Print artikel

Japansk normalitetspres

Profil
09.05.19
Japanske Sayaka Muratas bog om en apatisk medarbejder i en kiosk, er blevet en litterær sensation i både hjemlandet og i udlandet. Den peger på regulære japanske krisetegn, der gør det usynlige samfundspres på den enkelte foruroligende synligt.

Når man først træder ind i den japanske forfatter Sayaka Muratas roman, der på engelsk har titlen Convenience Store Woman, træder man med ét slag ind en japansk convenience store med alle dens maniske lyde og overstimulerende sanseindtryk. Dørklokken spiller sin karakteristiske velkomstmelodi, og de uniformerede medarbejdere gjalder højt et imødekommende »Irasshaimase!« ud i rummet, mens de bukker et buk i en vinkel, hvis antal grader er forudbestemt. En flaske mineralvand dumper ned i en kundes kurv, mens den næste flaske på kølehylden rasler ned på sin plads, og den erfarne medarbejder registrerer denne lyd med hele sin krop, fordi hun ved, at en flaske mineralvand ofte er det, en kunde tager til sidst inden betalingen ved kassen.

Sayaka Murata er Japans nye litterære stjerneskud, og hun har skrevet en roman om en aseksuel 36-årig kvinde, som savner en manual til det at være menneske. Manualen finder hun i en japansk convenience store, hvor hun for en tid undslipper omverdenens forventningspres.

Selvom velkomstmelodien varierer en smule alt efter om man nu træder ind i en Family Mart, en 7/11 eller en Lawson, så udspiller denne scene sig tusindvis af gange hver eneste dag i Japan i de over 50.000 konbinis (den japanske sammentrækning af convenience store), der findes i landet — og hver gang står en beredvillig ekspedient klar til at glamme sin velkomst, før du køber en Asahi-øl eller en risbolle. Alligevel blev denne arketypiske scene fra samtiden først indskrevet i litteraturen, da Sayaka Murata i 2016 skrev om livet i en konbini set fra den særegne og apatiske ekspedient Keikos perspektiv.

I Japan har bogen vakt stor opsigt, solgt over en million eksemplarer og er blevet tildelt Japans mest prestigefyldte litteraturpris Akutagawa-prisen. Convenience Store Woman er Muratas tiende roman, men den er hendes første til at blive oversat internationalt, og nu er den, under titlen Døgnkioskmennesket, på vej på dansk via Forlaget Grif. Romanen tappede med sine absurde 7/11-situationer ind i en moderne japansk virkelighed, mange japanere formodentlig kunne genkende fra deres egne liv. Samtidig gav den en alternativ stemme til den anonyme butiksmedarbejder, folk hver dag møder bag disken, når de køber en grøn te to go på vej på arbejde, og den dvælede ved et upersonligt rum, de fleste blot opholder sig i i nogle minutter ad gangen.

Bekvemmelighedens højborg
Mens japanske læsere vil genkende atmosfæren fra konbini’en, er den anderledes ukendt for internationale læsere, og alligevel er Convenience Store Woman blevet en international bestseller. For selv for læsere, som ikke har deres daglige gang i de japanske konbinis, træder de upersonlige rum alligevel tydeligt frem som små, LED-oplyste mikrokosmos, der ved nærmere eftersyn gemmer på en mørk og grotesk energi, som indikerer vigtige kendetegn ved samtiden. Da jeg får mulighed for at interviewe Sayaka Murata i forbindelse med den danske oversættelse, er det derfor det første, hun må forklare.

-Hvad er den japanske convenience store for et sted?

»Den japanske konbini er et fænomen, der har udviklet sig i forhold til japanernes personlighed. Det er en døgnåben nærbutik med et bredt udvalg af fødevarer. De ansatte bukker høfligt til en, når man er i forretningen, der altid holdes ren og pæn. Disse nærbutikker kan behandle alt fra ekspresforsendelser til elektroniske betalingsformer, billetsalg, varetage ens bagage, printe billeder og rengøring. For travle japanere er det stedet, hvor man kan ordne hvad som helst. Der er endda mange mennesker, der ordner deres tre måltider om dagen i konbini’er«.

