Print artikel

At udholde sandhedens øjeblik

Interview
13.06.19
Der findes et totalitært træk i udviklingen af den svenske velfærdsstat. Lena Andersson har skrevet en roman om 'folkhemmets' storhed og fald.

I Lena Anderssons nyligt oversatte Sveas søn er Ragnar Johansson vidne til det svenske folkehjems opståen og storhedstid med økonomisk vækst, teknologiske udviklinger og forbedrede uddannelsesmuligheder for masserne.  I løbet af Ragnars ungdom og voksenliv løfter Sverige sig ud af det forrige århundredes forarmelse og bliver en moderne velfærdsstat. Et foregangsland, der giver middelklassen så helt andre muligheder end den forældregeneration, de ihærdigt vender ryggen. I tilbagesynets udglattende skær kunne folkehjemmet være fremstillet som en klasserejsens tid, som en tid, der udlignede forskellene mellem kønnene, udbedrede de kummerlige boligforhold i de indre byer og hævede levestandarderne for det, der blev en stor, bred middelklasse. Men Lena Andersson er ikke ude på at reminiscere. Hun undersøger i stedet, hvilke krav og begrænsninger i form af ensretning og holdningstyranni, folkehjemmet satte for sine borgere.

Da jeg læser Sveas søn i den danske oversættelse, kommer jeg flere gange til at tænke på den plagede, anonyme jeg-fortæller i Dostojevskijs Kældermennesket. Optegnelser fra en undergrund (1864). Indledningsmonologen: »Jeg er et sygt menneske… Jeg er et ondskabsfuldt menneske. Et utiltalende menneske« klinger i mit indre, mens dobbeltportrættet af Ragnar Johansson og folkehjemmet, som han deler fødselsår med, folder sig ud. Som Dostojevskij i Kældermennesket undersøger Lena Andersson også en ideologi gennem sin hovedperson. Hun illustrerer de personlige konsekvenser, det har at være en rettroende folkehjemsforegangsmand. Ragnar bliver hverken kolerisk eller leversyg som hovedpersonen fra undergrunden, men han plages af et temperament, han ikke kan styre og han må give køb på sine drømme og ambitioner for at passe ind i den meget stramme ramme, folkehjemmet sætter for sine borgere. Hos Dostojevskij såvel som Andersson tager idealet den plads som kærligheden til de nærmeste og næsten burde indtage. Den forhindrer hovedpersonerne i at indgå i ægte relationer og lader dem alene med en smertelig indsigt i egne begrænsninger, som de imidlertid ikke kan gøre op med, da det ville medføre at bevæge sig udenfor ideologiens rammer.

Lena Andersson griner overrasket over denne sammenligning mellem Ragnar og Kældermennesket, men udfolder beredvilligt:

»Jovist går det at leve ideologisk, men det har en høj pris, som den både Ragnar og Kældermennesket betaler i romanen. Velfærdsstaten i form af folkehjemmet har en dobbelthed i sig, fordi den jo gav tryghed for den enkelte, men samtidigt var der bygget denne her pligtmoral ind i den, som Ragnar i høj grad er præget af. Han vil ikke ligge nogen til last, og det fylder så meget hos ham, at han ikke forsøger at udleve sine drømme af skræk for at mislykkes og risikere at komme til at ligge samfundet til last. Som resultat opgiver han sine drømme om at blive snedker og senere arkitekt. I stedet bliver han sløjdlærer i den svenske demokratiske enhedsskole.«

Ragnar ophøjer ’det perfekte systems’ værdier til et regelsæt, der også bør gælde individerne imellem for at sikre dem mod menneskelige vilkårligheder som følelser, passion og smålighed, der forstyrrer og skubber til balancen. Staten er menneskets bedre jeg. »I sit eget billede havde fornuften skabt staten. Den forholdt sig til mennesket, som tanken forholdt sig til instinkterne,« indskærper Ragnar sig, og ud af dette skaber han en moralsk rettesnor, som han forsøger at styre efter, men som i relationen til omgivelserne og hans nærmeste giver ham umenneskelige træk. For at leve efter den overdrevne pligtmoral, er Ragnar selv tvunget til at resignere, og omkostningerne heraf tynger ham. Han føler »det ubemærkede livs stille lede.« 

