Print artikel

Klasse er det nye sort

»I virkeligheden handler det ikke om race, men om klasse,« siger James McBride til ATLAS. Foto: Maria Bordorff
McBride og Nielsen om evolution. Foto: Maria Bordorff
Interview
28.08.14
»Selv i dag har vi ikke lært at tale om race i Amerika. Det gør det til et vanskeligt emne at skrive om, uden at folk bliver vrede.« ATLAS har talt med den amerikanske forfatter og jazzmusiker James McBride om helte, hip hop og racespørgsmålet i USA i dag.

I 1859 angreb den lovløse, karismatiske og hvide slaverimodstander, John Brown, Harpers Ferry i West Virginia. Planen var at erobre nationens største våbenarsenal med det formål at indlede en krig mod slaveriet. Men angrebet slog fejl, og Brown blev efterfølgende dømt og hængt. Helt forgæves døde han dog ikke– angrebet blev nemlig startskuddet til Den Amerikanske Borgerkrig, der endte med at føre til slaveriets ophævelse. Det er denne historie, James McBride forsøger at fortælle i Skaberfuglen, der sidste år sikrede ham den eftertragtede National Book Award. Romanen følger slaven Henry ’Lille Løg’ Shackleford, der bliver befriet af den hvide John Brown, som tror han er pige, fordi han render rundt iført en sæk. Lille Løg bliver både Browns hjælper og maskot, og følger ham helt op til angrebet på Harpers Ferry.

John Brown er en central figur i den amerikanske slaverihistorie, og der er derfor også skrevet rigtig mange bøger om ham. Hvad fik dig til at skrive en roman om John Brown? 

»Selv i dag har vi ikke lært at tale om race i Amerika. Det gør det til et vanskeligt emne at skrive om, uden at folk bliver vrede. Derfor er det lettere at skrive fiktion. Så kan man nemmere fortælle, hvad der virkelig skete. Sagen er den, at John Brown troede at afro-amerikanerne ville flokkes om ham og bakke ham op, men i virkeligheden flygtede langt de fleste afro-amerikanerne, hver gang han viste sig. Den mand var lig med problemer- selv for de hvide- så selvfølgelig gad de sorte ikke at have noget med ham at gøre. Hvordan siger man det uden at fornærme folk? Jeg nåede frem til, at det var bedst at gøre på en sjov måde. 

Løb du alligevel ind i problemer? 

»Ja da. For eksempel gjorde min beskrivelse af Frederick Douglass virkelig nogle folk vrede. «

McBride ryster lidt på hovedet. I Skaberfuglen opholder Brown og Lille sig i en periode hos Frederick Douglas, som var en sort forfatter og borgerrettighedsforkæmper. En eftermiddag bliver Lille Løg kaldt ind på hans kontor. Det er meningen, at Douglass skal belære Lille Løg om det sorte folk, men han ender i stedet med at forsøge at forgribe sig på Lille Løg – som på det tidspunkt skal forestille at være en cirka tolvårig pige – og drikke sig fuldstændig i hegnet. Portrættet skabte opsigt i USA, da bogen udkom. Kritikere mente, at McBride havde forulempet en af afro-amerikanernes største helgener, mens andre hyldede hans vid og blik for satire. Om episoden siger McBride selv: 

»Douglas er en meget vigtig historisk figur og særligt for afro-amerikanere, Men samtidig havde han altså også både en sort hustru og en hvid elskerinde. Det er sindssygt at forestille sig- selv i dag. Selvom han uden tvivl var en fantastisk fyr, var der altså også nogle mindre fine ting ved ham.« konstaterer McBride og tilføjer:  »Man skal aldrig møde ens helt. Man bliver altid skuffet.«

Historien skal forestille at være fortalt af Lille Løg mange år efter angrebet på Harper’s Ferry. Af samme grund er den også skrevet i datid- selvom Lille Løg ind imellem lader sig rive så meget med af sin egen fortælling, at han skifter til nutid. Hvad betyder det for historien? 

