Kæmpe efter alle kunstens regler
Hvis der findes en genre, der hedder kunstnerromanen, som skildrer kunstnerens kamp for at udøve sin gerning og den deraf følgende generelle kamp for at eksistere i et samfund, der ofte er optaget af alt andet end kunst, ja, så kan der vel også findes en gren af denne genre, som hedder digter-digtsamlingen. Det lader i hvert fald til at være dét, Jens Kæmpe har skrevet med sin debut Kunstens regler. Her digter han om at være et ungt menneske, der driver rundt og er både angst, forelsket, blasert og lykkelig i en altid lettere forvrænget verden. En verden, hvor tilværelsen føles som noget, der hele tiden slipper ud af hænderne på én, og hvor man hele tiden befinder sig en anelse forskudt fra den etablerede virkelighed, alle andre lever i: »Man undviger klogskaben/Dagen som en flygtig skikkelse/over bakken i et langt hvidt lys/Blafrende jakkeskøder«.
Man kan ikke planlægge noget, man må bare tilfældigt prøve sig frem. Og det gør jeget i Kunstens regler, bevæger sig vilkårligt og retningsløst rundt i verden, ofte i h
