Print artikel

Hver eneste forbandet ting er vigtig

Kvindehad. Narkotika. Vold. Død. Tortur. Er det det, som vi i Vesten ser, når vi kigger os i spejlet om morgenen?
Hos Bolaño er livet en påvirkningsmaskine. Forsideillustration fra den spanske udgave af 'De vilde detektiver'
Essay
07.03.15
Det er ikke muligt at penetrere livets eller kunstens inderste hemmelighed. Men den kan erfares gennem de produkter, som et livs kreative handlinger efterlader. Sådan skal man læse den chilenske forfatter Roberto Bolaño, for sådanne efterladenskaber udgør eksistensens fundament. Og med et sådant kan der måske gives et svar på, hvordan lever man i en verden fuld af vold, pengegriskhed og had?

»Og helvede?,« spørger journalisten Mónica Maristain den chilenske forfatter Roberto Bolaño, og han svarer: »Det er ligesom Ciudad Juárez, vores forbandelse og spejl, en foruroligende refleksion af vores frustrationer, og af vores berygtede fortolkning af frihed og af vores begær.«

I Bolaños mammutroman 2666 hedder den mexicanske by ikke Juárez, men Santa Teresa. Byen gik tidligere under navnet Paso del Norte. Det er en by, der kontrolleres af narkohandler, politiet er korrupt politi, de fleste er fattige, kriminaliteten er udbredt og, det er byen, der er berygtet for de mange uopklarede mord på især unge piger. De fleste af ofrene har været udsat for seksuelle overgreb og tortur. Flere mener der er tale om femicides, en omskrivning af begrebet homocides. Femicides beskriver kvinder, der myrdes af mænd, fordi de er kvinder. I sin roman beskriver Bolaño flere steder udbredelsen af en machokultur, hvor kvinder rangerer så lavt, at det reelt ikke er en gåde at så mange myrdes. Kvinder er mest af alt råstof for gode vittigheder blandt romanens detektiver.

Bolaño fik ideen til at skrive om Ciudad Juárez efter at have læst journalisten Sergio González Rodriguezs bog Huesos en el desirto (da. Knogler i ørkenen). Rodriguez beskriver, hvordan der en ”normal” aggression fra mænd mod kvinder i Latinamerika, men at denne er mere ekstrem blandt narkotrafikanter. Dagligt udfører de vold og mord mod kvinder. Flere af ofrene i Juárez er på børn på 7, 8 og 9 år. De unge piger er 14, 15, 16, 17 år.

Juárez, skriver han, »er et de farligste steder for kvinder i hele verden.« I 2000 var mordraten blandt kvinder 5.8 gange større end i resten af verden.

Kvindehad. Narkotika. Vold. Død. Tortur. Er det det, som vi i Vesten ser, når vi kigger os i spejlet om morgenen? Bolaño har uden tvivl ret i at Ciudad Juárez er helvede, men om byen reflekterer vores frustrationer er mere uklart. Jeg er dog tilbøjelig til at give ham ret. Den ene form for frihed, som Bolaño kritiserer, er den individualistiske frihed. Det er den frihed, som Isaiah Berlin dømte henholdsvis »den negative frihed« og »den positive frihed.« Den negative handler om, at den enkelte skal være fri til at følge sine drifter uden ydre indskrænkning. Den positive handler om, at den enkelte er et autonomt og autentisk menneske, der i kraft af sin fornuft, selv kan sætte sig mål og efterleve disse. I sin ekstremme form, er det denne form for frihed, som udfoldes i dagens neoliberale samfund, det samfund, som flere kalder et konkurrence- eller præstationssamfund. Det, der kendetegner dette samfund, er på den ene side et eklatant fravær af empati og medfølelse, på den anden side et blik for, at friheden ikke kun er individuel, men også social. Det sociale engagement er fraværende i Ciudad Juárez. I denne by er der ingen empati, der kan forbinde den ene med de andre.

I samme interview, siger Bolaño senere i relation til sine egne værker: »Sandheden er, at jeg ikke tillægger mine bøger en stor vigtighed, jeg er mere interesseret i de andres bøger.« Bolaños fokus er på de andre. Det han ser udfoldet i sin ekstreme form i Ciudad Juárez er et kapitalistisk system, der er gået amok. Rodriguez skriver, hvordan kvinder og børn, slet ikke vurderes i nærheden af at have samme værdi, som en pose penge.

