Hvordan ved duerne, at det er tid til at lette?
Duerne flyver af og til op
ingen ved rigtigt hvorfor.
Duerne flyver af og til bort
ingen ved rigtigt hvorhen.
—Klaus Rifbjerg
Uden for mit køkkenvindue, på den anden side af Frederikssundsvej i Københavns Nordvest-kvarter, sidder en flok duer. Når det er gråt, spejler de himlens nuancer og ligner de storbyfugle, de er. På solskinsdage, derimod, funkler og glimter det fra duevingerne, når de letter i flok: blå, hvid, sølv. Helt uforudsigeligt er det, hvornår de beslutter at det er tid at lette fra tagstenene, men altid synes de at være enige om, at nu er det nu.
Når flokken løfter sig over Frederikssundsvej, behøver jeg kun at skridte gennem lejligheden for at finde dem igen: deres rastløse flaksen fører dem altid hen over min bygning før de lander på taget uden for mit stuevindue. Så sidder de der og tegner silhuetter mod den lyserøde aftenhimmel eller de toner frem som mørkere grå mod skyerne, indtil noget igen sætter flokken i bevægelse.
Jeg havde ikke boet ret længe i Nordvest, før jeg lagde mærke til duernes flugt. Ethvert sted har sin egen rytme, og i byen støder alle rytmerne og de forskellige tempi sammen i en stor symfoni.
