Print artikel

To bevægelser der skurrer mod hinanden

Isabelle er ung og smuk – men det hele bliver måske også lidt for lækkert. Foto fra filmen ’Ung og smuk’
Caroline Albertine Minor under en oplæsning. YouTube/Fortfatterskolen
Essay
14.08.14
Isabelle er ung og smuk og i gang med at finde ind i sin egen seksualitet og verdens seksualisering af hende i Francois Ozons film ’Ung og Smuk’. I Caroline Minors roman ’Pura Vida’ tager den unge, smukke Viktoria et sabbathår efter det andet. De to ellers ret forskellige værker er fælles om en undersøgelse af, hvad det vil sige at være ung og smuk, at have lyst til sex og lyst til at tage et andet navn, lægge sit jeg fra sig. Og hvad det vil sige, at bære rundt på et ansigt, som kameraet elsker.

Et symmetrisk ansigt med store læber, høje kindben, lys hud, det er svært at beskrive på anden måde end: et smuk ansigt. Det mest genkendelige ved det er en nervøs trækning ved munden, som får smilene til at se en anelse tilbageholdende ud. Sådan et ansigt har Isabelle, hovedpersonen i Francois Ozons Ung og Smuk, spillet af Marine Vacth, som ellers mest er kendt for sin modelkarriere. Kameraet elsker det ansigt, der er lange close ups i næsten hver scene. Isabelle er sytten år og hun prostituerer sig. Når hun prostituerer sig, kalder hun sig Lea. Isabelle, Lea, Marine, en kæde af navne knyttet til det samme, smukke ansigt.

Isabelle dyrker sex for første gang på en strand, så er det overstået, siger hun til sin lillebror. De to er fortrolige. Før hun skal til fest, spøger han hende, skal du ikke have makeup på? Så sidder de sammen foran spejlet, mens hun lægger mascara. En aften går han rundt i deres sommerhus og ser ind gennem alle dørsprækkerne til de forskellige sovende familiemedlemmer, men Isabelle sover ikke, hun onanerer ovenpå en stor hovedpude. Undersøgelsen af seksualitet, spændt ud mellem en lillebror på vej ind i puberteten og den stærkt seksuelle storesøster, er noget af det mest spændende ved filmen.

Isabelle begynder at mødes med rige mænd på hoteller og dyrke sex med dem for penge. Mændene tror ikke rigtig på, at hun hedder Lea, tror heller ikke på, at hun er tyve, de kender rutinen. Hun holder møderne hemmelige, og da hun bliver opdaget, vil hun ikke fortælle sin mor, hvorfor hun har været prostitueret, hun vil ikke forklare sig. Senere fortæller hun en psykolog, at hun for det meste kan lide det, at arrangere møderne, spændingen, at det er ligesom et spil. Moren har svært ved at forstå og tilgive, andre mennesker begynder at behandle hende anderledes, mens Isabelle distancerer sig og hverken vil græde eller undskylde.

En aften kommer hun hjem fra byen. Stedfaren skal til at skælde hende ud, men så begynder hun at flirte med ham, nærmest som et eksperiment, hvad vil han sige til det. Jeg interesserer mig for den scene, som jeg interesserer mig for Isabelle, som er så befriende uforklaret og har et usentimentalt og uimponeret forhold til sin egen skønhed og seksualitet.

Sexscenerne kan være ydmygende, men de er aldrig hårde, de er gennemæstetiserede med den smukke Leas, Isabelles krop i fokus. Jeg ved ingenting om prostitution, jeg aner ikke, om denne film afspejler en oplevelse af at være prostitueret i den franske overklasse. Ung og Smuk er selvfølgelig en film om prostitution, men den er i endnu højere grad, tænker jeg, en film der bærer på fantasien om at prostituere sig. Den syttenårige Isabelles fantasi, hendes ”spil” med at sælge sin krop til fremmede. Men også kameraets, filmens fantasi om, at en syttenårig, gudesmuk pige ønsker at sælge sin krop til fremmede. At vi skal have lov at svælge i hendes krop, ikke følge hendes blik.

Filmen er fuld af billeder af hendes udtryksløse ansigt, foran spejlet, i teateret, på vej til en kundes hotelværelse. Det ligner næsten modelfotos. Tag nu den scene, hvor hun fortæller om at prostituere sig. Hun sidder hos psykologen. I billedet, når hun taler, er kun den nederste del af hendes ansigt, munden der former ordene. C'etait comme un jeu, det var som et spil. Det er virkelig et seksualiseret billede. Men sensuelt for hvem? Her er det kameraet, som ikke kan dy sig for, at hun hele tiden skal være smuk og sensuel. Der kommer jeg til at mistænke kameraet for at være forelsket i hendes krop.