Lad os træde et skridt tilbage for bedre at kunne forstå Bolaños grusomme parallel. Roberto Bolaño (1953 – 2003) er en vor tids mest lovpriste forfattere. Han er fra Chile, men boede de sidste mange år af sit liv i Blanes en større fiskerby en times kørsel syd fra Barcelona. I den spansktalende del af verden har han længe været en væsentlig og original stemme. Om end også en polemisk stemme. I de sidste ti år – siden de første af hans værker blev oversat til engelsk – har han også sat sit præg på den litterære debat i USA. I de sidste par år er han endelig kommet til Skandinavien, hvor der findes både norske og danske oversættelser af enkelte af hans værker bl.a. Nocturne fra Chile, De vilde detektiver og 2666.

Bolaños popularitet er bred. Både litterater og almindelige hængekøjelæsere elsker ham. Han skriver om lidenskabelige mennesker, der skaber deres egen vej gennem livet, men vel og mærke altid i relation eller samspil med de andre. Han skriver om poeter på en konkret og livsnær måde, hvorved man som læser kan mærke, hvad det vil sige at digte: Det er at leve.

I stort set alle sine værker – der tæller både digte, romaner, novellesamlinger og essays – mediterer Bolaño over forholdet mellem fiktion og virkelighed. De fleste forfattere vil selvfølgelig indvende, at et forfatterskab altid leger med, hvad der er virkeligt, og hvad der er fiktion. Det er en banal pointe. Dog adskiller Bolaños projekt sig ved, at det er selve sammenhængen mellem litteraturen og livet, som tematiseres. Han viser, at den grund eller det fundament, som et liv står på altid er skabt gennem fiktive valg. Metafysikken er skrøbelig. Den metafysiske usikkerhed medfører, at litteraturen løbende må skabe grund under fødderne på livet, hvorved livet bliver fiktivt i en dobbelt forstand: Skabt og eksperimenterende.

I novellen Dentista fra novellesamlingen Putas asesinas, (da. De morderiske ludere) fra 2001) skriver han: »... det er hvor kunsten kommer fra, sagde han: livshistorier. Kunsten er den del af den partikulære historie, som strengt taget er meget før historien om kunsten. Det er hvad kunst er, sagde han, historien om et liv i al dets partikulæritet. Det er det eneste, der virkelig er partikulært og personligt. Det er udtrykket for og, på samme tid, det partikulæres stof. Og hvad mener du med det partikulæres stof? spurgte jeg i den tro at han ville svare: kunst. Jeg tænkte også, overbærende, at vi var ganske fulde og det var tid til at tage hjem. Men min ven sagde: Hvad jeg mener er den hemmelige historie … Så nu funderer du over, hvad jeg mener med den hemmelige historie? spurgte min ven. Ser du, den hemmelige historie er den vi aldrig vil kende, selvom vi lever den fra dag til dag, mens vi tænker vi er i live, mens vi tænker, at vi har alt under kontrol og at det vi overser er ligegyldigt. Men hver eneste forbandet ting er vigtig! Vi indser det bare ikke. Vi fortæller blot os selv, at kunst løber på et fortov og livet, vores liv, på et andet, og vi indser ikke at dette er en løgn. Og hvad adskiller et fortov fra et andet? spurgte han mig. Jeg må have sagt noget, skønt jeg ikke kan huske hvad; uanset hvad så min ven på det tidspunkt nogle han kendte, vendte sig bort fra mig, og begyndte at vinke.«

Livet og kunsten; to fortove, der omkranser en større gade uden, at de på noget tidspunkt berører hinanden. Sådan antager mange fejlagtigt, at relationen er. Men noget forbinder de to: Den hemmelige historie. Som med alt andet begynder enhver historie i en afgrund, der unægtelig gør det lettere at fokusere på virkningen end årsagen, selvom det er den, der danses omkring. Den hemmelige historie er fint eksemplificeret i citatet, som når jeg-fortælleren siger. »Jeg må have sagt noget, skønt jeg ikke kan huske hvad; uanset hvad så min ven på det tidspunkt nogle han kendte, vendte sig bort fra mig, og begyndte at vinke.« Noget påvirker et liv, hvorved noget nyt opstår. Et vink kan være nok. Er det kunsten der påvirker livet eller omvendt?