»Det er en måde at strikke historien sammen på, som giver en anden form for fleksibilitet, end hvis historien udelukkende var skrevet i nutid. Der er mange, som falder for fristelsen til at fortælle om noget, der allerede er sket, i nutid. Men i mine ører kommer det næsten altid til at lyde som den slags historier man får fortalt på en bar.«

McBride tænker sig lidt om og kommer så med et eksempel på en barhistorie. 

»Så vi kommer ind på en bar, Barbie og jeg, og denne her fyr kommer op til os og spørger, om jeg vil have en drink. ’Nej’. Siger jeg. ’Jeg vil ikke have en drink’. Og så kommer en anden fyr op.«

Han griner lidt og ryster på hovedet. 

»Det andet giver dig helt klart flere muligheder som historiefortæller. For eksempel kan du skrive: ’Jeg så ham aldrig igen.’ Det er fantastisk! Det tilføjer både styrke og præcision til fortællingen, som ellers ville være svær at skabe. Karaktererne skal ikke have noget overflødigt fedt.« 

Hvad mener du med det? 

»Karaktererne skal konstant være i bevægelse. Jeg stod lige og talte med Nielsen (Red. Claus Beck-Nielsen), den meget talentfulde danske kunstner og forfatter, omkring netop det. Han opholdt sig i New York i 90erne, hvor han var del af en eller anden vanvittig teatergruppe på Lower East Side. Han boede på hjemløseherberg og kom i alle mulige farlige kvarterer. Han sagde, ’Du er nødt til at være i konstant bevægelse. Stop aldrig op. Det er sådan du holder dig i live.’ Det er sandt, for hvis du først stopper op, begynder folk at lægge mærke til dig, og så risikerer du både at blive overfaldet og slået ihjel. Hvis du derimod konstant er i bevægelse, bliver du aldrig en del af billedet, og når derfor heller ikke at skille dig ud.«

McBride nikker. Han er tydeligvis imponeret over Nielsens street smarts

»Det er det samme, når du fortæller en historie. Alt overflødigt skal skæres væk. Du skubber det ud. Det er ligesom, når jeg skriver, ’Jeg så ham aldrig igen’. Hvis det er en spændende karakter fortsætter de, hvis ikke, dør de ud på siden. Så skærer man dem væk. Det gælder både for fiktion og nonfiktion.«

Var det her noget du kæmpede med, da du arbejdede på Skaberfuglen? 

»Aldrig. Jeg gik aldrig i stå med den her bog. Jeg elsker bogen, og jeg elskede at skrive den. En af grundene var nok, at jeg samtidig gennemgik en meget smertefuld, langtrukken og ikke mindst dyr skilsmisse. Bogen gav mig et frirum. Hver gang jeg trådte ind i den verden, mistede jeg al lyst til at beklage mig over de ting, der foregik i mit eget liv, fordi jeg så hvor mange problemer John Brown, Lille Løg og alle andre folk på den tid havde – og alligevel gav de ikke op. Efterfølgende er der flere, der har spurgt mig, om jeg ikke kan skrive en opfølger og sende Lille Løg ud på flere eventyr. Men man kan ikke fortælle den samme joke to gange, og på samme måde kan man heller ikke vende tilbage til det samme sted. Det vil sige; det kan man godt. Folk gør det hele tiden. Man vender tilbage til ens gamle kvarter, hus eller gamle elsker, men hvis man vil vokse, er man nødt til at være i konstant bevægelse.«

Hiphop har på mange måder undermineret det moralske fundament, som sort liv i USA historisk set var karakteriseret ved.

I forordet til sin store biografi om Kafka skriver Reiner Stach: ”The life of another human being draws back, comes into view like an animal at the edge of the forest, and disappears again.” Hvor i bogen vil du sige at John Brown kommer til syne? 

»For mig eller læseren?«

For dig. 

