer. Det var der, han blev far til Frank. Men han kunne ikke opretholde det almindelige liv, og så det stadigvæk som sit kald at spille musik. At være hustru og søn til Rock Tage er for Frank og Ellen tvedelt mellem sympati og had, og særligt Frank bærer skammen med sig gennem sine unge år, hvor han går omveje forbi Tage, og har lyst til at kaste mønter efter ham, når denne spiller på strøget. Samtidig har han lyst til at smadre kraniet på de mænd, der tæskede hans far ihjel. På den anden side af dette er også Ellens drømme forliste. Tidligt tog hun moderskabet på sig, og erkendte, der ikke var meget hjælp at hente fra Tage. Det ligger derfor ikke i kortene, at Frank skal gå på universitetet, blive en mønsterbryder og skabe en akademisk karriere.

Thea er fra en helt anden klasse. Hendes mor, Ingelise Holmberg, er TV-kendis og har sit eget program, hvor der filmes fra en gård på Møn, mens hun bakser med alverdens bæredygtighedsprojekter. Theas far er den privilegerede socialist André, der lever af en familieformue, som er grundlagt på samarbejde med tyskerne under krigen.

Thea og Franks forudsætninger i livet er vidt forskellige, og det er også denne forskel, der driver dem fra hinanden. Thea bliver gravid, og da terminen nærmer sig, driver Frank til havs i en dyr kajak, som Thea har købt til ham – og symbolikken er tyk. Frank overlever imod alle odds, og vender hjem. Men den barselsverden, han vender hjem til, ligner ikke dén han forlod. Der er heller ingen, der tror på, at han mistede sin pagaj og var overladt til naturens vilje. For mens eftersøgningen af ham er i gang, spekuleres der i hans motiver. Er han mon flygtet fra ansvaret, ligesom Rock Tage gjorde i sin tid? Tvivlen bliver tyk, og Andrés bidrag levner ikke plads til håb om lykke for Thea og Frank: »Man tror, man kender folk«. Thea og Franks relation bliver yderligere forviklet af, at Theas ungdomskæreste Carsten dukker op, og tager sig af Thea; han bliver en kile mellem Franks historie og deres nyfødte datter Annika – og det bliver værre endnu.

 

Det kan synes urimeligt over for romanen at reducere den til et simpelt handlingsforløb som dette. For styrken i romanen ligger ikke i dens begivenheder. Den ligger i relationerne: i hvordan hver karakter bærer en historie med sig, de ikke kan flygte fra, og i den smerte, der er forbundet med dette åg. For Thea og Franks relation skranter først, da de bringer deres familier med ind i deres fælles sfære. Holmbergfamiliens blindhed over for deres egne privilegier, og Franks bondeanger over at være et resultat af en våd aften på Damhuskroen, er konflikten i romanen. Det er en klassekonflikt, der på en ikke forudsigelig vis polariserer højre og venstre, og hvor venstrefløjen, som André og Ingelise betragter dem selv som en del af, er blevet blind overfor sin egen pengemagt, nu hvor dens politiske potentiale ganske enkelt er udtjent. Konflikten vækker mindelser om Hans-Jørgen Nielsens Fodboldenglen fra 1979 (Frank og Frands, blot for at nævne én reference), hvor symbiosen og dét at slutte fred med sit eget ophav også bliver en eksistentiel (sø-)rejse.