 

Livet er en påvirkningsmaskine, hvorfor det også er svært at gøre endegyldigt rede for hvem, hvad eller hvordan noget influerer. Derfor: Den hemmelige historie. Det er den livskraft, som gør noget muligt; en forskel, som får noget nyt til at opstå. Dette forhold kan også beskrives anderledes. Når en person møder noget uforklarligt, fx en ny idé, et maleri eller et digt, så aktiverer selve mødet noget uvist eller ukendt i vedkommende selv. Det er ikke muligt at penetrere, hverken livets eller kunstens inderste hemmelighed, kun at erfare den igennem de produkter, som et livs kreative handlinger efterlader. Disse efterladenskaber udgør løbende eksistensens fundament. Bolaños kunst udspringer af livet.

Lad os gå ad andre stier. Romanen De vilde detektiver beskriver to digtere Arturo Belano og Ulises Limas liv. De to digtere er hovedpersoner, skønt det er den jurastuderende Juan Garcia Maderos dagbog, der åbner bogen. Belano og Limas er på jagt efter den mexicanske moders digter, den gådefulde Cesarea Tinajero De to digtere lever for poesien. Deres livskraft er knyttet til selve måden de lever på. Drivkraften er poesien; det er poesien, som giver livet mening, som er liv. I denne overbevisning, er de to digtere kompromisløse. De tager ikke andre hensyn end troen på poesien, som den praktiseres af Cesara Tinajero. På et tidspunkt hører vi, at Belano rejser rundt i verdens byer: »Og så sagde han: Jeg har ikke tænkt mig at se dem, jeg har tænkt mig at leve i dem.« Den velkendte forskel mellem at se og at leve, som ikke desto mindre er etikkens problem. Det gode kan ses som en abstrakt ide, men sjældent manifesteres den i praksis. Det er her poesien tilbyder noget andet, og mere konkret. Poesien er mere naturlig hos Bolaño, det vil sige hinsides god eller ond.

Samme pointe er tilstede i Nocturne fra Chile, hvor nogle idealistiske kunstnere højtideligt sidder og diskuterer forandringer i en varm stue, mens livets sande revolution sker på gaderne udenfor (og folk torturers i kælderen). Bliver kunsten idealistisk, mister den sin potentiale for forandring. Livet er kunstens fundament. Denne tanke er grunden til, at ingen af de to digteres digte i De vilde detektiver præsenteres for læseren. Måden de lever på er poetisk. Det er nok. At skrive digte er bare en munter sidebeskæftigelse. Det bliver klart, når den gådefulde mexicanske digter fører Belano og Limas ud i ørkenens rene ingenting.

Filosoffen Ludwig Wittgenstein viste i Filosofiske undersøgelser, at meningen ikke er knyttet til en sidste referent, fx en Gud, en ideologi eller norm. Snarere er meningen noget, som skabes i kraft af de relationer, som opstår i en specifik kontekst, et sprogspil. Mødet er afgørende; mødet mellem den enkelte og de andre. Mennesket er altid placeret i en ørken, men ikke af den romantiske slags, som gennemsyrer meget litteratur. Nej, den ørken, som det kræver hårdt arbejde at leve i. Mere Cormac McCarthy end Lawrence of Arabia!

Samme budskab findes i 2666. Jeg er tilbøjelig til at tro, at titlen 2666 refererer til to paragrafer fra Wittgensteins værker. I Tractatus Logic:o-Philosophicus’ paragraf 2 står der: »Hvad der er tilfældet, kendsgerningen, er tilstedeværelsen af sagsforhold.« Intet har relevans alene, hvilket vil sige uden sammenhæng. Eksempelvis er et liv et objekt. Et andet liv er et andet objekt. Modsat er et liv, der lever i samspil med de andre en kendsgerning. De vilde detektiver er en journal over sammenhængende livsformer; en kendsgerning. Forholdet er, at alle liv er sammensatte objekter, som løbende producerer livets faktuelle kendsgerninger. Eksempelvis består bogens anden del af en række sammensatte erindringer af andres møder med de to digtere Arturo og Belano. En slags alternativ dagbog, hvor det er de andre, som får digternes liv til at eksistere. Bolaño lader de andre se.