»Det er jo et fantastisk privilegium at kunne elske én på afstand.  John Brown var sådan et godt menneske. Jeg ville ønske, at jeg kunne være ligesom ham. I mine øjne er han lidt ligesom en sfinks eller en føniks. Lige pludselig kommer han til syne ud af det blå. Ligesom mange andre forsøgte jeg at følge hans mytiske spor, men på et tidspunkt bliver man nødt til at give slip på ham igen. Men han berigede mit liv, og det er det, jeg forsøger at give videre til andre. Men….«

McBride læner sig ind over bordet i begejstring. 

»Han var jo fuldstændig vanvittig. Prøv at forestil dig, at du sidder derhjemme, og jeg kommer forbi med en gorilla, og foreslår at vi skal spise middag sammen alle tre; dig, mig og min gorillaven Charley. Du er høflig – som danskere nu er- så vi sætter os ned for at spise, og gorillaen spiser kød og hælder salt på sine grøntsager. Forestil dig det! Det var sådan sorte mennesker blev betragtet dengang. Jeg er selvfølgelig helt uenig, men sådan var det altså, og John Brown var en af de få, der turde at stille spørgsmål ved det.«

James McBride fik sit litterære gennembrud i 1996, da han udgav selvbiografien Som vandets farve, som er en hyldest til hans mor Ruth McBride Jordan, der som både hvid kvinde og datter af en ortodoks jødisk rabbiner vakte furore, da hun i 1940erne flyttede til Harlem og giftede sig med en sort mand, Andrew McBride. Bogen skildrer, ligesom Skaberfuglen, en helt usædvanligt stærk og karismatisk karakter, men hvad motiverede henholdsvis John Brown og James McBrides mor til at udfordre deres tids ideer? 

»Det er et godt spørgsmål. Jeg er overbevist om, at min mor var meget unik, men det forstod jeg ikke, før jeg selv var en voksen mand. Men det at hun var så anderledes, har også gjort mig anderledes. Jeg har svært ved at passe ind – selv blandt sorte. Jeg opsøger folk som er anderledes- og det er ikke nødvendigvis altid en god ting, for det betyder også, at jeg tiltrækkes af folk, som ikke nødvendigvis er gode eller lever retskafne liv.«

McBride griner, og ryster så på hovedet af sig selv.

»Men sådan er det altså. Den slags mennesker oplever verden på en helt anden måde end andre. Nielsen er et godt eksempel. Han er altså en ener. Selv i New York ville han være en ener. En helt igennem underlig fyr, og det elsker jeg ham for. Han ved ikke, hvad det vil sige ikke at være underlig. Der er folk som ham, der ikke når at blive tyve år. De kan simpelthen ikke klare det. Tag sådan en som Kurt Cobain. Det var ikke stofferne der slog ham ihjel, men smerten der er forbundet med at se verden på sådan en helt rå og ufiltreret måde. Der er dem som ikke kan klare det, og så er der dem der kan. Det er folk som Nielsen, John Brown, men også min mor. Som regel finder de deres styrke et andet sted fra. Nielsen virker til at være et ekstremt empatisk menneske. Meget venlig. John Brown var meget religiøs, og religionen holdt gejsten oppe hos ham. Han var overbevist om, at gud havde udvalgt ham til at befri Amerika fra slaveriets forbandelse.«

McBride tænker sig om et øjeblik.

»For min mors vedkommende handlede det om, at hun elskede det sorte folk. Det sorte samfund. Man finder en blødhed og venlighed i det sorte Amerika, selvom det i dag til en vis grad er blevet ødelagt af alt det der hiphop-bullshit med bitches og hoes.«

Hvordan det? 

»Altså. Hiphop har på mange måder undermineret det moralske fundament, som sort liv i USA historisk set var karakteriseret ved. Dengang min mor blev en del af det sorte samfund, var det både blidt og religiøst, men også fyldt med musik, venlighed og hårdtarbejdende mennesker. Folk hjalp hinanden. Min mor blev del af en verden fyldt med venlighed, og derfor blev hun.« 

Et andet gennemgående tema i begge bøger er spørgsmålet om at kende sig selv – og ikke at kende sig selv. Tror du, at det at kende sig selv – eller i hvert fald formodningen om, at det er muligt – er løsningen, eller er det i virkeligheden problemet? 