Hvor kommer distancen fra?

Marine Vacth spiller som sagt Isabelle, men hun er ikke sytten år, hun er fireogtyve og har den blanding af voksne og barnlige træk, som vi kalder smuk; tynde ben, runde bryster, smalle hofter, talje. Det er ikke længe siden, hun begyndte at spille skuespil, men hun har været model, siden hun var femten. Hun er det nye ansigt for Chloë. Jeg søger efter Marine Vacth på YouTube, ser en reklame for YSL, en anden for Chaumet, en smykkefabrikant, hun bliver stylet. Reklamen består stort set kun af closeups. En enkelt gang, mens en stylist er ved at sætte et diadem fast i hendes hår, har hun den samme nervøse trækning om munden. Jeg læser om hende på internettet. Til the Guardian udtaler hun om sit liv som model og sit forhold til modebranchen: »It was something I experienced with a lot of distance. It never fascinated me – it left me neither hot or cold, really.«

 

at kradse i den tørre sæd på låret, at være øm i fissen, og selv kunne få øje på noget, en ilder på en antikvars skulder

Verden reagerer uden tvivl voldsomt på unge, smukke kvinder. Det er vel en gammel historie, at deres udseende kan blive en form for fælleseje, som mange mennesker føler en ret til at kommentere på, røre ved, interessere sig for i offentlige rum. Tag nu for eksempel filmen og denne artikel. Selvfølgelig forstærkes den bevægelse, når man vælger at blive en del af modebranchen. Blasertheden, distancen kan være en reaktion på at blive overøst med opmærksomhed, komplimenter og blitzlys, at blive uimponeret, uflatteret, ligeglad.

Jeg tænker på Marine, når hun spiller Isabelle. Jeg tænker på kameraføringen og den måde, billederne er komponeret, så det virker som om, at Isabelle poserer. Hun er hele tiden smuk. Jeg tænker på, hvad forskellen er mellem skuespil og modelarbejde. Når man spiller skuespil, prøver man at blive en anden, noget andet, man inkarnerer en anden med sin krop. Når man er model, når man går catwalks for store modehuse, tænker jeg, at man på en måde bliver ingen. Modeller må ikke smile eller græde eller tale på catwalken. Det er ikke en scene. Modellerne låner deres kroppe ud til et andet navn, modeskaberens, de følger hinanden en efter en på det smalle podium. Man visker sit navn ud, gør det udskifteligt. Det er ikke pinligt at være model, man har ikke noget navn at rumme pinligheden i. Det var ikke pinligt for Marine at være model. Hun siger, at hun oplevede det som på stor afstand, udefra ligesom.

Kameraet placerer Marine, Isabelle, et sted mellem skuespiller og model, vi ser hende, kigger ind til hende gennem vores lille kamerahul. Hun er smuk, perfekt, nøgen, ofte udtryksløs. Vi kigger på hende, vi svælger i hende, og hun forsvinder bare, ha ha ha. Da jeg så Ung og Smuk, fik jeg en følelse af, at filmen også er interesseret i at skabe en fantasi for publikum, ligesom modefotos er en fantasi, med en smuk og distanceret kvindekrop i centrum.

Samtidig kan jeg forstå den distance og kølighed, som Isabelle har over for sine klassekammerater, sine kunder og sin stedfar, som en måde at reagere på sin egen skønhed og seksualitet på, som jeg synes er spændende, denne følelse af måske at beskytte sig selv eller gøre oprør ved ikke at udtrykke følelser eller skam, ved at kalde sig et nyt navn. Det, der sker i Ung og Smuk, er hverken det ene eller det andet, det er de to bevægelser samtidig, der står og skurrer mod hinanden.

Det rene liv

Det er på en måde utilfredsstillende ikke at kunne komme det nærmere. Den smukke mystiske kvinde, vi kender hende så godt. Jeg tænker på Caroline Albertine Minors bog Pura Vida, det rene liv, og på hovedpersonen Viktoria. Hun kommer det nærmere, Minor, det at blive set, være smuk, have seksuelle møder, forsvinde. Viktoria har næsten en plan. Hun er blevet færdig med gymnasiet og rejser først til Frankrig, siden New York og Buenos Aires alene for at lære sprog, bo andre steder, men også, fornemmer man i løbet af romanen, som en del af en bevægelse mod at forsvinde. Ud over et par enkelte veninder har hun mestendels kontakt med mænd, både dem hun forelsker sig i, dem hun er for træt til at afvise, og dem som opsøger hende på gaden og vil have, at hun skal være croquismodel for dem. Som her til en fest med den jævnt irriterende amerikaner Brian:

