Print artikel

»Og så tilføjer jeg blomster, som livets repræsentant i det her metafysiske rum«

Foto: Jakob Legarth Sandorff
Profil
06.02.19
Signe Gjessings forfatterskab veksler uproblematisk mellem det metafysiske og det konkrete, for de to ting er på mange måder hinandens forudsætninger. ATLAS har mødt hende til en samtale om forbindelsen mellem det nære og det uendelige, og om at blive inspireret af både Jesus og en cafeejer i Venedig.

I Signe Gjessings værker mødes man først og fremmest af en appel til menneskets forestillingsevne. Hun dvæler kun kortvarigt ved det, der umiddelbart kan sanses, for derefter at kaste sig ud i nogle bogstaveligt talt storslåede billeder. Der er guder og galakser overalt. Helt almindelige hverdagsfænomener som kjoler og kinder sammenlignes konstant med universer og sole. Når Gjessing for eksempel skriver om noget så verdsligt som et sugerør i digtsamlingen Blaffende rum, nænnende alt, lyder det derfor: »Som nu sugerør bliver / saftevandsrosa dér, hvor saft stråler op igennem dem, bliver horisonterne verdensrosa dér, hvor vi går«. Der er en billedkraft, som hun tilsyneladende forpligter sig på at udfolde i hver eneste sætning, og som har høstet hende anmelderhæder siden hendes debutdigtsamling i 2014, og som også går igen her i 2018 med hendes første prosaværk Synet og vennen. Da ATLAS møder hende ude foran Botanisk Have, er hendes første handling også at male et billede med ord: hun peger på græsset og udbryder, at det er grønt og genfødt efter årets voldsomme sommer. For Gjessing er sådan en sætning helt normal, selv det mindste græsstrå kan altid skaleres fuldstændig vanvittigt op, og sættes i forbindelse med uendelighed og universer, genfødsler og Gud.

Men Gjessing er på ingen måde eskapist. Udgangspunktet for hendes vilde poetiske ekskursioner er oftest den fysiske, sanseligt registrerbare og forgængelige verden. De mindste græsstrå. Som hun selv siger, er »det ikke fordi jeg ønsker at flygte fra jorden, at jeg går ud alle de steder, i galakser, mellem stjernerne. Det er ikke for at slippe for mennesket, det er for at få mennesket derud!« På trods af det her metafysiske og nærmest intergalaktiske perspektiv, er det vigtigt for hende aldrig at tabe vores fælles verden af syne. Det er velsagtens derfor, hun ikke blot tager til takke med en snæver læserskare og nogle flotte anmeldelser, men også ærgrer sig over ikke at have været interviewet særlig ofte: »I den her litteraturverden sætter nogle kraftige tendenser i tiden meget tonen, og de omhandler alle strukturel tænkning - hvilken vinkel, hvilket tankesæt, hvilken position. Jeg tror, at grunden til at jeg ikke er blevet interviewet af dagbladene førhen, er, at strukturel tænkning fylder meget i aviserne. Jeg har i alle år følt det som en hæmning, ligesom lydisolering, ikke også at figurere på et teoretisk niveau i offentligheden, via fx et interview, hvor jeg fik chance for at blive introduceret. Følelsen af drøm og ekstase og vision, som har båret min digtning igennem, har jo været en drøm for alle, en vision for samtidens mennesker.«

Selv det mindste græsstrå kan altid skaleres fuldstændig vanvittigt op og sættes i forbindelse med uendelighed og universer, genfødsler og Gud

Hendes prosadebut indeholder for første gang i forfatterskabet et udfoldet persongalleri, og er på den måde også hendes mest eksplicit sociale værk. Den kredser nemlig om den afdøde Florian, som har efterladt sig en sørgende vennegruppe og et utroligt glashus med vægge som herbarier. I den første halvdel er protagonistens relationen til veninden Vibeke helt central, og når Gjessing skildrer hovedpersonen og Vibekes samvær, tankesæt og følelsesregistre tyer Gjessing igen til metafysiske termer. Som det står i fortællingen, vil hovedpersonen »være bundet til Vibekes svæv af uvished, der løfter sorgen op som en gruppeleders paraply, så selv jeg kan se den. Det er mere håbløst for mig at komme hinsides vores fælles skæbne: At være ladt tilbage – end det er for mig at tage Florian med ud af de efterladtes kompromitterende version af udødeligheden: Mindet.« Selvom Florian altså er død, beskrives han her på paradoksal vis som udødeliggjort, fordi han vil leve videre i vennernes respektive forestillingsverdner. I Gjessings forfatterskab er det metafysiske dermed ikke kun forundt hellige bøger, det er snarere noget man som læser opmuntres til at tale om verden med, en linse at se verden igennem.

På trods af forfatterskabets billedrigdom og optagethed af udødelighed og genfødsel, holder Gjessing fast i, at hendes litteratur er realistisk: »Jeg har altid et credo om virkelighed.  Jeg er vildt optaget af situationen i prosa. Der har jeg også været inspireret af haiku-digte, hvor man får reaktionen til sidst. Og der er en slags omvendt haiku-funktion i Synet og vennen. Hele tiden oplever man reaktionen før introduktionen. Og det forsøgte jeg at gøre, så man får en form for situationsfornemmelse hele tiden af situationen. Det har jeg gjort, fordi jeg har tænkt over, hvordan man kan få lavet en realisme, som har en virkelighed i sig selv. Det er også mit ideal som digter.«

Mens vi taler, fortæller hun om to inspirationskilder til Synet og vennen, og som, hvor forskellige de end lyder, tilsammen indfanger essensen af hendes forfatterskab. På den ene side lægger hun nemlig ikke skjul på, at idéen om at skrive om en vennegruppe, der er blevet forladt af den fantastiske Florian, til dels er motiveret af forestillingen om Jesus’ disciple, efter at Mesteren har forladt dem. Men som hun også indvier ATLAS i, er Florians fulde navn, Floriano Francesconi, også navnet på en mand der i 1720 åbnede en café i Venedig, som man til den dag i dag kan rejse til Venedig og besøge. Florian henviser altså på én og samme tid til Jesus og en caféejer fra Venedig. Han indfanger med andre ord både det metafysiske og det trivielle, to ting der i Gjessings forfatterskab ikke er gensidigt udelukkende, men snarere optræder som hinandens forudsætninger.

Dermed kræver hendes værker heller ikke, at læserne selv er religiøst anlagte. De er snarere udtryk for alt det store, der findes overalt imellem og iblandt os. Når ATLAS her i Botanisk Have spørger nærmere ind til, hvorfor hun er så optaget af glas og transparens, svarer hun derfor heller ikke overraskende: »Jeg skal lige tænke mig om. Hvad er det, der er så smukt ved transparens? Jo, jeg tror godt jeg ved det. Det bærer noget af betydningen ved at strukturere intethed. Det er metafysisk på en meget udramatisk måde.« Men som det oftest er tilfældet med hende, kan det metafysiske ikke stå alene. Det afhænger derimod af det mest allermest undseelige: »og så tilføjer jeg blomster, som livets repræsentant i det her metafysiske rum. Det er meget vigtigt. Jeg kunne aldrig finde på at skrive et digt der kun er metafysisk, jeg skal have en repræsentant for livet, og jeg synes blomsten er en smuk repræsentant for livet. Jeg tror bare det er det, i virkeligheden.«