De vilde detektiver slutter – meget lig Tractatus – med billedet af et stiplet vindue ledsaget af spørgsmålet: Hvad er der bag vinduet? Ingenting. Der er ikke nogen yderste referenceramme, nogen garanti, hvilket er en eksistentiel pointe: Livet er altid et sats. Springer vi frem til Wittgensteins Filosofiske undersøgelser, står der i paragraf 666: »Tænk dig, at du har smerter og samtidig hører, hvordan et klaver bliver stemt ved siden af. Du siger ’Det vil snart høre op’. Der er vel forskel på, om du mener smerten eller det at klaveret stemmes! – Selvfølgelig; men hvori består denne forskel? Jeg indrømmer: i mange tilfælde svarer der til meningen en retning af opmærksomheden lige så vel som også ofte et blik, en bevægelse, eller en lukken øjnene i, som man kunne kalde 'kigge-indad'.«

I 2666 hører vi, som allerede nævnt, om mordet på utallige piger i Sonora-ørkenen i Mexico. Bogen tydeliggør, hvor smertefuldt livet er, når ansvaret alene beror på os selv, mens vi selv beror på de andre. Dette er enhver etiks ulidelige sandhed. Tilfældet er, at der ikke findes en personlig etik, uanset, hvordan vi lever, påvirker vores livsform de andres (og omvendt). Hvordan lever man i en verden fuld af vold, pengegriskhed og had?

2666 giver et bud. Bliv konkret. Præcisér. Og skab plads til det, som ingen formår at rumme. Det er litteraturens opgave. Litteraturen giver plads til det i livet, som findes, men som vi ikke vil kendes ved (eller formår at blive bekendt med). Bolaño viser os hvem der også står i spejlet, når vi ser os selv. Det sker i praksis ved, at forfatteren træder til side og giver plads, fx som Bolaño gør det – henover flere hundrede sider – ved at beskrive mordene i detaljer: »Andrea Pacheo Martinez, tretten, var kidnappet ... Da hun blev fundet, to dage senere, viste hendes krop klare tegn på kvælning med en fraktur på hyoid-knoglen. Hun har været voldtaget analt og vaginalt. Der var hævninger på håndleddene, som havde de været bundet. Begge ankler viste skrammer, hvorved det var deduceret at hendes fødder også havde været bundet ...«

Det er konkret; det er præcist. De døde objekter bliver til en kendsgerning, ingen kan undslå sig. Den fjerde del af 2666 er en journal over døden, som viser, at den eksistentielle afgrund kun kan overvindes, hvis vi forholder os til det sagsforhold, at vi selv eksisterer på grund af de andre – inklusiv de døde. Tør vi det? Evner vi det?

Det er her empatien og medfølelsen træder ind. Empatien kan hjælpe os med at forstå de andre, som de andre, og ikke som nogen, der passer ind i en identitet, som vi har givet dem. Medfølelsen kan hjælpe os med at tage vare på de former for liv, som ikke kan overleve uden vores pleje og omsorg. Det er svært ikke at blive ramt, når man læser 2666 – især, hvis man vitterligt læser de mange mange sider, der beskriver lemlæstede og misbrugte unge pigers tragiske død. De fleste vil gerne kigge væk. Bolaño fastholder os til spejlet. Hvad ser du?

Bolaño er etiker uden at være metafysiker. Det er for mig at se grunden til, at han tiltaler mange, der netop er ved at blive kvalt i al den uengagerede moralisme, der omgiver os i dag. Bolaño udvikler en global etik uden religiøse eller kulturelle hensyn. Etik er for ham en gavmild erkendelse, ikke en refleksion over religiøse eller kulturelle værdier og idealer. Etikken er indlejret i erkendelsens præcision, som tydeliggør, at ingen kommer videre uden selv at skabe vejen gennem livets ørken. Det sker kun i gensidig respekt med de andre – alle andre. Der er ingen hierarkier.

Det er sandsynligvis derfor, at alle Bolaños helte poeter. Etikken er fiktiv. Det er et spørgsmål mellem liv eller død; mellem hvad der er, og hvad der ikke længere er. Og det er et spørgsmål, som befinder sig lige midt imellem, nemlig der, hvor noget er i færd med at blive. Derfor er det relevant at tage Bolaño seriøst, næste gang vi ser os selv i spejlet. Friheden er empatisk, fordi den fordrer en gensidighed mellem alle former for liv.