»Identitet er det helt store spørgsmål i dag. Du kan aldrig lære dig selv helt at kende. Men det er heller ikke det, som det handler om. Rejsen er din historie. Det er din identitet, og du kan ligeså godt forsøge at nyde det. De sidste par uger af min mors liv havde hun travlt med at planlægge et biografbesøg. Hun ville så gerne ind og se Avatar. Hun lå bogstaveligt talt for døden. Hendes hjerte var ved at give op. Hun kunne knap nok bevæge sig, og alligevel blev hun ved med at lave planer.« 

Nåede hun ind og se filmen? 

»Nej! Hun kom aldrig ind og se filmen. Hun døde.«

James McBride bryder ud i et stort grin. 

»Det var enden på de planer. Men pointen er, at identitet virkelig er det, der betyder noget. Hvem er du? Hvem er du virkelig? Du når et punkt i dit liv, hvor du bliver nødt til at spørge dig selv om de her ting. Hvem er jeg? Resten af dit liv afhænger af dit svar. I Lille Løgs tilfælde blev han drevet af et ønske om at blive en mand. I min mors tilfælde var det ønsket om at blive elsket. Hun havde ikke noget stort ønske om at få børn af blandet race, men hun fandt kærligheden, og det gav hende styrke.«

McBride læner sig forover og begynder langsomt at stramme snørebåndene på begge sine sko. Imens taler han videre. 

»Man kan ikke behandle livet og kærligheden som en markedsplads. Det er nødt til at være organisk. Man må simpelthen bare flyde med. Men mange er bange for at lytte til det, der er indeni, og tage konsekvenserne af det, de finder. Begge karakterer – både Lille Løg og min mor- begynder at få holdninger til dem selv og til verden. De begynder at træffe beslutninger. Det er virkelig svært, fordi det kræver, at man forpligter sig til nogle ideer. Ind imellem også nogle, der ikke er i overensstemmelse med det, man gik og troede man var.«

Skoene er bundet, og McBride retter sig op igen.

»I virkeligheden handler alt det her om evolution. Nøglen til lykke – i hvert fald i mit tilfælde- er forbundet med bevægelse. Den ene dag er du ung. Så lukker du dine øjne, og næste gang du åbner dem, er du midaldrende. Luk dem igen, og du er blevet gammel. Næste gang du lukker dem, er det for evigt.«

James McBride udstøder et fløjt.

»Det er stærke sager, det her!«

Med fare for at tage hul på en på en helt ny samtale, minder det mig om noget W.E.B du Bois skrev i sin legendariske bog ‘the Souls of Black Folks’: “The problem of the 20th Century is the problem of the colorline.” Hvad med i dag? Er spørgsmålet om race stadig til debat?

»Et af problemerne er, at vi endnu ikke har lært at tale om race i Amerika. Det handler ikke om et mester-slave forhold eller sort vs. hvid. Der er tale om et net af forbindelser, som vi alle er forbundet af, og som på en eller anden måde gør os alle sammen ufri. Mange sorte har fortsat ikke del i de amerikanske velfærdsgoder, og det sætter vi politiet til at håndtere konsekvenserne af.«

McBride tænker sig om et øjeblik og kommer så med et eksempel:

McBride og Nielsen om evolution. Foto: Maria Bordorff

»Tænk over det: hvis jeg nu kører i en bil der bruger alt for meget benzin og olie, hvilket får bilen til at ryge, og jeg så får en eller anden til at stikke munden hen til udstødningsrøret. Problemet er jo ikke ham, men den der kører bilen. På samme måde håndhæver politiet også bare reglerne i et samfund, vi selv har skabt. Det giver mening, at folk er gået på gaden for at protestere i Ferguson, men vi kan ikke bare skyde skylden på politiet uden at se på os selv. Hvis vi ikke ser på os selv, vil den unge mand være død forgæves, og det samme gælder for betjenten, hvis karriere garanteret er forbi. Vi burde lære af de her ting, men problemet er bare at vi bliver ved med at gentage de samme fejl. Og imens sidder dem på magten bare og nyder at se os slås.«

Hvorfor?