Det bliver samtidig umuligt for ham at møde sandhedens øjeblik, der ellers er en drivkraft i al hans virke, da han agerer ud fra en grundlæggende livsløgn. Ragnar bliver i romanen tiltagende forbitret over, at almindeligheden som folkehjemmet fordrer af sine medborgere ikke præmieres, men i stedet udsættes for kritik og hån, synes det. Hans genkommende anstødssten er drømmerne, brokkehovederne og husbesætterne – de frie folks domme over almindeligheden. »Det var ikke afvigelsen, der havde brug for værn og beskyttelse men almindeligheden,« hævder Ragnar. 

I sit eget billede havde fornuften skabt staten. Den forholdt sig til mennesket, som tanken forholdt sig til instinkterne

Lena Andersson forklarer Ragnars dobbeltskepsis mod både de højere og lavere samfundsklasser som et udtryk for en udbredt holdning i folkehjemmet:

»Retorikken i folkehjemmet var, at det var klasserejsernes tid, hvor dørene mellem samfundslagene blev åbnet via forbedrede uddannelsesmuligheder. Der var ganske rigtigt større bevægelighed mellem klasserne, men på individniveau – rent mentalt - fandtes en stor skepsis mod klasserejsen og dem, der tog på dem: ’Du skal blive ved din læst. Du skal ikke tro du er noget særligt. Du skal ikke udmærke dig’! Janteloven findes også på svensk. Der er en dobbelthed her, for en af pointene i folkehjemmet var nemlig også, at det skulle kunne betale sig – det skulle være nok at være arbejder. Det skulle række at være almindelig! Og heraf opstod en konflikt, som illustrerer spændingen og en af brydningsfladerne i hele projektet. På sæt og vis kan man sige, at det er en liberal idé, at man skal bevæge sig og avancere socialt. Som en flig af den amerikanske drøm fremstår denne her tanke om, at hvis bare man kæmper, kommer man også op ad i samfundet. I folkehjemmet eksisterer på samme tid den modsatte pointe: at ja, den mulighed skal eksistere, men man skal ikke være tvunget til det, for det skal række at være normal.«

Ét område er friholdt denne almindelighedens ophøjelse. Begge Ragnars børn dyrker eliteidræt og på datteren Elsas vegne tillader Ragnar sig storladne drømme om en professionel karriere som langrendsskiløber. »I idrættens verden må man gerne være den bedste og stræbe højest. Idrætten er fysisk. Det er kroppen. Når den præsterer storslagne ting, når den forandres og bliver bedre og stærkere, er det ikke en personlighedsforandring, der finder sted. Idrætsmanden forbliver den samme person, et enkelt menneske, almindelig, selvom han eller hun har en fantastisk kropslig kapacitet. Klasserejsen, den intellektuelle rejse har derimod med psyken at gøre. Her er det karakteren, der ændrer sig og man bliver et andet menneske, man begynder at bruge svære ord, som Elsa gør det, da hun opgiver langrendsskiløb til fordel for lingvistikstudiet. Det er en psykologisk forandring, der finder sted, eller sjælelig, og den er meget mere truende,« forklarer Lena Andersson.

I konkurrencen er det muligt at møde sandhedens øjeblik. Ragnar er tidsmåler under konkurrencerne. Han udformer statistikker og bruger alle sine weekender på at køre børnene til cykel- og skiløb. Han skeler mod DDR og Sovjet, der har de bedste resultater i skisport, og han beundrer deres fokuserede måde at producere sportsmænd på. Ragnars fascination og de flittige DDR-referencer peger i romanen på lighedspunkter mellem folkehjemmet og de østeuropæiske stater og udstiller et demokratiproblem i det svenske velfærdssamfund. For hvor langt ind i borgernes privatsfære kan man tillade sig at lovgive og regulere? 