»Da han stryger hende over håret, gør hun ingenting for at forhindre ham i det. Gestussen er på en måde neutral. Og det er nemmere end at holde gang i en samtale. Da hånden vandrer op under kjolen og løfter trussernes elastik til siden, generer det hende stort set ikke. Han stikker en finger op, og hun mærker taknemmeligt, at hun er lukket og tør.«

I New York bliver hun stoppet af en fotograf. Han vil tage hendes portræt, det er noget med ansigtet, siger han, det fangede hans opmærksomhed. Fotosituationen i hans studielejlighed er spændt, hun nyder at lade sig fotografere, hun siger ja til at lade sig fotografere nøgen. Men fotografen beder hende på en gang om at tømme hovedet, men synes samtidig frustreret over, at hun ikke er mere tilstedeværende.

»(...) hun kan ikke lade være med at føle, at det er hendes skyld. At hun ikke har givet ham noget at arbejde med, men bare været der, som han bad hende om. Slap af, tøm dig fuldstændig. Og så var der ingenting tilbage, intet, der giver mening at forevige.«

Hun bliver overvældet af situationen, får lyst til fotografen og lægger an på ham, men han afviser hende. Begæret er ligesom forskudt, ind i kameraet og ud i fremtiden, til beskueren af billedet, men han tænder ikke på hende nu. Han er på arbejde. Og så begynder hun at skamme sig. Dynamikken mellem kameraet og de to karakterer her bliver klar, spændende.

Viktoria vil gerne, det står der flere gange, men der er noget som hele tiden vipper frem og tilbage mellem det, hun gerne vil, det, hun lader ske og det, som næsten bliver et overgreb. Det nydelsesfulde, det ligegyldige og det smertefulde står og skurrer så tæt op ad hinanden, at det ikke er til at finde rundt i.

I det sidste kapitel tager hun et nyt navn, Alice. Hun har ikke flere penge, tager med en ældre mand til en by hun ikke er interesseret i, hun er næsten holdt op med at være nogen. 

At slippe udenom at være nogen

Det Ozons film mangler, for at hive Isabelle ned fra den smukke kvindes underlige piedestal, er blandt andet, tror jeg, det som Minors roman har til overflod, det er detaljer, simpelthen; at kradse i den tørre sæd på låret, at være øm i fissen, og selv at kunne få øje på noget, en ilder på en antikvars skulder, et sår på en gammel dames ben, og ikke bare blive set. Viktoria får lov at have en krop, som der ikke klippes væk fra; hun har i det hele taget et meget ambivalent forhold til sin egen krop.

Og Ozons film mangler at tage karakterens ubehag seriøst i stedet for at transportere følelser over i et tungt billedsprog, som at se et fantom af sig selv, når man dyrker sex, eller at stige ned i undergrundsbanens mørke efter der er sket noget ubehageligt. Man skulle tro, at en film, der tager emnet sex og prostitution op, ville holde sig for god til den slags tunge eufemismer. Sammen med alle de alt for smukke billeder af Isabelle bliver det til tider næsten vammelt.

Til tider vammelt

Forbindelserne mellem at være smuk og at have ulyst til at være til stede eller at være nogen er mange og forskelligartede. Selvfølgelig er det ikke det samme at blive et af de mange smukke ansigter på en catwalk og at glemme alt omkring sig, mens man bliver nøgenfotograferet i et studie i New York. Og selvfølgelig er det ikke at sammenligne direkte med prostitution. Det er bare alt sammen fedtet ind sociale situationer, i blik, lyst og til dels også i professionalisme.

Viktoria oplever ligegyldighed og vægelsind, men aldrig distance, hun kan aldrig løfte sig over eller fjerne sig fra sine oplevelser. Hun lader verden rulle ind over sig. Marines, modellen og skuespillerens, distance er, som jeg læser den ud af interviewet, professionel, nødvendig. Vild og utrolig på den måde. Med Isabelle er det svært at afgøre, det er svært at komme til hende for al den lækre kameraføring og for alt det højspændte drama. Men klart er det, at hun, ligesom Viktoria, ikke rigtig kan overskue de nære relationer, forventningerne, at der er noget andet på færde med hendes seksualitet, noget som hun ikke vil file ned, passe til, skamme sig over.

Det kan være nydelsesfuldt at kaste samfundets krav om, at man skal være et jeg, skal være nogen med præferencer, skamfølelser og hæmninger af sig, men det kan selvsagt også være voldsomt eller ligefrem nødvendigt. Eller det hele på en gang og ind imellem hinanden. Jeg kan ikke komme det nærmere.