»Fordi det holder dem ved magten. Det har ikke noget med mennesker at gøre. De er rotter og slyngler, som tørster efter magt og vil gøre hvad som helst for at få den – og beholde den. Jeg vil ikke sige, at jeg er en anarkist, men jo ældre jeg bliver, jo mere overbevises jeg om, at bedstemødre burde styre verden. Både Skaberfuglen og Som vandets farve er mit forsøg på at vise, at mennesker har meget mere til fælles end de ting der adskiller os. De der samtaler om farve, dem har jeg slet ikke længere. Jeg er ligeglad. De betyder ikke noget, og de gør ikke nogen forskel. Jeg prøver i hvert fald ikke at spilde min tid på den slags.«

Hvad med diskussionerne om klasse. Er de mere relevante? 

McBride kigger op og nikker.

»I virkeligheden handler det ikke om race, men om klasse. Det er jeg overbevist om. Folk bruger race som et spyd, man kan kaste på dragen. En slags kile man kan lægge mellem folk. Det tror jeg også er tilfældet i Ferguson.«

Han tænker sig om et øjeblik, før han fortsætter. 

»Men der er alligevel bestemte ting, jeg forsøger at lære min sønner på henholdsvis tolv og tyve. Hvis en politimand stopper dem, har de bare at adlyde “Yes sir.” “No sir.” De må aldrig sige nej. En politimand er det mest magtfulde menneske i hele verden. Han eller hun kan trække sit våben og ende dit liv. Måske tager de fejl. Måske ender de I fængsel. Men dit liv er forbi. Vi har lige været igennem det her. Vi havde været i Syden og var på vej hjem. Midt om natten standsede vi ved en tankstation i Baltimore. Den ældste ville låne et toilet. Han fik parkeret bilen og var lige ved at gå ind, da jeg standsede ham. Med den måde han havde parkeret på, ville det se ud som om han kom ud af det blå. Min søn er altså rimelig høj, trænet og så har han et stort afrohår, og mange af de her folk har altså våben gemt under disken. Man har ikke lyst til at forskrække dem. Det fortalte jeg min søn, og fik ham til at køre bilen rundt en ekstra gang, så ham inde i butikken kunne se ham stige ud. Så var der heller ikke noget. Min søn lånte toilettet, og så kørte vi videre. Det er den slags ting, jeg lærer mine børn.«

Er du bekymret på deres vegne? 

»Selvfølgelig er jeg det. Men man er nødt til at sætte sin lid til Gud. Det meste af tiden går det, men nogen gange er det bare ikke din dag – ligegyldigt hvad du gør. Selvfølgelig bekymrer jeg mig om dem, men hvide forældre bekymrer sig også om deres børn. De bekymrer sig bare ikke nødvendigvis om de samme ting, som sorte forældre bekymrer sig om.«

Han piller lidt ved et plastikkrus, og tilføjer så. 

»Men jo. Selvfølgelig er man altid bekymret for, at en politibetjent vil standse dem og banke dem eller det der er værre. Men hvis man ikke kan kontrollere det, er det bedste du kan gøre, at lære dine børn at være høflige. 

Det er blevet tid til James McBrides næste interview. Han er allerede gået over tid, og festivalens pressefolk tripper ude i gangen. Alligevel lister han en sidste historie ind. 

»Noget lignende skete for mig sidste år. Jeg var på tour. Det var blevet sent, så jeg parkerede bilen på en parkeringsplads foran en butik, og lagde mig til at sove. Pludselig blev jeg vækket. Der var politimænd på begge sider af bilen. “Er det dig der har begået et indbrud på toilettet?” Råbte en af dem. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. De gennemlyste bilen med deres lommelygter, men der var selvfølgelig ikke noget.«

James McBride stopper op, men tilføjer så med et stort grin. »Selvom det ville have været sjovt, hvis jeg efterfølgende var kørt væk med et toilet på slæb.«