Frem for alt er konbini’en bekvemmelighedens højborg, de er over det hele, de har det hele og i det senkapitalistiske samfund står convenience højt på dagsordenen. For Keiko, romanens atypiske hovedperson, er hendes eneste mål i tilværelsen at være en god butiksmedarbejder, og hun er i ligeså høj grad en del af konbini’en, som den er en del af hende:

»For breakfast I eat convenience store bread, for lunch I eat convenience store rice balls with something from the hot-food cabinet, and after work I’m often so tired I just buy something from the store and take it home for dinner. I drink about half the bottle of water while I’m at work, then put it in my ecobag and take it home with me to finish at night. When I think that my body is entirely made up of food from this store, I feel like I’m as much a part of the store as the magazine racks or the coffee machine«.

Men Keiko er ikke kritisk, hun beskriver blot sit liv som det kommer til hende i en gentagende ugerytme, hvor skiftende sæsoner viser sig – ikke i kirsebærtræsblomster, forårsvind eller monsunregn, sådan som de oftest viser sig i den japanske litteratur – men i varernes skiftende popularitet: På varme sommerdage er der godt salg i sandwiches, mens kroketter sælger godt, når det er koldt.

Keiko er passiv, og romanen er tankevækkende, fordi den ikke som forventet handler om et jegs forhold til omverden. Mere end noget andet behandler den omverdenens forhold til individet, og det forhold bliver sat på spidsen, når man ikke formår at imødekomme omverdenens uudtalte forventninger om at folk bør opføre sig ens

Kunsten at spille menneske
Da Keiko som 18-årig universitetsstuderende får arbejde i en nyåbnet konbini i Tokyo, er det til stor lettelse for hendes familie, der ligesom resten af omverdenen altid har betragtet Keiko som en sær snegl. Men som 36-årig arbejder hun stadig i samme butik uden andre ambitioner. Så hvem er hun egentlig?

»Keiko er, blandt alle de personer jeg hidtil har forfattet, en særdeles mærkelig person. Keiko groede ud af min fantasi, fordi jeg gerne ville skildre en person, der uden at gøre noget galt alligevel får folk omkring til at spørge: ’Hvorfor er du, som du er?’. Jeg fandt det interessant at skildre, hvordan hun lever sit liv stille og roligt uden at blive hverken sur eller trist. Jeg brugte mange kræfter på at skrive hende frem, men læsernes opfattelse af hende kan deles op i to grupper. Der er dem, der synes, ’Keiko og mig minder om hinanden’, og så er der dem, der synes, ’Keiko er en meget ubegribelig person’«.

I konbini’en modtager Keiko den manual på at være menneske, som hun hele livet har savnet. Hun bliver oplært i, hvordan hun skal kigge folk i øjnene og hvornår hun skal sige hvad. Den detaljerede manual lærer hende præcist at være en god medarbejder, men den virker desværre kun i konbini’ens galakse og er helt utilstrækkelig, så snart hun træder uden for glasdørene.

Hun er født uden særlig empati og har ingen interesse i tæthed med andre mennesker, men til gengæld har hun effektivt lært at navigere i andre menneskers selskab ud fra et gruppepsykologisk princip om, at hun må flette ind for ikke at blive udstødt: »The normal world has no room for exceptions and always quietly eliminates foreign objects. Anyone who is lacking is disposed of«.

Det er Keikos mangel på selvstændig personlighed, som vi er vant til det, der gør hende både unormal og i visse situationer ligefrem frastødende. Hendes jeg, hendes talesprogsstil, hendes tøjvalg formes af hendes omgivelser efter matematisk præcision – 30% tager hun fra dén kollega, 20% fra dén kollega og så fremdeles– fordi det i darwinistisk ånd sikrer hendes overlevelse at mime dem hun omgås. »Good«, som Keiko konkluderer, da hun imiterer sin kollegas frustration over en anden kollega, »I pulled off being a ’person’«.

Normalitetspres
Keiko er passiv, og romanen er tankevækkende, fordi den ikke som forventet handler om et jegs forhold til omverden. Mere end noget andet behandler den omverdenens forhold til individet, og det forhold bliver sat på spidsen, når man ikke formår at imødekomme omverdenens uudtalte forventninger om at folk bør opføre sig ens.