Den forhindrer hovedpersonerne i at indgå i ægte relationer og lader dem alene med en smertelig indsigt i egne begrænsninger, som de imidlertid ikke kan gøre op med, da det ville medføre at bevæge sig udenfor ideologiens rammer

»Politikken blev ekstremt interventionistisk. Den havde enorme ambitioner for menneskenes liv og velbefindende og ordning og reda. Den gik ind på alle områder til slut. Så sent som i 1980’erne talte socialdemokratiske politikere om, at man burde forbyde parabolantenner. Det var et løsningsforslag på den fejlslagne integrationspolitik. Den slags styring holdt de meget af. Det var selvfølgelig kun til indvandrernes eget bedste at holde op med at se arabisk tv og blive svenske. Naturligvis,« smågriner Lena Anderson og fortsætter: »Der findes et totalitært træk i den ensretning, der fandt sted i folkehjemmet. Folkehjemmet var til for almindelige mennesker og ikke for afvigere. Man steriliserede som resultat de handicappede og man dæmpede den politiske og intellektuelle kritik på flere forskellige måder.  Det var ikke tilladt at frasige sig velfærden, man måtte ikke være fattig, man måtte ikke ville noget andet. Og man måtte fremfor alt ikke være boheme. Alle skulle være ingeniører, være nyttige!«

I romanen går idéen om barnet som et ubeskrevet blad igen i Ragnars tanker om børnenes formbarhed – både hans egne men også de skolebørn, han underviser, samt hans eget ansvar for at forme dem i velfærdsstatens billede. Også denne tanke er udtryk for et totalitært træk i folkehjemmet og modernismen, der frasiger sig tidligere tiders erfaringer. »Barnet som det ubeskrevne blad symboliserer tanken om, at mennesket kan formes i velfærdsstatens billede. Der var en udviklingstanke i tiden, en konstruktivistisk idé om, at det er muligt at rekonstruere hele verden i et andet billede. Mennesket er ikke formet af biologi, natur, kultur eller traditioner. Vi kan starte om og begynde forfra. Men jeg tror, det er en farlig idé og en vældig forkert idé. Der står allerede rigtig meget på det her blad, når vi bliver født.«

Ragnar må lide den tort at overleve folkehjemmet og se sine børn vende sig mod først eliteidrætten og siden socialdemokratiets værdier. Sønnen stemmer på Folkpartiet, tager på Interrail og får senere arbejde i en investeringsbank i Europa, mens datteren uddanner sig ud af sin klasse og tillægger sig en sprogbrug, som Ragnar ganske enkelt ikke forstår. Ragnars livskrise opstår, idet Berlinmuren falder, og han sammen med de østeuropæiske regimer også ser sin egen moralske rettesnor opløst. Herefter er der intet tilbage af det tidligere så rasende insisterende holdningsmenneske. Han har intet at sætte i ’det perfekte sytem’s sted, og han lader sig modstandsløst trække med på charterrejse, drejer ornamenteret kunsthåndværk i sin fritid og lader dagene gå til rytmen af avislæsning og kaffe og blødt brød på klokkeslæt.

Lena Anderssons idéroman om Ragnar Johansson – søn af Svea –  er et stykke fortættet sverigeshistorie, der ikke kun fremdrager den fælles erindring om den kaffekande alle ejede, det småkagemærke alle købte eller den identiske træningsdragt alle dyrkede idræt i. Ragnar er alle svenskere i en særlig tid, der dannede grobund for det Sverige, vi kender i dag. Han er historien om velfærdsstaten, og den er vedrørende og sine steder også jätte rolig.