»En japansk forfatter brugte på et tidspunkt ordet ’normalitetspres’ til at forklare mit værk. Jeg synes, at der i Japan lægges stærkt pres på, at 'man skal være normal'. Der er mange børn, som kæmper med at være normale, såvel som kvinder, der lider under kravet om at være en normal mor. Keiko har ingen interesse i kærlighedsliv og har kun erfaring med sit arbejde. Der er ingen passende ord eller markører til at beskrive sådan en kvinde som hende, så derfor ender folk blot med at sige, at hun ikke er normal«.

Romanens svimlende salgstal bekræfter, at der har manglet en som Sayaka Murata i litteraturen til at udfordre den japanske konsensus om, hvad der er normalt

Som samtidsroman behandler Convenience Store Woman fundamentale forhold i et moderne japansk samfund, der står midt i en brydningstid mellem en traditionelt familieorienteret og en moderne individualistisk opfattelse af den enkeltes liv. Det »normalitetspres« på samfundsplan, Sayaka Murata taler om, er det samme forventningspres, som har fået i omegnen af 500.000 unge japanerne til at leve i selvvalgt isolation fra omverdenen i lange perioder. Begrebet hedder hikikomori og er sammen med den høje selvmordsrate blandt unge, der trækker overskrifter rundt om i verden, regulære krisetegn, der gør det usynlige samfundspres på den enkelte foruroligende synligt.

Keiko får en til at tænke over det betydningsmæssige sammenfald mellem ’normer’ og ’normalitet’. Normen i Japan er, at man som kvinde i 30’erne enten bliver gift og lader sig forsørge eller får sig et karrierejob på fuld tid. At være ugift, aseksuel og arbejde på deltid i en konbini som 36-årig kvinde sætter dig automatisk udenfor fællesskabet og bringer skam over din familie.

En arbejdende krop
Men Keiko har ingen interesse i at være kvinde. Hun har derfor ingen interesse i at tilbringe tid uden for butikken, for den giver hende nemlig muligheden for at blive til et andet væsen, en anden art: En butiksmedarbejder. Frigjort fra biologisk køn og alt hvad det indebærer:

»Jeg arbejdede engang som servitrice på en restaurant, hvor der i høj grad krævedes at man fremhævede ens køn og kvindelighed. Til sammenligning behøver man ikke at forholde sig til at være et køn som ansat i en konbini. For Keiko bliver det at være konbini-medarbejder en kategori helt for sig, der overgår både det at være kvinde og menneske. Ved at være konbini-medarbejder føler Keiko sig som et helt nyt væsen«.

Murata selv fremhæver »måden man som ansat bliver en ’arbejdende krop’ i butikken«, og hun må om nogen vide det, for hun har siden sin universitetstid som ung arbejdet deltid i en konbini – og har sideløbende fortsat med det gennem sin litterære karriere. 

Det er i denne sammenhæng interessant, at romanen, da den udkom i Japan fik titlen Konbini Ningen som direkte oversat betyder ’convenience store person’ med uspecificeret køn som en pointe. Men i både den engelske, den tyske og nu den danske oversættelse Døgnkioskmennesket, betones Keikos køn.

-Er det et problem?

»Læserne vil få et anderledes indtryk end ved Konbini Ningen, men jeg tror titlerne er ment til at give læseren et nemt og begribeligt billede. Jeg forestiller mig, at når man så kommer godt ind i bogen, vil man forstå, hvad for en slags væsen hun er«.

Måske gør det ikke så meget, at der er et godt stykke fra ens indre billede af en kassedame til det billede af Keiko, som Murata maler frem. Hendes mål med romanen er ikke køn- eller samfundskritik som sådan. Og selv om Keiko måske både er ubegribelig og for de flestes vedkommende svær at relatere til, så er forfatteren romanen igennem solidarisk med sin hovedperson og næsten hengiven i sin dedikation til konbini’ens rum, som hun også i forbindelse med modtagelsen af Akutagawa-prisen kaldte »hellig grund«.

Ikke desto mindre vil hun med Convenience Store Woman gerne »beskrive det sære og groteske ved vores normalitetsbegreb«, og på den måde er hun alligevel kommet til at skrive moderne socialrealisme, der resonerer med en japansk arbejdervirkelighed, som ikke længere foregår i rismarken, men udspiller sig i skyggen af Tokyos skyskrabere. Romanens svimlende salgstal bekræfter, at der har manglet en som Sayaka Murata i litteraturen til at udfordre den japanske konsensus om, hvad der er normalt.